Tips til bedre billeder #1

Det kraftige sollys skaber markante kontraster. Hvor der er kraftigt lys, er der også tilsvarende dybe mørke skygger med formindsket farve og detaljer. Ydermere er det svært at eksponere og gengive motiver med stor kontrast korrekt. Dage med dis eller let skydække filtrerer lyset og gør det blødere, farverne får dybde, detaljerne træder frem og kontrasterne dæmpes, så de komplimenterer hinanden.

Vælg dit lys med omhu. Brug det til at skabe stemning, formidle følelser og associationer. Anvend det med omtanke ud fra din ide om, hvad billedet skal formidle til betragteren.

Micro-Nikkor 105 mm. Blænde 5,6. 1/60 sek. Rosen er eksponeret i let skyet vejr lige efter en regnbyge. Det lette skydække virker som et filter, der blødgør lyset og dæmper kontrasterne i motivet. Farverne bliver dybere, og de mange fine nuancer i rosa træder frem sammen med årene i kronbladene. Billedet fremstår roligt, rigt på detaljer og harmonisk.

Micro-Nikkor 105 mm. Blænde 5,6. 1/125 sek. Samme rose eksponeret lidt senere, men i solskin. Motivets karakter er ændret drastisk. Det hårde lys skaber for stor kontrast mellem det delvist udbrændte højlys i kronbladene, og de dybe meget mørke skygger i bladene i baggrunden. Farverne mister fylde og væsentlige detaljer sløres. Bemærk regndråben, som på første billede var et væsentligt bimotiv, nu næsten har mistet sin effekt. Billedet fremstår nu hårdt og rodet.

Komposition
Tilbøjeligheden til at trykke på knappen, når motivet befinder sig i midten af søgeren, er forståelig. Når vi skal koncentrere os om at se, centrerer vi vores blik fremad mod midten af synsfeltet. Når vi fotograferer, bliver vi yderligere hjulpet af kameraets lysmålings- og skarphedsindstillings-felt, der som regel er placeret i midten af søgeren. Billedfladen bliver udnyttet minimalt, og resultatet er oftest indholdsløst og uinspirerende.

Komposition er en af hovedingredienserne i al fotografering, og “det gyldne snit” er et af værktøjerne. Det gyldne snit blev anvendt allerede i antikkens Grækenland af arkitekter og billedhuggere som et middel til at opnå skønhed i kompositionen. Grundprincippet er (lidt forenklet) at motivet deles op i tredjedele både vandret og lodret, som man kan komponere sit billede ud fra. Som udgangspunkt kan du placere horisonten i den nederste eller øverste 1/3, og dit hovedmotiv i venstre eller højre 1/3, afhængigt af motivets orienteringsretning.

Symmetriske motiver egner sig bedst til en komposition ud fra midten af billedfladen. Asymmetriske bedst ud fra 1/3 princippet. Et velkomponeret billede er oftest mere seværdigt end billeder med kun eksotisk indhold.

Nikon 400 mm. Blænde 22. 1/1/4 sek. Bøgestammer i tåge. Med den kraftige tele er udsnittet af stammerne gjort til et harmonisk og stort set symmetrisk billede, hvor ingen del i motivfladen kræver mere plads eller opmærksomhed frem for en anden. Tågen udvisker detaljerne og bidrager med stemning og mystik.

Nikon 80-200 mm. Blænde 4. 1/125 sek. Her er kompositionen over 1/3-princippet fra det gyldne snit anvendt. Månen er hovedmotivet og trækronen bimotivet. Hver for sig ville de have været et ligegyldigt motiv, men ved at lade trækronen fylde ca. 2/3 af motivet er der dels skabt en forgrund og dels et perspektiv, der gør det muligt at vurdere afstanden. Månen er placeret i billedets ene diagonal for at skabe harmoni, og behøver kun 1/3 af billedfladen pga. sin ringe størrelse. Samtidig er der et samspil mellem de to rundinger i månens og trækronens modsatte kurver. Alt i alt flere små detaljer der til sammen gør, at billedet bliver holdbart at se på.

Indhold
Mens komposition er en individuel smags- og erfaringssag, er det rent indholdsmæssige i motivet noget, der stiller langt større krav til fotografens kunstneriske og kreative evner. For de lidt mere erfarne er ting som for-, mellem- og baggrund samt en lige horisont selvfølgeligheder. Hertil kommer udnyttelsen af det givne motivs linjer, flader og farver som ligeså vigtige elementer.

