Du er her:

Vandring i Sydkorea

- og levende blæksprutter til middag

Sydkorea er en eksotisk vandredestination i særklasse. I løbet af syv dages vandretur langs Baekdudaegan-bjergkæden spiser vi levende blæksprutter, møder 80-årige trekkere i neonfarvet friluftstøj og sover på madrasser, der får selv det billigste liggeunderlag til at føles som en Hästens-seng.

IMG_7537.jpg
Skrevet af: Mads Emil Wivel / Foto: Mads Emil Wivel, Thomas Damgaard, Frederik Munk, Roger Shepherd
Opdateret den 05. maj 2022

Sydkorea er en eksotisk vandredestination i særklasse. I løbet af syv dages vandretur langs Baekdudaegan-bjergkæden spiser vi levende blæksprutter, møder 80-årige trekkere i neonfarvet friluftstøj og sover på madrasser, der får selv det billigste liggeunderlag til at føles som en Hästens-seng.

“Den nordkoreanske samfundsmodel er faktisk slet ikke så dum. Jeg tror virkelig, den kunne fungere, hvis landet fik en fair chance,” siger vores guide, Roger, på turens første drikkepause.

Vi skærer en skeptisk grimasse, holder modargumenterne til et “arrrhh” og skifter hurtigt emne for at bevare den gode stemning. De næste syv dage er Roger nemlig vores guide på en vandretur, der skal tage os gennem bjergene i Haenam-gun og Yeongam-gun, der er de største distrikter i provisen Jeollanam-do i den sydligste del af Sydkorea.

Roger er fra New Zealand, men har de sidste otte år boet i Sydkorea, hvor han lever af at arrangere vandreture i hele landet. Han har som den eneste vesterlænding nogensinde fået lov til at tage grupper med på hiking dybt inde i de nordkoreanske skove. Det er han stolt af, og han ser sit arbejde som en del af en proces, der i sidste ende skal resultere i en genforening af Nord- og Sydkorea.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

Råt kød og levende blæksprutter
Roger er ikke sart, finder vi hurtigt ud af. Vi kan sagtens have politiske diskussioner med ham uden at ødelægge den gode stemning. Til gengæld forventer han heller ikke, at vi er sarte, når han hver morgen og aften bestiller koreansk husmandskost til os på lokale restauranter.

Første aften får vi serveret en ret med råt oksekød og levende blæksprutte. Tjeneren tager en lyslevende sprutte op af et akvarie og klipper den i stykker med en køkkensaks ud over en tallerken med råt kød. Værsgo og spis. Det føles besynderligt, når blækspruttearmene vrider sig inde i munden på én, inden man synker, men bortset fra det smager retten udmærket.

I Sydkorea er samtlige måltider på alle tider af døgnet ledsaget af 10-15 små tilbehørsretter kaldet banchan, hvor kimchi – fermenteret kinakål med chilipasta – er den mest berømte. De andre småretter kan være bittesmå friturestegte fisk, eddikemarinerede mandolinskiver af radisse, syltet tang og meget, meget andet. Alt er som udgangspunkt lækkert, men vi er alle sammen utrolig glade for, at alle måltider også byder på kogte, hvide ris ad libitum.

IMG 0111

IMG 20180324 201803

Teknisk terræn i Baekdudaegan
Den syv dage lange vandrerute går langs Baekdudaegan-bjergkæden, der strækker sig hele vejen gennem den koreanske halvø; både gennem Nord- og Sydkorea. Det er et meget kuperet terræn, der ofte kræver, at vi klatrer op og ned ad klippesider med reb. Det lyder sværere, end det er, men vi er trods alt glade for, at vejret er varmt og tørt, så vi ikke skal hænge og dingle på en regnvåd klippevæg.

Roger har forberedt os på en kold og våd tur, men foråret er – ligesom i Danmark – kommet tidligt i Korea. Vi går i fuld sol i slutningen af marts og med temperaturer på omkring 20 grader. Der ligger stadig sne på jorden fra den foregående uge, hvor dagstemperaturerne lå omkring frysepunktet. En enkelt i vandregruppen har ikke pakket shorts og må svede i sine tykke Fjällräven Keb-bukser hele ugen. Selv har jeg købt Arcteryx-regntøj for en formue, der aldrig kommer op af tasken. En bittersød fornemmelse.

Stierne på Baekdudaegan-højderyggen går ekstremt meget op og ned, men de er velpræparerede, og der er monteret reb på alle de potentielt farlige klippesider. Det er hårdt at kravle op, men belønningen venter altid på toppen med udsigt over skove, landområder og det Østkinesiske Hav. Vi går kun 12-15 kilometer om dagen, men det tager ofte i omegnen af ti timer på grund af det tekniske terræn.

IMG 2866

Flash mob
Vi er enten helt alene eller i momentvise infernoer af mennesker på vandrestierne. I løbet af de syv dage møder vi ikke en eneste anden udenlandsk vandreturist, men til gengæld løber vi flere gange ind i lokale vandreklubber med dusinvis af (typisk ældre) højrøstede og fotograferende vandreentusiaster i det mest farverige friluftstøj, man kan forestille sig.

