Udstyrstest

Haglöfs Edge Evo Anorak

Skrevet af: Rasmus Simonsen
Den 22. jun 2022
Læst af: 7576
Karakter fra test

Stærk anorak

Edge Evo Anorak er en ny anorak fra Haglöfs, der bygger på et gammelt design fra 1997. Den er udviklet til at beskytte mod vind og vand med Haglöfs egen trelagsopbygning og membranen PROOF™ ECO, der har grønne tanker bag.

Edge Evo har en justerbar hætte med en enkel opbygning, der sørger for, at hætten følger hovedets bevægelser, når den er justeret til. Den asymmetriske lynlås ved kraven adskiller anorakken fra andre klassiske anorakker. At lynlåsen er placeret i siden, gør, at den ikke kommer i karambolage med halsen, hvilket fungerer rigtig godt, men gør det også sværere at lyne ned og åbne op, når man vi have udluftning.

I det hele taget er der ikke mulighed for udluftning i anorakken udover lynlåsen ved halsen. Der er en lynlås et godt stykke op ad den ene side på anorakken, som gør det nemmere at få anorakken af og på, men desværre er lynlåsen kun envejs. Den kan ikke bruges til udluftning.

Haglöfs Edge Evo Anorak
Anmeldelsen

Lang pasform og gennemført udseende
Anorakkens store frontlomme kan både lukkes med lynlås og trykknapper, og for enden af ærmerne er der en stærk velcroløsning, som virkelig holder og sikrer, at der er lukket tæt. Evo Edge Anorak har en længere pasform end klassiske jakker, så der er godt med plads til en fleece, dunjakke eller andet under den, og den giver samtidig beskyttelsen ned over bagen.

Anorakken er ideel til koldere ture, hvor man har brug for at justere lagene. Elastikken i bunden af den ene side af anorakken gør det muligt at spænde den lidt ind for neden, men jeg er ikke stor fan af justering i den ene side, da man opnår en skæv tilpasning, hvor den er spændt mere ind i den ene side end i den anden, men det er svært at løse, når lynlåsen sidder i siden. Udover justering i bunden er der også justering i taljen. Her er der justering fra begge sider, hvilket fungerer upåklageligt.

Anorakken har efter min mening et utrolig gennemført udseende, men desværre har jeg lidt en fornemmelse af, at udseende vægter højere end funktion. Jeg tror ikke, at der er mange, som vil mene, at en anorak er særlig praktisk i forhold til en jakke med fuld lynlås, men fordelene ved en anorak er, at der er fuld vindbeskyttelse på maven og dermed ingen kuldebro eller en lynlås til at genere.

Jakken er stærk nok til at bruges i bjergene, men desværre er funktioner og egenskaber lidt begrænset i forhold til, hvad der ellers er på markedet.

God, grøn profil
Ud over en fluorcarbonfri DWR-behandling, så er jakkens ydre materiale i en stærk ripstopnylon, som imponerende nok er 100 % genanvendt. Man mærker ikke, at der er tale om et genbrugsmateriale, og det er fantastisk, at man er så langt, at materialerne minder om et nyt materiale. Anorakken har derfor også en Bluesign®-certificering. Evo Edge har en PROOF™-membran, som fungerer godt med en god kombination af styrke, åndbarhed og vind- og vandtætte egenskaber.

Vandsøjletrykket ligger på >15.000 mm, ligesom åndbarheden er >15.000 g/m2/24h, hvilket er udmærkede tal over middel til det meste. Det er ikke det mest åndbare produkt på markedet, men anorakken kan sagtens følge med til vandring, hvor det ikke er for varmt. Det vil sige efterår, vinter og forår eller til brug i højderne, hvor luften ikke er varm om sommeren.

Andre tiltag, der er med til give en grønnere profil, er produktets lange levetid. Med forstærkning på skuldre er jakken udviklet til vandring med rygsæk, så levetiden øges. Forstærkningerne på skuldrene fungerer meget positivt, da det er et sted, man ofte slider imprægneringen af og dermed også slider produktet. Metoden har vist sig at fungere upåklageligt under mange ugers turbrug med rygsæk. Kontakten mellem rygsækkens polstring gør skuldrene til et varmt sted, og ekstra forstærkning giver også ekstra varme.

Evo Edge Anorak er et stærkt produkt, som jeg tvivler på skal udskiftes foreløbig. Det er positivt med en grønnere imprægnering, og det er ved at være standard i dag, men det har den ulempe, at produkterne skal imprægneres oftere, hvis man vil have det optimale ud af produktet.

Haglöfs

Edge Evo Anorak
Pris: 2.800,-

Bedømmelsen

Haglöfs Edge Evo Anorak er en gennemført anorak, når det kommer til materialer og udseende. Det er tydeligt, at der er arbejdet grundigt med den grønne profil, uden at man går på kompromis med styrke og detaljer. Men mangel på en klarere brugsflade og funktionalitet begrænser vores karaktergivning af den ellers unikke anorak.

7/10: Gennemarbejdet og lækkert
Styrke, forstærkning på skuldre, asymmetrisk lukning af krave, rummelig pasform, fluorcarbonfri imprægnering, 100 % genanvendt nylon, justering i livet
Jakkens åndbarhed kunne være bedre, ingen mulighed for udluftning

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på Haglöfs Edge Evo Anorak
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på Haglöfs Edge Evo Anorak ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.