Groft sagt kan fotografering deles op i to kategorier, nemlig dokumentar- og kunstfotografering. Som regel er indholdet i et dokumentarbillede givet på forhånd og skal formidle et bestemt indtryk. Lys, komposition og detaljer er vigtige ingredienser for at dokumentere og præsentere f.eks. et landskab, en bygning, et dyr eller sågar et frimærke.

Anderledes stiller det sig, når du selv skal skabe indholdet. Har du for vane at gå rundt og klikke bevidstløs på udløseren, og ærgre dig over resultatet bagefter, bør du overveje at planlægge din fotografering nøjere. Det giver et langt bedre resultat og større tilfredsstillelse at fotografere ud fra en klar ide om billedets indhold og visuelle effekt. Det er dig, som skaber billedet. Processen foregår bag kameraet og ikke inde i det. Vær kreativ, brug din fantasi og vær selvkritisk
Begynder du at stille krav til dig selv, har du påbegyndt en kunstnerisk proces, som med stædighed og held kan føre til store resultater.

Det færdige billede er den sidste og mindste del af processen, men det du bliver bedømt på.
Billeder med en enkel æstetisk komposition og et indhold, der får betragteren til at reagere, er nødvendigvis ikke kunst. Men det er en kunst at skabe dem.

Nikon 80-200 mm. Dobbelteksponerede birkestammer. En dobbelteksponering foretages enten ved at aktivere dobbelteksponerings-knappen på kameraet, hvis du har en sådan, eller ved at eksponere en hel film færdig og sætte den i kameraet en gang til. Husk at markere hvor første billede begynder. Begge metoder bevirker, at der på hvert billede eksponeres to motiver. Det vigtigste er at underbelyse med ca. en blænde, da filmen bliver udsat for lys to gange. Metoden kræver noget hjernegymnastik og en del notater i lommebogen. Men med lidt planlægning og kreativitet kan resultaterne blive overraskende og resultere i fotokunst.

Metoden er især anvendelig, når du ønsker at formidle en følelse eller stemning. Med birketræerne var ideen at skabe en luftig drømmeagtig tilstand i stedet for det sædvanlige stammebillede på rad og række. Den første eksponering er taget på vanlig vis for at vise skoven, men i eksponeringsøjeblikket på anden eksponering er kameraet rykket lidt mod højre således, at billedet skrider, og barkmønsteret trækker striber og skaber bevægelse.

Metoden kan varieres i det uendelige, og det er muligt at lave tre, fire, fem eller endnu flere eksponeringer på samme billede. Reglerne er til for at brydes, og kun fantasien sætter grænser. 

Belysning (eksponering)
Hører du til kategorien af fotografer, som er irriteret over for lyse eller for mørke billeder, er der hjælp at hente. Måske er du ligefrem så irriteret, at du er motiveret til at finde brugsanvisningen frem fra skuffen og sætte dig ind i anvendelsen af A- og M-programmerne samt lysmåler, tid- og blændefunktion. Et kedeligt, men lønsomt stykke arbejde.

Den sværeste, men også mest pålidelige metode er at træne dig selv op til at vurdere kontrasterne, altså forskellene mellem de lyse og mørke dele i motivet. De fleste kameraer har en centervægtet lysmåler, som måler lyset i midten af billedfeltet/søgeren. Nogle har også matrix eller evaluerende lysmåler, som måler lyset på fem eller flere punkter, hvilket giver en mere nøjagtig måling, som er pålidelig i langt de fleste tilfælde. I tillæg har nogle kameraer også spot eller partiel lysmåler, som gør det muligt at måle lyset på vigtige detaljer.

Når du måler lyset med dit kamera, måles det reflekterende lys; det som kastes tilbage fra motivet mod kameraet. Det, der oftest snyder lysmåleren, er forstyrrende genskin af hårdt lys i f.eks. vinduer, vand, sne, en hvid væg eller mørke partier som jord, græs og asfalt, der ligefrem suger lys til sig. Er du ikke opmærksom, og forlader dig på automatikken, ja så er resultatet oftest et over- eller underbelyst billede.

Samtidig skal du være på vagt overfor de lyseste partier i motivet. Sørg for at de ikke “brænder ud”. Som regel er der detaljer og stoflighed selv i hvide motivdele. Overbelyste detaljer i et billede skærer i betragterens øjne, og de vil bortlede opmærksomheden fra billedets indhold.

