Fjeldliv med ungerne på ryggen

”Ej, se!” udbryder min ægtefælle Iben, da en sø kommer til syne.
Det er den cirka 500 meter lange Oksatjønn, hvor ørrederne af og til slår små ringe i vandspejlet.
Vi er nået toppen af en lav bjergryg, der giver indblik i et småkuperet fjeldområde med toppe på 1100-1200 meter nordøst for Rauland – en lille by i den nordlige udkant af Telemarken.

Natten er stort set uden mørke.

Frit udsyn til Hardangervidda
Foran os er endelig en godbid af det fjeld, vi er rejst nordpå for at besøge. Stedet, hvor man lader blik og tanke forsvinde mod horisonten uden at støde på andet end natur. Klipper, lave buske, rislende bække, måske en fjeldrype, en sur duft fra jorden, en sky over bjergenes kupler. En vind, der skubber til græs og forkrøblede grene med en let susen.
Selvom det er en fristende tanke at forsvinde helt ind i landskabet i dagevis, så er vi her for at nyde korte, rolige gåture med (sovende) unger i stedet for telt og sovegrej på ryggen. Vi deler nemlig en moderne hytte ved Vierli mellem Rauland og Rjukan sammen med vores venner Sune og Malene samt deres datter Alma, der er lidt ældre end Filippa. Faktisk møder vi de tre lidt efter, da de var gået i forvejen. De er på vej tilbage til hytten, da Alma er ved at være sulten.
Vi går en længere sløjfe tilbage til hytten. Nær toppen Motten (1134 m), der er et skisportsområde om vinteren, er vejret klaret noget op. Vi får skønne solstrejf og et prægtigt panoramablik mod nord. Vi ser Hardangerviddas sort-hvide toppe i det fjerne og et stort plateau med mange søer tættere på – ikke mindst Møsvatn, der strækker sin blå, solglimtende søflade dybt ind mod Hardangervidda Nationalpark.

Brød, vin og alpeglød
Duften af nybagt brød rammer næseborene i samme øjeblik, vi åbner den tykke trædør ind til hytten. Sune og Malene har også varmet suppe, så vi skynder os at smide vandrestøvlerne i tørreskabet, så de er klar til næste fjeld-nærkontakt. Der bliver også skænket rødvin, og da ungerne er kommet i seng, sidder vi og nyder solens forsvindingsnummer bag bjergene, som vi har frit udsyn til fra køkkenbordet. Solen nærmer sig langsomt bjergene i horisonten, og imens maler den himlens skyer og jordens bjerge med alpeglød i røde og orange nuancer. Her i begyndelsen af juli er klokken næsten 23, før solen går ned. Og natten er stort set uden mørke.
Det er sommer på fjeldet.

Luksusudgave af fjeldet
Og det er sådan vores uge forløber – med et program, der (mest) er tilpasset ungerne og luksusudgaven af friluftslivet på fjeldet. Der er dog hverken sommer eller luksus over vejret, da vi næste dag mødes med guiden Silas, der er tilknyttet Visit Rauland. Han er pæredansk, men står for en række guidede ture, som turistbureauet i Rauland arrangerer om sommeren.
Regnen og en frisk vind hænger tungt over os, og temperaturen er næppe over 5-6 grader, da vi forlader parkeringspladsen. Vi er ca. 15 kilometers kørsel nordvest for Rauland – en god del af dem på smalle grusveje i det flade sletteområde mellem Rauland og Møsvatn. Målet for den guidede tur er toppen Falkenuten i 1096 meters højde samt en tur frem og tilbage ad bjergryggen, kaldet Falkeriset, bag Falkenuten.

Trappedesign a la Nepal
Mens vi går på de sirligt anlagte, regnvåde granittrappetrin opad mod toppen, forklarer Silas, at stien er ved at blive anlagt af en gruppe dygtige stibyggere fra Nepal. Himalaya-bjergfolkets store viden om at bygge trapper og stier på stejle bjergsider er ved at blive høstet af et projekt, som den norske stat støtter. Inden vi når toppen, er Almas tålmodighed med at sidde i bærestolen brugt op. Så hun får lov til at sætte tempoet med far og mor i hænderne. Det giver god tid til at kigge ud over birkeskoven, Møsvatn og fjeldene, der forsvinder i regnen. Faktisk er det en af de store kvaliteter ved, at tingene foregår i børnenes tempo. Der er god tid til at fordybe sig i stedet – og naturligvis i børnenes ve og vel.

De store, øde områder, hvor der ofte ingen stier eller andre menneskelige spor er, giver renerne ro.

