Vulkanvandring i Indonesien

Et land af ild
To uger tidligere sidder jeg i et nattog på vej mod byen Yogyakarta. Indonesien har længe været på min liste over lande, jeg ville besøge, særligt efter at jeg blot få måneder tidligere mødte en mand fra New Zealand, som introducerede mig til Indonesiens lettere ukendte vandrepotentiale.

Størstedelen af Indonesiens øer er opstået på grund af vulkansk aktivitet, da landet ligger midt i Stillehavets ildring. De mange gunung, det betyder bjerg på indonesisk, strækker sig som et bælte gennem landet, og karakteristiske vulkanske kegler giver landet en imponerende skyline.

Yogyakarta er Indonesiens kulturelle hovedstad og hjemsted for fascinerende buddhistiske og hinduistiske templer, blandt andet verdens største buddhistiske monument, Borobodur. Disse templer er i sig selv spektakulære, men de er ikke grunden til, at jeg er taget til Yogyakarta.

Blot 40 kilometer fra byen hæver vulkanen Gunung Merapi sig nemlig 2930 meter over sletterne. Direkte oversat betyder Merapi Ildbjerg , og det er én af verdens mest aktive og farlige vulkaner. Gennem historien har den haft utallige, voldsomme udbrud.

Efter en lang, hundekold nat i nattoget lover jeg mig selv altid at huske min fleecetrøje fremover, når jeg tager toget i Indonesien. Togets aircondition har kørt på det højeste hele natten, og jeg sidder iskold i T-shirt og shorts endnu engang en erfaring rigere.

Toget ankommer tidligt om morgenen, og da dørene åbner, tager den tropiske hede kærkomment imod mig. Træt begiver jeg mig ud i byen, og der går ikke længe, inden jeg finder en guide, som vil bringe mig sikkert op til toppen af bjerget.

Gennem svovl og aske
Natten er kulsort, da vi, efter halvanden times nervepirrende og søvnløs buskørsel, ankommer til den lille bjerglandsby Selo.

Her fra begynder turen til toppen af Merapi. En håndfuld schweiziske vandrere har sluttet sig os, og da vi stiger af bussen, er vi ikke i tvivl om, at vi allerede er højt oppe. Vinden blæser kraftigt og koldt og minder mig alt for meget om den foregående nats togtur.

Knapt har jeg taget vandrestøvlerne på, før vi er på vej op. På trods af mørket kan jeg med min pandelampe fornemme omgivelserne. De første fire timer går vi på småstier gennem skov. Ofte er stien spærret af træstammer og buskads, men cirka klokken 04.30 kommer vi op over trælinjen. Her tager vinden til, og den kradse stank af svovl fylder mine næsebor. Flere steder omkring mig siver giftig røg ud fra sprækker i jorden, som nogle steder føles farligt varm.

”Hvornår var vulkanen sidst et udbrud?” spørger en af de schweiziske vandrere nervøst vores guide.
”Ikke noget problem, ikke noget problem. For lang tid siden,” griner guiden tilbage.
”For omkring 10 dage siden, måske mindre,” fortsætter han og klapper schweizeren på skulderen, før han fortsætter op.

Vi kigger nervøst på hinanden, trækker på skulderen og fortsætter op mod toppen. Her skifter den ellers solide jord til vulkansk aske, hvilket gør, at jeg gentagne gange må tømme mine vandrestøvler for aske og sand.

Toppen af Merapi er en verden af kontraster. Selve toppen ligner underverdenen fra den mest skræmmende mytologi – en kold, grå og uhyggelig verden, hvor mennesker ikke hører til. Få hundrede meter under mig er Merapis aktive, rygende krater, men udsigten herfra er paradisisk.

Jeg skuer ud mod horisonten og kan tælle syv, smukke, kegleformede vulkaner, som hæver sig over skylaget, men på trods af det smukke syn, bruger vi ikke lang tid på toppen. Vinden vender, så snart solen står op, og vi må ned før de giftige gasser begynder at lamme os.

Året uden sommer
Året 1816 er i Europa kendt som året uden sommer. Det sneede sommeren igennem, høsten fejlede overalt, og mange tusinde døde som følge af hungersnød. Året før, tusindevis af kilometer mod øst på den lille, Indonesiske ø Sumbawa var den enorme vulkan Tambora eksploderet i et udbrud af astronomiske dimensioner – det største, mest voldsomme vulkanudbrud i historisk tid.

