Rane Willerslev i Lapland som 13-årig

Boguddrag: 'Mit magiske træ'

rane willerslev Y9A6542 1 1’MIT MAGISKE TRÆ – og andre fortællinger om naturens kraft’ er en ny, inspirerende, kraftfuld og billedskabende fortælling om den danske (og lidt svenske) natur, Rane Willerslev selv er så knyttet til.

rane_willerslev_Y9A6542-1-1.jpg
Skrevet af: Rane Willerslev & Danni Travn / Foto: Jonas Pryner
Opdateret den 30. dec 2021

rane willerslev Y9A6542 1 1’MIT MAGISKE TRÆ – og andre fortællinger om naturens kraft’ er en ny, inspirerende, kraftfuld og billedskabende fortælling om den danske (og lidt svenske) natur, Rane Willerslev selv er så knyttet til.

”Min relation til naturen – og den jeg gerne vil inspirere til – går ud over nytteværdien. Og det kræver en indsats langt større end en gåtur i ny og næ,” siger han.

Han taler med træer, og han ser spøgelseselge. Han er kommet til at fange sin egen datter i en dyrefælde, og euforiserende svampe har ændret hans liv. Rane Willerslev mærker en dyb resonans med naturen, og han bruger dyr og planter til både at vejlede sig gennem livet og til at åbne skjulte verdener.

I ’Mit magiske træ’ kommer vi helt tæt på Rane Willerslevs indre og ydre natur. Bogen fortæller de vildeste historier, om dengang Rane debuterede som jæger og forstod en snert af forførelsens kunst, eller om dengang han fandt verdens smukkeste bøg og begyndte at tilbede den, eller om dengang han blev smidt i søen af i sin far og lærte noget om udholdenhed.

Bogen er en kærlighedserklæring til naturen, også den danske natur, hvis vildskab på det seneste har overrumplet Rane. Rane Willerslev minder os i denne tankevækkende bog om, hvor meget naturen kan fortælle os, hvis vi evner at vende os mod den og være åbne for dens magi:

”Naturen giver dig det hellige – brug det.”

Mit magiske træ er skrevet i samarbejde med Danni Travn. 180 Sider. 249,95 kr. www.gronningen1.dk 

Rane Willeslev Mit magiske trae

Boguddrag:

JEG VANDRER I LAPLAND

Og mærker den største ømhed for min bror

I vores vildeste drømme drager vi til Canada. Træder i de fodspor, Helge Ingstad satte i den arktiske sne. Møder indfødte, hører ulvene hyle, syr mokkasiner med stivfrosne fingre, mærker sulten gnave i kroppen. Men okay, vi er tretten år, så vi kan godt se, at vi endnu ikke har hverken penge eller evner til sådan en tur.

I stedet beslutter Eske og jeg os for at tage til Lapland, hvor vores anden helt, Peter Bang, har været på eventyr. I vores hoveder er det så godt som The Great Frontier.

Målet for togrejsen hedder Abisko. Det er en ganske lille landsby med færre end hundrede indbyggere i det nordligste Sverige. Trods sin ringe størrelse er byen et knudepunkt, fordi den huser togstationen, et lille hotel og den naturlige indgang til den populære vandresti Kungsleden.

Togturen strækker sig 1.500 kilometer, den tager et døgn, og meget af tiden sidder jeg klinet til ruden og følger, hvordan naturen skifter. Skovene, der først vokser frem, siden forsvinder. Stenlandskabet, der tager over, og til sidst de snetoppede bjerge, der rejser sig.

Jeg har aldrig set tundra før og er dybt fascineret.

Mest overvældende er synet, som møder mig, da jeg træder ud af toget med min rygsæk. Bjergene ligger mørke, tunge og rundede foran os. Det giver et nyt dybdesyn at betragte dem. Og himmelen. Himmelen fortsætter i det uendelige til hver side. Det er, som om jeg har levet hele mit liv med et lille, kvadratisk fjernsyn, og nu bliver det store lærred rullet ud for mine øjne.

Midt i benovelsen rammer tvivlen mig. Kan jeg klare det her?

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

Det er helt tydeligt, at alt indtil nu har været leg i trygge rammer. Nu venter vildmarken for alvor.

Nuvel. Jeg slynger den kæmpestore rygsæk op på skuldrene og bevæger mig fremad sammen med de andre. I begyndelsen går vi gennem noget krattet skov, og allerede efter en time mærker jeg, at det her er helt galt. Rygsækken river og flår i hele mit kadaver. Det samme gælder for Eske. Vi bliver straffet for at have købt rygsække uden hoftestøtte – men vi anede jo ikke, at de gjorde sådan en forskel.

Ret hurtigt er det slut med at kigge op og nyde omgivelserne. I stedet er det blikket nedad i forsøget på at fokusere alle kræfter på at tage næste skridt. Vi når første hytte, får støvlerne af og ser, at fødderne allerede er oversået med vabler. Over mine skuldre sidder blå mærker fra rygsækkens remme. Jeg plastrer fødderne til, og vi kaster os over den første ret fra vores udvalg af Blå Band-pakker. En slags karrygryde, som vi får varmet op, men som smager ret sølle.

Jeg håber, at natten lindrer smerten i min krop. Men næste morgen vågner jeg med følelsen af, at en eller anden har banket løs på mig med et baseballbat natten lang. Jeg kan ikke bevæge mig en millimeter, uden kroppen værker. Alligevel får vi lavet havregrød og kommer af sted.

Som dagen før er det bare lidelse på lidelse dagen lang, og selv om vi igen når hytten, er demoraliseringen total. De tre andre melder ud: De vender om næste morgen og går tilbage til hotellet. Det her er bare ikke sjovt. Godt nok har vi først togbillet tilbage en uge senere – når vi efter planen vender hjem fra vandreturen – men de regner med at kunne lave en aftale med hotelejeren dernede.

