Udstyrstest
Ultraletvægtsbølgen er over os, og med den kommer der en verden af udstyr. Det oprindeligt tyske brand, Robens, er måske ikke det første navn, der dukker op i denne verden – men med dette stykke grej leger de med i toppen.
Med blot nogle små pakkemål til forskel fra den 2013 ISPO-prisvindende gasbrænder FireMaple FMS-300T ligger Robens Fire Midge Ti. lunt i svinget om titlen som én af verdens mindste og letteste brændere: Sammen med den tilhørende titaniumgryde vejer udendørskøkkenet sølle 215 gram. Brænderen skrues direkte på gasdåsen, mens tre titaniumfødder klappes op til at støtte en gryde. Sammenklappet fylder brænderen kun 3,7 cm x 5,2 centimeter; udfoldet er diameteren mellem armene på 8,5 x 6,8 centimeter. Med grydens mål på blot 14,3 x 6.3 centimeter fylder sættet ikke meget i tasken, men desværre kan en 100-gram gasdåse ikke være i gryden.
Funktionaliteten er god. Håndtagene på gryden folder ud, og låget skal ikke blot placeres ovenpå, men lukker godt til langs kanterne. Låget har desuden en lille hank, der kan bruges til at løfte med, men da hele gryden bliver meget varm, skal man kun gøre det med varmebestandige materialer. Gryden står stabilt, selv når den er fyldt med 600 ml vand (den maksimale kapacitet er 800 ml). Fødderne vippes op løst og har et godt stop. Jeg vil dog umiddelbart anbefale at købe en støttefod til gasdåsen, da den ellers ikke står særlig stabilt – og man især på koldere morgenener mister en del effektivitet, når den står direkte på jorden.
Med sin nærmest kolibri-lille størrelse pakker brænderen stadig en kraft på 2.600 watt; det svarer til en standard kogeplade. Det er imponerende, og i vindstille vejr ligger kogetiden for en liter vand på mellem seks og otte minutter. Indstillingshåndtaget er nemt at anvende, og flammen har en god bredde. Brænder-hovedet er dog, som resten af brænderen, lille. Derfor får du en superkoncentreret og meget højlydt flamme, og selv med en gryde med en diameter på blot 14,6 centimeter, er brændpunktet koncentreret meget centralt. Det gør, at man enten skal arbejde hurtigt med sin røreske eller opgive at tilberede andet end vand i gryden. Opvarmning af mad kan godt lade sig gøre på lav varme, men her bliver flammen desværre ustabil i let vind. En skærm er essentiel for at kunne anvende brænderen udendørs, især hvis man ikke vil spilde al sin gas til at varme omgivelserne op.
Robens Fire Midge Ti. Kogesæt er teknisk et imponerende brændersæt til dig, der tæller hvert et gram i tasken. Der er tænkt gode løsninger ind, men der mangler lidt ekstraudstyr, før det helt fungerer som udekøkken. Hvis du alligevel bare varmer vand til kaffen, eller spiser Frysetørret mad på turen, så er det dog lige brænderen til dig.
1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!
Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS