Vælg den rigtige havkajak

Tips til køb af din første Kajak

Foråret er på vej, og højsæsonen for køb af havkajak er lige om hjørnet. Men hvad skal man vælge? Udvalget af forskellige typer kajakker har aldrig været større, og står man foran sit første kajakkøb, er her en række ting, der er værd at vide og overveje.

shutterstock_206393491-llas.jpg
Skrevet af: Søren Østerbye
Opdateret den 23. aug 2022
Læst af: 10540

Foråret er på vej, og højsæsonen for køb af havkajak er lige om hjørnet. Men hvad skal man vælge? Udvalget af forskellige typer kajakker har aldrig været større, og står man foran sit første kajakkøb, er her en række ting, der er værd at vide og overveje.

Plast eller fiber?
Havkajakker produceres typisk i PE-plast og glas-/kulfiber (med mindre man altså kaster sig ud i et selvbyggerprojekt i enten træ, glasfiber eller skin-on-frame). Det første argument, man typisk hører, er, at PE er mere holdbart end fiber, mens fiberkajakkerne er stivere og mere æstetiske end plastkajakkerne. Nu er æstetik jo en smagssag, men det er smukt med sådan en ny, skinnende havkajak.

Det er delvis korrekt, at PE holder til mere, i og med at man ”bare” kan trække kajakken op på stranden over sten og muslinger. Men det er nok mere korrekt at sige, at der skal mere til, før det går rigtigt galt med en PE-kajak, men sker det først, er det betydeligt sværere at reparere en PE end en fiberkajak.

Fiberkajakkerne derimod er betydeligt lettere at reparere. De kan næsten altid bringes tilbage til noget, der minder om original stand. Med et stykke sandblæsertape på kølen kan også fiberkajakker trækkes over stranden, og ridserne er de samme, uanset om det er PE eller fiberkajak. Ridser på en fiberbåd kan dog slibes eller repareres væk.

En anden overvejelse er prisen. Forskellen på en god PE-kajak og en fiberkajak løber let op i ca. 10.000 kroner, så alene det forhold er rigeligt for mange. Omvendt er der andre, der bare vil have en fiberkajak, fordi de er lettere, typisk kan laste mere, er hurtigere og styrer bedre pga. den større stivhed. Stivheden gør også, at den ofte tracker bedre, hvilket betyder, at den er god til at sejle ligeud.

Det ene er ikke finere eller bedre end det andet, og man kan også se, at flere producenter i dag producerer og distribuerer den samme Kajak i både en PE- og en fiberudgave.

Kajakdesignerens tre hovedparametre
En vigtig overvejelse er, hvad kajakken skal bruges til. Kajakker er i dag ofte præget i en bestemt retning, og den perfekte Kajak til det hele findes simpelthen ikke. Alle kajakdesigns er et kompromis mellem forskellige ønskværdige egenskaber. Der er typisk tre parametre, man kan skrue på som kajakdesigner:

Det første parameter er længden. Jo længere kajakken er, jo mere vandkontakt har den, og jo større relativ hastighed kan den opnå.

Det andet parameter, man kan skrue på, er bredden. Jo bredere en Kajak, jo mere relativ stabilitet har den. Det afhænger dog også af skrogformen. Hvis bunden af kajakken er bred og flad under cockpittet, har den formentlig en god primær stabilitet. Hvis den er mere rund, er stabiliteten relativt dårligere.

Og jo bredere kajakken er, jo langsommere vil den også være. Man kan sige det sådan, at jo længere og smallere en Kajak er, jo hurtigere er den, men hvis den er meget smal, er den også markant mere ustabil. Kajakdesignet er derfor et kompromis mellem fart og stabilitet, og spørgsmålet er, hvad man selv prioriterer.

Det tredje parameter er springet, eller ’bananformen’ af kajakken. Jo mere spring, jo lettere er den at manøvrere, men til gengæld tracker den dårligere. Det koster på farten.

Der er også flere forskelle bl.a. på sidernes opbygning, og på om spantet er med eller uden knæk (et knækspant betyder, at kajakken har en meget skarp vinkel mellem bund og side – alternativt kunne det være en bueform), med eller uden ror, antal luger, stort/lille cockpit osv., men det følger meget ofte med den kajaktype, man vælger.

Leg, rul, lidt af det hele eller tur?
Med så mange forskellige egenskaber er det vigtigt at gøre det helt klart, hvad målet med den nye Kajak skal være. Her er fem kajaktyper, man kan overveje:

Er man til leg, surf og teknik, kan man med fordel vælge en kort og bred Kajak med et stort spring. Den vil være meget manøvredygtig og stabil, men også noget langsommere end andre kajakker. Det er ok, for her spiller hastigheden ikke den store rolle.

