Vandring på Kungsleden

Uendeligt langt
En dag går det umiskendeligt op af bakke. Nåletræerne afløses af lavstammet, forkrøblet birk. Vegetationen bliver mere og mere spredt. Endelig er vi over trægrænsen og kan kigge ud over de vidtstrakte skove, overdrysset med blå søer og de sneprydede fjelde som bagtæppe.

At bevæge sig over trægrænsen ved vandrestøvlernes hjælp er altid noget særligt. Pludselig kan man se uendeligt langt. Der er intet, der stopper øjet eller står i vejen for en uhindret udsigt ud over ødemarken.

I alle retninger, så langt man kan se, er her ikke andet end skandinavisk fjeldnatur, når den er bedst. Først når man kommer over trægrænsen, går det op for én, hvor stort og vildt dette område egentligt er.

Tidligt om morgenen på fjerdedagen munder vandrestien ud i søen Laitaure, hvor der ligger en robåd. Den skal bringe os over på den anden søbred, hvor vandreruten fortsætter. Rasmus melder sig hurtigt som bådsmand og griber årerne, og sammen med en tysk vandrer påbegynder vi en tre kilometer lang rotur over fjeldsøen.

Fra robåden kan vi se en lodret klippevæg hæve sig højt over søområdet. Vandfald vælter ned af fjeldsiden og direkte ned i Rapaflodens deltaområde, som munder ud i søen.

Det er Skierfes knap 1200 meter høje top, der nærmer sig, og på denne klare augustdag er det et helt formidabelt syn. Vi har længe talt om, at vi gerne vil gå på toppen af Skierfe og bliver hurtigt enige om at udnytte det klare, solrige vejr. Vi skal på toppen i dag.

Vejr til toptur
Først har vi dog et vigtigt ærinde. Da vi går i land, er det lige ved den Svenske Turistforenings hytte Aktse, hvor turens eneste provianteringsmulighed ligger. Vi har begået en logistisk brøler af værste kaliber.

De mange hyggelige kaffepauser har tæret på vores kaffebeholdning, som nærmer sig et faretruende lavpunkt. Men efter et besøg i Aktse-hyttens lille butik er kaffereserverne fyldt op igen.

Den venlige hyttevært har desuden opdateret os med en frisk vejrudsigt, som ser fremragende ud for de næste mange vandredage.

Fra Aktse bevæger vi os stejlt op ad fjeldstien, fylder vores vanddunke ved en lille bæk med frisk fjeldvand, og snart er vi atter over trægrænsen. Vi drejer fra Kungsleden i retning mod Skierfe.

Vi finder hurtigt en perfekt lejrplads med udsigt mod Skierfes lodrette klippevæg, slår vores telte op og spiser en hurtig frokost, da vi er forventningsfulde og utålmodige efter at komme af sted på toptur.

Når talen blandt friluftsfolk og vandrere falder på Rapadalen bliver de fjerne i blikket, henførte i stemmen og får et forelsket smil om munden, for Rapadalen er simpelthen kendt som den smukkeste dal i den største vildmark, vi har i Skandinavien. Vi kan næsten ikke vente med at komme derop på denne perfekte solskinsdag.

Målløse
Vi efterlader næsten alt vores udstyr i teltene. Bevæbnet med en ekstra trøje, vanddunke, snacks og kaffe bevæger vi os hurtigt af sted i retning mod Skierfe. Stien mod Skierfe er nem at følge gennem det stenede landskab.

Solen brager ned fra en skyfri blå himmel, vejret er helt klart, og de spidse, snedækkede tinder kommer nærmere, efterhånden som vi bevæger os op mod toppen.

Vi bliver afbrudt mange steder undervejs, hvor vi bare må stoppe op for at beundre udsigten. Søen, vi tidligere samme dag roede over, ligger nu langt under os som en stor blank flade. Vi ser et vandfald kaste sig ud over fjeldsiden.

Klippen skråner op mod et plateau, og efter en sidste hård og intens vandring op mod toppen har vi pludselig en udsigt så formidabel, at vi næsten bliver målløse. Synet overgår alt andet. Udsigten fra Skierfe er sublim.

Under os ligger Rapaflodens delta, et virvar af forgrenede turkise gletsjerfloder og brune bifloder mellem grønne holme og små blanke søer. I dalen ligger gigantiske klippeblokke, som havde en kæmpe kastet med terninger.

I baggrunden breder Sareks takkede bjergtoppe, hvide gletsjere og lodrette klippemure sig. Det hele er som et abstrakt maleri af en fantasifuld kunstner.

Fugle i frit fald
Vi kan ikke få nok af det fantastiske skue. Vi bliver på toppen i timevis, lægger os fladt på maven på de lune klipper og kigger ud over den lodrette klippekant og ned i dalen, der ligger flere hundrede meter under os og Skierfes top.

Vi brygger flere kopper kaffe, og en lyd af brusende fjer får os til at vende blikket ud over klippekanten, hvor et par store, sorte fugle styrtdykker. De svæver op på de opstigende luftstrømme, hvorefter de klapper vingerne sammen, vender næbet ned af og styrtdykker som to små raketter i frit fald ned mod dalen.

Det ser næsten ud til at fuglene kaster sig ud i denne halsbrækkende aktivitet som adrenalin-hungrende vovehalse for deres fornøjelses skyld.

Efterhånden er vi de sidste mennesker på Skierfes top, solen er på vej om bag fjeldene, og vores knurrende maver tvinger os mod lejren og aftensmaden. Med et stik i hjertet vender vi ryggen til Rapadalen og bevæger os ned fra fjeldet, hvor vi i dagens sidste gyldne lys møder en stor renflok, der går og græsser.

