Udfordrende kanoekspedition på Mountain River i Canada

Velkommen til Canada
En pragtfuld solbestrålet dag i juli lander vi i Norman Wells efter en kort flyvetur fra Yellowknife. Den isbjørneudsmykkede flyver lander på smukkeste vis i imponerende omgivelser, og i ankomsthallen bliver vi modtaget af vores to guider brødrene Poul og Ian.

Vi går lidt rundt i byen og snuser til det lokale byliv. Mange af husene i byen er sparsomt opbygget af de materialer, man lige har kunnet få fingre i herude, og omkring torvet ligger byens supermarkeder og burgerbar.

Værtshuset er interimistisk indrettet i et stort lokale, der selvfølgelig er pyntet op med forskellige udstoppede dyrehoveder på alle væggene. Her er ganske fredeligt i denne lille oase midt i den vilde natur. Vi fornemmer, at det er stilhed før storm, inden vi allerede dagen efter skal i kanoerne og prøve kræfter med den mægtige Mountain River.

Flyveturen
Spændte bliver vi tidligt næste morgen hentet af vores to guider, der kører os ud til en mindre sø syd for Norman Wells. Ved bredden ligger to vandflyvere, der hurtigt bliver fyldt med vores grej, men kanoerne er der ikke plads til i det mindste flyene, så de bliver spændt til understellet, inden vi sætter af sted.

Flyveren glider roligt hen over det blanke vand og letter ubesværet. Det giver et sug i maven – både fordi vi letter, og fordi turen nu for alvor er begyndt. Vi krydser Mackenzie floden, hvor vi får det første glimt til det vand, vi skal ned og prøve kræfter med.

Derefter styrer vi direkte mod Mackenzie Mountains, der står majestætisk i sine mange farvenuancer og fantastiske formationer uden for vores små vinduer. Efter en times flyvetid lander vi på Willowhandle Lakes blanke vand.

Her opretter vi vores første lejrplads og vi får udleveret telte, kanoer og en masse udstyr, som vi gennemgår i fællesskab. Nu skulle vi være så klar til at padle Mountain River som vi overhovedet kan blive.

Første udfordring
Næste morgen får vi pakket vores kanoer, som bliver fyldt til bristepunktet. Vi sætter kanoerne i vandet og begynder at padle ud på roligt vand. Det er fint at få føling med den tunge kano, inden det senere skal gå vildere for sig.

Efter blot en kilometers padling, må vi allerede sejle ind til søbredden. Det er ikke muligt at komme videre, da vandløbet snævrer ind. Det bliver turens sejeste overbæring, der rammer os nu efter bare en time.

Der er cirka 1,5 kilometer frem til den lille bæk Push-Me-Pull-Me Creak, og hele den vej må vi bære kanoerne samt alt vores tunge udstyr og proviant.

På det første stykke af kan vi trække kanoerne gennem det kolde vand. Smalle passager og mange sving gør det umuligt at padle. Heldigvis bliver bækken gradvist bredere, så det er muligt at sætte sig op i kanoen.

Til sidst udmunder bækken i den noget større flod Black Feather Creek. Vi hopper glade i kanoerne igen og padler igen lystigt gennem flodens grumsede vand, der det første stykke vej flyder side om side med det klare vand fra bækken, uden det ser ud til, at det har lyst til at blande sig sammen.

Kano ruller rundt
Floden er et godt sted at øve vores teknikker på, inden vi når helt ud til den mere rå Mountain River. Vi kommer igennem flere flotte og udfordrende kløfter.

Vores guider, Poul og Ian, ligger ikke skjul på, at sikkerheden er i højsædet. Hver gang vi møder en svær passage, bliver alle beordret ind til bredden for at tage bestik af forholdene. Det er meget betryggende, men det er desværre ikke ensbetydende med, at man klarede strømfaldet hver gang.

Da vandet stadig ikke er mere end tre-fire 4 grader varmt, bliver vi derfor hurtigt glade for vores tørdragter, for vi må flere gange tage en rulletur ned gennem de kraftige fald i floden.

Padling på Mountain River
Der er fem seriøse canyons, der skal passeres på vores tur. Indsejlingen til første canyon ligner noget, der er taget fra en scene i Ringenes Herre. Indsejlingen ligger i en imponerende, næsten lodret klippevæg. Vandet flyder roligt i starten, men kort før et skarpt højresving, beordrer Ian og Poul os ind på bredden. Der skal lægges en plan.

Vandet bliver i kurven presset voldsomt sammen, så der dannes store strømhvirvler. Med en pind i sandet, viste Poul, hvordan vi skal padle gennem strømmen, så vi ikke vælter. Vi ved at der virkelig er kræfter i vandet her, så vi er fuldt koncentrerede, idet vi padler ned mod hvirvlerne og det skarpe sving.

