Tre dage i Nationalpark Mols Bjerge

Bestigning af Trehøje og Agri Bavnehøj
Efter frokosten er vi fulde af energi til eftermiddagens vandring, det her hedder ikke Mols Bjerge for ingenting. Stærkt inspireret af Roger Pihls virkelig sjove bog Guide til Danmarks Bjerge betragter vi turen som en seriøs bjergekspedition.

Vi lægger ud med Trehøje, de tre afgjort mest markante bronzealderhøje af de i alt 22, der findes i området. Klimaet bliver barskere i højderne. Endnu en haglbyge nærmer sig fra vest. Vi har huer og handsker på, og snottet løber, for blæsten er hård heroppe, 127 meter over den havoverflade, som vi har smuk udsigt til.

Det er netop en vigtig kvalitet ved Mols Bjerge: Udsigt betyder tit også havudsigt. Desværre tvinger regn og blæst os til at søge ned i lavlandet igen. På vej til den håndfuld huse, som hedder Toggerbo, følger vi grusvejen. Men du kan også fint krydse gennem skovene og følge en kompaskurs.

I Mols Bjerge kan du ofte stikke tværs gennem en skov eller over et overdrev. Du skal dog være opmærksom på, om du befinder dig i en privat skov, hvor man jo helst skal holde sig på stierne.

Lige nord for Toggerbo finder du Skovbjerg. Det er en fin bakke med en del egetræer, en såkaldt ’naturskov’. Betegnelsen er kun tilsyneladende absurd. Den minder os om, at næsten al skov i Danmark jo bliver plejet eller drevet erhvervsmæssigt.

Men her på Skovbjerg passer naturen sig selv, så væltede træer får lov at blive liggende, og du kan opleve, hvordan buskadser kravler op ad træer, og lian-lignende vækster hænger ned langs stammerne. Øst for Skovbjerg ligger et fint sted til en pause ved Tremosegård, her er der bålplads ved en lille sø og en overdækket plads med borde og bænke.

Vi stikker tværs gennem landskabet med kurs mod dagens sidste og højeste top, selveste Agri Bavnehøj på 138 meter. På afstand ser vi to ryttere i modlyset oppe på toppen. De rider over bakkekammen og møder os midt på bakken, hvor vi holder en pause i den hårde opstigning.

Vi er jo ikke bare steget ud af bilen nede på parkeringspladsen for at spadsere op på toppen i sandaler, men har slidt os gennem landskabet i fuld udrustning og besejrer nu Agri Bavnehøj fra sydsiden uden for stierne! Virkelig seje bjergbestigere kan tage en afstikker over Stabelhøje på 133 og 135 meter, men vi vælger den direkte vej ned til vores første lejrplads i Basballe. Vi er lige tilpas trætte, da vi når frem.

Pladsen ligger tæt på den smalle landevej ned til Femmøller, men er alligevel uforstyrret. Der kommer ikke mange biler her. Lejrpladsen er indrettet i en tidligere grusgrav, som nu er vokset til. Det betyder, at der er læ for den kolde aftenblæst.

Der er tre nye shelters og en fin bålhytte med hems. Vi tænder et stort bål. Efter en halv time kan vi skrabe gløder ud, som vi lægger en lille oksesteg, kartofler og nogle porrer på. Det er grydefri mad, det hele er bare pakket ind i sølvpapir.

Vi lægger mere brænde på for at holde varmen og for at lave flere gløder til maden. Lejren hører til Naturcenter Syddjurs. Vi kan læse på et skilt, at de kalder lejrpladsen for et ’udendørs formidlingsrum’. Det er et hårdt slag for tre voksne mænd at skulle tilbringe en hel nat i et ’udendørs formidlingsrum’, men vi prøver at lade være med at tænke på det.

Kompaskurs og højdekurver
Jeg vikler hovedet ud af soveposen. De andre er allerede oppe og i gang med at lave kaffe. Frisk luft i næseborene, duften af røg fra bålet, fuglenes sang: det bliver en god dag. Vi går mest efter kompaskurs de fire kilometer op til Langsø.

Gruppens tredjemand, Peter, påpeger flere gange, at der faktisk findes stier lige i nærheden, men det bliver overhørt. Nogle gange hænger vi fast i brombærkrat eller må mase os gennem høje gyvler, men det er en sjov afveksling fra stierne. Mellem Basballe og Langsø må du ikke gå glip af Møgelbjerg.

Dér kan du ligge i græsset og spise chokolade og nyde udsigten over skov og hedelandskab. Ved Langsø overvejer vi den videre rute. På kortet får vi øje på Ulstrup Å lidt syd for søen. Der ligger nogle tætte højdekurver på sydsiden af åen. Det ser spændende ud, så der går vi hen.

Når du skal finde de smukke steder, så kig netop efter højdekurver, søer og åer og steder hvor landskabet skifter, for eksempel fra skov til hede eller mose. Vi må tage landevejen et lille stykke, indtil vi passerer åen.