Kameraets vurdering af lyset ud fra en valgt blænde er en god rettesnor, men er du i tvivl og står over for et vanskeligt motiv, er du nødt til at koble hjernen til. Brug din spot- eller centervægtede lysmåler og mål lyset i de forskellige kontrastfelter, som motivet indeholder. Hvis målingen på tre forskellige kontraster viser henholdsvis 1/60 sek., 1/125 sek., og 1/250 sekunders lukkertider, kan du anvende 1/125 sek. som eksponeringstid. Dette er gennemsnittet af lyset i det valgte motiv. Er kontrasterne for store, f.eks. 1/60 sek. i en del af motivet og 1/500 sek. i en anden, må du koncentrere dig om at få den vigtigste del af motivet korrekt belyst og eventuelt beskære billedet efter fremkaldelse. Er du helt i vildrede om eksponeringstiden, så tag en række af billeder med de eksponeringstider du kan måle dig frem til i motivet. Så er der stor sandsynlighed for, at et af billederne er gode. Eller endnu bedre - vent til lysforholdene bedres.

Det vigtigste i denne proces er at skrive fakta om motiv, tid, blænde og andet relevant ned i en notesbog og senere sammenligne resultater og notater. Gør du ikke dette konsekvent, har du ingen chance for at lære af dine fejl eller pletskud. Hvis du lærer dig selv at vurdere lyset og anvende lysmåleren kreativt, er du godt på vej til at styre kameraet i stedet for at lade kameraet styre dig.

Tid og blænde
Lukkertider og blænder er begreber, der kan forvirre en del. Lukkertiden er det tidsrum, lukkeren bagerst i kameraet lukker lys ind på filmen. Lukkertiden afgøres af den valgte blænde. Blænden sidder i optikken og regulerer mængden af lys der passerer ind i kamerahuset. Hold din optik op mod lyset og kik igennem den. Drej frem og tilbage på blænderingen og se, hvordan blændelamellerne lukker op og i.

Mindste hul = mindste blændeåbning/største tal på blænderingen, minimalt lysindtag og en langsom lukkertid.
Største hul = største blændeåbning/mindste tal, maksimalt lysindtag og en hurtigere lukkertid.

Blændetallet er et brøkudtryk for den lysmængde der slipper igennem objektivet i forhold til uhindret lysgennemgang. Blændens størrelse angives således med en række tal enten på optikken eller i kameraets display. På en meget lysstærk optik kan blænderækken eksempelvis være 1; 1,4; 2; 2,8; 4; 5,6; 8; 11; 16; 22. Blænde 1 er største blænde og samtidig betegnelsen for optikkens lysstyrke. Ved fotografering med blænde 1 er der næsten uhindret gennemgang af lys til filmen. Hver gang der blændes ned eller op, halveres eller fordobles lysmængden og samtidig lukkertiden.

Blændebetegnelsen er samtidig en fællesnævner for lys. Hvis der er tale om, at et billede skulle have været lysere, er betegnelsen for dette f.eks. en blænde mere. Dette betyder ikke, at der skulle have været ændret på den fysiske blænde på optikken, men derimod at motivet skulle have haft mere lys via en langsommere lukkertid. Dette kunne eksempelvis have været 1/60 sek. i stedet for 1/125 sek.

Vælg altid en blænde før du begynder på komposition og lysmåling. Blænden er udslagsgivende for motivets indhold og formidling af din ide.

Hvis du skal fryse en bevægelse i dit motiv, skal du prioritere en hurtig lukkertid. Derfor er du tvunget til at vælge en stor blændeåbning (lille blændetal). Står du over for et motiv uden bevægelse, er lukkertiden underordnet, men valget af blænde alt afgørende.

En stor blændeåbning er lig med minimal dybdeskarphed i motivet, en lille blændeåbning er lig med maksimal dybdeskarphed. Dybdeskarpheden er en betegnelse for skarphed i dybden af motivet, henholdsvis 1/3 mod fotografen fra fokuseringspunktet og 2/3 væk fra det.

Micro-Nikkor 105 mm. plus mellemring PK 13. Blænde 4. 1/125 sek. Rødplettet perlemorsommerfugl. Især to ting er afgørende for dette billede - den minimale dybdeskarphed og baggrunden. Ideen med motivet er at vise sommerfuglen, som suger nektar. Derfor er der kun fokuseret på hovedet og snablen, som er det essentielle. Ved valg af en forholdsvis stor blænde opnås en hurtig lukkertid, så bevægelserne fryses og gengiver motivet skarpt. Samtidig bevirker den store blænde, at dybdeskarpheden er meget lille. Dette er med til at sløre bagrunden, der består af uskarp græsmark og sløret blå himmel. Den uskarpe baggrund fremhæver hovedmotivet samtidig med, at den blå farve står i kontrast til vingernes form og derved profilerer dem. Vær altid omhyggelig med baggrunden. Pas på med lyse punkter og markante linjer, som let virker forstyrrende, og ofte afleder opmærksomheden væk fra hovedmotivet.

