175 møder med Alaskas konge: Grizzlybjørnen

Alaskas stolthed nummer ét

Efter at have oplevet Alaska for første gang i 1995 var mit hjerte tabt for altid. Denne nådesløse, men samtidig magisk tiltrækkende vildmark har alt, absolut alt. Endeløse skove, lodrette tinder, tæt junglekrat og fossende elve, som byder på udfordringer så store, at de bogstavelig talt tager vejret fra én.

Hvert år søger millioner af laks op i de utallige elve. På tundraen og fjeldet strejfer 600.000 rener, altid på vakt overfor ulv, jærv og los. Antallet af elge er formentlig et sted mellom 150.000 og 200.000. Og så må man ikke glemme Alaskas stolthed: Bjørnene. Her finnes cirka 5000 isbjørne, 50.000 sortbjørne og 40.000 brunbjørne!

Katmai-området på Alaska Peninsula, the Kodiak Archipelago syd for Cook Inlet og Admiralty Island i Southeast har henholdsvis 2000, 2900 og 1700 individer. Dette giver verdens højeste tæthed af brunbjørne - et dyr per halvanden kvadratkilometer! Mange steder kan man observere et tocifret antal bjørne samtidigt.
 
Brunbjørnen er i udgangspunktet en fredelig skabning, men samtidig fuldstændig uberegnelig. Hvert år dræber eller skader den mennesker i Alaska, men det er næsten altid som følge af uagtsom opførsel fra menneskets side.

En utrolig lugtesans

American Creek, Katmai National Park. Jan og jeg har en kano og al nødvendig proviant og udstyr til én måneds eventyr. Min bror nyder et sjældent bad i den krystalklare elv, mens jeg lufter fiskestangen i håb om et tilskud til frokosten. Vi spiser fisk til et, helst to af dagens tre måltider. Det rykker i stangen allerede på det andet kast - en flot fjeldørred på 1,7 kilo.

Nu laver jeg en  fejl. Efter at have renset ørreden smider jeg affaldet ind i buskene bag mig i stedet for ud i elven, som jeg plejer. Vi skal jo videre lige om lidt, tænker jeg. Nøjagtig fire minutter efter stivner blodet til is i mine åre. 40 meter fra os på den modsatte bred står en langbenet og sjusket udseende brunbjørn med næsen i vejret. Med særdeles rolige bevægelser lunter den nærmere. Afstanden reduceres til 20 bittesmå meter.
 
Vi holder vejret. Nyder synet af vilddyret - de lange syleskarpe kløer, de buskede ører, den hængende underlæbe og de små sorte pupiller. Kropssproget er så tydeligt, som det kan blive: “Se så at komme væk. Det fiskeaffald er mit.” Vi skubber kanoen ud i strømmen og sejler hurtigt ud af farezonen. Sekunder efter krydser bamsen elven. Man skal godt nok ikke kvaje sig særligt meget, før man bliver straffet i bjørneland. Hvilken utrolig lugtesans!

Lejr ved den mægtige Savonovski River
Den godt 7000 km2 store Katmai National Park and Preserve blev oprettet i 1918 for at beskytte et stort område med unik natur. De tre største attraktioner er sportsfiskeriet, vulkanerne og selvsagt bjørnene. Savonovski River er den største og mægtigste elv i nationalparken, op til to kilometer bred med et sandt virvar af store og små forgreninger. Denne sommeren har været meget varm, og vandstanden er derfor særdeles lav. Det gør det let at finde gode lejrpladser.

Før vi når at lægge til ved bredden, ser vi ryggen på bjørn nummer ti denne sommer. Det er en stor tung han, der ubekymret kommer luntende langs elven. Enten har den endnu ikke sanset os, eller også er den bare ligeglad. Efter at bjørnen har passeret, går vi i land, og mens Jan tænder bål, bevæger jeg mig et par hundrede meter væk for at rejse teltet.

“Bjørn, bjørn på vej mod bålet!”, råber Jan pludselig gennem tusmørket. Jeg griber geværet og tager ladegreb, mens jeg løber. En mørk ungbjørn, måske tre eller fire år gammel, kommer springende mod os. Erfaringsmæssig er det netop denne type bjørne, som giver os tobenede de største vanskeligheder, fordi de er urutinerede og ekstra nysgerrige. Broderen og jeg stiller os ved siden af hinanden og bakser med armene, mens vi råber og skriger. Ungdyret mister modet og vælger en anden kurs. Snart forsvinder den ud af syne - et bevis på hvor vigtigt det er at blive stående, hvor du står, og tydeligt vise, at du er menneske.

Turistmagneten Brooks Camp

Antallet af bjørne, som vi ser med egne øjne stiger hurtigt efterhånden, som vi padler ned af Savonovski. I indløbet til den gråblå sø Iliuk Arm ser vi seks stykker i løbet af få minutter. Én bliver rædselsslagen ved synet af os og sprinter væk, en anden svømmer roligt væk i en anden retning, mens resten nærmest virker ligeglade. Reaktionerne kan altså været meget forskellige, men den mest almindelige er dog ligegyldighed - i hvert fald tilsyneladende ligegyldighed. Sandheden er, at bjørnene accepterer menneskers tilstedeværelse, så længe afstanden er tilstrækkelig. Efter min erfaring bør den ikke være under 50 meter.
 
