Vandreture i Tatrabjergene

Gammelt konfliktområde

Vi er spændte på, hvad der venter os her i Tatrabjergene. Vi bliver fortalt, at foråret og efteråret er gode årstider at snøre vandrestøvlerne og begive sig afsted på de mange og nøje kortlagte ruter. Bjerghytterne er åbne hele året, og det samme er adskillige lavere beliggende ruter. Når sneen smelter i maj, åbner flere af de højtliggende ruter igen.

Da vi i går ankom til Zakopane, blev vi mødt af storslåede bjergtinder indhyllet i nyfalden sne. Allerede i dag på vandringen mod Kasprowy Wierch er sneen smeltet, og temperaturen er steget flere grader. De vekslende forhold i bjergene er på én og samme tid dragende og skræmmende, og undervejs minder naturen os om, at ændringer af oprindelige vandreplaner kan være en nødvendighed. Rutenettet er heldigvis tydeligt markeret, og de mange hytter ligger i den lavere del af terrænet – ofte i mægtige dale omgivet af bjergsider hvor end man lader blikket falde.

Polsk Tatra udgør blot en tredjedel af det samlede bjergområde, hvor de resterende to tredjedele er slovakisk territorium. Tilsammen udgør områderne den højeste del af bjergkæden Karpaterne, der strækker sig omtrent 1.500 kilometer gennem Central- og Østeuropa. Her er anlagt adskillige vandreruter, så vi kan udforske og opdage for vores fornøjelses skyld, men sådan har det ikke altid været. Historiske uenigheder om grænserne mellem de to nationer prægede bjergområdet helt frem til efter Anden Verdenskrig.

Først i 1958 sikrede underskrivningen af en traktat, at der blev lagt låg på hundrede års grænsekonflikter. Det er fascinerende at vandre i et landskab velvidende om, at det gennem tiden har været anvendt som et taktisk element i krigsøjemed. Og det er spændende, hvordan bjerge gennem tiden har spillet så forskellige roller i vores liv. I dag fungerer flere bjergpas i Tatrabjergene som grænseovergange mellem Polen og Slovakiet.

Hyggelig hyttestemning

En dag falder vi i snak med en lokal familie i hytten Hala Kondratowa. Det polske par har et spædbarn med sig, som de indhyller i tæpper på træbordet, hvor vi spiser. Manden fortæller os, at han måske har taget munden for fuld angående planlægning af dagens rute. Det skæve smil fra kvinden tyder på, at de har haft en hårdere tur end forventet. Vandrere kryber sammen på træbænkene i den lille, varme bjælkehytte, hvor duften af hjemmelavet rødbedesuppe breder sig i hele lokalet.

Der bliver skålet i alt fra øl til varm te. Familien fortæller, at det har stor betydning for det polske vandrefolkefærd at samles i bjerghytterne, og vi får nøjagtigt samme indtryk i Slovakiet. Vi gør stop ved mange af hytterne undervejs for at møde lokale vandrere og opleve hyttekulturen, og vi erfarer, at vandring fra hytte til hytte er en helt ideel måde at udforske Tatrabjergene på – nu er hytterne dog midlertidigt lukkede for overnatning på grund af corona, så vi nøjes med dagsture, og vi kan overnatte i camperen.

Vi snakker om den øgede lokalturisme, som pandemien har forårsaget i Polen, og vi kan fortælle, at det forholder sig på samme måde i Danmark. Vi tager afsked med familien, der pakker sammen og fortsætter deres nedstigning. De er ikke den eneste børnefamilie, vi møder, og det er i det hele taget mennesker i alle aldre, der drager afsted på tur her i bjergene. Selv en gangbesværet mand med krykker kæmper sig afsted. Bjergene her er virkelig for alle, og det er vi glade for at opleve.

Slivovits til ømme knæ

Vi beslutter os for at vandre til toppen af Mt. Rysy fra den slovakiske side. Rysy er tredelt med toppe både i Polen og Slovakiet – faktisk er det højeste punkt i Polen netop Mt. Rysy med sine 2.499 meter. Vejret er ikke just i vores favør, da vi starter ud fra Štrbské Pleso ved solopgang på en kold-fugtig morgen i slutningen af september.

Klippesiderne, søerne og vandfaldene, vi passerer, har en mystisk aura over sig, som et landskab kun kan se ud i tåget vejr. På lidt over halvvejsmærket holder vi et lille hvil. Vi har vandret i tre timer og er steget flere hundrede højdemeter.

Det er koldt, og mit venstre knæ klager lidt. Som sendt fra himlen får vi øjenkontakt med et par gamle, slovakiske knarker, der bunder det ene shotglas med hjemmebrændt slivovits efter det andet. De har medbragt fire glas, som de sirligt placerer i en lille række på en sten. Den ene vinker os hen og begynder at hælde op.
”Na zdravie!” råber mændene og tømmer glassene, mens vi forsøger at følge trop.

Lette som fjer flyver vi videre op mod Chata pod Rysmi – den sidste bjerghytte lige for foden af toppen. Sigtbarheden er helt væk, og vi finder et hjørne i den lune hytte, mens vi håber på, at tågen vil lette. Kontrasten mellem den friske bjergluft udenfor og den tætte varme inde i hytten skaber en næsten dampbads-agtig oplevelse.

Lugten af sure, fugtige sokker er allestedsnærværende, men det tilføjer bare lidt ekstra til oplevelsen. Lugten vækker gode minder fra bjergture tilbage til dengang, hvor corona stadig bare var en øl, som man blev beruset og ikke syg af.

Vi nyder stemningen, der breder sig i den lille hytte. Efter en god omgang frokost pakker vi sammen, begiver os ud i kulden igen, og efter en kort strækning med kædevandring mærker vi de første solstrejf mod den vejrbidte hud. Tågen er lettet. Vi iler mod toppen, og udsigten er betagende. Vi tager de fugtige skaljakker af.

Vinden er ikkeeksisterende. Det er ikke til at forstå, at vejret kan skifte på den måde. Vi nyder en bid mad mere, alt imens flere og flere bjergtinder kommer til syne 360 grader rundt om os. Tågen er helt forsvundet nu. Vi kigger på hinanden og beslutter os for, at dét må være indbegrebet af lykke – solskin, bjergtinder og godt selskab.