Falkeblik for falkefangst
På toppen af Falkenuten knejser en stor stenvarde. Mens vi skriver os ind i topbogen, som plettes af regnens ånde, forklarer Silas, at bjergknolden har fået sit navn efter falkefangsten. Det var et vigtigt erhverv her i vildmarken frem til 1700-tallet. Nederlandske falkonerer boede i stenhytter tæt på Falkenuten for at jagte verdens største falk – jagtfalken.
Lidt nordvest for toppen kan man også ane en cirkelformet græsvold, hvor fangsthytten stod.
Det var langtfra nemt at fange de store fugle. Den falkoner, der i løbet af en hel sommer fangede en – måske endda to – jagtfalke, gjorde det godt. Til gengæld for det yderst tålmodige arbejde var stykprisen på en jagtfalk ufattelig høj, for de kunne sælges til fyrster og konger længere sydpå i Europa. Her var det længe højmode at have en opdrættet jagtfalk med på fx fasanjagt. Mens vi går vestpå ad Falkeriset, fortæller Silas også, at man stadig kan være heldig at spotte både jagt-, tårn- og dværgfalk i området.

Vildrenernes rige
De flotte falkefugle er dog ikke de eneste vilde dyr, man kan se i området. På Falkeriset er du nemlig tæt på vildrenernes rige. Også renerne har været jagtet i århundreder, men heldigvis aldrig udryddet. Derfor kan området bryste sig af at have en af Europas få bestande af den oprindelige vilde fjeld-ren. Den såkaldte tundra-ren. Vi laver et frokoststop ved nogle en-to meter dybe huller i fjeldet, som Silas finder et stykke fra hovedstien.
Vi placerer Alma og Filippa under hver deres paraply, så de får læ og tørvejr under frokosten. Vinden bider, og fødderne råber hurtigt op om, at de gerne vil gå videre, hvis de ikke skal blive kolde. Men det er børnenes behov, der kommer først, så vi må trippe lidt på stedet.
Hullet foran os er de sidste rester af de fælder, som ren-jægerne tidligere forsøgte at få renerne til at styrte i. De 10.000-11.000 dyr som lever på Hardangervidda i dag, udgør over en fjerdedel af alle vildrener i Norge. De store, øde områder, hvor der ofte ingen stier eller andre menneskelige spor er, giver renerne ro til deres vandringer mellem kælvnings- og græsningsområderne. Faktisk er området omkring Falkeriset nogle år et vigtigt kælvningsområde, og derfor beder de lokale om din hjælp til at passe godt på renerne ved ikke at færdes deroppe før efter 15. juni.

Fjeldkulde vs. hyttevarme
Selv om jeg er vild med den rå natur, skudt i det simple liv på en fjeldlangtur og holder af at gå og gå og gå mod fjeldets hjerte, så skal jeg være helt ærlig: Det er sådan en dag, hvor jeg vil ønske, at jeg ikke var af sted med telt og sovepose – selv hvis jeg havde været her alene. Oppe på Falkeriset går regnen af og til over i slud. Regntågen lukker sin klamme hånd over udsynet, og vindstødene suger resterne af udendørslysten ud af min friluftsglæde.
Da vi nærmer os bilerne på parkeringspladsen, er Filippas hænder også ved at være rigtig kolde. Hun kommer ind i bilen med det samme, motoren er startet, varmen sat på og kursen sat mod hytten. Jeg savner heller ikke hverken telt eller sommerfjeldets vinter-flashback, mens Alma og Filippa sidst på eftermiddagen leger lunt lige oven på hyttens meget effektive gulvvarme.
Men jeg kan se skyerne, der har rullet naturens tågede gardiner ned foran vinduerne, kan se regnen der slår hårdt mod ruden, fjeldet der er forsvundet. Og det er faktisk kanon hyggeligt at betragte det våde, kolde sceneri herinde i tørvejr og varme sammen med familie og venner.

Om skribenten

Peter Nordholm Andersen er 37 år, uddannet journalist og har skrevet for Opdag Verden siden 1998. Friluftsliv er et nøgleord i hans liv, og det har udmøntet sig i vandreture på op til to måneder langs Jyllands kyster, bjergvandring i Alperne, Pyrenæerne, Andesbjergene, Rocky Mountains og i Nepals bjerge. Og altså nogle rejsevaner, der smitter af på hans datter Filippa.

