Til fods gennem det gamle Balkan

Den første morgens duft af nybagt brød udgjorde blot en brøkdel af et stort, hjemmelavet morgenmadsbord. Friturestegt dej, gedeost, tomat og agurk sendte os godt videre fra de gæstfrie værter og mod nord, hvor vi hurtigt fandt de første markeringer, som vi ”bare” skulle følge de næste 190 kilometer, inden vi forhåbentligt ville fuldende cirklen og stå samme sted i Albanien igen. De første otte kilometer op mod Valbona-passet gav os et indblik i, hvordan de næste mange dage kom til at foregå – det gik nemlig opad. Det tog os fire timer at nå Valbonapasset.

Bjergkæden snoede sig gennem landskabet og dannede flotte grønne dale, Stierne bestod af løse sten på grusstier, og ruten var ret barsk. Vandreruter i den her del af Balkan har været kendt længe, men i 2013 blev de officielt kædet sammen under navnet Peaks of the Balkans Trail. Det var et forsøg på at binde lokalbefolkningen i det tidligere krigsramte Balkan sammen – skabe fællesskab og lokke turister til områderne. Vi var fristet af den rå natur og muligheden for at gå på en etableret vandrerute, der ikke var overrendt af turister. Den sparsomme viden om ruten var også en udfordring, vi ikke kunne sige nej til. Og så håbede vi at komme tæt på lokalbefolkningen og høre deres historier, som vi skulle finde ud af, at de gladeligt delte.

Hedeslag i nådesløse bjerge

Maja Kolata, Montenegros højeste bjerg, tårnede sig op foran os på andendagen. Med 2.556 meter til toppen og en stenbelagt rute uden mulighed for skygge vidste vi, at bjerget ville blive en udfordring. Prosllopit-passet førte os op ad stejle bjergsider, og ved frokosttid kunne vi hvile benene til udsigten af de nøgne kalkstensbjerge i Montenegro. Ruten førte os kortvarigt, blot cirka tre kilometer, ind i Montenegro før vi krydsede tilbage mod Albanien. Turen derop havde tæret på kræfterne, og mens solen fik smilene frem, så sugede den også vores væskedepoter. Kort før Ceremi begyndte Anjas ben at føles tunge. Det snurrede i hendes mave, og hun fik en bleg kulør i ansigtet. Efter en kort pause fortsatte vi til et guesthouse. Her var et ældre hus og et nyt hus, der var kommet til for et par år siden, som efterspørgslen på indlogeringsmuligheder i området steg. Værterne opbevarede og tilberedte maden i en garage, og gæster kunne finde skygge for solen ved borde og stole i gården. Vi nåede lige akkurat i mål, inden Anja begyndte at kaste op. Hedeslag. Skader og sygdom er ikke unormale i disse nådesløse bjerge, men både turister og lokale er gode til at hjælpe hinanden. Dagen efter fik vi arrangeret et lift til Anja med en hollandsk gruppe, som fik sin bagage transporteret mellem landsbyerne. De skulle heldigvis også til Doberdol, og Anja kunne få en pausedag og komme ovenpå igen.

Hunden Henry og den hjemmedyrkede vin

Området omkring Doberdol er fyldt med blåbærbuske, og de lokale samler spandevis af de lækre bær, der også fungerer som en fremragende eftermiddagssnack. Vi fik nye venner undervejs på dagens etape – blandt andet tre tyske gutter, der havde fået selskab af en hund, de kaldte Henry. Vi blev hurtigt enige om, at han må være den i verden, der har gået Peaks of the Balkans flest gange. Han lever på stierne – drikker vand fra vandløbene og får mad, samt selskab, af turister. Henry er bestemt ikke ensom på stierne, og vi talte med mange folk på vejen. Nogle vandrede dagsture, og tre-fire gange dagligt mødte vi andre, der vandrede Peaks of the Balkans. Glade, smilende folk, der var betaget af udsigterne og henrykte over at dele ud af deres erfaringer. Vi fik både delt magnesiumtabletter og elektrolytter ud til folk, der ikke var helt forberedte på strabadserne og havde fået krampe.

Det var et dejligt gensyn med Anja, da vi nåede Doberdol tidligt på eftermiddagen. Hun havde fået det bedre, men var stadig lidt afkræftet. Vi tog derfor en ekstra dag i Doberdol, hvor Pernille og Cecilie sluttede sig til de tyske gutter på deres tur til 2.656 meter høje Mt Gjervica; Kosovos højeste bjerg. Om eftermiddagen tog vi en dukkert i det kølige bjergvand ved et lille vandfald, hvor vi samtidig kunne vaske vores tøj. Der var ingen butikker i nærheden, men en lokal mand og hans kone solgte snacks og sodavand. Der var i en lille landsby, der primært var en sommerby – om vinteren er den overdækket med sne. De bød på te, som vi nød uden for en hjemmebygget hytte, som manden havde store planer om at renovere. Området havde ændret sig i løbet af få år, nu hvor flere og flere turister kom forbi, fortalte han. Han var frustreret over, at pengestærke albanere slog sig ned og tit byggede bedre og mere luksuriøse overnatningssteder, end de lokale havde råd til. Dermed stjal de kunderne. Manden solgte os hjemmelavet vin i en gammel colaflaske, som vi delte med resten af gæsterne om aftenen. Procenterne var vist et godt stykke over normale vine. Det fik Cecilie ikke taget helt højde for og måtte afregne i løbet af natten.