Denne kajaktype er direkte uegnet til mere end korte dagsture, men rigtigt sjov i store bølger. Relevante modeller kunne være Aries fra P&H, Xtra fra Tiderace og Gemini fra Valley.

Er man mere til historisk æstetik og grønlandske rul, findes der specialdesignede kajakker som for eksempel Greenlander fra Zegul (Tahe) og Rebel-kajakken, som begge er designet af Johan Wirsen. Bådene er uegnede til længere ture for større personer og har også en meget begrænset volumen i forhold til udstyret.

Vil man gerne lidt af det hele, så kan man købe en Kajak, som går mere på kompromis. Den er ikke super til noget, men den er hurtigere end legebådene og mere manøvredygtig end langtursbådene. Her kunne man for eksempel kigge på Xcite fra Tiderace, Nordkapp fra Valley og Play fra Arrow

. Med denne type Kajak har man mulighed for at tage på ture op til fire-fem dage. Der er rigeligt med plads til outdoorudstyret, teltet, trangien og maden. Dog skal man pakke tålmodigt og småt, hvis man skal ud over fire dage, da pladsen er begrænset, og man hurtigt når vægtgrænsen for kajakken.

Hvis man vil mest på tur, men også have en Kajak der kan andre ting, er Xplore-modellerne muligvis det rette valg. De er forholdsvis hurtige, har stor lastevolumen, og nogen af dem har en rigtig god stabilitet.

Her er det meget vigtigt, at man gør sig klart, om fart eller stabilitet er det vigtigste parameter, og man skal også under prøveturen lægge mærke til komforten, som opleves meget forskellig. Især på tur er komfort et vigtigt parameter, da man jo skal sidde mange timer i kajakken. I denne kategori kan man kigge på NDK Explorer, Tiderace Xplore, Zegul Empower og Valley Etain.

Man kan også overveje en decideret langturs-/ekspeditionskajak af Explorer-typen. Den er hurtig, tracker godt og kan rumme en masse bagage. Den er meget ofte udstyret med ror, hvilket giver mulighed for at koncentrere sig om fremadroningen og mindre om styretagene.

Eksempler på sådan en Kajak er Rockpools Taran/Tarantella og Tiderace’s Pace 17. De repræsenterer den nyeste trend inden for langtursroning og ligner på sigt en afløser for de ældre Explorer-kajakker, som dog stadig udgør et fornuftigt alternativ.

Især Rockpools Taran har udmærket sig med rekorder rundt om både England og Irland, mens Pace 17 for nyligt har tilbagelagt en af de længste ture rundt i Danmark. Forskellen på de to både er fart og stabilitet.

Taran er den hurtigste, men også den mest ustabile. Begge kan laste til lange ekspeditioner, begge er udstyret med ror, og komforten er god i dem begge.


Kom på vandet

Når du har en ide om, hvilken type Kajak du gerne vil have, så handler det om at komme til forhandleren, fortælle hvad du gerne vil prøve og komme på vandet. Det er nemlig der, den endelige test skal tages.

Hvordan føles kajakken? Passer stabilitet og hastighed til dig? Hvor nem er den at dreje? Hvilken komfort giver båden dig? Alt det er noget, man skal mærke efter. Og selv om begejstringen for en båd er stor, så prøv lige et par stykker mere. Man kan jo altid vende tilbage.

Og så lige krøllen på historien. Hvad nu hvis din interesse ændrer sig, og du måske skal have en anden Kajak, der passer bedre til din udvikling efter et år eller to? Så er det heldigvis nemt at sælge kajakken til en god pris. Så laver du et ’fejlkøb’, behøver tabet ikke være så stort.


Søren Østerbye

Søren Østerbyes kajak-cv tæller British Canoe Union 5* training L1, han er registreret guide i International Sea Kayak Guide Association (ISKGA), instruktør, coach og organisator af diverse kajakevents i både ind- og udland. Hans længste tur: Det rød-hvide bånd Danmark rundt i 2012.

Andre spændende artikler


Pak mad til ekspeditionen

Pak mad til ekspeditionen

Kajakudstyr til vinterbrug

Kajakudstyr til vinterbrug

Havblik og labyrinter i Sankt Anna Skærgård

Havblik og labyrinter i Sankt Anna Skærgård

An Error Occurred: Whoops, looks like something went wrong.

Sorry, there was a problem we could not recover from.

The server returned a "500 - Whoops, looks like something went wrong."

Help me resolve this