Nikon 20 mm. Blænde 16. 1/15 sek. Isvinter og knopsvaner. Her er der valgt en lille blænde for at opnå stor dybdeskarphed. Derfor er det lykkedes at gengive strukturen i isen i forgrunden samtidig med, at svanerne i mellemgrunden er skarpe. Baggrunden, som her udgøres af hav, himmel og horisont, er en vigtig del af billedet og fremstår uden forstyrrende elementer, der skal sløres. Udover komposition og den bløde belysning er der to ting, der “løfter” billedet. Lyset på iskanten i forgrunden bryder billedfladen og skaber kontrast, og det at den ene svane stikker hovedet op over horisonten gør, at svanerne ikke forsvinder ind i baggrunden og komme til at virke små.

Blænden er redskabet til at fremhæve eller sløre detaljer, og den bør aldrig bruges alene som middel til at opnå en hurtigere lukkertid. Vil du f.eks. forevige et landskab under svage lysforhold og har valgt blænde 22 for maksimal dybdeskarphed, hvormed du får en lukkertid på 1/8 sek., så er det fristende at åbne blænden yderlige for at få mere lys og dermed en hurtigere lukkertid. Men tag dig i agt, for du ofre din dybdeskarphed og forringer det færdige resultat. Anvend i stedet et stativ, så du undgår rystede billeder. Stativ kan varmt anbefales til eksponeringstider under 1/60.

Langsomme lukkertider er ikke nødvendigvis et onde. Bruges de kreativt og med omtanke, kan du skabe stemningsfulde og actionprægede billeder, idet motivet når at flytte sig under eksponeringen.
Hvis du omvendt vil sløre uønskede detaljer i baggrunden, skal du vælge en stor blændeåbning. På denne måde vil du samtidigt fremhæve hovedmotivet på den slørede/uskarpe baggrund. Valg af baggrund og baggrundsfarve er i denne sammenhæng to andre vigtige og afgørende faktorer. Vælg så vidt muligt en “rolig” baggrund uden forstyrrende detaljer og for store kontraster. Baggrundsfarven bør afvige fra hovedmotivets farve, men samtidig komplementere dette som et understøttende og fremhævende element.

Nikon 400 mm plus 1,4x TC 14 B telekonverter (samlet 560 mm). Blænde 5,6. 1/30 sek. Ved at anvende langsomme lukkertider afpasset i forhold til motivets bevægelse og hastighed kan det med øvelse lade sig gøre at skabe actionfyldte motiver, som fortæller en mere spændende historie end de vanlige billeder, hvor alle bevægelser er “frosne” ved brug af en hurtig lukkertid. Et billede må gerne være uskarpt, bare der er et formål med det. På billedet bevæger en brølende kronhjort hovedet opad i ryk for at få mere kraft i brølet. Vi kan ane en bevægelse især omkring de hvidslidte sprosser på geviret. Bevægelsen bidrager yderligere til en stemning af kraft og vitalitet. Enkelt, men virkningsfuldt.

Fotografering kræver planlægning, tid og tålmodighed. God fornøjelse.

Er du interesseret i at læse mere om naturfotografering er Lars Gejl netop nu aktuel med bogen “Glimt af den danske urskov”, Borgens Forlag som fås hos din lokale boghandler.

Forsidebillede: Tamron 60-300 mm. Blænde 11. 1/125 sek. Silkehejre ved Victoria-søen. Et dokumentarbillede behøver ikke altid at skildre hovedmotivet i mindste detalje. Ved at portrættere det omgivende miljø vises der lidt af silkehejrernes adfærd, hvor de står i opskylszonen og venter på bytte. Den nederste 1/3 af motivfladen er skilt i en diagonal fra det øverste af strandkanten, som øjet automatisk vandrer langs. Prikken over i’et er den sorte mand, som bader. Som bimotiv afslutter og udfylder han billedet på en overraskende måde. Samtidig bryder de hvide bølgetoppe den mørke vandflade og skaber liv. Et bimotiv højner som regel billedets kvalitet, men pas på det ikke tager for meget opmærksomhed.