Udstyrstest

Therm-a-Rest NeoAir Xtherm NXT

Fantastisk opdatering af let klassiker

Skrevet af: Rasmus Simonsen
Den 20. dec 2023
Læst af: 436
Karakter fra test

Jeg har tidligere på året testet Therm-a-rest NeoAir Xlite NXT – nu står den på den ekstra isolerede storebror NeoAir Xtherm NXT. Nogle egenskaber, f.eks. tykkelse og medfølgende udstyr, er de samme på de to Liggeunderlag, men det, der virkelig adskiller de to modeller, er de isolerende egenskaber, der er udviklet til ekstreme forhold.

Anmeldelsen

Jeg har haft NeoAir Xtherm NXT med i det arktiske klima, men var stadig ikke i nærheden af at udsætte underlaget for de temperaturer, det faktisk kan isolere ned til. Vi har nemlig at gøre med et vinterunderlag, selvom det hverken kan ses på pakkevolumen eller vægt. Therm-a-rest kombinerer en foliecoating med deres særlige opbygning af kamre, som uden brug af dun eller fiber sikrer en r-værdi på hele 7,3. Det betyder, at du uden problemer kan ligge isoleret og komfortabelt i selv det mest barske arktiske klima. Helt enkelt forklaret fungerer teknologien på den måde, at underlaget reflekterer jordkulde væk fra underlaget og samtidig reflekterer din kropsvarme tilbage til kroppen. Det betyder, at du uden at blinke kan bruge underlaget til alle typer af vinterture – vildt imponerende, når underlaget vejer under 550 gram i den brede udgave og under 500 gram, hvis du vælger den regulære.

Jeg vil faktisk påstå, at jeg ville kunne bruge Xtherm NXT til alle ture, på alle årstider og i alle klimaer.

Ekstremt let i forhold til egenskaber

Underlaget er hele 7,62 centimeter tykt – mere end en centimeter tykkere end den tidligere Xtherm-model. Det er meget behageligt at ligge på, og især når man ligger på siden, kommer tykkelsen til sin ret. Jeg har testet den mumieformede, regulære og ekstra brede version i målene 183 x 65 centimeter, der lige giver lidt ekstra komfort, samtidig med at vægten holdes nede. Ønsker du en lettere eller en rektangulær model, så findes Xtherm NXT altså i seks varianter, så du kan få liggeunderlaget i lige den form og længde, der passer dig.
Underlaget har vandrette kanaler. Det hjælper, hvis terrænet – som terræn nu engang ofte er – ikke er helt jævnt, og dit hoved dermed ligger lidt højere end kroppen. Du glider nemlig ikke så let ned i fodenden.

Underlagets pakkevolumen er meget kompakt, og det fylder kun cirka 13 x 28 centimeter i den mumieformede, brede version. Det er ikke meget plads i forhold til meget andet vintergrej – og meget kompakt sammenlignet med andre Liggeunderlag med isolerende egenskaber på markedet.
Med sine kun 550 gram (440 gram, hvis du ikke vælger den brede model) er der altså tale om et ekstremt let Liggeunderlag i forhold til dets komfort og isolerende egenskaber.

Da underlaget er så let, er det oplagt at bruge året rundt og til alle typer af ture. Jeg vil faktisk påstå, at jeg ville kunne bruge Xtherm NXT til alle ture, på alle årstider og i alle klimaer, da det er så alsidigt, hvad angår kombinationen af vægt og isolerende egenskaber. Det er fantastisk at kunne pakke et Liggeunderlag, som du ved, kan det hele. Samtidig behøver du ikkeinvestere i flere underlag, hvilket fuldt ud er med til at forsvare, at liggeunderlaget ligger i en høj prisklasse.

Ikke bare let – også stærkt og stille

Overfladen på underlaget er lavet i slidstærk 30D ripstopnylon, men noget helt særligt ved NeoAir Xtherm er, at bunden er hele 70D ripstopnylon. Det har en glat overflade, som giver højere styrke end et børstet materiale, men det kan også give et par rutsjeture om natten, hvis terrænet og en glat sovepose er imod dig. Det er dog ikke meget anderledes end ved andre Liggeunderlag, så det er ikke noget, der trækker ned. Et glat materiale kan virke mere koldt ved direkte hudkontakt sammenlignet med underlag med en børstet overflade, men det er ikke noget, som gør den store forskel på et vinterunderlag, hvor du typisk ikke har direkte hudkontakt med underlaget.

Når man benytter et glat nylonmateriale og har folie i liggeunderlaget, vil det kunne give nogle knitrende lyde. Med sit kraftigere materiale har Xtherm NXT ikke haft så mange problemer med knitrelyde som den tidligere model af Xlite. Der er en stor forbedring på larmen på det nye Xlite, og det er også blevet bedre på den nye Xtherm. Efter min mening er det ikke larmende eller generende på nogen måde. Glat nylon på et Liggeunderlag mod glat nylon på en sovepose vil have en smule lyd, men det er et kæmpe plus, at underlaget larmer så lidt, som det gør – især for den, du sover ved siden af.

Man kan måske godt være lidt bekymret for, hvordan foliecoatingens styrke, og dermed de isolerende egenskaber, er på længere sigt, men foreløbig er det ikke et problem.

Nemt at finjustere

For at minimere fugt og forlænge underlagets levetid kan man bruge en medfølgende pumpe og undgå at puste luft (og fugt) fra munden i underlaget. Pumpen medfølger i form af en ikke-vandtæt pakpose, som har en fin størrelse og sagtens kan bruges til at pakke sovegrejet eller lignende i. Ventilsystemet, Winglock Valve, fungerer upåklageligt, og man er ikke nervøs for, at limninger går op omkring ventilen, eller at man hiver det i stykker. Det er samtidig nemt at finjustere hårdheden uden at tage for meget luft ud, ligesom det er let at få luft ind og ud af underlaget.

Alt i alt er Xtherm NXT et gennemført produkt. Man mærker tydeligt den høje kvalitet, og at Therm-a-rest har dygtiggjort sig i Liggeunderlag i mere end 50 år.

Therm-a-rest

NeoAir Xtherm NXT
Pris: 2549,-

Bedømmelsen

Leder du efter det ultimative Liggeunderlag, som kan bruges til det hele og med de bedst muligt isolerende egenskaber i forhold til vægt, så er Therm-a-rest NeoAir Xtherm NXT efter min mening svaret. Derfor kan det heller ikke få andet end 10 ud af 10.

10/10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!
Høj komfort, god højde på underlaget, meget lav vægt i forhold til isoleringsevner, yderst kompakt, imponerende isoleringsevner (r-værdi = 7,3) ekstra styrke i bunden, ventilens enkelthed og styrke, medfølgende pumpe/pakpose
Overfladen kan være glat at ligge på med en glat sovepose

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på Therm-a-rest NeoAir Xtherm NXT
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på Therm-a-rest NeoAir Xtherm NXT ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.