Vores vilde, våde Norges-eventyr

Der er massevis af hyggelige DNT-hytter undervejs, som altid kan få humøret op og smilet på, når vejret er ubønhørligt udenfor.

Brutal begyndelse
Snart forlod vi ”turiststien” til Preikestolen, og langs Lysefjorden var forholdene nogle helt andre. Vi havde knap gået 100 meter igennem tæt underskov, inden vi begge to var nede og smage mudder. Om aftenen slog vi lejr højt oppe over Lysefjorden med en udsigt som taget fra et postkort, og næste dag tog jeg det værste fald i mit vandreliv – det kunne være endt med kraniebrud, var jeg faldet bare en smule anderledes.

I stedet blev det blot til en blodig og blå albue og et forstuvet højre håndled.

Dagen efter blev vi fuldstændigt gennemblødte, og min gamle trofaste Nokia-knaptelefon måtte langt om længe lade livet. Vi nåede Lysebotn ved enden af Lysefjorden temmeligt nedslåede. Det var en brutal begyndelse på turen, som endda var Jeppes første rigtige vandretur.

Men vi fik ikke lov til at hænge længe med hovederne, for der var basejumping-festival ved Lysefjorden med vilde vovehalse samlet fra hele verden. Vi sov ved kirken den nat og vågnede næste morgen ved nyt mod.

Episk er måske et af de bedste ord til at beskrive det norske højfjeld. Vi følte os som Frodo og Sam fra Ringenes Herre på eventyr derude.

Spidsborgerne i trædemøllen
For nogle dage siden lå vi i bare maver i bagende sommersol på stranden i Horsens og drak iskolde bajere, omgivet af dejlige letpåklædte damer; nu gik vi nordpå over Ryfylkeheiane, hvor foråret end ikke syntes at have gjort sin indtræden her i anden halvdel af juni.

Solen skinnede sjældent, faktisk kun to hele og to halve dage på to uger. Uden den store pære, fremstod fjeldet koldt og goldt. Der var ikke et træ eller en busk i miles omkreds. Det var en verden af sten og uendelige, dramatiske klippeformationer – og der var vand, en hel masse vand, og snedynger spredt i landskabet.

Vinden suste ufortrødent og ubarmhjertigt over det vidtstrakte land, lige igennem knoglerne og helt ind i sjælen. Landskabet rungede ensomhed og tomrum, og både Jeppe og jeg var glade for, at vi havde hinanden derude.

Det meste af tiden gik vi under et tæppe af mørke og grå skyer. Regnen fortsatte. Det var koldt og vådt overalt. I starten forsøgte vi at danse en form for ballet igennem landskabet for at undgå våde fødder, men det var umuligt at holde skoene tørre.

Efterhånden lærte vi at holde af våde fødder – der var intet andet at gøre, hvis vi ville nyde turen. Vi begyndte også at gøre grin med vejret, så godt som vi kunne. Et strejf af humor gjorde tingene mere fornøjelige, og selvom vi oftest var kolde og våde, havde vi det skægt det meste af tiden.

Det var en læring i at omfavne omstændighederne – og uanset hvor slemt det blev, så kunne vi glæde os ved, at vi var derude i naturen, frie og på eventyr, og ikke løb rundt i trædemøllen derhjemme som alle spidsborgerne.

Hvis man nogensinde var i tvivl om solens påvirkning af landskabets stemning, bliver man på højfjeldet klar over, at den er alt afgørende. Her er jeg på en af de kæmpe kampesten, der var mange af – og fantastisk sjove at klatre op på.

Chokerede nordmænd
Det var mennesketomt på Ryfylkeheiane – på én uge mødte vi vel ti mennesker, næsten alle af dem nordmænd med store, tunge tasker og læderstøvler. Jeppe og jeg var i stærk kontrast med vores letvægtsudstyr og trailrunners.

Ærlig talt, så var vi måske én kende for letvægt til højfjeldet på den tid af året.

