Trekking i Torres del Paine

Tinder i solopgang
Vi har drømt om at vandre som naturens muntre sønner i sol med korte bukser og åbenstående skjorter. Men virkeligheden på første etape er ganske anderledes. Vi er to druknede mus i gråvejr, kulde og tiltagende regn. Vi vandrer ad en markeret rute gennem kløfter og over hængebroer med fossende, mælkehvidt gletschervand under os.

Efter tre timers vandring kan vi gennem dryppende øjenbryn, grønt krat og buskads skimte vores mål forude, Campamento Chileno. Det er en stor træhytte med i alt 10 rum på begge sider af en lang gang. I den ene ende af hytten er der et stort fælles spiserum og køkken.

I hvert soverum er der otte køjer fordelt med to rækker i tre etager og en række i to etager. Her er der masser af vandrere. Vi har ikke booket på forhånd, men vi får nattely, og nu vælter det med regn i stænger. Vi er taknemmelige.

Aftensmaden består af et kyllingelår, spaghetti og en udefinerlig rødbrun sovs. Der er ikke megen smag i og ikke meget af den. Desserten er et lille bæger med frugt-yoghurt og en banan. Vi går tidligt og halvsultne til køjs, men falder hurtigt i søvn trods fodtrin og larm fra mange stemmer.

Det er lyst ved 4.30-tiden. Vi står op klokken 5.00, drikker en kop morgenkaffe, efterlader vores store rygsække og tager nogle mindre på. Vi har to timer op til udsigtspunktet ved Campamento Torres, hvor vi vil være på pletten for at se solopgang på bjergsiderne af de tre spidser Torre Sur, Torre Central og Torre Norte.

Vi kravler, springer og balancerer fra klippeblok til klippeblok den sidste time og når udsigtspunktet ved 7-tiden. En grøngrumset bjergsø ligger for foden af de tre majestætiske tinder og en gletscher omkranser den ene side af søen.

Det er gråvejr, men det regser ikke og pludselig bryder solen frem og rammer tårnene i et lyserødt morgenskær. Det er alle morgenens anstrengelser værd.

Øjnene er stillet ind på uendelig med de grønne sletter i horisonten.

En uforglemmelig madpakke
To timer senere er vi tilbage i Campamento Chileno og spiser morgenmad: Cornflakes, kaffe og blødt, hvidt toastbrød med ost. Vi afregner – cirka 250 kroner per person for aftensmad, overnatning, morgenmad og en madpakke til turen – og drager videre mod Refugio Cuernos,

Solen skinner, og vi er på vej tilbage af W’ets højre ben for at skrå over i W’ets midterben, hvor vi støder på den store sø, Lago Nordenskjöld, på vores venstre side. Søen er turkisgrøn, og landskabet bakker sig op og ned med enkeltstående buske, kratbevoksning, vilde blomster og grønne græsflader i stenet klippegrund.

Vi er kommet i et godt vandretråd. Det halvklamme tøj er hængt til luftning på rygsækkene, støvlerne er ved at være tørre, og snørebåndene er strammet perfekt. Fodtøjet er det allervigtigste. Alle andre forhold er sekundære. Det ved vi af erfaring.

Landskabet er smukt, stien er godt markeret, ude i horisonten tårner sneklædte tinder sig op i himlen, og vi glæder os til frokost. Hvad mon der gemmer sig i madpakkerne? Vi finder læ bag et buskads og lægger os i det bløde græs med udsigt over søen.

Øjnene er stillet ind på uendelig med de grønne sletter i horisonten. Vi åbner madpakkerne: To stykker sammenklappet hvidt toastbrød. Den ene med smagløs tun, den anden med ubestemmelig marmelade og en lille syntetisk appelsinjuice til ganen. Campamento Chileno – vi glemmer dig aldrig.

Turbulente tyfoner som slangehug
Sidst på eftermiddagen når vi Refugio Los Cuernos, som ligger ned til Lago Nordenskjöld på den ene side og med bjergmassivet Cuernos del Paine på den anden side. Et par kondorer svæver majestætisk højt oppe ved bjergklippens tinder, hvor de har reder. Vi er trætte.

Vi har bevæget os i 12 timer med få hvilepauser og elendig proviant. Stien har været kuperet i et blæsende landskab med smukke orkidé-lignende gule blomster, som springer frem i læ af stensætninger. Alt er optaget.

Vi lejer et telt ved siden af hytten og får en miserabel aftensmad. Vi bliver siddende i fællesrummet nær brændeovnen så længe som muligt, men trætheden overmander os, og vi klemmer os ind i teltet tidligt på aftenen.

Teltet er et lille tomandstelt på stenet undergrund. Trods et par liggeunderlag buler stenene op, og det begynder at regne. Da mørket falder på, kommer ekstreme vindstød, som vi kommer til at opleve andre nætter, jagende ned fra bjergene omtrent hver femte minut.