Hvor tre lande mødes

På dag fem var alle klar til at komme videre igen. Vi lagde hårdt ud med dagens første udfordring, som var passet ind i Kosovo mod toppen Tromedja. Den hidtil stejleste stigning: 450 højdemeter på kun 2,2 kilometer. Efter det, der føltes som en evighed, hvor vi ingen vegne kom, befandt vi os pludseligt på toppen af Mt. Tromedja i 2.366 meters højde. En stenbunke markerede krydset, hvor de tre lande – Albanien, Montenegro og Kosovo – grænser op til hinanden. Stedet er kendt som Three Borders Peak og er en lille omvej på ruten til Milishecv, som klart kan anbefales. Vi var dog uheldige, at det var overskyet, så udsigten var desværre ikke noget at råbe hurra for. Der var koldt på toppen, så vi fandt det varme tøj frem og skyndte os videre. Anja fandt en alternativ rute, der ville spare os nogle kilometer og gik ned i dalen fremfor at fortsætte oppe på bjergryggen. Håbet var, at det ville blive lunere længere nede, og vi tog chancen. I det fjerne kunne vi se Roshkadol. Den lå nede i dalen, hvor bjergsiderne endte – der var langt derned.

Roshkadol har en del nye huse, men der var ikke en levende sjæl at spotte. Byen blev bombet under balkankrigene i 1990’erne og var nu i gang med at blive genopbygget. Vi lærte, at det er slægt, der afgør, hvem der må bygge i hvilke byer. Den første nat i Kosovo bød på et dejligt aftensmåltid med grøntsager, ris, hjemmebagt brød, gedeost og kage til dessert. Vandbeholderen, der sørgede for varmt vand til badet, blev opvarmet af brænde.

Minder om krigen

Sidst på eftermiddagen på dag seks nåede vi Plav i Montenegro. Med 3.717 indbyggere var det den største by på turen. Vi tog vores første fælles hviledag. Hyggede, udforskede byen, spiste pizza. Det var kærkomment med både wifi, musik i anlægget på restauranten og bygninger med isolering i murene, men der var ikke meget at udforske i byen. Atmosfæren var dog afslappet.

Anja viste os turens sidste udfordring på kortet; fra Vusanje i Montenegro til Theth i Albanien. En hård nedstigning på 800 højdemeter på blot to kilometer. Vejrudsigten varslede regn, og det var seriøse miner, der betragtede kortets højdekurver, der lå så tæt, at det næsten lignede et lodret fald – som skulle vi klatre med reb og sikringsudstyr ned.

Dagen begyndte dog let med flade kilometer langs hjulspor i grus igennem lille Ropojana Valley National Park. Vi kunne høre vandet fra et mindre vandløb, men kunne ikke se det for bare træer. Snart stod det ned i stænger. Vi ilede hen til nogle stenhytter, hvor to ældre herrer boede og drev en lille café – bjælker dannede skelettet og natursten udgjorde resten. Der var trukket en pressening over et par metalstænger, og nu prøvede vi og 20 andre vandrere at få lidt ly for regnen. Vi sad mast godt ind mod det primitive, hjemmebyggede borde-bænkesæt. En sovepose lå oven på noget halm. Vi blev endnu engang forundret over, hvordan de lokale holder livet kørende heroppe uden hverken el og supermarkeder.

Da den værste byge var overstået, fortsatte vi og blev endnu engang mindet om den hårde fortid i området. Vi så flere skyttegrave og observationsposter med skudhuller – minder fra balkankrigene i 1990’erne.

Vi fortsatte mod passet Qafa e Pejës og den hårde nedstigning. Heldigvis var ruten godt markeret og zigzaggede ned ad bjergsiden. Vi skulle dog træde forsigtigt på de løse sten, men heldigvis regnede det ikke, så vi skulle ikke bøvle med glatte sten. Vi kunne nu fornemme målet. Theth lå i dalen under os. De sidste halvanden kilometer frembragte et deja vu, da det gik op for os, at vi var på den samme sti til Theth, som vi havde fulgt mod Valbona ni dage tidligere. Cirklen rundt i Balkan var afsluttet, og vi var færdige med en fantastiske vandretur, vi siden har anbefalet alle vandrere, vi har mødt. En vandretur, hvor vi mødte dejlig åbenhed fra folk. Hvor de lokale åbnede deres hjem, inviterede os indenfor, tilbød os lifts og på trods af sprogbarrierer forsøgte at lære os at kende – og gøre os klogere på dem. I dag er det kun historierne og skudhullerne, som fortæller den dybere baggrund om den dramatiske fortid. Landskaberne minder ikke én om krig, men er fantastisk flotte. Imponerende. Bjergtagende. De lokale værner om stien og deres gæster, os vandrere. Det virker som om, at idéen om at binde de tre grænselande sammen med en vandresti er lykkes. Folk fra alle tre lande benytter også stien til at være turister i nabolandene. For dem, vi talte med, er krigen fortid. De lever i nutiden.

Hvem skriver?

Vi – Cecilie, Anja og Pernille – mødte hinanden under en udsendelse i forsvaret i efteråret 2021 og har aldrig før været på vandretur sammen. Det har været en af de bedste ferier, vi alle har været på, og vi går og drømmer om at tage afsted igen sammen. Det var en udfordring at finde ud af alt det praktiske omkring ruten, men vi vil virkelig gerne opfordre og inspirere andre til at prøve denne fantastiske rute. Vi håber, at artiklen har vakt jeres interesse.