Vores beklædning var som to halve, der tilsammen ville have udgjort en eminent helhed. Jeppe havde hverken regnbukser eller hue. Jeg manglede ordentlige vandrebukser og en varm trøje eller jakke. Jeg havde lårkorte løbeshorts på, og selvom det fungerede okay med vindbukser og regn-nederdel over, så var det langt fra optimalt. Jeg havde også en vandresistent dunjakke, som på ingen måde fungerede ordentligt, når den blev våd, og det gjorde den som resultat af min ikke-vandtætte regnjakke.

Jeg var bestemt optimistisk – måske idiotisk ville nogen sige – klædt på til højfjeldet. Alligevel klarede jeg mig fint nok, og vores små rygsække var årsag til megen beundring.

I en af DNT-hytterne undervejs gennemgik jeg min oppakning for to unge nordmænd. De var forbløffede. Følte på min rammeløse rygsæk, pyramidetarp og quilt, som første gang en hulemand så ild. Jeg vidste præcis, hvordan den åbenbaring føles.

Da vi gennemgik vores beklædning, udbrød den ene nordmand forfærdet:

”Har I ingen uld med?!”

”Nej, vi bruger fleece. Kun vores sokker er i uld,” indrømmede vi.

Han forklarede, at det i Norge bliver anset som en ’synd’ ikke at have uld med på fjeldet. Ja, det var ligefrem blasfemisk. Til sidst spurgte han:

”Og hvor er jeres kort?”

”Æh, de var sgu for dyre, så vi går bare på GPS.”

Nu så det ud til, at han skulle til at besvime. Selvom begge nordmænd var chokerede over vores manglede uld og kort, så betroede de os, at de hadede deres tunge rygsække. Og især læderstøvlerne.

”Det er alt for gammeldags heroppe,” var de enige i.

Nu var de fast besluttede på også at blive letvægtere. Men nok med lidt mere uld.

Jeppe fangede, uden jeg vidste det, min reaktion på det første træ vi så i dagevis. Jeg tror nu, at vi er mere i familie med træerne – vores høje brødre – end vi er med stenene.

Opklaring – og træer!
Dagen efter vågnede vi på fjeldet til trommende regn på teltdugene. Træt af al den regn råbte jeg fra mit telt:

”Hvaaa’, skal vi blive liggende og vente på, at det stopper?”

”Ja!” lød det entydige svar, og vi snorkede videre.

Regnen ophørte, vi pakkede hurtigt vores grej og gik i to minutter, før regnen begyndte igen. Men tingene skulle snart vende. Vi krydsede en elv og klatrede op mod et pas. Foran os lå en aflang, nedadgående skål fyldt med et snedække på nogle hundrede meter, som endte i en elv, der snoede sig frem igennem den grønne dal forneden og endte abrupt i skyerne i horisonten. Landet syntes at række sig ind i himlen, som var det verdens ende.

Nede i dalen bød lyden af klokker fra får, der hoppede forskrækkede rundt på bjergsiderne, os velkommen. Himlen blev lidt lysere og vi fik øje på bevoksning – træer! Vi havde ikke set træer eller buske i dagevis, og en barnlig glæde skyllede hen over os. Vi lo og følte på træerne. Hen på eftermiddagen rev solen sig fri af skyerne, og mindet om de tidligere dages strabadser forsvandt.

Morgenen efter skinnede solen fra en skyfri himmel, og vi var i ekstra højt humør med smørrede smil og grin, som varede ved hele dagen, indtil vi sent om aftenen nåede Haukeliseter og indgangen til Hardangervidda.

Det var turens bedste dag.

Der er uendeligt med plads på højfjeldet, og måske også uendeligt med steder at slå sit telt op, hvis man da kan finde et ordentligt sted uden sten og grundfjeld – ikke altid let på Ryfylkeheiane. Her ses vores lejr aftenen inden, vi så bevoksning igen.

Den olympiske elvspringer
Vi provianterede i lille Haukeli og begyndte at gå over Hardangervidda velsignet med den anden solskinsdag i streg. Dagen efter vendte det strenge vejr tilbage, ikke kun med regn, men også med vind så stærk, at vi nogle gange måtte bøje os forover og gå i en næsten 45 graders vinkel. Havde vi været småbørn, var vi uden tvivl blæst bort udover fjeldet.