Eske og jeg kigger på hinanden: Alt i os skriger på at vende om. Vi er sat til med vabler og blå mærker, og det er på ingen måde den berusende ekspedition, vi har fantaseret om i årevis, men bare surt slid. Eske begynder at hælde imod, at vi skal følge de andre. Men noget sætter sig på tværs i mig.

”Nej, vi fortsætter,” siger jeg.

Jeg har det, som om alt det, vi drømmer om, står og dirrer i det øjeblik. Vi har meget mere på spil end de tre andre. Hvilede vandreturen udelukkende på en spontan idé, en indskydelse, en mulighed, så var jeg dæleme også vendt om. Men rejsen er udtryk for noget større.

Vender vi om nu, slår vi også drømmen om større ekspeditioner ihjel.

Så dumper vi den prøve, vi har sat os selv på.

Alle de ting artikulerer jeg naturligvis ikke, som jeg sidder der som udmattet dreng i en nordsvensk bjerghytte. Men jeg kan se dem tydeligt med det blik, jeg sender tilbage. Jeg tænker også, at vores fars opdragelse til aldrig at give op giver os et ekstra skub her. For jeg behøver ikke at overbevise Eske. Så snart jeg har sagt, at vi fortsætter, er han med.

Selvfølgelig fortsætter vi.

Om morgenen tager vi afsked med de tre andre, og mens de begiver sig ned i varme og tryghed, krydser vi trægrænsen.

Træerne forsvinder, og sneen dækker bjerget. Det gør os helt paranoide, for vi har læst om gletsjere. Om, hvor farlige de er på grund af de spalter, man kan styrte ned i. Vi binder os sammen med reb, så den ene kan redde den anden. Men altså, vi er jo aldrig i fare for at styrte ned i nogen spalte. Vi er bare to drenge fra Danmark, som ikke kan kende forskel på et almindeligt lag sne og gletsjere.

Den sjette nat er vi alene i en lille, primitiv hytte. Vi ruller soveposerne ud på hver vores briks, og vi aftaler at skiftes til at sove. Tre timer ad gangen. Så vil der være en vågen, så vi kan komme af sted. Jeg tager den første vågenvagt, og Eske lægger sig til at sove i forventning om, at jeg vækker ham tre timer senere.

Det er svært at holde sig vågen sådan en nat, men jeg klarer det. Efterhånden som timerne passerer, sker der noget med mig. Jeg kigger over på Eske. Han er helt færdig. Det er jeg også. Men jeg har sådan en lyst til bare at kunne tage hans smerte på mig.

Han har fandeme brug for den søvn, tænker jeg, og så lader jeg ham sove.

I det øjeblik er det naturen, som fremkalder en ømhed, jeg hverken før eller siden har følt for min bror. Eskes og min relation har været kompliceret, siden vi kom til verden med to minutters mellemrum – han som den første. I mit barndomshjem var der sgu ikke meget flødeskum. Der var tørt brød med skrabet smør, et sort-hvid-tv og et lillebitte juletræ.

Men i det øjeblik i den svenske hytte – trods vores konkurrence og trods vores kølige familie – er jeg fyldt af en gennemgribende ømhed for min bror. Den stikker dybere end soldaterkammeraten, der plejer sin ven i skyttegraven.

Den baserer sig på, at han og jeg har betrådt hinandens territorier hele livet, og nu resonerer han i mig.

Min påstand er, at naturen mere end noget andet kan fremkalde sådan en ømhed, fordi den skaber så konkrete rammer. Hvad Eske har brug for, og hvad jeg kan give ham, er ikke det mindste abstrakt. Det er helt konkret søvn. Og det er ikke søvn af en abstrakt årsag. Den er søvn, han har brug for af den konkrete grund, at han skal kunne gå videre.

Jeg har set den største generøsitet og den største egoisme.

Jeg har siddet med folk, der i smug har villet æde af den fælles proviant, når maden var ved at slippe op.

Jeg har set folk, der er villige til at sætte deres eget liv på spil for andre.

Nogle vil hævde, at det er ens karakter, som viser sig. Men det vilde er, at et menneske kan skifte position fra den ene dag til den anden.

Selv om den egoistiske bagside også findes, får jeg selv en gave, da jeg sidder der som trettenårig og lader min bror sove videre. Jeg finder ud af, at jeg rummer den ømhed og generøsitet. Og selv om den ikke altid viser sig i samme grad, er der noget betryggende ved at vide, at det gode findes i en.

Vi kommer tilbage til Abisko i rette tid til at nå vores tog hjem. Eske og jeg har taget et vigtigt skridt mod drømmen. Og mere end det. Vi har knyttet et bånd, vi får brug for på de ekspeditioner, vi begiver os ud på i de kommende år. Vi ved, vi kan stole på hinanden, på trods af hvad der ellers ligger og roder i vores forhold.

Da vi står af toget på Hovedbanegården, har vi det, som om vi har fået et ridderslag, og nu er spørgsmålet bare, hvad der venter.

rane willerslev Y9A6102

Find din næste tur her


Ruteforslag
Siljansleden

Siljansleden

Ruteforslag
Mörbylångaleden på Öland

Mörbylångaleden på Öland

Ruteforslag
Jämtlandstrekanten

Jämtlandstrekanten

Andre spændende artikler


Sverige: Vandring i Lapland med børn

Sverige: Vandring i Lapland med børn

Jämtlandstrekanten i Sverige

Jämtlandstrekanten i Sverige

Weekendvandretur på Kullaleden

Weekendvandretur på Kullaleden

Log ind