Så går vi ind i det skrånende landskab. Her er ikke nogen sti til at begynde med, men snart rammer vi Molsruten, som går forbi teltpladsen tæt på Ørnbjerg Mølle. Det er smuk vandring over enge og forbi bøgetræer, som er op mod 200 år gamle. Vandmøllen er nu museum.

I en lille stråtækt bygning, Svinehuset, kan man søge ly, og der findes både en gammeldags vandpost og en bålplads ved møllen. Vi følger Molsruten videre gennem ådalen til Stubbe Sø. Vi vil nord om søen, det betyder igen et lille stykke landevej, men der er også lidt umarkeret sti langs søbredden, hvor der bliver skåret rør til tagdækning.

Resten af dagen er Peter glad, for vi bliver pænt på stierne helt til landsbyen Gravlev. Så følger vi asfaltvejen mod Hyllested, indtil skilte viser os vej til shelteret i Brønhøj Skov. Esben, som ejer skoven, kommer forbi med vand og brænde.

Shelteret ligger helt for sig selv i skoven, på en fin plads med udsyn over en lysning. Vi steger en lammekølle og drikker dagens ration på to dåseøl, og bålet lyser op i mørket.

Giraffer og sortspætte
Sidste etape går til Ebeltoft, og her kan du fint følge stien fra Gravlev hele vejen. En kvalitet ved den er, at den ligger på en jernbanedæmning, så der er fint overblik over landskabet.

Bliv ikke overrasket over at se giraffer og andre eksotiske dyr. Det er bare dyreparken Ree Park, du passerer. Vi vil hellere se lidt mere skov, så vi forlader Gravlevstien og slår en stor bue ind i Skærsø Plantage.

Ved Brunmose bliver vores frokost akkompagneret af en høj bankelyd. Det er en af de ret sjældne sortspætter – et ordentligt bæst på omkring 40 centimeter – der er i gang med at bearbejde en træstub.

Der er gode stier ned gennem plantagen og absolut ingen andre mennesker, bare skov, rådyr og ro. Vi vender tilbage til Gravlevstien og nærmer os Ebeltoft. Sammen med de første huse dukker der også en følelse af tristhed op: Vi var opslugt af skoven, væk i naturen i tre dage, nu forsvinder det hele bag os.

Mere Djursland?

Hvis du er interesseret i flere ture, kan du få et overblik over alle vandreruter på Djursland her: www.norddjurs.dk/media/stikort.pdf. Du kan også forlænge den beskrevne tur ved at gå østpå fra Hyllested Bjerge og ud til kysten gennem Sønderskov og så følge kysten ned til Jernhatten, en dramatisk klint på 49 meter direkte ud til kysten. Her findes også en teltplads.

Herfra kan du fortsætte ned til Dråby Strand og gå ind i landet forbi Dråby Sø og ramme Gravlevstien mod Ebeltoft. Hvis du starter din tur i Ebeltoft, finder du Gravlevstien fra Vibæk Skovvej bag Park Hotel.

Du kan lave ture på op til en uge ved at kombinere med Molsruten fra Århus eller Grenå, Nordsøstien fra Grenå til Ebeltoft eller Gjerrild Banesti/Kaløstien fra Gjerrild via Ryomgård til Kalø Slotsruin ved Rønde.

Fugle og pattedyr i Mols Bjerge

Kronvildt og råvildt er blandt de mest iøjefaldende dyr, du kan møde på en tur gennem Mols Bjerge. Hvis du tager natbrillerne på, har du også mulighed for at få et glimt af Danmarks største landrovdyr, grævlingen, som er relativt udbredt i området.

I midten af 1990’erne vendte odderen tilbage og findes i dag i adskillige søer og vandløb i nationalparken. Af bemærkelsesværdige fugle kan nævnes rødrygget tornskade, hedelærke og den sjældne, store hornugle.

Trækfugle som glenter og hav- og fiskeørne kan man også være heldig at støde på – specielt i fremtiden, da man håber på at kunne gøre nationalparken til ynglested for disse imponerende rovfugle.
Kilde: Naturstyrelsen

Sådan blev Mols Bjerge til

Landskabet i Mols Bjerge blev dannet under det såkaldte Østjyske Isfremstød for omkring 18.000 år siden, hvor to store gletschertunger maste sig op gennem Kalø Vig og Ebeltoft Vig.

I landskabet kan du tydeligt se, hvor isen stoppede, for her begynder de flade smeltevandssletter, som i dag typisk bruges til nåletræsplantager. Ismasserne kom fra Baltikum - det ved man fra de store sten, de såkaldte ledeblokke, som isen bragte med sig.

Nogle af disse ledeblokke blev i bronzealderen brugt til stendysser, som det 5500 år gamle Poskær Stenhus tæt ved Knebel. Dækstenen, som udgør taget over gravkammeret, er et par meter på hver led og vejer ikke mindre end 15 tons.

Lige i nærheden finder du et andet spor fra istiden, nemlig det imponerende dødishul Tinghulen. Her har en enorm isblok været begravet i sedimenter. Da den efterhånden er smeltet, er landskabet sunket sammen.
Kilde: Ph.d. Peter Ochsner