3 dage i kano på Gudenåen

Med- og modgang på gudernes å

Strid regn, en larmende lastbil og vilde fester på teltpladsen. Det går ikke helt, som jeg håber, da jeg tager min 4-årige søn med på tre dages Gudenå-kanotur fra Tørring til Klostermølle. Men magien flyder gradvist ind i vores lille sommertogt.

IMG_0369.jpg
Skrevet af: Peter Nordholm Andersen
Opdateret den 19. apr 2022

Strid regn, en larmende lastbil og vilde fester på teltpladsen. Det går ikke helt, som jeg håber, da jeg tager min 4-årige søn med på tre dages Gudenå-kanotur fra Tørring til Klostermølle. Men magien flyder gradvist ind i vores lille sommertogt.

”Jeg vil hjem!”

Johans 4-årige stemme skærer sig lige præcist igennem regnens trommesolo på teltdugen over os.

Han lægger armene over kors, ruller sig sammen og gentager sit budskab.

”Æhhh, men Johan, jeg … kanoen er jo klar … du skal bare lige i regntøjet,” forsøger jeg. Men det kan jeg godt glemme. Det vil han bare slet ikke.

Johan har ellers været meget spændt og opsat på vores kanotur. Hver dag siden jeg spurgte ham for et par uger siden, om han ville med ud i kano og sove i telt to nætter, har han talt, talt og talt om turen. Flere gange om dagen i ugen op til køreturen fra Aarhus til Tørring, spørger han til, om det er nu, vi skal af sted.

På afrejsedagen er han decideret utålmodig, mens jeg går med pakkelisten i hånden og putter alt fra gasblus til liggeunderlag i blå Ikea-poser. Han stiller sig hele tiden og trækker i mig, mens jeg forsøger at fylde varm kaffe i termokanden og pakke provianten i køleposerne.

”Far! Vi kommer for sent til kano!” råber han flere gange.

”Hvornår er vi dér?”

En mandag eftermiddag i juli får vi udleveret kano, veste og et par pakketønder fra Tørring Kanoudlejning. Pakketønderne skulle det hurtigt vise sig at være en rigtig god idé at have booket.

Johan er virkelig opstemt, da jeg skubber den fuldt lastede kano fra anløbsbroen og ud i åen. Lige her er Gudenåen omtrent 7 kilometer gammel og nogle få meter bred. Vi skal følge Danmarks længste å de næste omtrent 40 kilometer hen over tre dage.

Selv her på en overskyet dag med truende regnskyer står naturens liv lysende klart for os. Tagrør. Gul iris. Vandpragtnymfer. Kærsangere. Og andre småfugle, der trives med en biotop, hvor åens strøm får tagrørene langs brinken til at stå og danse salsa.

”Hvornår er vi der – ved teltpladsen?” spørger Johan efter mindre end 10 minutters padlen.

Jeg forklarer, at vi altså lige skal ro nogle timer. Eftermiddagens etape frem til teltpladsen ved Åle er på omtrent ti kilometer.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

Gennem vildnis til Verdens ende

Foran os venter et vildnis. Åen er smal og har en meget bugtende strækning gennem Uldum Kær, som er et fladt eng- og moseområde med flere tilløbende bække og store rørskove. Hist og her bobler pilekrat op mellem rørsumpene. Fine levesteder for nattergalen.

Flere steder ser jeg mærker i brinken efter kanostævne, der har kilet sig ind i den bløde jord – Uldum Kær er langtfra nybegyndervand for kanoister. Man skal kunne sine U-formede styretag. Selv om jeg har siddet rigtig mange timer i kano på andre ture, glider aluminiumsfartøjet flere gange ind i kanten af sivene med en lys, raslende lyd, når jeg forsøger at krænge kanoen rundt i hårnålesvingene.

Det meste af tiden glider vi dog – med en klukkende lyd mod fartøjet – ubesværet forbi store områder med ufremkommelige rørskove og pilekrat på begge sider. Da vi når Verdens ende – ja, sådan lyder et stednavn i den mest isolerede del af Uldum Kær – folder vandets lyde nye dimensioner ud. Skyerne nøjes ikke længere med at true. Regnen sætter de første ringe i vandet.

Jeg får Johan pakket i regntøj, og han sætter sig ind under sin robotparaply. Jeg padler. Regnen tager til. Den beroligende lyd af dråber, der rammer vandet, er så beroligende, at Johan først bliver stille, mens han holder paraplyen med sin lille næve.

De rytmiske bevægelser og mine padletags lette duven i fartøjet, virker søvndyssende for Johan, der er varmt klædt på. Snart har næven sluppet sit tag i paraplyens stang. Johan snorker, mens jeg arbejder ude i sommerregnen.

 IMG 0297

Det giver et zen-moment til faren. Jeg kommer i flow med at padle. Jeg sidder bare i den silende sommerregn og lader turglæden og faderfølelsen gennembløde min sensible sjæl. Åh yes! Friluftslivets gnist. At være af sted under himlen og have grejet til himlens luner. Og til min lille søn.

Padlelydene får selskab af den tynde, papirgnitrende flabren af insekternes vingeslag, og deres blåmetalliske farver lyser op. Kanoen glider gennem gigantiske hvide tæpper af vandranunkler i blomst.

Overraskelser på teltpladsen

Synet ved turens første teltplads er ærlig talt ikke helt det, jeg havde håbet på. En stor lastbil er i fuld gang med at krane afskårne tagrør, vandaks og vandranunklers lange tråde op i en kæmpestor dynge af grøde oppe på teltpladsen. Jeg havde luret, at noget var under opsejling, da vi roede forbi en jolle, der med en kæmpesaks skar grøde en lille kilometer opstrøms ad åen.

Johan er i den grad vågnet fra sin blunder. Lastbilen er fantastisk god underholdning for den teknikglade dreng, der kan lege timevis med sin bilpark og Briotog derhjemme. Han kigger nysgerrigt på, mens en mand i arbejdstøj styrer kranen. Og okay da – de stopper da også med det støjende arbejde og kører væk med lastbilen ved 19-tiden.

Men inden de er færdige, har næste fænomen, jeg heller ikke lige havde håbet på, dog lagt til land ved teltpladsen. Fire unge i 20’erne med adskillige rammer øl og en ildevarslende effektiv højtaler. I min ældre turfolder ”På Gudenåen og langt fra alfarvej – en guide til eventyrlige oplevelser tæt på naturen” står der ellers om teltpladsen, at her ”er meget plads i fredelige omgivelser”. Ok, her er plads – men fredeligt bliver det ikke.

Da de unge lægger an til at slå deres telte lige op ad vores, får jeg held med en lille kampagne. Omkring 30 meter fra åen har jeg spottet et shelter med bålplads, som jeg gør stor reklame for. Det napper de. Jeg er glad. Indtil videre.

IMG 0461

Efter aftensmaden går jeg og sønnike på opdagelse i Rask Mølle Skov på den anden side af åen. Vi får fin aftensol, der lyser bøgebladene op. Johan kommer op på nakken. Han sidder grinende og griber ud efter sommerbladene. Jeg nyder nærværet. Mens jeg putter Johan og læser Strids ”Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor” højt, må jeg desværre hæve stemmen. Selv om de fire unge er et godt stykke væk ved shelteret, har vi absolut ingen problemer med at høre dem. Bassen fra anlægget kan mærkes i jorden.

Inden et-tiden falder roen dog over teltpladsen. Dog kun hjulpet på vej af to indtrængende henstillinger fra mig. Og derefter fra den lejransvarlige, jeg havde ringet og klaget til.

Turguderne smiler over Gudenåen

Da jeg næste formiddag er ved at være færdig med at pakke sammen efter en noget kort nats søvn, slår regnen til igen. Johan leger noget klatøjet i teltet – selv om det var ham, der vækkede mig ret tidligt sammen med hæren af sangfugle. Og snart også lyden af en Scania-motor, der bliver tændt og gasset op nogle få meter fra os, så arbejdsmændene kan fortsætte deres grødearbejde, hvor de slap.

Selv om der er kranshow igen, vil Johan bare ikke ud i regnen. Ja, faktisk vil han slet ikke være på tur længere.