Vi går altså fra total isolation til pludselig at være omringet af larmende mennesker. Det føles mest af alt, som om vi har været en del af en flash mob. Pludselig er de koreanske vandrere væk igen, og vi er atter alene.

En dag falder vi i snak med en koreansk hiker med muskuløse lår og hurtige solbriller fra en af vandreklubberne. Han fortæller os – ikke uden stolthed i stemmen – at han er 80 år gammel. Vi masserer vores ømme kontorknæ og tænker, at det alligevel er imponerende. Stierne i området er bestemt ikke seniorvenlige, men det afskrækker tydeligvis ikke den koreanske ældrestyrke, der klart er overrepræsenteret i området i forhold til yngre trekkere.

Koreanske madrasser
Hver aften drejer vi væk fra bjergstierne og går ned til små byer eller skovhytter, hvor man kan finde aftensmad, proviant og overnatning. For at reducere bagagemængden og for at skåne vores småbørnsforældrerygge, har vi valgt at overnatte på lokale hoteller frem for at medbringe telt og liggeunderlag.

Det viser sig dog hurtigt, at komforten på ingen måde er prangende på de lokale overnatningssteder. I Korea har man i århundreder sovet på tynde måtter på gulvet, og den tradition er fuldstændig intakt i de landlige dele af Sydkorea.

Måtterne, der bedst kan beskrives som ultratynde vattæpper, er så spinkle, at det gør decideret ondt i den kropsdel, man ligger på. Det er frygteligt. Og så alligevel – når man først er faldet i søvn, sover man forbavsende godt, og der er heller ingen ryg- eller nakkeproblemer næste morgen. Hvem ved, måske er måtterne bedre for kroppen end de tykke, bløde madrasser, vi sover på til hverdag.

IMG 7361

IMG 7582

Morgenbøn klokken 5.30
43 procent af den sydkoreanske befolkning er buddhister. Det kommer til udtryk på vandrestierne, hvor vi flere gange passerer både små og store buddhistiske templer og helligdomme. En enkelt nat har Roger endda arrangeret, at vi skal overnatte i et af templerne og leve som munke i et lille døgn.

Det lyder som en træls turistattraktion, men det er det ikke. Det er primært et tilbud til koreanske storbyboere, der vil trække stikket og finde tilbage til deres buddhistiske rødder – om end det kun er for et par dage.

Ved ankomsten til templet smider vi vores beskidte vandretøj og ifører os et ekstremt behageligt, lysegråt munkeoutfit, som mest af alt ligner en for stor pyjamas. Efter eftermiddagsbønnen er der vegetarisk aftensmad klokken 17.30, hvor det er helligbrøde at levne. Det er lettere sagt end gjort i det koreanske landkøkken, men bortset fra en enkelt blævret bolleagtig tingest, som vist er lavet af rismel og fermenteret bønnemos, ryger det hele ned uden problemer.

Vi går til ro i en stor, fælles sovesal klokken 21.30 på måtter, der om muligt er endnu tyndere end dem på hotellerne. Klokken 5.30 næste morgen er der morgenbøn, og derefter er det ned på knæ med en lille kniv og samle vilde urter til aftenens suppe.

Den når vi dog ikke selv at smage, for vi skal videre ud på turens sidste etape til havnebyen Ddang-Ggut, der ligger som det allersydligste fastlandspunkt på den koreanske halvø. Vi går igennem byen og helt ned til havet, indtil vi ikke kan komme videre. Her køber Roger en ramme Cass – den lokale koreanske pilsner – og skåler med os for en veloverstået vandretur.

IMG 20180329 194307 Bokeh


Seoul

Besøger man Sydkorea, skal man ikke snyde sig selv for et par dage i millionbyen Seoul. Her kan man bestige Namsam-bjerget, der ligger midt inde i byen, tage på dyr shopping i Gangnam-området eller bare give sig selv lov til at fare vild blandt højteknologiske skyskrabere, buddhistiske templer, mærkelige restauranter, luksusbutikker og meget andet.


DMZ

Hvis man interesserer sig for politik eller historie, kan man tage en guidet tur helt op til den nordkoreanske grænse. Eller rettere sagt: man kan besøge grænsen ind til den demilitariserede zone, også kaldet DMZ, som er et 4 kilometer bredt stykke ingenmandsland, der løber på tværs af den koreanske halvø og adskiller Nord- og Sydkorea.

Formelt er landene stadig i krig med hinanden, da de aldrig har underskrevet en fredsaftale, men blot indgået våbenhvile tilbage ved Koreakrigens afslutning i 1953.

Andre spændende artikler


Western Cape, Sydafrika

Western Cape, Sydafrika

Caminoen, mange veje – ét fælles mål

Caminoen, mange veje – ét fælles mål

Vandring i Sydafrikas Drakensberg Mountains

Vandring i Sydafrikas Drakensberg Mountains

Log ind