Danmark viste sig fra sin bedste side, da Adventureklubben var på tur i det Sydfynske Øhav. Der var sol og sommer, badeture, Danmarks bedste romkugler, bålhygge og selvfølgelig en masse kilometer i benene.
Danmark viste sig fra sin bedste side, da Adventureklubben var på tur i det Sydfynske Øhav. Der var sol og sommer, badeture, Danmarks bedste romkugler, bålhygge og selvfølgelig en masse kilometer i benene.
Vi mødes fredag eftermiddag på Svendborg Rutebilstation. Jeg har været turleder i mange år, og det er lige meget, om det er en tur til Kilimanjaro eller en weekendtur i Danmark, så er jeg altid spændt på at møde de mennesker, man skal på tur med. Men selvfølgelig er det en fin forsamling, og alle er friske, glade og ser veloplagte ud.
Dagens etape er ikke lang; vi skal bare over Svendborgsundbroen til Tåsinge, hvor vi skal overnatte i Vindebyøre. Oprindeligt skulle turen have været en shelter-tur, men en nedlagt shelterplads netop på Tåsinge gjorde, at vi måtte sove i telt eller under tarp.
Teltudstilling på Tåsinge
Efter halvanden times vandring kommer vi frem til vores lille hyggelige overnatningsplads. Mens teltene bliver rejst, er det super hyggeligt – og interessant for en udstyrs-nørd som mig – at gå rundt og ’sparke telt’. Her er jo alle slags telte; både solo-telte, store rummelige palæer og helt simple tarps.
Selvom jeg føler mig godt opdateret på udstyrsfronten, så er det altså noget andet at kunne gå og pille ved tingene og stikke hovedet ind og se de forskellige modeller – bedre inspiration til teltkøb får man nok ikke.
Aftensmaden bliver indtaget nede ved stranden, hvor vi også tænder et bål. Igen er det interessant at se, hvad hinanden havde fundet på; her er frysetørret mad, fladbrød bagt over Trangia, pølser grillet (læs: flamberet, ’for vi var jo sultne’) over bålet, minutnudler og meget andet. Det var i hvert fald inspiration nok til at kunne lave en outdoor-kogebog. Og så var der naturligvis også den obligatoriske krig mellem tilhængere af henholdsvis sprit og gas.
Læs denne artikel
OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.
Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.
Allerede eller tidligere medlem?
Besøg af julemanden
Datoen siger 6. juli, og selvom klokken ikke er mere end halv otte om morgenen, er det allerede varmt – med andre ord, julen er ikke lige om hjørnet. Derfor er det også med stor forundring, at julemanden og to slædehunde her midt på morgenen træder ind på vores teltplads. Bag det hvide skæg gemmer Thøger Hammershøy sig.
Han vandrer Danmark rundt med sine to sibirian huskies, Oki og Snow, og han gør det i velgørenhedens tegn, da han samler ind til Læger uden Grænser. Efter en snak og lidt mønter i indsamlingsdåsen, vandrer Thøger og hans to følgesvende videre, og det samme gør vi.
Kursen er sat mod Valdemars Slot, men først går turen i gennem den gamle skibsbygger-by Troense og en tur op gennem den evigt charmerende Grønnegade. De gamle bindingsværkshuse er alle fredet den dag i dag, og bag de gamle huse gemmer der sig 250 meter lang baghaver, hvor der i tidernes morgen var frugtplantager (heraf navnet Grønnegade).
One man down
Før middagstid står vi ved Ambrosius Eg – et mere end 500 år gammelt egetræ – er der opmærksomme folk i gruppen (tak Birgitte!), der gør mig opmærksom på, at vi mangler én. Martin og jeg efterlader vores rygsække hos gruppen og løber tilbage af stien. Samtidig bøvler jeg med telefonen og forsøger at ringe til den forsvundne.
Efter en rundtur på Valdemars Slot og tre til fire kilometers løb får vi endelig fat i sidstemanden. Et forkert sving, og en uopmærksom turleder gjorde middagshvilet unødigt langt, men heldigvis var der ikke sket andet end et par vabler.
Med gruppen samlet går vi målrettet efter mindestedet for Elvira Madigan og Sixten Sparre. Den svenske Grev Sixten Sparre forlod sin kone og børn, da han forelskede sig i den dansk/norske cirkusprinsesse Elvira Madigan, og sammen flygtede de til Svendborg og siden Troense. Historien ender tragisk i 1889, da den 35-årige greve skyder den kun 21-årige Elvira i hovedet og siden sig selv. Efter sigende på grund
af ulykkelig kærlighed (og vist nok også en betragtelig gæld).
Til køjs med køerne
Efter en dejlig frokost i Grønneskov med udsigt ud over havet vandrer vi ned til Valdemars Slot. Det bliver ikke til meget sightseeing på det imponerende slot, men derimod udnyttes tiden til at nyde en kold øl og en gammeldags isvaffel, mens vi venter på M/S Helge, der sejler os over til Thurø.
Her byder jeg med stolthed velkommen til min fødeø, og det er jo en sand fornøjelse at få lov til at vise den frem, når vejret er så skønt som på denne sommerdag. Vi vandrer en lille time, inden vi ankommer til Thurø Rev, hvor vil skal overnatte. Shelterpladsen er optaget, men jordejer Jørgen Bang giver os lov til at telte på den anden side af hegnet. Perfekt location med bålsted og havudsigt – det eneste aber dabei er de 18 køer, og en enkelt tyr, der også huserer på samme side af hegnet som os.
Jørgen forsikrer os dog om, at de er ganske fredelige, og at de som regel holder sig nede i den anden ende af folden. De gjorde de også, i hvert fald de første par timer. Men midt i madlavningen er vi pludselig omgivet af nygerrige køer, der går og græsser ved teltene. En af dem begynder endda af slikke på teltbardunerne, men fredelige – det var de, og vi får lov til at spise vores mad i nogenlunde fred.
Danmarks bedste romkugler?
Efter en god nats søvn og en frisk morgendukkert slår vi lejren sammen, og begiver os af sted mod Svendborg. Turen går langs kysten en stor del af vejen, og første stop holder vi i Smørmosen Minigolf, hvor der vist også ryger et par isvafler indenbords.
Og hvis det ikke var nok, så laver vi endnu et stop ved Thurø Bageri, der – efter min mening – har Danmarks bedste romkugler. Jeg tror, de fleste smagte én og jeg synes, der herskede en generel tilfredshed.
Omkring 8 kilometer senere, står vi på havnen i Svendborg. Solen skinner endnu, fødderne er varme og vi står 13 mand i køen ved Bendixens Fiskehandel. På tallerkenerne er der både fiskefileter, stjerneskud og fiskefrikadeller, og mens maverne bliver mætte, runder vi en fantastisk tur af med et dejligt måltid.
Tak for en god tur alle sammen – jeg håber vi ses derude på vandrestierne på en anden tur i fremtiden.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS