Tæt på lossen i Sverige

I skovkanten standser dyret og hver muskel spændes og frigøres sekunder efter i et eksplosivt spring. To spring til og jagten er afgjort. Rådyret ligger livløst for fødderne af dens angriber. Overraskelsesmomentet var stort, og råen nåede ikke at flytte sig mange meter, før et velrettet bid i struben medførte en hurtig død. Rovdyret halvt løfter, halvt slæber sit bytte i munden tilbage til skovkanten, hvor det i ro og mag kan fortære byttet i træernes skjul.

Forhistorisk tid eller fjerne himmelstrøg? Nej, dramaet fandt sted en efterårsdag i 1998 i Stenderupskovene i det nordvestlige Jylland. På samme tidspunkt befinder jeg mig ca. 700 km længere nordpå i Bergslagen i Västmanland. Her i midten af Sverige er det nåletræer og klipper, som dominerer. Det har regnet og stenblokkene, som jeg balancerer på, er glatte. Det bliver ikke lettere af, at sporhunden “Rana”, en blanding af Jämthund og Vestsibirisk Leica, trækker mig fremad og nedad mod en tæt granbeplantning for foden af klipperne. I et forsøg på at holde hænderne frie, så jeg kan forhindre myg og grene i at få nærkontakt med mit ansigt, har jeg lidt overmodigt bundet “Ranas” snor om livet. Få sekunder efter ligger jeg i et virvar af hund, snor, kompas, pejleantenne og modtager. “Rana” fortsætter nådesløst med at trække i selen, mens en hæs ravn synes at le ved synet af den klodsede ekvipage. Jeg kigger op og ser, at der er flere ravne. Måske er vi på rette spor? Et kig på kortet afslører, at 300 meter længere fremme i kanten af granplantagen pejlede jeg to døgn tidligere en radiomærket hunlos to aftener og nætter i træk. I dagtimerne trak hun sig tilbage til højderyggen på bjerget, som jeg netop var tumlet ned af, og her afslørede hår og et nedtrampet leje den plads, hvor hun havde opholdt sig.

Vi fortsætter fremad; “Rana” med næsen imod jorden og jeg med ransagende blikke ind i det omgivende terræn. På grænsen mellem plantagen og engen ligger det… rådyret - med det karakteristiske bidmærke i struben - ædt bagerst på lår og skank. Formentlig har det forudgående drama, som kun ravnene har været vidne til, været ganske lig det, som fandt sted næsten samtidigt i Stenderupskovene. Men her i Bergslagens skove, der rummer Sveriges tætteste bestand af losser, er det et hverdagsdrama. Jeg knæler og tager kniven frem. Jeg fjerner et lårben og underkæben og tager det med mig tilbage til feltstationen for nærmere analyse. Flåningen bekræfter det, jeg allerede ved. Her har lossen været på spil.

Natarbejde at studere lossen
Den følgende nat befinder lossen sig 12 km fra det dræbte bytte. Hun har taget en nordlig kurs og holder sig godt inde i det kuperede skovområde. Det tyder på, at der ikke bliver muligheder for visuelle observationer fra pejlebilen i nat. Andre nætter har jeg i månelysets skær oplevet at se en flygtig skygge i spring over et åbent felt, eller har været i nærkontakt med en nysgerrig los, som har trådt frem på grusvejen fremfor bilen og givet mig, sin forfølger, et granskende blik, idet hun roligt passerede vejen, og forsvandt ind i skoven på den modsatte side. Men i nat er hun sandsynligvis stadig mæt efter at have nedlagt rådyret, og hendes bevægelsesmønster viser intet tegn på, at hun søger efter føde. Pejlepunkterne, som jeg sætter på kortet med en halv times mellemrum, viser, at hun holder en retlinet kurs og ikke er stationær på noget tidspunkt.

Jeg står ud af bilen, folder pejleantennen ud og lytter til det monotone pip, pip, pip, der kommer fra modtageren, som jeg har om halsen. Med antennen løftet op over hovedet drejer jeg 360 grader rundt, og i nordvestlig retning høres signalet højere. Jeg tager en kompaskurs og tegner retningen ind på kortet. Derefter foretager jeg endnu to pejlinger, og de tre optegnede linier krydser nu hinanden i et og samme punkt. Dér er hun altså, men allerede nu, seks minutter efter at sidste position blev taget, kan jeg høre, at signalet bliver svagere og svagere.

Forskning på store rovdyr - et konfliktfyldt emne
Jeg er i gang med feltarbejdet til mit speciale som biologistuderende på Københavns Universitet. Feltarbejdet udføres med udgangspunkt på Grimsø Forskningsstation i Bergslagen, hvor man i de sidste fire år har forsøgt at fremskaffe viden om lossen. Med sit skyggevæsen gemmer dette myteomspundene urnordiske rovdyr stadig på mange hemmeligheder om dets vaner og levevis på trods af, at bestanden i de seneste årtier er øget både i antal og udbredelse på den skandinaviske halvø.

De spørgsmål, som jeg ønsker, at mit arbejde skal besvare, berører lossens kostvaner og dens evner som jagende rovdyr. Hvilke byttedyr jager den i skoven? Hvilke metoder anvender den under jagt og byttehåndtering, og hvor stort et indgreb gør den på bestanden af jagtbart vildt som hare, urfugl, tjur og rådyr. Til min hjælp har jeg radiotelemetrien, et uundværligt redskab i biologiske studier af vildtlevende dyr. Ved hjælp af påsatte radiosendere kan man få information om dyrenes livslængde, reproduktion, hjemmeområdets størrelse samt følge dem under daglige og natlige vandringer i deres jagt efter bytte. Siden projektets start har ca. 35 losser i området fået påsat radiosendere.

Grimsø Forskningsstation har siden 1974 arbejdet med vildtlevende pattedyr og fugle. Og dem findes der rigeligt af  på de 14.000 hektar, som forskningsområdet omfatter. Åer og søer er fiskerige, på de vidtstrakte moser høres urfugl og tjur, og er man vagtsom, kan man om foråret se tranerne danse. I skrivende stund, hvor efteråret trækker hen over landet, og den første sne allerede er faldet på fjeldtoppene lidt længere mod nord, er skovsneppen med dens karakteristiske hæse kald ved skumringstid et sikkert tegn på efterårets komme.

Et andet sikkert tegn får man, hvis man kigger ind gennem vinduerne i de rødmalede træhuse. Her sidder jægerne og renser og pudser deres rifler, så de er klar til efterårets jagt. I efterårets jagtsæson er det ikke bare den førnævnte skovsneppe, som sætter livet på spil. Skovens konge, elgen, lever også livet farligt. I skovene omkring Grimsø findes en god elgbestand, men i efteråret er det som om de fornemmer, at de skal holde en lav profil. Man ser dem aldrig fremme på engene eller i skovkanten, sådan som det er tilfældet i foråret.

Også rådyrene har grund til at være mere sky, nu hvor bukkejagten har været i gang den sidste måneds tid. Men bukkene er blevet færre. Statistikken på Grimsø viser, at der i løbet af de sidste fem år er blevet skudt stadigt færre bukke. Jægerne, som man møder på egnen, mener også, at ikke bare bukkene, men rådyrene i det hele taget er ved at blive en sparsom ressource. Derfor virker det overraskende, at man samtidigt kan observere flere og flere rådyr i fuldt dagslys ude på det åbne felt. De græsser på engene og vælger også at søge leje på de åbne marker og endda i folks haver. Dette sker på trods af den nærtstående fare fra jægerne med deres “lynstænger”.

Det har formentlig sammenhæng med en anden fare, der lurer i den skov, som før i tiden gav tryghed og hvile for rådyrene, nemlig en “jæger” som oftest er i stand til at smyge sig så tæt på sit udvalgte bytte, at det ikke når at tage et eneste spring, før jagten er over. En “jæger” som med sin uovertrufne hørelse, og et syn der kan genkende et rådyr på op til 500 meters afstand, er livstruende for rådyrene i skoven. Og denne ”jægers” jagttid er ikke begrænset til bestemte perioder på året.

Der er tale om lossen, og med dens stigende antal og forøgede udbredelse i Skandinavien er det ikke kun rådyrene, som føler dens tilstedeværelse som en trussel. De rendrivende samere, jægerne og lokalbefolkningerne frygter, hvad en fortsat fremgang i antallet af losser og de tre andre store rovdyrsarter - bjørn, jærv og ulv - kan betyde for deres levebrød, jagttraditioner samt for børn og tamdyr, som befinder sig i eller ved skoven. Dette har skabt en følelsesladet debat, der tiltager i styrke.

Den skandinaviske los - fortid og nutid
De store rovdyr har indtaget en betydningsfuld plads i forhold til mennesket i al den tid, vi har levet på jorden med disse dyr. De frembringer stærke følelser af beundring og frygt; vi synes at identificere os med deres jagtlige og revirhævdende adfærd, vi tillægger dem egenskaber som snuhed og intelligens, og i bøger og film lader vi dem symbolisere frihed og en tilbagevenden til en “oprindelig” natur.

Urbefolkninger som inuitter og indianere har i deres tro mange rovdyr som guder, og i de nordiske folkesagn, i folkeeventyr og fortællinger optræder rovdyrene hyppigt. Vigtige ledetråde til holdningsændringer i menneskets syn på de store rovdyr, findes  i netop disse sagn og myter. I de tidligste sagn og historiske beretninger indtager de ofte en tilbedt og guddommelig rolle. Tænk blot på Romulus og Remus, Roms grundlæggere, som blev opfostret af en ulv. Man bar sølvindfattede loskløer som amuletter og troede, at rav var forstenet los-urin, ligesom det var en udbredt opfattelse, at sygdomme som reumatisme og epilepsi kunne helbredes ved at spise visse organer fra en los.

Lossen indvandrede til Danmark og videre til den skandinaviske halvø for ca. 9500 år siden, og i de første tusinde år levede rovdyret og mennesket tilsyneladende i fredelig sameksistens. Der var bytte nok til alle, men i Vikingetiden blev pels fra los og andre store rovdyr en vigtig handelsvare, og langsomt skete der en holdningsændring. Det ses eksempelvis i den nordiske mytologi, hvor Fenrisulven symboliserer verdens undergang.

Kristendommens indførsel var også en faktor, som medvirkede til at ændre folkets opfattelse af de vilde rovdyr, der her symboliserede glubskhed og falskhed, ja endda seksuel umætlighed!  De nordiske konger og adelen anvendte og eftertragtede pelsene fra rovdyrene. Ikke bare til de adelige rober, men også til sengetøj. I Sverige var særlige losskytter ansat til at forsyne hoffet med pelse.

Losstammens nedgang begyndte for alvor i 1800-tallet. Med sine skydevåben havde mennesket ikke bare forfulgt rovdyrene, men også gjort indgreb på vildtstammerne. Dermed var rovdyrene henvist til at leve af tamdyrene, hvilket intensiverede konflikten med bønderne. For en fattig familie kunne tabet af deres gode malkeko eller dygtige arbejdshest betyde forskellen mellem død og overlevelse.
Lossen forsvandt først fra de mest opdyrkede og beboede områder i syd, og blev langsomt fortrængt længere og længere mod nord til fjeldområderne. Her stødte den på et nyt byttedyr, tamrenen, og dermed en ny konflikt, idet renejerne forfulgte den intensivt. Over hele Sverige blev der udbetalt statslige præmier for en nedskudt los, og da den endelig blev fredet i 1927, var der færre end 100 tilbage i landet. Endnu færre i Norge.
 
Bestanden steg derefter, og fredningen blev ophævet i 1943. En nordgående udbredelse af rådyrstammen gav gode levevilkår for lossen, indtil næste fare var på færde; sygdommen ræveskab, som ikke kun gjorde et kraftigt indhug i rævebestanden, men også ramte lossen. En fredning blev derfor aktuel igen i 1986, men på det tidspunkt var bestanden dog igen på vej opad, og i dag regner man med, at der i Sverige findes ca. 1500 dyr og i Norge ca. 800. I Finland ligger tallet på ca. 700, og også her er bestanden stigende.

Hvad med fremtiden?
Det ser ud til, at de rette biologiske og miljømæssige faktorer er tilstede for at få skabt en levedygtig bestand af de “fire store” - los, brunbjørn, ulv og jærv. Men et stigende antal rovdyr giver konflikter, og mange rovdyr er i de seneste år blevet ofre for krybskytter. Spørgsmålet er, om rovdyrene - uanset hvor gunstige de biologiske forhold er - har en fremtid, førend ærkefjenden mennesket indtager en mere positiv holdning til deres tilstedeværelse. Den svenske regering udtrykker i en handlingsplan ønsket om, at alle fire rovdyrstammer skal forøges og være genetisk  levedygtige. Det indebærer bl.a., at losbestanden skal fordobles fra ca. 1500 til 3000. Et glædeligt budskab for mange, men det vækker også uro og frygt især blandt jægere, ren-ejere, landmænd og ældre mennesker i bygderne, som husker den tid, da rovdyrene “hærgede frit”.
 
Indstillingen er ofte et spørgsmål om viden, og det kan diskuteres, hvad der er baseret på fakta, og hvad der er baseret på frygt og holdninger, skabt af tidligere generationer og af tilfældige følelser og meninger formidlet fx fra medierne.

Ser man på de dokumenterede fakta, anslås det, at ca. 20.000 antal tamrener dræbes hvert år af rovdyr. Dette svarer til ca. otte % af den samlede bestand. De berørte ren-ejere kompenseres til en vis grad af regeringen, men for samerne er det ikke kun et spørgsmål om kompensation.

“Vi vil ikke være statslige rovdyrsopfødere”, er det argument, man ofte hører, når emnet diskuteres i offentligheden. Rendriften forudsætter, at renerne går frit på fjeldet, men det gør, at skaderne fra rovdyrene er vanskelige at forhindre. Mange mener, at rendriften er blevet for moderne, og at skader kunne forhindres, hvis samerne genoptog deres nomadeeksistens med renerne i fjeldet som før i tiden. Alt tyder dog på, at en effektiv og accepteret rovdyrforvaltning bør tilgodese, at rovdyrenes antal holdes lavere i rendistrikterne end udenfor.

I 1998 fik svenske landmænd kompensation for 159 dræbte får. Desuden havde 70 får lidt en uvis skæbne, to køer var døde og to var skadede. Af disse skader stod lossen for ca. 70%, bjørnen for ca. 20%, og ulvene for de sidste ca. 10%. Den samlede erstatningssum beløb sig til 302.405 Skr. Til sammenligning kan nævnes, at erstatning for skader forvoldt af sæler på fiskeredskaber beløb sig til 2.463.287 Skr., og for skader forvoldt af traner på kartoffelmarker på 706.421 Skr. Rovdyrene er dermed langtfra i økonomisk henseende de største skadegørere, og desuden ser det ud til, at de mest frygtede af rovdyrene er dem, som forvolder mindst skade.

Folk frygter ikke kun for deres dyr, men også for deres eget liv og deres børns. Her synes frygten dog i højere grad at være styret af uvished og manglende viden og på vores barnetro på rødhætte og ulven. Der findes intet dokumenteret tilfælde af mennesker, som er blevet overfaldet af los eller ulv i Europa gennem de sidste 200 år. Der har derimod været et par sammentræf mellem mennesker og bjørne med dødeligt udfald. Oftest har der været skydevåben involveret, men i et enkelt tilfælde kom en kondiløber mellem en bjørnemor og hendes unger.

Disse overfald, som oftest blæses stort op i medierne, er med til at styrke folks uro og nære det blussende rovdyrshad, som findes i enkelte grupper. Knap så mange forarges over, at ca. 60 bjørne og ca. 100 losser nedskydes hvert år under den lovlige licensjagt, som tilsyneladende er en nødvendig politisk beslutning for at opnå en større del af befolkningens accept. Den underliggende etik er dog lidt skræmmende; så længe vi mennesker kan styre naturen, kan vi acceptere den!

For at skabe en effektiv forvaltning og for at ændre en udbredt overtro og frygt kræves mere almen viden om disse dyr. Det lægger et stort ansvar på forskningen og den viden, som forskere frembringer og formidler. Dette ansvar gælder også etikken i de fremgangsmåder, man bruger, når man indhenter disse resultater.

Den dag det næsten gik galt… en farefuld mærkning for “Nero”
Det ansvar føles mere mærkbart, når vores indgriben i naturen medfører alvorlige risici for de dyr, vi studerer. En dag i februar i 1999 var det tæt på at gå galt:

Grenene brydes under vores fødder, men lydene dæmpes af det underliggende snelag, mens vi løber efter lyden af hundenes gøen. Skoven er tæt, og det er svært ikke at trampe i de tydelige springspor efter en stor tung los. Dertil kommer sporene fra “Leica” og “Milla”, som er projektets to Østsibiriske Leicaer - begge effektive losjægere. Deres gøen høres nu tydeligere og mere insisterende og synes at komme fra samme sted. Det tyder på, at de allerede har løst deres del af dagens arbejde.

Vel fremme er det bare at konstatere, at “Nero”, en af projektets store hanlosser, sidder højt op i et fyrretræ. Vi skal have skiftet batteriet i hans radiosender. Dette skal gøres ca. hvert andet år. Hundene bliver bundet, og nettet spændes ud under træet. Der er ca. otte meter op til lossen, og Kent indstiller trykket på bedøvelsesriflen og sigter. Pilen rammer, som den skal, men trykket var for svagt, og pilen får ikke fæste. Den ryger ud og ned på jorden, og lige efter kommer “Nero”. I en kæmpe saltomortale vender han i luften og lander i nettet. Et spring til og han er ude af nettet og forsvinder ind i skoven. Vi griber hver vores pejleantenne og løber efter, overbevist om at bedøvelseseffekten snart vil indtræde.

