Vandring i Seoul

Solskærme og mobiler
Vores tur starter klokken ni om morgenen ved metrostationen Yeonsinnae. Efter kun 15 minutters gåtur passerer vi et lille gærde og et kort over vandreruterne. Og så går det ellers stejlt op ad granitten.

Vi drypper af sved i sommervarmen og løfter os hurtigt op mellem træerne. Inden for ti minutter har vi en panoramaudsigt over Seoul, der allerede ligger et godt stykke under os. Vi sætter os for at tage den første tår vand, og en gruppe koreanere går forbi.

Den forreste kvinde har en langskygget solskærm på, der bringer tankerne hen på en svejsehjelm, og den flaskegrønne plasticskygge tegner en skarp kontrast til hendes lyserøde læbestift. Lige bagved skriver veninden koncentreret på en sms, mens de forsvinder ind mellem træerne.

Vi skuler til hinanden bag vandflaskerne og kan ikke lade være med at smile over, hvordan koreanske hikere tager kulturen med ud i naturen.

Stierne på ruten er velpræparerede, men alligevel skal vi holde tungen lige i munden, mens vi kæmper os opad. Flere gange hører vi den fatale lyd af støvler, der skrider i grus, og en enkelt gang tumler en koreaner ned ad stien. Heldigvis bliver han stoppet af et træ efter fem meter på knæ og albuer.

Majestætisk granit
Ruten, vi har valgt, går over to toppe, hvor den højeste er lidt over 560 meter over havet. Vi når den første top efter en god time og kan nyde synet af Seoul, der efterhånden gemmer sig langt nede.

Jjokduribong er ganske velbesøgt på en lørdag som i dag, og flere af de koreanske kvinder frisker læberne op med et sæt af lomme-sminke, inden de igen retter på sved-mærketrøjen og hanker op i vandrestavene. Andre tager sig en lille en på øjet, eller sidder i grupper og spiser den medbragte kimchi-kål og ris. '

Fra toppen har vi udsigt over hele den skovbeklædte dal, og taget fra et af de mange buddhistiske templer stikker op over trætoppene. Den stille ringen fra templets klokker breder sig over hele dalen og akkompagnerer os, mens vi går videre mod vores næste mål, Bibong-toppen, der tårner sig op foran os. Granittoppen rager majestætisk op over trækronerne, og vi kan se klatrere, der boltrer sig på de stejle, glatte klippesider.

Efter endnu en times vandring i de 30 grader, står vi under det sidste stykke glatte granit til toppen. Det er her, benene begynder at ryste en smule, mens vi bliver overhalet af weekend-hikere, der hjemmevandt springer op ad den sidste 50 graders stigning.

Men udsigten fra toppen af Bibong er rystebenene værd. Her på toppen står Bukhansanmonumentet, der blev rejst omkring år 550 for at markere rigets grænse, men siden er originalen dog blevet flyttet på museum.Vi holder os til vandflasken i stedet for makgeolli, risvinen, da vi skåler på vores lille bestigning.

Velfortjent vandis
Efter en frokost af gimbap, en slags koreansk sushi, der bliver fortæret med spisepinde, begynder vi igen nedstigningen mod storbyen. Det går stejlt ned gennem skoven ad naturligt nedtrådte trapper, og vi kan efterhånden godt mærke, at vi har vandret i bjerge i 30 graders varme i fem timer.

Heldigvis kommer vi forbi små bække på vejen, der kan køle os ned. De samme bække vokser senere under monsunen til frådende strømme, så der skal man ikke dyppe tæerne i dem.

Seks timer efter vi passerede skiltet ved indgangen, rammer vi igen byens asfalt, og belejligt få skridt fra det sidste stykke skov kan vi købe os en velfortjent vandis i en af de små butikker. Sammen med de andre vandrere går vi mod metroen og falder trætte ned i sæderne.

Overalt i Seouls metro og gader minder de farverige, udstyrsfagre vandrere om, at Seoul er en by midt imellem bjerge. Og selvom det er en af verdens største byer, er naturen bare et stoppested væk.