Her er rener i alle størrelser, både kalve, køer og gamle hanner med imponerende gevirer. Snart sidder vi i lejren med vores aftensmad og snakker om turens hidtil ubestridt største højdepunkt, nemlig topturen på klippen Skierfe.

Krammer og søkryds
Næste morgen vandrer vi videre i afslappet tempo. Da vi kommer til endnu en søkrydsning, bliver vi mødt af en tysk familie, som bliver så overstrømmende lykkelige over at se os, at vi får en krammer med på vejen, da det går op for dem, at vi vil padle over søen i den robåd, de netop er kommet med, og at de dermed slipper for et tredobbelt søkryds med en robåd på slæb.

Rostrækningen på fireogenhalv kilometer bliver klaret i fin stil af Per, mens “o´ solo mio”-sange lyder over søens vande.

En plan har nemlig på dette tidspunkt plantet sig i vores hoveder, hvor den har slået kraftige rødder: alle de penge, vi sparer på selv at ro over søerne fremfor at benytte os af den organiserede bådtransport, skal investeres i en festmiddag på Saltoluokta Fjeldstation.

Vi har endnu to vandredage i hyggetempo efter vores lejr nær Skierfe og har masser af tid til at nyde det laplandske landskab og til at gå på jagt efter rensdyrgevirer, som vi har besluttet at vi gerne vil have med hjem som souvenir.

Ved vejens ende
Da vi en klar morgen vandrer ned mod søbredden, hvor Saltoluokta Fjeldstation ligger, er det med flere rensdyrgevirer bag på rygsækken.

Efter 52 dage og 856 kilometer i støvlerne langs den svenske fjeldkæde bliver det også her, at Rasmus og jeg beslutter at vende støvlesnuderne sydpå og sige farvel til fjeldene for denne gang. Knæ, ankler og hæle har sagt tak for nu, så det bliver ikke i år, at vi når Sveriges nordligste punkt, Treriksröset.

Først spiser vi dog en udsøgt festmiddag på kronjuvelen blandt de svenske fjeldstationer, nemlig Saltoluokta. På den rustikke tømrede restaurant sætter vi tænderne i rensdyrsteg, laks og chokoladekage, mens vi kan se tilbage på en fantastisk sommer i de svenske fjelde.

Især den sidste strækning mellem Kvikkjokk og Saltoluokta står for os som en utroligt flot og varieret strækning gennem skov, over floder og på højfjeld med masser af rener og perfekte lejrpladser. Turens ubestridt største højdepunkt har været topturen på klippen Skierfe, der troner som en lodret mur 800 meter over Rapadalen.

Kungsleden

Kungsleden, eller Kongestien, er nok Sveriges mest ikoniske og kendte vandrerute. Stien slynger sig mellem fjeldene i cirka 400 kilometer mellem Abisko og Hemavan.

Og hvilke fantastiske stier og faciliteter der er – fine skilte, markeringer, broer over selv små bække og hytter, man kan bo i, på størstedelen af strækningen. Kungsleden passerer igennem fire nationalparker, nemlig Abisko, Stora Sjöfallet, Sarek og Pieljekaise.

Strækningen mellem Kvikkjokk og Saltoluokta er 73 kilometer fordelt på fire dagsetaper.
Læs mere om Kungsleden på www.svenskaturistforeningen.se. 

Toptur på Skierfe

Skierfes top med den sublime udsigt over Rapadalen, Sareks forrevne bjergtoppe og evige gletsjere er en fin dagstur fra Aktse-hytten, eller fra de fine teltpladser, der ligger oppe ad fjeldet fra Aktse og langs stien, som går ind mod Skierfe.

Er vejret klart, så sæt gerne en hel dag af til denne afstikker fra Kungsleden. Det er utvivlsomt et syn, du vil mindes resten af dit liv.

På søerne: En eller tre ture?

Strækningen mellem Kvikkjokk og Saltoluokta byder på to krydsninger af større søer. Ved hver søkrydsning ligger der tre robåde: to på den ene bred og en på den anden. Kommer du frem til to robåde, kan du glæde dig over dit held; så kan du blot ro den ene båd over til den anden søbred, hvor du fortøjer den og vandrer videre. Kommer du til en søbred med kun én robåd, kan du glæde dig over denne mulighed for at træne armene og din roteknik; så må du nemlig først ro over til den modsatte søbred. Her tager du en båd på slæb, krydser søen igen, fortøjer den ene robåd, hvorefter du krydser søen en tredje gang, inden du kan fortsætte vandringen.

Af hensyn til andre vandrere efterlader man ikke tre robåde på den ene bred og ingen på den anden. Ønsker du ikke selv at ro, er det også muligt at blive sejlet over mod betaling.

Information om organiseret bådtransport i fjeldområderne findes på Den Svenske Turistforenings hjemmeside: www.svenskaturistforeningen.se. Søg på "båtar i fjällen".

Rapadalen

Rapadalen med Rapaflodens forgrenede delta med turkis flodvand, stejle fjeldsider, spidse bjergtoppe og hvide gletsjere ligger på kanten af Sarek Nationalpark, som er en del af Verdensarvsområdet Laponia.

Indenfor Sareks grænser finder du cirka 100 gletsjere og seks bjergtoppe på over 2000 meter. Lidt inde i Rapadalen ligger det såkaldte "Rovdyrtorv", hvor de fire større svenske rovdyrarter ulv, bjørn, los og jærv holder til.