USA’s uforlignelige slot canyons

I en snæver verden

Det sydvestlige USA er som en gigantisk udendørs legeplads for folk med hang til storslåede landskaber, bizarre klippeformationer og øde ørkener. Et af de særeste, mest fascinerende fænomener er de såkaldte Slot Canyons, snævre kløfter, der udover at være spændende, smukke og overraskende at udforske, kan være livsfarlige, hvis man ikke ved, hvad man laver.

shutterstock_12124042.jpg
Skrevet af: Tore Grønne
Opdateret den 04. mar 2022

Det sydvestlige USA er som en gigantisk udendørs legeplads for folk med hang til storslåede landskaber, bizarre klippeformationer og øde ørkener. Et af de særeste, mest fascinerende fænomener er de såkaldte Slot Canyons, snævre kløfter, der udover at være spændende, smukke og overraskende at udforske, kan være livsfarlige, hvis man ikke ved, hvad man laver.

Zion Canyon Narrows

Den mest berømte
Når man kommer helt ind i bunden af gudesmukke Zion National park, hvor klippeklatrere dingler i reb hundredvis af meter over ens hoved på de lodrette, massive, røde klippesider, ophører vejen. Kløften snævrer helt ind og bliver i bunden fyldt op af Virgin River.

Og hvor vejen slutter, og vandet flyder, der begynder ’stien’. Floden er stien. Og følelsen er speciel, som man vader op mod strømmen, klippesiderne kommer tættere og tættere på ens skuldre, stenene under ens fødder er glatte, og vandet stiger, til det når én til brystet. Sådan er det at vandre gennem den vel nok mest kendte slot canyon i USA – the Narrows i Zion.

Man kan dog også starte ’fra oven’ og gå med strømmen ned ad floden. Uanset, hvad man vælger, skaber The Narrows rammen om en uforglemmelig tur, der minder om ’meget lidt’ andet.

HVEM: Starter du nede fra og går op gennem kløften, er det nemt at vende om, når du har fået nok, og de fleste kan være med et stykke vej. Planlægger du at gå hele turen, skal du være forberedt på koldt vand, der kan gå dig til brystet, glatte sten under fødderne og måske endda en svømmetur eller to.

HVOR: Zion National Park ligger i det sydvestlige hjørne af Utah tre timers kørsel fra Las Vegas. Læs mere på www.zionnational-park.com og www.nps.gov/zion

HVORDAN: Er du blot på en dagstur, som det er tilfældet med de fleste, kræver det ingen tilladelse, hvis du vader op gennem kløften. Går du den anden vej, med strømmen – en tur på over 25 kilometer – skal du have en tilladelse i nationalparkens visitor center. Adgang til nationalparken koster 25 dollars.

HVAD ELLERS: Zion ligger i et vidunderligt hjørne af Utah og tæt på en af landets mest spektakulære nationalparker, Bryce Canyon. Fra Zion er der ikke mere end tre timers kørsel til den kun lidt besøgte nordlige del af Grand Canyon.


Antelope Canyon, Arizona

 

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

shutterstock 11594371 kavra

Den mest fotograferede
OK, det er ikke Antelope Canyon, du skal sigte efter, hvis du leder efter ensom udforskning, da det er den mest besøgte og mest fotograferede slot canyon i USA. Der er dog en grund til, at så mange lægger vejen forbi Antelope Canyon, der ligger i et navajo-reservat: Klipperne her er mageløst røde, mønstrene er unaturligt smukke og adgangen til oplevelserne er nem.

Kløften er delt op i to afdelinger, Upper Antelope og Lower Antelope, der også er kendt som the Crack, Sprækken, og the Corkscrew, proptrækkeren. Adgang til kløften er gennem en sprække i jorden, der ikke vidner om de fantastiske formationer, der gemmer sig ude af syne, men nede i kløften venter et landskab af rødlige og orange klipper, hvor striber slynger sig langs klipperne, der er skurret glatte af vand gennem årtusinder.

Det kan være udfordrende at fange stemningerne, idet lysstråler på magisk vis strømmer ned gennem små sprækker, lys og skygge leger tagfat, og stemningen skifter på splitsekunder. Glem for alt i verden ikke kameraet: Det her er enhver naturfotografs vilde drøm.

HVEM: Antelope Canyon er tilgængelig for alle. Lower Antelopte Canyon kræver dog, at man klatrer ned ad nogle stejle stier.

HVOR: Antelope Canyon ligger omtrent fem kilometer uden for byen Page i Arizona, hvor der findes en mindre indenrigs lufthavn. De nærmeste internationale lufthavne finder du i Las Vegas (340 km) og Phoenix (390 km).

HVORDAN: Det er ikke tilladt at udforske Antelope på egen hånd og en tur derind koster fra omtrent 200 kroner per person og kan købes på stedet.

HVAD ELLERS: Fra Page er der adgang til smukke Lake Powell, klippeformationerne i Monument Valley, og selve Grand Canyon ligger blot et par timer væk.


Buckskin Gulch

shutterstock 94624876 SierrDen længste i verden
Alene det faktum, at her er tale om verdens længste slot canyon, gør Buckskin Gulch til noget specielt. At den derudover ligger langt uden for alfarvej og er den dybeste i det sydvestlige USA med sine næsten 200 meter høje klippesider gør, at kun mennesker begiver sig ind i den.

