Rane Willerslev i Lapland som 13-årig

Det er helt tydeligt, at alt indtil nu har været leg i trygge rammer. Nu venter vildmarken for alvor.

Nuvel. Jeg slynger den kæmpestore rygsæk op på skuldrene og bevæger mig fremad sammen med de andre. I begyndelsen går vi gennem noget krattet skov, og allerede efter en time mærker jeg, at det her er helt galt. Rygsækken river og flår i hele mit kadaver. Det samme gælder for Eske. Vi bliver straffet for at have købt rygsække uden hoftestøtte – men vi anede jo ikke, at de gjorde sådan en forskel.

Ret hurtigt er det slut med at kigge op og nyde omgivelserne. I stedet er det blikket nedad i forsøget på at fokusere alle kræfter på at tage næste skridt. Vi når første hytte, får støvlerne af og ser, at fødderne allerede er oversået med vabler. Over mine skuldre sidder blå mærker fra rygsækkens remme. Jeg plastrer fødderne til, og vi kaster os over den første ret fra vores udvalg af Blå Band-pakker. En slags karrygryde, som vi får varmet op, men som smager ret sølle.

Jeg håber, at natten lindrer smerten i min krop. Men næste morgen vågner jeg med følelsen af, at en eller anden har banket løs på mig med et baseballbat natten lang. Jeg kan ikke bevæge mig en millimeter, uden kroppen værker. Alligevel får vi lavet havregrød og kommer af sted.

Som dagen før er det bare lidelse på lidelse dagen lang, og selv om vi igen når hytten, er demoraliseringen total. De tre andre melder ud: De vender om næste morgen og går tilbage til hotellet. Det her er bare ikke sjovt. Godt nok har vi først togbillet tilbage en uge senere – når vi efter planen vender hjem fra vandreturen – men de regner med at kunne lave en aftale med hotelejeren dernede.

Eske og jeg kigger på hinanden: Alt i os skriger på at vende om. Vi er sat til med vabler og blå mærker, og det er på ingen måde den berusende ekspedition, vi har fantaseret om i årevis, men bare surt slid. Eske begynder at hælde imod, at vi skal følge de andre. Men noget sætter sig på tværs i mig.

”Nej, vi fortsætter,” siger jeg.

Jeg har det, som om alt det, vi drømmer om, står og dirrer i det øjeblik. Vi har meget mere på spil end de tre andre. Hvilede vandreturen udelukkende på en spontan idé, en indskydelse, en mulighed, så var jeg dæleme også vendt om. Men rejsen er udtryk for noget større.

Vender vi om nu, slår vi også drømmen om større ekspeditioner ihjel.

Så dumper vi den prøve, vi har sat os selv på.

Alle de ting artikulerer jeg naturligvis ikke, som jeg sidder der som udmattet dreng i en nordsvensk bjerghytte. Men jeg kan se dem tydeligt med det blik, jeg sender tilbage. Jeg tænker også, at vores fars opdragelse til aldrig at give op giver os et ekstra skub her. For jeg behøver ikke at overbevise Eske. Så snart jeg har sagt, at vi fortsætter, er han med.

Selvfølgelig fortsætter vi.

Om morgenen tager vi afsked med de tre andre, og mens de begiver sig ned i varme og tryghed, krydser vi trægrænsen.

Træerne forsvinder, og sneen dækker bjerget. Det gør os helt paranoide, for vi har læst om gletsjere. Om, hvor farlige de er på grund af de spalter, man kan styrte ned i. Vi binder os sammen med reb, så den ene kan redde den anden. Men altså, vi er jo aldrig i fare for at styrte ned i nogen spalte. Vi er bare to drenge fra Danmark, som ikke kan kende forskel på et almindeligt lag sne og gletsjere.

Den sjette nat er vi alene i en lille, primitiv hytte. Vi ruller soveposerne ud på hver vores briks, og vi aftaler at skiftes til at sove. Tre timer ad gangen. Så vil der være en vågen, så vi kan komme af sted. Jeg tager den første vågenvagt, og Eske lægger sig til at sove i forventning om, at jeg vækker ham tre timer senere.

Det er svært at holde sig vågen sådan en nat, men jeg klarer det. Efterhånden som timerne passerer, sker der noget med mig. Jeg kigger over på Eske. Han er helt færdig. Det er jeg også. Men jeg har sådan en lyst til bare at kunne tage hans smerte på mig.

Han har fandeme brug for den søvn, tænker jeg, og så lader jeg ham sove.

I det øjeblik er det naturen, som fremkalder en ømhed, jeg hverken før eller siden har følt for min bror. Eskes og min relation har været kompliceret, siden vi kom til verden med to minutters mellemrum – han som den første. I mit barndomshjem var der sgu ikke meget flødeskum. Der var tørt brød med skrabet smør, et sort-hvid-tv og et lillebitte juletræ.

Men i det øjeblik i den svenske hytte – trods vores konkurrence og trods vores kølige familie – er jeg fyldt af en gennemgribende ømhed for min bror. Den stikker dybere end soldaterkammeraten, der plejer sin ven i skyttegraven.

Den baserer sig på, at han og jeg har betrådt hinandens territorier hele livet, og nu resonerer han i mig.

Min påstand er, at naturen mere end noget andet kan fremkalde sådan en ømhed, fordi den skaber så konkrete rammer. Hvad Eske har brug for, og hvad jeg kan give ham, er ikke det mindste abstrakt. Det er helt konkret søvn. Og det er ikke søvn af en abstrakt årsag. Den er søvn, han har brug for af den konkrete grund, at han skal kunne gå videre.

Jeg har set den største generøsitet og den største egoisme.

Jeg har siddet med folk, der i smug har villet æde af den fælles proviant, når maden var ved at slippe op.

Jeg har set folk, der er villige til at sætte deres eget liv på spil for andre.

Nogle vil hævde, at det er ens karakter, som viser sig. Men det vilde er, at et menneske kan skifte position fra den ene dag til den anden.

Selv om den egoistiske bagside også findes, får jeg selv en gave, da jeg sidder der som trettenårig og lader min bror sove videre. Jeg finder ud af, at jeg rummer den ømhed og generøsitet. Og selv om den ikke altid viser sig i samme grad, er der noget betryggende ved at vide, at det gode findes i en.

Vi kommer tilbage til Abisko i rette tid til at nå vores tog hjem. Eske og jeg har taget et vigtigt skridt mod drømmen. Og mere end det. Vi har knyttet et bånd, vi får brug for på de ekspeditioner, vi begiver os ud på i de kommende år. Vi ved, vi kan stole på hinanden, på trods af hvad der ellers ligger og roder i vores forhold.

Da vi står af toget på Hovedbanegården, har vi det, som om vi har fået et ridderslag, og nu er spørgsmålet bare, hvad der venter.