Da vi nåede Litlos-hytten på Hardangervidda, meldte Jeppe ud, at han ville slutte turen ved Trolltunga og rejse hjem til sommeren i Danmark. Vi havde planlagt en længere tur, og jeg overvejede at fortsætte alene, men det var en kammerattur. Vi skulle afslutte den sammen.

Vi gik vestover og kom til en bred, voldsomt brusende elv. Vores favoritmetode til at krydse vand var at hoppe fra sten til sten Det sikrer tørre fødder, hvis man er adræt nok. Ved denne elv virkede det kun muligt halvdelen af vejen. Der, hvor elven var allermest voldsom, var der kun én linje med måske halvanden til to meter mellem stenene.

Vi gik i stilhed lidt frem og tilbage på bredden. Jeppes blik blev med ét intenst. Resolut begyndte han at hoppe fra sten til sten igennem elven. Jeg stod frosset tilbage på bredden og så på i skræk. Han nåede det sidste stykke, hvor vandet fossede vildt. Med balance som en bjergged og hop som en olympisk springer nærmest fløj Jeppe fra den ene sten til den anden og sikkert over elven.

Jeg husker det knap, men jeg ved, at jeg fulgte trop og kom helskindet over efter Jeppes eksempel.

Fjeldets livslektie
Næste dag nåede vi Trolltunga. I turens ånd tog vi ikke den nemme ”turiststi” ned til Odda, men gik den anden vej rundt, som var noget så udfordrende.

Den sidste nat overnattede vi i en lillebitte propfyldt hytte. Det var iskoldt på den sidste morgen – den 2. juli. Vi skulle over et højdedrag, og ved toppen begyndte det at sne – som ville Norge lige give os det sidste spark i røven.

Vi tog imod med velvilje.

Gik hurtigt de 800 stejle, zigzaggende højdemeter ned til Odda. Lårbasserne brændte. Sti blev til asfalt, og vi fik en herlig farvel-regn-hilsen fra oven.

Turen var slut.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg først var halvsur, lidt ked af det og noget skuffet over, at vi afsluttede turen ”så tidligt”. Men som jeg reflekterede, og vi snakkede om det, stod det klart, at det var endnu en livslektie i, hvordan glæden kommer til én, når man stopper med at forvente og forsøge at bestemme tingenes gang, og i stedet lader eksistensen udfolde sig naturligt uden forbehold.

Man får ikke altid det, man ønsker, men måske får man det, man har brug for.

Tak min ven, for at vi kan være hinandens læremestre på livets vej. Og tak for en fantastisk tur – vi vender snart tilbage til Norge!

Den velkendte Trolltunga var lige så stor en oplevelse som Preikestolen. På vej hjem med Oslo-færgen fejrede vi vores tur med den enorme buffet ombord, som vi fuldstændigt lagde ned – de skulle ikke tjene én øre på os! En ældre dansker kom bagefter hen til os og sagde: ”Jeg har aldrig nogensinde i mit liv set nogen spise så store mængder mad, som I lige har gjort!”

Preikestolen til Trolltunga

Hvor: Lysefjorden, Ryfylkeheiane og Hardangervidda.
Startsted: Preikestolen (Preikestolen Fjellstue)
Slutsted: Trolltunga (Odda)
Længde: 265 km
DNT-hytter passeret: 17
Gennemsnitlig tid: 10-14 dage. Vi brugte knap og nap to uger.

Hvem skriver?

Mit navn er Christoffer Lange. Jeg er 25 år, født og opvokset i Horsens, hvor jeg stadig befinder mig, når jeg ikke er hjemme i naturen. Min vandreerfaring inkluderer Colorado Trail, Kungsleden, Haute Route Pyrenean og Fagaras Traverse samt en sektion af GR7, halvdelen af både GR5 og Bohusleden og næsten hele GR20. I kan følge mig på min Facebookside ’The Grateful Hike’ eller på Instagram på ’Grateful Hike’. Har I spørgsmål eller andet, så skriv gerne.