Du er her:
  • ARTIKLER
  • Trekking til Venezuelas berømte plateaubjerge

Trekking til Venezuelas berømte plateaubjerge

I det sydøstligste hjørne af Venezuela på grænsen til Brasilien og Guyana ligger Roraima - det højeste af Venezuelas ca. 100 berømte plateaubjerge også kaldet tepuis. Disse bjerge kan med rette betegnes som de mest fascinerende fænomener i et land, der ellers kan tilbyde en naturmæssig variation, som vil imponere selv den mest hærdede rejsende. Roraima er 2810 m højt og kan bestiges af enhver, der har en tilpas stor appetit på eventyr. 

AW32_RORAMIA_405.jpg
Skrevet af: Claus Thomsen
Opdateret den 03. jan 2017

I det sydøstligste hjørne af Venezuela på grænsen til Brasilien og Guyana ligger Roraima - det højeste af Venezuelas ca. 100 berømte plateaubjerge også kaldet tepuis. Disse bjerge kan med rette betegnes som de mest fascinerende fænomener i et land, der ellers kan tilbyde en naturmæssig variation, som vil imponere selv den mest hærdede rejsende. Roraima er 2810 m højt og kan bestiges af enhver, der har en tilpas stor appetit på eventyr. 

Det naturlige springbræt for en trekkingtur til toppen af Roraima er Santa Elena de Uairén. En lille by hvor det er muligt at købe forsyninger og hyre den guide, der er lovpligtig, hvis man vil bestige bjerget. Turen tager seks dage. Skulle man ikke selv have medbragt udstyr som telt, sovepose og kogegrej, kan det lejes her.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

AW32_RORAMIA_401Alle regnes moder
Det er svært ikke at blive inspireret og fascineret ved synet af en tepui. Selv på fotografier virker de majestætiske massiver på en gang tillokkende og skræmmende. Toppen af en tepui er afskåret fra resten af verden af en flere hundrede meter høj klippevæg, og der er således dannet grobund for et unikt økosystem samt for fantasier, myter og fortællinger, der er lige så forskelligartede som Venezuelas fantastiske udbud af naturscenarier.

Betagelsen bliver ikke mindre ved selvsyn, hverken for en førstegangsoplevende ateistisk dansk turist eller for de lokale Pemon-indianerne, for hvem bjergene er ladet med overtro og religiøs betydning. Det være sig Roraimas magt over vejret eller vreden hos guderne på nabobjerget Kukenan, som er slettens svar på Bermuda-trekanten. Enhver turist kan hyre en guide og stavre op på Roraima, men ingen vil røre Kukenan med en ildtang. “Man kommer ikke tilbage,” som vores Pemon-guide Fernando siger.

Selve vandreturen starter i indianerlandsbyen Paraitepui. Guidebogen påstår, at alle mænd i byen er guider, og der må være godt gang i forretningen, for det eneste menneske vi ser er en midaldrende mand, der nok er blevet lidt for rund til at guide eventyrhungrende europæere op ad stejle klippevægge. Til gengæld gør han sig nyttig ved at sidde under et halvtag og bevogte den bog, som alle områdets besøgende skal indskrives i.

AW32_RORAMIA_402Mens de tre andre i gruppen indskriver sig i bogen og sørger for, at tingene ligger rigtigt i rygsækken, spejder jeg udover sletten. Roraimas top, “mesetaen” som det hedder, er indhyllet i skyer, mens Kukenan er fremme i al sin pragt. Det er ikke uden grund at Roraima kaldes “alle regnes moder”, og hvad angår nabobjerget deles mine følelser mellem nysgerrighed og lettelse over, at det trods alt er Roraima, som vi skal op på.

Myrer til aftensmad
Næst efter vandrensningstabletter, mad og telt er regntøj det vigtigste på en tur til Roraima, og da vejret i området på få minutter kan veksle mellem høj solskin og silende regn, bør det ligge øverst i rygsækken. Vi har næppe været afsted en time, før vi ikke sanser andet end regn og tåge.

DAW32_RORAMIA_404e to tepuis er nu uden for synsvidde, og mens vi går, begynder jeg at forstå, hvorfor så mange skandinaver sparer flybilletten til Caracas og går en tur på heden i stedet. Jeg vælger at koncentrere mine ressourcer på at få øje på en myresluger, som jeg ved findes i området Mine anstrengelser er dog forgæves, og jeg må nøjes med at glæde mig over, at mine støvler er så våde, at der ikke er nogen grund til at tage dem af, når vi krydser et vandløb.

Første overnatning finder sted ved floden Tek, og hvis vandreturen ikke var eksotisk nok, får vi nu mulighed for en slags kompensation, da Fernando kommer med en skål store røde myrer, som vi gerne må spise til aftensmaden. Jeg synes dog, at det at skulle sluge to malariapiller ugentligt er ubehageligt nok og takker høfligt nej, men nogle af de andre i gruppen vil gerne prøve - selvom de tager en slurk rom til hjælp. Det er efterhånden blevet tørvejr, og efter aftensmaden fortæller Fernando med glæde, om de forhåbninger han og andre venezuelanere har til den tidligere kupgeneral Hugo Chavez, der om få dage indsættes som præsident efter en jordskredssejr ved præsidentvalget.

