Udfordrende mountainbikeruter på Gran Canaria

Vilde indfødte

Inde i butikken sidder bedstefar og får sig en øl. Bedstemor spiser is. Ved kassen står datteren og ekspederer, og udenfor sidder en håndfuld mænd og drikker rødvin. Livet går sin stille gang her i Ayaguares.

Drengene fra før er der dog mere gang i. De har fundet deres egne cykler frem og vil tydeligvis imponere turisterne. Og det lykkes. Én ting er at cykle på baghjulet på flad vej, men Miguel har samlet fart fra et godt stykke oppe af vejen, og da han ikke kan hjule hurtigere, hiver han i styret og er oppe på baghjulet. Farten er nervepirrende høj. Han lægger sig på indersiden af en bil, der er på vej ned, blot for at komme frem foran den – stadig på baghjulet.

Miguel, Andoni og Aday har tydelige spanske træk. Aday derimod er lys i huden, blond og har blå øjne. Lidt pudsigt, synes vi, men vi reflekterer i første omgang ikke nærmere over det. Senere aner vi dog en sammenhæng. Kan det tænkes, at Aday bærer guanchernes, Kanarieøernes urbefolknings, træk?

En tur over styret

Cyklerne, vi har lejet, har kun støddæmpning på forgaflen. De fulddæmpede lod vi stå hos udlejeren. Det fortryder vi snart. Efter Ayaguares begynder nedkørslen, og lige fra starten bliver vi godt gennemrystede. Sporet hælder perfekt og er udfordrende smalt, men underlaget på Gran Canaria er ikke just blødt. Sten og klipper kommer mod os med stor fart, så reaktionsevnen bliver testet grundigt.
Nede i bunden af dalen bevæger vi os frem over et udtørret flodleje, hvis bund er et tykt tæppe af småsten. Tæt bambuskrat vokser helt ned til brinkerne. Vi prøver at holde jævn fart. Er hastigheden for lav, går man helt i stå. Er den for høj, kiler forhjulet sig fast, og man får en tur hen over styret. Jeg lærer snart, at man skal passe på med at tage fra med hænderne. I hvert fald, hvis man samtidig holder et par solbriller. Det koster mig et par temmelig vingeskudte briller og en værkende tommelfinger. Der er stadig ti kilometer, til vi er ude af dalen. Og endnu længere til den afkølende aftendukkert i hotellets pool.

Historisk dag

Spanierne brugte et helt århundrede på at erobre Kanarieøerne. På samme måde som indianerne i Sydamerika led også guanche-folket en grusom skæbne.
I en hule nær byen San Bartolome de Tirajana har arkæologer fundet den balsamerede mumie af en guanche-høvding.
Næste dags ridt starter ved høvdingegraven. Landskabet bærer her tydeligt præg af jordbrug. Grøntsager og korn har været dyrket i terraser på de klippefyldte skråninger. Vores guide Andy fortæller og giver dermed turen en smule mere indhold end bare fart.
Vi skal finde en bjergvej, som blev bygget af spanierne, da de invaderede øen midt i det 15. århundrede, og følge den nedefter. Det første stykke må vi bære cyklerne henover store klippestykker. Også i dag er det stegende hedt, og sveden løber ned i øjnene. Omsider flader stien ud og snirkler sig et stykke langs den stejle fjeldside. Så breder den sig ud, og pludselig står vi på den gamle bjergvej. Sten på sten er møjsommeligt lagt af de spanske styrker.
Oppe fra højderne kan man sædvanligvis se vulkanen Teide på Tenerife, men i dag slører havdisen udsigten. Istedet: Nedover! Bremseklodserne bliver tyndere i takt med, at vejen bliver stejlere. Det her er en god øvelse i teknik og mod. Udover kanten synes afgrunden uendelig dyb. Sveden løber ned ad armene og i håndfladerne, og det gør styret glat. Skuldrene begynder at værke.
Fartdjævlen er pirret, og tempoet er faretruende højt. På den her måde er vi snart i Playa del Ingles. Det gælder bare om at holde godt fast på bremsegrebet. Med lidt for høj fart og intern konkurrence drøner vi gennem hårnålesving på grusvejene. Men vi når helskindede tilbage og synes, at den iskolde øl i aftensolen er yderst velfortjent.

Aktiv ferie på Gran Canaria

Vandring

Gran Canarias vulkanske midte, domineret af de to bjerge Pico de la Las Nieves (1949 m) og Roque Nublo (1919 m), byder på et fantastisk landskab med nationalparkerne Tamadaba, Guayadeque og Pilancones. Vandreture gennem det barske terræn med store højdeforskelle og dybe slugter giver ofte en følelse af at passere gennem uudforsket land, langt fra civilisationen. En fornemmelse, der understreges af den kendsgerning, at halvfems procent af befolkningen bor ude ved kysterne.
Et system af markerede vandrestier gør det nemt at nå smukke udsigtspanoramaer og finde vej til spændende botaniske oplevelser. Caminos reales er omkring 320 kilometer stier, som i sin tid blev grundlagt af den oprindelige befolkning, guancherne, som kommunikationsveje mellem landsbyerne. De er siden blevet renoverede, som trekkingstier. Hovedparten af dem er koncentreret omkring landsbyen La Cruz de Tejeda, hvor der er mulighed for at overnatte på den lokale kro. I det hele taget er der rig mulighed for at gå på opdagelse i det indre af øen og overnatte undervejs enten bed & breakfast eller på små landlige, familieejede hoteller, ofte placerede i smukke historiske bygninger.
Er du på charterferie, hvor du hjemmefra også bestiller hotel, er det fordelagtigt som vandrer at bo på den sydlige del af øen. Playa del Ingles er en glimrende base. Her er masser af liv og let at proviantere.
Det bedste tidspunkt at tage på vandretur på Gran Canaria er om vinteren. Somrene er generelt meget varme, mens temperaturerne i vinterhalvåret er behagelige 20-25 grader ved havoverfladen og lidt køligere i højden.

Mountainbiking

De fleste af Gran Canarias mountainbike-ruter ender på øens sydkyst. Sværhedsgraden går fra let kuperede ruter på smalle asfalterede veje til klippekørsel af sværeste kaliber. Med et godt kort kan du sagtens udforske mulighederne egen hånd. Vil du have et mere rendyrket adrenalin-kick, kan du koble dig på en arrangeret tur. 

Kanarieøernes urbefolkning

Guanche-folket var de oprindelige indbyggere på Kanarieøerne. De var høje, lyse i huden, blonde og blåøjede. For historikerne er guancherne et stort mysterium. Oprindeligt kom de via søvejen, men glemte så ifølge sagaerne kunsten at sejle. I årtusinder levede de på øerne uden kontakt til omverdenen. 
Fantasifulde teorier om guanchernes oprindelse er der masser af: En af dem hælder til, at de stammer fra Atlasbjergene i Nordafrika, hvorfra de sejlede vestpå. Noahs Ark nævnes som muligt fartøj, og den græske gud Herkules skulle have været kaptajn. Andre mener, at guancherne er overlevende fra det forsvundne Atlantis. Eller at Edens Have kan have ligget på De Kanariske Øer. 

Denne artikel er blevet bragt i Adventure World/Opdag Verden nr. 56 i 2003.