Eventyret i nationalparken Katmai slutter i Brooks Camp, hvortil der kommer flere tusinde turister med fly hver sommer. Stedets største attraktioner er en enorm laksebestand i Brooks River og de talrige bjørne. Her kan hvem som helst studere bjørnene på så nært hold som bare fem meter! Dette sker fra to platforme. Bjørnene er såkaldte habituated, altså vant til at omgås mennesker fra de var små. Dyrene har lært, at mennesket altid trækker sig tilbage, og samtidig er al jagt forbudt i Katmai. Kun ét menneske er blevet dræbt af en bjørn i Brooks Camp. Det var i 1960, hvor en fuld mand gjorde alt galt, som kan gøres galt. Det er altså muligt for menneske og rovdyr at leve side om side!

Kodiak fra syd til nord

Vi er nu nået halvvejs hen i juli. Jeg sætter Jan på flyvet hjem, og nu skal Kodiak krydses fra syd til nord - en strækning på godt 200 kilometer. Terrænet præges af lange, dybe dale og et op til tre meter højt meget tæt ellekrat. Med proviant og udrustning for 17 dage vejer sækken 28 kilo. Inden afgang placerer jeg et lille sæt med ringeklokker uden på rygsækken for at advare bjørnene om min fremfærd. Denne larmende adfærd er med til at sikre mig mod de fleste bjørnemøder i det tætte og uoverskuelige krat, som jeg skal bevæge mig i.

Allerede efter 25 minutter møder jeg den første bjørn. “Hej”, råber jeg. Det giver et spjæt i bjørnen, men hurtigt falder den til ro og finder ind i sit rolige tempo igen. Denne bamse placeres i den betryggende kategori “uinteresseret”. Den anden bjørn ser jeg en halv time senere omkring 600-700 meter væk. I lang tid holder den samme kurs som mig. Underligt at gå parallelt med en brunbjørn på denne måde, som om vi var to helt almindelige fjeldvandrere. Idet jeg skal til at tage rygsækken på efter en pause, stryger en rødræv i fuld firspring forbi mig. Jeg er ikke i tvivl om årsagen og trækker riflen samtidig med, at den tredje bjørn dukker op. Den har ikke sanset mig, men idet den krydser mit tyve minutter gamle spor, stivner den, rejser sig på vagtsomt bagbenene og løber derefter væk i den modsatte retning. Mennesket er godt at holde sig fra!

Fremrykning mellem to bjørne

Jeg står på en lille forhøjning i landskabet, og foran mig ligger et flere kilometer langt vådområde. Synet af en mørkebrun prik omkring 500 meter væk får det til at løbe koldt ned ad rygraden. En kolos - formentlig den største bjørn jeg nogensinde har set. Hvis nogle i det øjeblik havde hævdet, at bæstet dernede vejede et ton, ville jeg ganske bestemt havde troet dem.

Fordi afstanden er så stor som 500 meter, og fordi vinden er svag i retningen fra bjørnen mod mig, vælger jeg at prøve at liste forbi bjørnen. Kursen lægges godt mod højre, de små ringeklokker pakkes væk i rygsækken, og jeg går så lydløst som overhovedet muligt.

Ved synet af endnu en mørk prik 300 meter til højre for mig sætter jeg mig på hug. Er det muligt… fem bjørne på første dag! Den sover. Hjertet dunker så kraftigt i halsen, at jeg er bange for at lyden afslører mig. Jeg tager chancen og går frem mellem de to bjørne. Mens jeg forsøger at holde øje med dem begge samtidigt, koncentrerer jeg mig om at holde tempoet nede, så pulsen ikke er for høj, hvis det bliver nødvendigt at skyde. Pludselig springer den sovende bjørn op og flygter østover. Flink bjørn. Den anden bjørn sanser mig formentlig aldrig.

En time senere rejser den sjette bjørn sig pludselig op 50 meter foran mig. Den flygter i kraftfulde, atletiske spring, så hele den skinnende pels bølger. Jeg er overvældet. Her popper jo bjørne op overalt.

Livsvigtige bjørneregler

Fordi terrænet, hvor jeg vandrer, er yderst uoverskueligt, er det livsvigtigt at være disciplineret i forhold til bjørnereglerne. Her er reglen “lav en masse larm, mens du bevæger dig” meget vigtig. Den indebærer, at man klapper i hænderne og råber højt for hver femte eller tiende meter, hvis man eksempelvis bevæger sig gennem ellekrat.

Reglen virkede en dag efter hensigten, da mine udråb forsager voldsom tumult i buskene få meter foran mig. Sekunder efter farer en bjørn forbi mig på højest fem meters afstand. Formentlig befandt den sig langt inde i drømmeland, da jeg vækkede den. Dens hvileplads finder jeg i det høje græs midt på min rute. Uden de tydelige advarsler ville jeg nærmest have trådt på den sovende bjørn og dermed sandsynligvis udløst en angreb - naturligvis i selvforsvar - som utvivlsomt have gjort kål på mig i løbet af få sekunder.
 
