Vandring i Sydafrikas Drakensberg Mountains

Under overvågning
For enden af opstigningen stifter vi bekendtskab med den første af mange huler og klippefremspring. Her er ingen hulemalerier, men til gengæld har vi en fantastisk udsigt ud over de bløde, græsklædte bakker under os.

Over os cirkler to store lammergeier (skægget grib, Gypaetus barbatus), og jeg får næsten følelsen af, at det er os, den holder øje med. Disse enorme rovfugle, der kan få et vingefang på op til 3 meter, findes kun i Drakensberg og Lesotho og er udryddelsestruet, men vi ser dem flere gange i løbet af de efterfølgende dage, hvor andre gribbe og ørne også holder øje med os, mens de svæver over de stejle klippesider.

I løbet af de næste par timer vandrer vi op i omkring 2200 meters højde og kommer dermed over den ’forreste del’ af Drakensbjergene, hvor det centrale plateau åbenbarer sig for os. Vi bevæger os altså ned i en gryde, hvor vi er fuldstændigt omsluttet af de stejle bjergsider, og hvor flere af dem rejser sig mere end 500 meter lodret op i luften.

Det er en fantastisk oplevelse, og følelsen af at have smuglere rendende omkring er allerede forduftet til fordel for at føle sig helt alene i dette smukke bjergplateau.

Trancer i huleland
Kort tid efter finder vi frem til Stable Cave, der skal være vores ly for natten. Det er en speciel følelse at traversere hen til, hvad der ligner buske og lidt klipper, men så viser det sig, at der under klippefremspringet gemmer sig en stor, åben hule – det kunne man ikke se på afstand.

Klippesiderne er fyldt med spændende malerier, der afbildede mennesker, jagtsituationer og fabeldyr. Efter et velfortjent aftenmåltid falder jeg i søvn til mentale billeder af buskmænd, der for mange år siden har ofret dyr i bunkevis, udført selvafstraffelse og ved hjælp af hallucinerende stoffer været i trancelignende tilstande for at skabe kontakt til deres åndeverden.

”Der bliver tilsyneladende smuglet alt fra våben til stjålent kvæg, men oftest er det bare marihuana, siger Karl henkastet, som om han talte om vejret.”

Vi vågner op til endnu en flot dag, hvor vi vandrer længere ind i bjergplateauet. Vi kommer forbi flere huler, der gang på gang overrasker og imponerer. Vi vandrer ned til underskønne Didima Conservation Area, hvor vi går langs den livlige Mhlwasini-flod, der foruden at levere frisk drikkevand også byder på en forfriskende dukkert efter frokosten.

Vi fortsætter ned gennem dalen, hvor vi flere gange støder på bavianer, der skrigende søger tilflugt i bjergene. Ved flere lejligheder må vi smide støvlerne, da vi skal krydse vandløb og floder, og selvom det ikke er meget mere end 20 grader, er det dejligt at få kølet fødderne ned.

Huler med lysshow
Da vi midt på eftermiddagen kommer frem til vores nye tilholdssted, Poachers Cave, der er en mindre hule, bliver vi igen mødt af flotte hulemalerier. I tillæg til buskmændenes aftryk finder vi også en mere nutidig – og knap så tiltrækkende – form for udsmykning: en god portion bavianlort.

Heldigvis ligger det ude i siden af hulen, så vi kan fint folde vores underlag ud i sikker afstand til abernes efterladenskaber. Som mørket trænger sig på, tager vinden til og regnen begynder at sile ned.

Heldigvis er vi i læ under klippefremspringet, og fra min sovepose nyder jeg det fantastiske sceneri af lyn og torden, der buldrer ned over Dragebjergene. Larmen er overdøvende, men lynene lyser bjergene op og skaber et uforglemmeligt lysshow.

Vores sidste vandredag starter, som dagen før sluttede: med masser af regn. Selvom vi er gennemblødte er humøret stadig højt, da omgivelserne er fantastiske og vandringen er tilpas udfordrende.

