Vulkanvandring i Indonesien

Et kraftigt vindstød blæser en stor, mørk sky af vulkansk aske og støv i hovedet på mig og får endnu en gang mine øjne til at løbe i vand. Jeg gnider mig i øjnene og kigger mod øst. Den mørke nat er snart slut, og horisonten begynder langsomt at gløde rødt. Langt over mig kan jeg se det hvide lys fra de andre gruppers pandelamper. Først nu bliver jeg klar over, at jeg stadig er mindst 400 meter fra toppen. 

”To skridt frem og et tilbage,” siger min guide, Azhar, med et træt smil og giver mig en håndfuld kiks til at styrke min udmattede krop.

Det vulkanske sand og de løse sten gør hvert skridt til en udfordring, og jeg bliver flere gange nødt til at kravle på alle fire. Efter en time begynder jeg at kunne høre stemmerne fra de andre grupper, og med stor kraftanstrengelse får jeg kæmpet mig op på toppen.

Den kraftige blæst og kulde gør, at de 15 andre, som har nået toppen, stimler sammen på den lille top for at holde varmen. Her fra toppen af Indonesiens næsthøjeste bjerg, Gunung Rinjani, 3726 meter over havets overflade, er udsigten så smuk, at jeg bliver dybt rørt.

Næsten to kilometer under mig ligger den seks kilometer bredde kratersø Segara Anak. Midt i den hæver den lille, rygende vulkan Barujari sig 300 meter over søens overflade, mens Balis højeste bjerg, Gunung Agung, anes langt borte i horisonten.

Solens stråler bryder op over horisonten, og Azhar breder sit medbragte bedetæppe ud på jorden, vender sig mod vest og begynder stille at recitere vers fra Koranen. Jeg sætter mig ned for at hvile mine ben og nyder solens første varme stråler.

At nå toppen af bjerget har været kulminationen på tre dages vandring gennem vulkansk sand, regnskov og savanne. Jeg tager en dyb indånding. Foran mig ligger det næste store bjerg og venter. Et bjerg, som ikke blot er svært at bestige, men som desuden ligger på en sjældent besøgt ø i det østlige Indonesien.

Få hundrede meter under mig er Merapis aktive, rygende krater, men udsigten herfra er paradisisk