Teltet bliver gennemrystet, men det holder, og det er regntæt. Stødene kommer susende som slangehug. Teltdugen klasker ind i ansigtet, teltstængerne klirrer, og efter et halvt minut er der stilhed. Først ved totiden om natten løjer fænomenet af.

Tordnende laviner
Fra Cuernos er dagens første destination campingpladsen, Campamento Británico, som vi når frem til ved frokosttid sammen med tre amerikanere og en chilensk guide. Vejret er fint, høj blå himmel og sol.

Stien bugter sig gennem landskabet, nogle steder er den stenet, andre steder er den af faststampet ler, og flere steder passerer vi over mindre floder, hvor vi skal balancere fra sten til sten for ikke at få sokkerne våde.

Fra campingpladsen, der ligger smukt i skygge af nogle halvstore fyrretræer og en brusende gletsjerflod, er der storslået udsigt til gletsjermassivet Cerro Cabeza del Indio. Fra de øverste bjergtinder glider sneen ned og lægger sig som hvide gletsjertunger i skarp kontrast til de mørkegrå klipper.

Vi hører buldrende laviner komme rumlende ned gennem dalen fra massivet. Vi ser snesøjler stige til vejrs. Det er godt tidspunkt at opleve laviner på afstand, når solen bager på ismassivet. Vi når frem til den turkis og meget smukke sø Pehoe.

Sidst på dagen sidder vi bænket til en dejlig aftensmad i Refugio Paine Grande: Suppe og brød til forret, kalkunlår, ris og salat til hovedret og is med syltede frugter til dessert. Syv stjerner ud af seks mulige!

Refugio Paine Grande er et stort og veletableret hytteområde med butik, internetforbindelse og fine indkvarteringsrum, men alligevel må vi tage til takke med endnu en teltovernatning. Alt er optaget. De velkendte slangehug af tyfoner starter med at gennemryste teltet ved solnedgang og huserer frem til over midnat, men underlaget er dog blødt græs.

Største gletscher på den sydlige halvkugle
Fra Paine Grande vandrer vi i fint vejr frem til Refugio Grey, som vi når efter fire timer. Terrænet er kuperet, og enkelte steder sprænger sveden ud af panden, fordi stigningerne er bratte, og vi holder pauser i læ af klipper.

Landskabet er grønt afvekslende af søer i blåt, irgrønt og turkis og med en horisontal udsigt stillet ind på uendelig. Undervejs oplever vi midt på dagen flere udsatte områder, hvor vi bliver pustet lidt ud af kurs på stien.

Det er igen ekstreme vindstød, som er forårsaget af dels den kølige vestenkuling fra Stillehavet og kulde-varme udvekslingen fra gletsjeren Grey, som vi er ved at nærme os.

I Refugio Grey, som er et meget hyggeligt sted med en lille campingplads under store træer ned til en lille, gråhvid sandstrand, får vi plads inden døre. Sidst på eftermiddagen vandrer vi op til gletsjerkanten af Grey.

Det er en stejl stigning gennem skov og buskads, men efter en time når vi målet. Det er et meget imponerende syn. Gletsjeren er fire kilometer bred, 17 kilometer lang, og iskanten knejser 50-70 meter op over søens grålige gletsjervand.

Dybe, blåhvide tværfuger skærer sig dybt ned i ismassivet, og længere oppe ad gletsjeren bliver de mindre, og overfladen skifter til et tykt snetæppe. Vi sidder på de mørke solvarmeklipper i timevis og studerer den blåhvide ismasse, som regelmæssig kælver med dybe, tunge suk og iskanter som brækker ud i søen.

Refugio Grey er afslutningen på W’et. Man kan vælge at sejle med båd til Hosteria Lago Grey, hvor man via bus kan komme tilbage til ’civilisationen’ i form af byen Puerto Natales. Eller man kan fortsætte rundturen, hvis forholdene er til det. Vi vælger at tage W’et tilbage.

Det fortryder vi ikke. Vejret bliver godt, og vi får et andet og mildere perspektiv på hjemvejen, kronet af det sidste måltid i nationalparken – en overdådig middag med chilensk rødvin ved udgangspunktet fire dage senere i Hosteria Las Torres.

Nationalparken Torres del Paine

Torres del Paine blev etableret som nationalpark i 1959, og i 1978 erklærede UNESCO området for en fredet biosfære. Nationalparken er på godt 1800 kvadratkilometer og ligger 80 kilometer nord for byen Puerto Natales og 250 kilometer nord for Magellan Strædet.

Landskabet er uberørt med særegne sylespidse granittinder, der stritter op i små 3000 meters højde. Parken har en speciel flora og fauna i et område med turkisgrønne smeltevandssøer.

Det er et beskyttet område for en række sjældne dyrearter, blandt andet den sydamerikanske puma, den brunhvide guanaco-lama, rådyret huemul og nandu, der tilhører strudsefamilien, samt den store rovfugl kondoren. Kondoren ses ofte i majestætisk svæv højt oppe ved klipperne, hvor de har deres reder.