Svenske kanodrømme

I radioen hørte jeg Ulf Lundell, det svenske folkehjems største rockpoet, synge om at gribe muligheden. Og i volvomobilets sidespejle så jeg striber af hvide birkestammer fade og blive til tapet for drømme om store eventyr i vildmarken. Det ligefrem osede af frihed. Og friheden, den var jeg sikker på at finde, men nok lidt herfra og på behørig afstand af skemalagte og asfalterede hverdage.

Min egen kano
Jeg ville have min egen kano. Og den skulle være af aluminium. Ved slusen i Dalsland forklarede en udlejer mig, at en brugt alukano kun kostede lidt mindre end en ny. For i princippet var kanoen jo som ny, indtil den blev utæt, sagde han. Men for 5000 kunne jeg købe en med lapper på. Længere inde i søsystemet viste man mig et decideret kanolig. Måske du selv kan reparere den, sagde de og pegede på fire store huller.
Det var den hårde skole. Og flere afvisninger kom til på min liste. Måske ville folk være mere imødekommende længere mod nord? Og jo, i Värmland købte jeg en gammel kano af Preben. Han var udlejer og havde over 100 kanoer i rotation. Bag værkstedet kunne jeg selv vælge mellem otte stærkt patinerede alukanoer. De var måske 25 år gamle.
Sveddråber og snustobak
Kanoerne var fabrikeret efter den tidligere skabelon, hvor teknologien var kantet og endnu ikke havde muliggjort store rundinger i materialet. Det var virkelig kvalitet, sagde Preben.
Vi forhandlede længe. Jeg med nervøse sveddråber i panden, og han med en stor klump snus under overlæben. Men til sidst var det en aftale. Jeg fik en gammel kano, to slidte redningsveste og et par frønnede træpadler. Preben fik et gedigent håndtryk og det meste af min opsparing.
Sommeren gik, og det blev sommer igen. Om vinteren kunne jeg nogenlunde holde udlængslen i skak, så længe jeg rumsterede med konkrete planer for fremtidens kanoture. Det handlede om at designe sine egne eventyr. Det blev til weekender på de danske åer, måneder på svenske elve og søer og et par selvbestaltede ekspeditioner længere mod nord. Alt sammen i kano, og nu også med snus under overlæben.
Tolv år efter min handelsrejse gennem Sverige solgte jeg den igen, min godt brugte alukano. Jeg solgte den til to unge mennesker, der ikke havde ret mange penge. Men de var alligevel godt kørende – i deres gamle bil og med et par tusindlapper på lommen. Og kort tid efter havde de også egen kano på taget.
For bør det ikke være en del af vildmarkslivets ombud for sådan nogle som dig og mig – at lette på hatten og hjælpe vores bedste drømme i endnu en rotation?