Børneguide til Rauland

1. Til tops på FalkenutenDen oplagte børnetur! Her har en flok nepalesere sirligt bygget en trappe det meste af vejen op til toppen i 1096 meters højde. Turen til toppen med panoramaudsigt (i godt vejr) tager omtrent en time. Hvis du har en cykeltrailer/barnestol med, kan du også overveje at leje cykler i Rauland (spørg på turistbureauet) og cykle de ca. 15 km ind til startstedet for turen. Vejen dertil går bl.a. gennem et øde, ikke alt for kuperet skovområde. Efter toppen kan I evt. fortsætte en god kilomenter nordpå til Kråmviksbryggja ved bredden af Møsvatn, inden (cykel)turen går tilbage til Rauland. Møsvatn er en opstemmet sø, og på nordsiden af søen lever omkring 150 mennesker på gårde, som ikke er forbundet med omverdenen med andet end vandvejen.
Download PDF med kortfolder på: www.rauland.org/Summer/We-recommend.

2. Gaustatoppen (med eller uden hjælp)
Med sine 1883 meter rager Gaustatoppen højt op over andre fjelde i området. Fra toppen kan du se længere end noget andet sted i Norge. Det siges, at synsfeltet heroppe på de bedste dage udgør mere end 50.000 km² eller omkring en sjettedel af hele Norges areal. Du kan bl.a. se flere 2000-meter-toppe i Jotunheimen mod nord og Dragonkollen i Bohuslen i Sverige mod øst. Her taler vi afstande på 170-180 kilometer.
Alle børnefamilier kan med sikkerhed komme på toppen, hvis du vil betale 350 norske kroner for en voksen, og 175 for et barn. Fra Longefonntippen (1150 m) kan man nemlig tage Gaustabanen helt til toppen. Først går turen ca. 850 meter med et tog vandret ind i bjerget. Derefter med en liftvogn i en skråskakt med 39 graders hældning 1010 meter op til ca. 1800 meters højde. Herfra er der ca. 100 meter opad til Gaustatoppen Turisthytte i 1860 meters højde. Der er dog ca. 15 minutter yderligere gang til selve toppen fra hytten. Det sidste stykke går du langs en skarp og udsat karm, inden du når toppen.
Hvis du vil gå hele vejen op til toppen, kan du også køre forbi Gaustabanens dalstation og fortsætte til den gratis P-plads ved Stavsro (1173 m). Herfra går der en meget populær T-mærket, god sti til toppen. Den kræver normalt ca. to timers effektiv gang til toppen. En mere ensom oplevelse får du ved at gå fra sætergården Selstali (ca. 930 m) på fjeldets vestside, som har et lille gårdmejeri, hvor de laver mælk, rømme (en slags fløde til vafler) samt smør fra eget kvæg. Fra Rauland når du gården ad en betalings(grus)vej ved at dreje fra hovedvejen mod Rjukan ved Mariestigen i ca. 750 meters højde. Turen til toppen herfra tager ca. tre timers effektiv gang. Og omtrent to timer retur. Så med børn er det klogt med en tidlig start, så der er tid til de nødvendige pauser undervejs.
Læs mere på www.gaustabanen.no, www.gaustatoppen.turistforeningen.no, www.ut.no/hytte/gaustatoppen-turisthytte samt www.selstali.com.

3. Fjeldbådtur på Møsvatn
Fra Skinnarbu mellem Rauland og Rjukan kan du på omtrent to timer sejle med Fjellvåken II ind til Mogen Turisthytte, hvor du er dybt inde på Hardangervidda – og kun ca. 30 minutters gang fra nationalparkgrænsen. Vi testede cruiset på en endagstur, men det gav os kun omtrent tre timer til at udforske området. Vi gik en tur ad den T-mærkede sti nordpå fra hytten, og vi nåede op over trægrænsen og kunne nyde udsigten, inden vi skulle tilbage på båden. Det er en fed og hurtig måde at komme dybt ind i fjeldet sammen med ungerne på, men prisen på et godt stykke over 500 norske kroner for én retur taget i betragtning, så er det værd at have et par overnatninger på Mogen eller at gå videre derfra.
En klassisk to til fire dages tur er at gå over fjeldet mod øst til Kalhovd Turisthytte og derfra evt. sydpå til Krossobanen, som du kan tage ned til Rjukan. Det er også muligt at vælge at leje én af i alt seks forskellige småhytter for en uge med fiskeret. Udlejeren er gården Argehovd tæt på Mogen Turisthytte. Hytterne ligger fra en til fire timers vandring fra Argehovd, og vil du ikke slæbe alt til en uge, så kan du leje bæreheste fra Mogen. En af de primitive hytter med plads til seks personer koster fra 9500 norske kroner inkl. transporten med Fjellvåken II samt fiskeret (og bådleje i nogle tilfælde).
Læs mere på www.visitrauland.com/Aktoer/Fjellvaaken-II, www.krossobanen.no, www.mogen.turistforeningen.no samt www.argehovd.no.