Gennem tårernes pas
Det er ikke kun det politiske klima på egnen, der karakteriseres ved omskiftelighed. På anden dagen ledsages vi af høj solskin hele vejen til Base Camp for foden af Roraima. Solcremen kommer i brug, og de våde sokker fra dagen før hænges til tørre udenpå rygsækken. Hele dagen er blikket rettet mod kolossen Roraima, som bliver større og større for hvert skridt, vi kommer nærmere. Det samme er tilfældet med mine forventninger om, hvad vi kommer til at se på toppen.

Selvom Roraima er blevet besteget utallige gange, og dens økologi er veldokumenteret, vil mystikken forblive intakt. Alene det areal, som disse tepui dækker, berettiger til, at de betragtes som et enestående univers. Den største er på 700 kvadratkilometer.

Allermest har jeg glædet mig til opstigningen, som vi står overfor på tredjedagen. En halv dags skrap stigning afsluttes med “el paso de las lágrimas” - tårernes pas. Opstigningen er normalt turens eneste alvorlige fysiske udfordring. Endnu en gang har vejrguderne ladet rouletten køre, og turen foregår indkapslet i våde skyer, det kan ikke kaldes regn. Vandet falder nemlig ikke - det ER der bare.

AW32_RORAMIA_406Stien er stejl og ujævn, og da alle skridt er af forskellig længde, er det umuligt at finde en rytme. Det er også meget glat, og jeg bruger mere tid på at følge mine fødder med øjnene end på at spejde efter et glimt af sletten gennem skyerne. Min hollandske rejsefælle falder, forstuver foden og må humpe resten af vejen - ambulancer er ikke en mulighed på disse kanter. Vi går igennem et lille vandfald, men som vejret har artet sig, er det ikke den store omvæltning. Vi er drivvåde, inden vi når toppen.

Stakke af pandekager
Hvis man nogensinde har haft en forestilling om, hvordan det ville være at lande på månen, kan den ikke undgå at blive vækket til live, når man første gang stikker hovedet op over kanten af Roraima. Her mødes man af et landskab, der på én gang er goldt og frodigt, fladt og forrevet, afdæmpet og eksotisk. De sidste timers strabadser er med ét glemt, og vi deler i stilhed overvældelsen over dette fantastiske syn. Mørke klipper, som vinden har formet som hatte, skildpadder, stakke af pandekager og meget andet, dominerer landskabet, der gennemskæres af rislende bække. Det prydes af blomster og planter, som selv en person uden interesse for botanik kan se er noget særligt.

Vi skal sove på Hotel Basilio - et misvisende navn da det blot drejer sig om et lille sted med læ. Der er netop én plads tilbage, som vi må tage til takke med. Vi slår teltet op på en voldsom hældning, og natten igennem vågner jeg adskillige gange ved, at jeg er trillet ind i min rejsemakker.

Roraima er stor nok til flere dages oplevelser på selve plateauet, men det kan være svært at organisere en tur, der tillader mere end to dage på toppen. Der er adskillige “attraktioner” på plateauet, og i løbet af halvanden dag får vi mulighed for bl.a at besøge “La Ventana” (vinduet), “El Abismo” (afgrunden) og “El Jacuzzi” (jacuzzien).

At gå på toppen af Roraima giver en vejroplevelse uden sidestykke. Det ene øjeblik er går vi i våde, tunge skyer, og det næste øjeblik bliver vi brændt af nådesløst solskin. Ved solnedgang danner skyerne, planterne og klipperne en bevægelig mosaik af farver og former. Bagsiden af medaljen er, at vi fra nogle af de bedste udsigtspunkter bliver frarøvet udsigten af et tungt skydække og må nøjes med en dukkert i “jacuzzien” - en håndfuld naturligt dannede “badekar”.

AW32_RORAMIA_408Det er først på morgenen for vores nedstigning, at vi belønnes med en klar udsigt fra bjergets top. Hvis udsigten fra sletten kunne inspirere en bog, burde udsigten fra toppen kunne inspirere ti. Vi får endelig et indtryk af den enorme slette, la Gran Sábana, der dækker et areal på 35.000 km2. Til sammenligning dækker Danmark et areal på ca. 43.000 km2. 

Den klare udsigt fra Roraimas plateau er i sig selv en hel uges træthed, ubehagelige teltplaceringer og primitiv mad værd. Den eneste civilisation vi med lidt god vilje kan få øje på, er Paraitepui adskillige kilometer væk. Jeg oplever en vaskeægte følelse af frihed, og en helt særlig tilfredsstillelse breder sig i kroppen på mig.

 

Andre spændende artikler


3 pilgrimsture

3 pilgrimsture

Læserrejse: Trek til Everest Base Camp

Læserrejse: Trek til Everest Base Camp

Find vej med kort og kompas

Find vej med kort og kompas

Log ind