Bjørnereglerne handler også om at undgå de steder, hvor bjørnen opholder sig, undlade at tørre fiskeblod af i bukserne, altid være opmærksom på vindretningen, altid være opmærksom på mulige farer og endelig altid være klar til at forsvare sig på kortest mulig tid. Provianten skal hejses op i træer eller buske i mindst fire-fem meters højde. Det er strengt forbudt at opbevare mad i teltet - end ikke chokolade under hovedpuden. Lugten af mad vil helt sikkert tiltrække bjørne, og det er en udbredt opfattelse blandt eksperter, at en bjørn i teltet giver problemer. Efter at jeg har rejst teltet, lægger jeg altid nogle mølkuler ved hvert pløkfæste. De stinker voldsomt, og meningen er selvfølgelig, at bjørnen skal miste interessen for teltet. Det er en gammel fidus, de indfødte i Alaska har brugt i årevis.

Jeg urinerer systematisk i og omkring lejren og særlig i bjørnestierne, på høje buske og sten - kort sagt der hvor bjørnen vil lugte, når den nærmer sig. Målet er at få bjørnen til at vende om. At dette fungerer er jeg ikke i tvivl om. Omkring ti gange har jeg hørt lyden af et stort dyr, som brat vender om umiddelbart udenfor teltet!

En kæmpebøf - ham napper vi!

Lyden af silende regn på teltdugen vækker mig. Jeg strækker min stive krop og nyder varmen fra soveposen en time til, før jeg må til sagen - på med det drivvåde tøj og ud for at spise frokost. Den hyggelige om end sure røglugt fra birkebrændet, 100 gram amerikanske havregryn samt en kop glovarm kaffe gør underværker. En ny arbejdsdag kan begynde.
 
Inderst i Yuak Bay fisker to bjørne laks. Jeg råber af dem på 200 meters hold. Reaktionerne er ikke helt, som jeg håber. De to kødædende muskelbundter stivner, kigger på hinanden et øjeblik - nærmest som om de siger: “Gud, se den kæmpebøf. Ham napper vi.” - og sætter derefter i fuld firspring direkte mod mig!

Tal om en sitrende følelse i kroppen! Den starter yderst i tæerne og breder sig helt op til hårrødderne. Jeg har fire brennekekugler i magasinet. Det er to til hver. Løber jeg nu, er jeg færdig. Her gælder det bare om at stå bomstille. Afstanden reduceres hurtigt til hundrede meter. I løbet af denne tid når jeg at komme et fugleskud i magasinet, og da dyrene er omkring 60 meter fra mig, trykker jeg af. Tak og lov for det. Da braget lyder, stopper den bagerste og største bjørn op. Dermed mister den forreste også angrebslysten, og i stedet bliver de begge stående og betragter mig. Langsomt trækker jeg mig tilbage, mens jeg fortsat råber, klapper og pifter. Først nu mærker jeg, hvor voldsomt og ukontrolleret mine lår og lægge ryster. Efter halvanden kilometer slår jeg lejr.

For at gøre en lang historie kort så bruger jeg to døgn på at komme forbi de to iltre bamser, der tilsyneladende har taget fast ophold inderst i bugten. Det ender med, at jeg må klatre hele vejen op af den skovklædte fjeldside og gå i en stor bue udenom bjørnene.

Stadig i live efter 175 bjørne

Jeg skal driste mig til at drage nogle konklusioner efter at være kommet helskinnet igennem mødet med 175 bjørne:

Det decideret bedste forsvarsvåben er vores egen kropslugt - hvis bjørnen får færten af mennesker, vil den næsten altid stikke af. Derfor er det en fordel at gå med vinden i ryggen og altid holde et åbent øje med vindretningen, da det er den mest sandsynlige retning en bjørn vil komme fra.

Man bør altid medbringe et skydevåben, og det kan eksempelvis være et haglgevær med brennekekugler (haglpatron med én stor kugle i stedet for mange små). Uanset bør man altid vente med at skyde til absolut sidste øjeblik. Jeg har aldrig været nødt til at skyde en bjørn, men jeg har affyret varselsskud et titals gange, når bjørnen er kommet tættere på end 5-10 meter. Derefter har de altid trukket sig tilbage.

Man kan også medbringe en dåse med bjørnespray, som indeholder et stof, der svier kraftigt i øjne og næse. Jeg har aldrig personligt anvendt den, da jeg altid har foretrukket gevær eller riffel, men uanset er det en værdifuld ekstra sikring.

Ser man en bjørn, bør man give sig til kende gennem råb, klappen eller lignende, og samtidig skal man trække sig tilbage og undgå alt for ivrig fotojagt! Mennesker, som begiver sig ud i bjørneland, skal udvise den største respekt for de store dyr, følge bjørnereglerne og indrette sig sådan, at man ikke truer eller frister disse fantastiske skabninger. I Alaska hersker brunbjørnen, og man må aldrig glemme, at man bare er gæst, når man færdes i vildmarken.

Artiklen blev bragt i Adventure World (Opdag Verden) nr. 29 i juni/juli 2000