Efter at været kommet ned fra vulkanen Merapi begynder jeg at planlægge min rejse øst over mod Tambora. Der er stadigvæk flere vulkaner, som jeg gerne vil bestige på vejen, men mit turistvisum tikker langsomt ud, og jeg må derfor prioritere og udvælge de mest karismatiske vulkaner.

Det bliver til en tredages vandring på den specielle, smukke dobbeltvulkan Arjuno-Welirang, et hurtigt smut over de meget populære turistvulkaner Bromo og Ijen og en tredages vandring til den måske smukkeste vulkan i Indonesien, Rinjani.

Efter Rinjani venter en lang og besværlig rejse mod øst. For at nå foden af Tambora må jeg først igennem 28 timers rejse med færge, bus og motorcykel. Bortset fra en gruppe hardcore surfere er øen Sumbawa en af de mindst besøgte øer i Indonesien, og bjerget Tambora modtager på grund af sin beliggenhed kun ganske få udenlandske vandrere.

Efter en lang rejse ankommer jeg træt til landsbyen Pancasila, hvor vandreturen mod toppen starter. Mit hoved er ørt, og mine trommehinder er vist blæst ind efter at have siddet foran en stor højtaler, som gennem de sidste seks timer på fuld knald har blæst muslimske bønner og technomusik ind i hovedet på mig – noget som indoneserne dog ikke lader til at blive forstyrret af.

I landsbyen bliver jeg indlogeret på et losmen, et billigt motel, og får kontakt til nationalparkens leder Pak Saiful. Han beder mig om at skrive mit navn ind i gæstebogen, og jeg bliver noget overrasket, da jeg bladrer gennem bogen og indser, at jeg her i september blot er den 21. udenlandske vandrer, som har besøgt bjerget i år.

Bjerget som sprængte toppen
Den efterfølgende morgen begynder min guide, Faisal, og jeg den tre dage lange tur mod bjergets top. Han taler ikke et eneste ord engelsk, men snakket får vi alligevel. Det er tankevækkende, hvor langt man kan komme med et smil på læben.

De første par timer går gennem tæt, fugtig regnskov, og da vi om aftenen ankommer til vores lejr, er vi begge gennemblødte af sved. Snart trækker skyerne sig sammen, og på trods af at vi er over 2000 meter oppe, kan vi intet se. Vi er i skyerne.

Efter få timers søvn starter vi klokken to om morgenen den fem timer lange opstigning mod toppen. Faisal får gennem mørket flere gange advaret mig mod nogle specielle planter, som er Indonesiens svar på brændenælder.

Klokken syv om morgenen, mens solen er ved at male himlen lyserød, når vi endelig toppen - eller den top, som ikke længere er der. Det voldsomme udbrud for 200 år siden blæste den 4300 meter høje top af bjerget og kortede det ned til blot 2722 meter.

I stedet for en kegleformet top skuer Faisal og jeg nu ud over det kæmpemæssige krater, som udbruddet efterlod sig. Syv kilometer i diameter og med en dybde på en kilometer. Stedet er så fascinerende, at Faisal og jeg bruger resten af formiddagen ved kraterkanten. Vi sætter os på jorden og nyder vores morgenmad bestående af ris, nudler og tofu. Foran os står solen langsomt op og oplyser den vulkan, som for ikke så lang tid siden endda ændrede verden.

Enhed i mangfoldigheden

Indonesien byder på nogle af de mest dramatiske vandreture i Sydøstasien. Her er ufattelig varieret natur, der byder på alt fra lange ekspeditioner til hovedjægernes jungle på Borneo, vandring mellem postkortskønne rismarker på Bali til bestigninger af ulmende vulkaner.

Bliver man alligevel træt af at vandre, ligger Indonesien desuden i Sydøstasiens koraltrekant, et geografisk område, som byder på noget af den bedste dykning i verden. Kulturelt er Indonesien med mere end 700 forskellige talte sprog og 300 forskellige etniske grupper et ekstremt varieret land at rejse i, og man kan her finde alt fra tusind år gamle buddhistiske og hinduistiske templer til moskeer, kirker og moderne millionbyer.

Det gør, at hver ø i Indonesien virker som sit eget land. En færgetur på blot to timer kan føles som en rejse til et helt andet kontinent. På trods af dette har Indoneserne en stor følelse af sammenhold, et sammenhold som har ført til det officielle motto, Bhinneka tunggal ika – enhed i mangfoldigheden.