Det er bestemt ikke let vandring, og der er stejle passager, hvor vi må tage hænderne i brug, og nattens regn har bestemt ikke gjort det lettere. Som formiddagen skrider frem, holder regnen dog op, og solen begynder at få fat.

Afslutningen på dagens 20 kilometer vandring foregår således i høj sol og runder derved en fantastisk vandretur af, hvor vi har skjult os for smuglere, drømt os tusindvis af år tilbage til buskmændenes tranceceremonier og fået trampet masser af kilometer i de skønne bjerge.

Buskmændenes hulekunst

Det menes, at Drakensbergs huler har været brugt som tilholdssted for San-folket (også kaldet buskmænd) allerede tilbage i stenalderen for mere end 20.000 år siden. De levede som jægere og samlere, og de brugte hulerne til at fortælle historier om deres liv og levevis.

For nylig har man fundet ud af, at malerierne ikke blot var gengivelser af deres liv, men også en form for hyldest til hellige dyr, som de tilbad og ofrede til. Malerierne repræsenterede derfor en slags portal til deres åndeverden og var derfor hellige.

I princippet må man kun besøge hulemalerierne i følgeskab med en autoriseret guide, og derfor er der stort set ingen huler, der er kortlagt på vandrekort og andre offentlige rutebeskrivelser.

Men med mere end 35.000 hulemalerier fordelt på cirka 600 locations er det svært ikke at støde på disse imponerende udsmykninger, hvis man tilbringer et par dage i bjergene. De ældste malerier menes at være omkring 2400 år gamle, så hav respekt for de historiske kunstværker og rør under ingen omstændigheder ved dem.BOKS

I tilfælde af brand
- husk tændstikkerne

Størstedelen af Drakensberg er dækket af enorme græsmarker, og i løbet af de tørre måneder fra maj til juli er det ikke sjældent, at store arealer afbrændes. Ofte skyldes det planlagte, kontrollerede brande, der har til hensigt at fjerne dødt, organisk materiale og uønskede planter for at optimere jordens frugtbarhed.

Undersøg derfor, om der er planlagt afbrændinger i området, inden du begiver dig ud i bjergene. Skulle du være så uheldig at stå over for en brand, så lad være med at tro, at du kan løbe fra ilden.

Det sikreste er at søge tilflugt i en flod, dæmning eller lignende. Er der ingen andre flugtmuligheder, kan en sidste udvej være at lave en firebreak ved at starte sin egen brand. Ved at gå i hælene på flammerne på sin egen ’kontrollerede’ ildebrand, kan man skabe en barriere til den ukontrollerede brand, så husk tændstikker, når du er af sted i den tørre periode.

OBS: Man bør under ingen omstændigheder eksperimentere med denne form for redning – det er livsfarligt, men det kan være sidste udvej i et forsøg på at undslippe flammerne.

Drakensberg Mountains

Drakensberg er en bjergkæde, der strækker sig cirka 200 kilometer langs det meste af grænsen til Lesotho. Med en gennemsnitshøjde på omkring 3000 meter er Drakensberg Sydafrikas højeste bjergkæde, hvor det højeste punkt, Thabana Ntlenyana, rejser sig 3482 meter over havet.

På zulu kaldes bjergkæden for uKhahlamba, ’Barrierer af spyd’, der refererer til de meget markante og dramatisk vertikale basaltklipper. En stor del af bjergkæden hører under uKhahlamba Drakensberg Park, der siden år 2000 har været på UNESCO’s verdensarvsliste.

Det skyldes blandt andet de mange velbevarede hulemalerier, der vidner om San-folkets levevis og tro. Foruden massevis af bavianer støder du ofte på ørne, gribbe og antiloper som rhebuck, elan og bushbuck, og hvis du er heldig, kan du måske spotte en leopard eller en sjakal, så husk kikkerten.