Du finder ikke de samme mønstre her, som i for eksempel Antelope Canyon, men du har til gengæld det hele for dig selv, som kløften varierer mellem at være så smal, at man må møve sig gennem mørke sprækker til at åbne sig op og have vandhuller og træer. Kløften er smal i små 20 kilometer, hvilket betyder, at den ofte er mindre end tre meter bred med mudderhuller, der sagtens kan være en meter dybe.

Går du gennem hele herligheden, skal du også være forberedt på at hoppe i badebukserne, alt afhængig af hvor lang tid siden det er, det senest regnede i området. Og husk for guds skyld at tjekke vejrudsigten – er du først inde i Buckskin Gulch, kommer du ikke sådan lige ud igen.

HVEM: Buckskin Gulch er ikke for hvem som helst. Herinde er man overladt til sig selv – og muligvis til klapperslangerne, man risikerer at støde på herinde.

HVOR: I Paria Canyon-Vermilion Cliffs Wilderness på grænsen mellem Utah og Arizona, omtrent en time fra byen Page, finder man Buckskin Gulch syd for highway 89. Det mest populære sted at starte er Wire Pass Trailhead.

HVORDAN: Du skal have en tilladelse (der gives maksimum 20 dagligt, men det er yderst sjældent, den kvote bliver fyldt) og så skal du ellers være selvforsynende, mens du er derinde. Og det kan du snildt være i flere dage. Læs mere om tilladelsen på www.blm.gov/az

HVAD ELLERS: Masser af øde, smukke ørken- og klippelandskaber i et område, der ser meget få besøgende. Buckskin Gulch støder sammen med Paria River, der også er værd at udforske, og der er ikke langt til Grand Canyon, Lake Powell, Bryce Canyon samt Zion National Park.


shutterstock 47281108 milleBrimstone Gulch

Den mørkeste
Det kan godt være, at Brimstone Gulch blot er halvanden kilometers penge lang, men den er til gengæld for det meste mindre end en meter bred. Her slipper ikke meget lys ned, og er du på jagt efter en mystisk, mørk og mærkværdig oplevelse, så er det her vejen at gå.

Faktisk er kløften så smal, at du nogle steder slet ikke vandrer i bunden af den, men i stedet går på klippe med en dyb sprække, der forsvinder i dybet under dig. Her er ingen plads til folk med klaustrofobi, og bryder du dig af en eller anden grund ikke om at gå sidelæns, så bliv ude af Brimstone – her er smalt.

HVEM: Her kan de fleste – uden klaustrofobi – være med.

HVOR: Midt mellem Capitol Reef National Park og Lake Powell i enorme, øde Grand Staircase-Escalante National Monument – mere eller mindre ude midt i ingenting. Der er dog tale om en form for ingenting, hvor naturen er fantastisk.

HVORDAN: Du kan blot vade ind i Brimstones mørke – det kræver ingen tilladelser eller guide.

HVAD ELLERS: Capitol Reef National Park ligger et par timers kørsel mod nord, og der er masser af steder at udforske i Grand Staircase-Escalante National Monument.


shutterstock 8816500 Tom-GrLivsfarlige flash floods

Slot Canyons er desværre ofte rene dødsfælder, hvis man ikke ved, hvad man laver, eller hvis man har bestemt sig for, at meteorologer ikke er til at stole på, og man ignorerer vejrudsigten. Der skal nemlig ikke megen nedbør til – selv i områder adskillige kilometer fra en kløft – før det kan føre til enorme mængder af vand, der pludseligt og uden nogen varsel, kommer væltende, en såkaldt flash flood.

I August 1997 blev 11 mennesker for eksempel dræbt af en flash flood i Lower Antelope Canyon, da 17 meter vand pludselig oversvømmede kløften som et resultat af en tordenstorm otte kilometer væk. Så vær fornuftig, lyt til meteorologerne og forhør dig grundigt, inden du begiver dig ind i en slot canyon.


En slot canyon opstår

En slot canyon er en snæver kløft, der er dannet af vand, der hurtigt flyder gennem klippelandskaber. Klipperne er som oftest sandsten eller kalksten, kløfterne er dybere, end de er brede, og de findes for det meste i områder med meget lidt nedbør.

En af de mest kendste slot canyons er Siq i Jordan – den smalle kløft, der leder ind til Petra, og som en del nok vil huske fra slutningen af Indiana Jones and The Last Crusade. 


shutterstock 96874366 -KareSådan oplever du kløfterne

Alle de slot canyons, der er nævnt her i artiklen, kan du besøge på en enkelt tur, da de ikke ligger synderligt langt fra hinanden. Har du et par uger, er der fint med tid, og du vil også have tid til at besøge en lang række af USA’s mest spektakulære nationalparker i Arizona, Utah og måske endda flette en tur til Death Valley i Californien ind.

Det nemmeste er at flyve til Phoenix i Arizona, Salt Lake City i Utah eller Las Vegas i Nevada, alt efter hvor du kan finde de bedste flybilletter. Lej her en bil, og din lykke er gjort.


Myriader af slot canyons

Kribler det efter at komme af sted og vandre i slot canyons, så er der masser af dem i det sydvestlige USA. Der er lange og korte, dybe og snævre, let tilgængelige og næsten utilnærmelige, affolkede og overrendte – der er noget for enhver smag.

Et glimrende sted at starte, hvis du vil have et overblik over en lang række af mulighederne, blandt andet på det nemt overskuelige kort, er: www.americansouthwest.net/slot_canyons

Andre spændende artikler


Vandring langs Stillehavets kyst

Vandring langs Stillehavets kyst

Slå teltet gratis op over hele USA

Slå teltet gratis op over hele USA

The Colorado Trail

The Colorado Trail

Log ind