Men signalerne bliver fjernere og fjernere… vi kan ikke følge med! Jeg kigger på Kent. Han er sammenbidt og alvorlig, og i hans ansigt ser jeg refleksionerne af mine egne tanker og frygt. Ikke langt fra høres lyden af bilernes susen fra hovedvejen. Farerne er mange for en omtåget, halvt bedøvet los. Jeg vender om og løber tilbage efter hundene. Kent løber ud af skoven for at hente bilen, og ti minutter senere sidder vi i bilen og forsøger febrilsk at få et tydeligt signal.

“Nero” har krydset en mindre skovvej, og begivet sig ind i skoven på den anden side. Med hjertet i halsen går vi ind i en grantykning og kan hurtigt konstatere, at signalet nu er jævnt i styrke og konstant. Endelig ligger han stille. Vi nærmer os og når frem til en smal og dyb skovbæk. Pludselig stivner Kent for derefter at sætte i spring. Der ligger en livløs brun bylt halvt nede i bækken med hovedet under vand. Jeg når at tænke mange tanker på de 20 sekunder, der tager mig at komme frem til Kent og “Nero”. Kan man bruge “mund til mund”-metoden på en los? Og hvad med hjertemassage? Situationen er alvorlig, men “Nero” trækker vejret, og pakkes ind i tæpper og jakker. Efter at vi har konstateret, at kropstemperaturen har stabiliseret sig, gennemføres mærkningen. Bagefter flytter vi ham tilbage tæt på, hvor han først blev fanget i træet. En time senere begynder han at vågne. Han er noget usikker på benene, og de første vaklende forsøg resulterer i, at han går i ring. Men til sidst får han kontrol over lemmerne, og lettede ser vi, hvordan han lunter ind i skoven igen.

En usikker fremtid?
Det er blevet sommer, og kløen fra diverse velplacerede myggestik er en konstant irritationsfaktor, som man dog må regne med, når man arbejder i felten om sommeren. Jutesækken i mine hænder fører sit eget liv… det spræller og hvæser dernedefra, hvor et lille ganske arrigt og meget insisterende væsen forsøger at komme ud. Det er “Odin”, en ti uger gammel losunge, som er blevet mærket og vejet, og nu venter på at komme tilbage til sin mor. Hun har holdt sig i nærheden under proceduren, og en dyb truende knurren høres fra hende. Hun har tidligere erfaringer med os fra hendes egne mærkninger og fra mærkningen af hendes to unger året før. Begge endte som ofre for en krybskytte, så man forstår hendes skepsis til de tobenede væsener.

Foroverbøjet over det midlertidige operationsbord, en stor klippeblok, står dyrlægen og syr de sidste sting i bugen på “Odins” bror “Tor”. Begge har fået indopereret små radiosendere i bughulen, da en sender omkring halsen på en voksende unge medfører risiko for kvælning. Ungerne vejer næsten 2,5 kg - velvoksne unger med skarpe klør og spidse hjørnetænder, som blottes, når de i en perfekt efterligning af moren skyder ryg og hvæser. Jeg sender en  tanke til den enlige los i Stenderupskovene i Danmark. Sandsynligheden for at den vil få mulighed for at reproducere sig er minimal og ikke kun på grund af manglen på artsfæller; Lokale jægere i Stenderup har udtalt, at dens tilstedeværelse går for hårdt ud over rådyrbestanden, og får de chancen, ender lossen sine dage som et eksotisk trofæ på en væg. Også i Danmark har vi altså en blussende rovdyrkonflikt… over et enkelt rovdyr!!

Lidt senere kan jeg - iført kraftige havehandsker - stikke hånden ned i sækken og hive den ivrige “Odin” op. Jeg ser ind i hans gule katteøjne, der, omkranset af de hvide tegninger, giver ham et nysgerrigt og udfordrende blik. Jeg sætter ham ned på jorden, og sender ham afsted ud i livet for at møde dets glæder og farer. Velvidende at menneskets accept af hans tilstedeværelse i høj grad kommer til at bestemme hans samt nutidige og fremtidige artsfællers skæbne.

Artiklen er første gang bragt i Adventure World (Opdag Verden) nr. 38 feb/mar 2000