Skal jeg være helt ærlig, er der et stigende antal procenter i mig, der heller ikke gider mere. Men jeg åbner DMI’s hjemmeside og kigger på radaren. Jeg kan se, hvordan regnen udvikler sig i den næste times tid, og det ser heldigvis ud som om, at den afvikles efter nogle kraftige byger, vi endnu har til gode.

Jeg viser Johan radaren, og hans surmulen bliver blødt op, da jeg åbner ”Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor” og læser højt. Regndråberne akkompagnerer læsestunden og giver os følelsen af at være isoleret fra alt. Selv lastbilens tændte motor tæt på os, synes fjern. Bogen handler om en rejse til Sibirien, og på trods af fest- og regnfrustrationer og drømme om glade solskinspadletimer på Gudenåen, nyder jeg virkelig det lille far-søn-rum, der opstår om god litteratur i teltet.

Selv om bygerne kommer og går resten af dagen, smiler turguderne mere og mere til os på resten af turen ned ad Gudenåen. Solen kommer frem i længere og længere glimt. Det er både jeg og pragtvandnymferne glade for. Padlelydene får selskab af den tynde, papirgnitrende flabren af insekternes vingeslag, og deres blåmetalliske farver lyser op. Kanoen glider gennem gigantiske hvide tæpper af vandranunkler i blomst.

Vi rejser teltet, inden en hidsig aftentordenbyge brager løs over den børnevenlige campingplads ved Vestbirksøerne. Lynene flænser himlen. Regnen skyller ned i stænger. Og stopper pludseligt igen.

Imens finder vi ud af, at der er besøg af en klovn i forsamlingslokalet, og Johan får sig nogle ture i en stor plastikbil, der gynger frem og tilbage, når far smider mønter i den.

Tilbage ved teltet opdager jeg, at vi har slået lejr lige ved siden af en instruktør, Mads Fruelund, fra havkajakklubben Njord i Risskov, som jeg også selv er klubinstruktør i. Glædeligt gensyn!

Sjove strømfald på turens finale

Næste morgen kommer Mads og familien af sted før os, men jeg padler til i solskinnet og får hurtigt løftet kanoen forbi ved Vestbirk Vandværk og indhenter dem ved Voervadsbro Teltplads. Johan og jeg når en hurtig frokost. Vi skal være fremme ved Klostermølle, før Modstrømsbussen kører retur til Tørring og vores bil om eftermiddagen. Der er kun én afgang om dagen.

Det sidste stykke på omtrent seks kilometer er gennemført fed. Johan er helt livet op, måske fordi der nu er mere selskab end bare hans far? Også vandet er livet op. Der er flere strømfald, og særligt ved Vilholt Mølle, hvor der indtil for få år siden var en opstemning, er der fart over feltet.

Johan sidder i stævnen og råber:

”Nu kommer vi efter jer, sørøvere!” til Mads og hans familie, der også nyder følgerne af naturlovene og det livlige vand.  

Den sidste kilometer på Klosterkanalen, som munkene anlagde for mere end 800 år siden, er vandet helt stille igen. Høje skovskrænter stiger stejlt til højre for os. Vi ser isfugle. Og hører deres advarselsskrig. Klostermølles brusen rammer øregangene. Vi ”er dér”. Vi er fremme. Da vi har trukket kanoen op, pakket vores grej sammen, sidder i bus og dernæst bil, savner jeg allerede turlivet med sønnike.

Nu, flere måneder efter turen, taler Johan heldigvis ofte om vores kanotogt. Og om at sove i telt. Så trods en regulær jeg-vil-hjem-krise undervejs, er der i hans hoved sket det, der ofte sker, når man tænker tilbage på rejser: Man husker især det positive.

Det er lige præcis den optimisme, der føder lysten til nye eventyr.

IMG 0488

Find din næste tur her


Ruteforslag
Den øvre Gudenå

Den øvre Gudenå

Andre spændende artikler


Kanoture i Danmark

Kanoture i Danmark

Guide: 3 kanoture i Østjylland

Guide: 3 kanoture i Østjylland

Lav Pizza i dutch oven

Lav Pizza i dutch oven

Log ind