Der bliver hivet og flået i kanoen og vi må flere gange padle med alle vores kræfter. Få sekunder efter er vi alle igennem, og ingen er rullet rundt denne gang, selv om vi virkelig har fået at føle de voldsomme kræfter der kan gemme sig i disse floder.

Indsejlingen til anden canyon er lige så imponerende, hvor klippen Battleship Rock står som et vartegn ved indsejlingen. I takt med at floden breder sig mere og mere, sejler vi gennem de to sidste canyons, der begge imponerer os med deres enorme klippesider og vilde klippeformationer, som man ikke finder lignende hjemme i Skandinavien.

Det hele er dog ikke ren idyl, for turen gennem disse canyons byder på flere udfordrende passager med meterhøje bølger og stærke strømfald. Et par af bølgerne rammer os lige ind på siden af kanoen, men vores spraydækken redder os fra at vælte med en vandfyldt kano.

Igen flader floden sig ud, og vi kan atter nyde naturen, der hele tiden overrasker os med sin skønhed. Flere gange ser vi de hvide Dall Sheeps, der modigt hopper rundt på de stejle klipper. Et par gange ser vi også rensdyr ved flodbredden, og sporene i sandet vidner om, at der var bjørne.

Hård padling mod målet
Efterhånden som vi nærmer os Mackenzie River bliver floden bredere og strømmen flyder langsommere. Nu skal der virkelig padles til. Det betyder også længere dage på floden med mere end 50 kilometers padling om dagen.

Den sidste dag på turen når det at blive aften, inden vi når Mackenzie River. Det er her et ganske roligt stræk, og jeg tror, vi alle føler, at det er en smule underligt, at vores tur nu er slut. Vi slår noget brugte lejr ved flodbredden og får tømt vores kanoer.

Dagen efter bliver vi hentet af en stor motorbåd, der bekvemt sejler os tilbage til Norman Wells, mens vi drejer hovedet og ser de smukke canyons blive mindre og mindre bag os. 

Bjergbestigning på hviledagen

Midt på turen har vi to overliggerdage, hvor vi den første dag giver os i kamp med et cirka 2000 meter højt bjerg. I starten går turen op gennem spredt granbevoksning, men senere bliver terrænet mere stenfyldt og stejlt.

Nærmere ved toppen går vi ud over store, skarpe klippestykker, hvor vi absolut ikke skal miste balancen. Det er rart, men også en smule hårdt med en anderledes fysisk udfoldelse, og belønningen får vi på toppen i form af en fantastisk udsigt ud over dalen, som vi hidtil kun har kunne betragte nede fra bunden.

Den anden overliggerdag bruger vi til at vandre rundt omkring Mountain Rivers første canyon. Her kunne vi orientere os ned gennem canyonen, hvor floden krydser sig ind og ud mellem de stejle klippesidder. 

Lejrpladserne

Ian og Poul havde på forhånd valgt de steder, hvor vores lejrpladser skulle ligge. Ofte var det få meter fra vandkanten, men ellers lidt oppe i terrænet, hvor der var nogenlunde plant til teltlejr. Kilden Fountain of Youth og Moonscape landskabet var seværdigheder tæt ved lejrpladserne.

Køkkenet var to kanoer stablet i et V. Bunden af en kano fungerede perfekt som køkkenbord og var samlingspunktet i gruppen. Hver dag spændte vi to store oversejl op, så vi kunne sidde og nyde maden i tørvejr

De vigtige forberedelser

Det tager tid at forberede sig til en kanoekspedition som denne. Det er derfor hele tre år siden jeg og nogle af mine venner, der også er ivrige kanoentusiaster, blev enige om, at Mountain River var floden, vi bare måtte prøve kræfter med. Vores gruppe, bestod af seks drenge i alderen fra 46 til 53 år. Alle med passion for kanooplevelser.

Træningen til turen foregik på Emåen i Sverige. Her padlede vi mange gange, og vi fik også værdifuld erfaring fra de ture, hvor vandstanden var høj, og Emåen derfor også var voldsom at padle i.

En af de sidste træningsture inden afrejse var i påsken i 2010. På turen skulle vi sejle i forhold med fire gange højere vandstand som det, vi nogensinde havde padlet før. Vores nyindkøbte tørdragter blev her testet grundigt i det frådende vand. Kunne vi padle Emåen under disse forhold, var vi klar til Mountain River, vidste vi.

Vores overvejelser gik i starten på, at vi selv ville arrangere turen. Men det blev for stor en mundfuld. Vi fik kontakt til outfitter firmaet Black Feather. De arrangerede turen for os og stillede to guider til vores rådighed. Det var og er den bedste løsning, hvis andre skulle få samme ide som os.

Guiderne kender floden, og myndigt guider de alle sikkert ned ad floden. Forberedelserne hjemme i Skandinavien bør alle dog tage med sig, før en kanoekspedition i Canada.