Vandreture i Tatrabjergene

”Mine fødder er så frosne, at jeg ikke længere kan mærke dem,” råber jeg til min vandremakker, Nanna, da vi efter tre timers lodret opstigning når toppen af Kasprowy Wierch.

Vi kan knapt høre, hvad hinanden siger. Vinden er tiltagende, og langs højderyggen kan vi mærke naturens kræfter på egen krop. Det er både forløsende og udmattende. Forløsende, fordi vi langt om længe kan vandre i bjergterræn igen efter corona-nedlukninger. Og udmattende, fordi ja… flad kystvandring i Danmark er bare ikke helt det samme, tror jeg, at vi er flere bjergentusiaster, der kan nikke genkendende til.

Vi tripper på stedet for at genvinde varmen, mens vi spejder efter mulige steder at søge læ for kastevindene, så vi er i stand til at nyde den majestætiske udsigt, der møder os på toppen. Vi finder en stor solid sten, som vi læner ryggen tilbage mod. Snacks og varm kaffe i termokopperne gør underværker.

Vi er i Polen. Det er september, og de smukke rød-orange efterårsfarver pryder bjerglandskaberne, og temperaturen er dalet til frysepunktet. Tatrabjergene er første vandrestop på en længere rejse mod øst i en hjemmebygget autocamper, hvor vores plan er at vandre adskillige dagsture på både den polske og slovakiske side.