Udstyrstest
Der er mange, der kender Thule, men nok ikke så meget for deres tekniske rygsække som Stir 35. Vi har besøgt Thules udviklings- og testcenter i Sverige og har efterfølgende testet rygsækken på tur.
Stir 35 fra svenske Thule har fokus på komfort og nytænkning. Rygsækken er designet med styrke i tankerne hele vejen rundt, så Thule har undladt store mesh-flader. De har til gengæld nytænkt sidelommer og frontlomme, så de er i samme materiale som resten af rygsækken.
Sidelommerne er stadig fleksible, men har kun et lille stykke elastik, som gør det muligt at udvide dem. Frontlommen er ikke fleksibel, men består af et ekstra stykke nylon, som giver en lang, smal lomme, som er let tilgængelig fra toppen.
Derudover har rygsækken en lynlåsindgang på siden af fronten for nem og hurtig adgang til hovedrummet. Rygsækken rummer 35 liter og består af den kraftige nylon 210D Robic™ på det meste af rygsækken og ellers nylonen 70D Cordura™ i snelukningen. Hele rygsækken, inklusiv regnslag, vejer et kilo og måler 61x29x28 centimeter.
Skiller sig ud
Stir 35 har sparet toplåget væk, men har udviklet en anden type lukning. Toppen af rygsækken er en direkte snelukning med stormflap over, som beskytter mod vand og lignende. Denne løsning gør det meget nemt at komme til sine ting, i det man kun skal løsne et spænde for at komme til rygsækkens indhold.
På tur er det dejligt ikke at skulle åbne en masse spænder for at komme til sit grej.
En anden ting, der skiller Stir fra andre rygsække, er det medfølgende trekvarte regnslag. Idéen med regnslaget er, at selve rygsækken er fuldstændig vandtæt i nederste fjerdedel af bunden, og at regnslaget ’kun’ kan trækkes over den sidste trekvarte del.
Nederste del bliver ofte udsat for vand og slid fra underlag, og det kan være et problem med almindelige regnslag, at de er så tynde, at de nemt kan gå i stykker. Med den vandtætte løsning inde i bunden af rygsækken har man den kraftige styrke fra det slidstærke nylon, hele rygsækken er lavet i, og du behøver ikke bekymre dig om, hvordan du bruger den.
Regnslaget kan trækkes over øverste del, når det er nødvendigt, og kan nemt påsættes med elastik. Regnslaget har også spænder, som kan fastmonteres på rygsækken, så vind eller andet ikke tager fat i regnslaget, eller at vand ryger ind af siden.
En anden fordel ved de trekvarte regnslag er, at det er nemt at få fat i ting fra sidelommer, selvom regnslaget er på. Vand samler sig ikke ved sidelommerne, der sidder ude for regnslaget, da et lille hul gør det muligt for vandet at rende ud. Den brugervenlighed er vanedannende – også selvom det er noget, man ikke vidste, at man manglede.
Personlig tilpasning
Stir 35 laves kun i en størrelse, men kan justeres til enhver ryglængde. Den justerbare torso sker via velcro-justering med et enkelt greb, enkelt og effektivt. De to aftagelige hoftebælter kan nemt tages af, hvis du bruger rygsækken til hverdagsbrug.
Stir 35 er opbygget med kraftige skulderremme og hoftebælte. Remmene og hoftebæltet er lavet ventileret ved at skære huller i skummet, hvor det ikke er nødvendigt. Ofte er remmene ikke så kraftige, når de har udskæringer i sig, men Stir 35´s remme har en kraftig nylonkant, der giver styrke og holdbarhed til hele remmen.
Rygsækken indeholder desuden strækbare lommer på hoftebæltet og den ene skulderstrop. Den har to stropper til kompression samt stropper til Vandrestave og montering af isøkser. Inde i rygsækken er en mesh-lomme til småting og en lomme med udgang til vandreservoir.
Enkelte detaljer kunne forbedres en smule. På hoftebæltet skal spændet trækkes væk fra kroppen for at spænde til. Det er noget mere bøvlet end spændet, der trækkes ind mod kroppen. En anden ting er rygsækkens størrelse, som lige præcis er en tand for stor til at bruges som håndbagage i flyet.
Vi snakker ganske få centimeter, men nogle flyselskaber vil afvise rygsækken, og det er ærgerligt for en Rygsæk, der ellers er perfekt at rejse med. Thule Stir findes i tre farver. Den fås i en 15, 20 og 35 liters model og både i en dame og herremodel.
Besøg på Thule Test Center
Thule er nye på markedet for tekniske rygsække. Deres fokus er rygsække, der kan tilpasses brugeren, og Stir er bare én model ud af mange nye rygsække fra Thule. På Thule Test Center™ bliver alle Thules produkter testet, før de kommer på markedet.
Centeret har flere forskellige afdelinger, hvor alt fra påvirkning fra arktisk kulde, ekstrem varme, nedbrydningstid, slidstyrke og meget mere bliver testet. Fælles for alle test er, at de er kontinuerlige. Og at produkterne bliver testet til det ekstreme.
Opdag Verden har besøgt centeret, hvor vi blandt andet så, hvordan Thule tester forskellige tekstiler for UV-påvirkning, og hvordan de holder på farven. Testresultaterne bliver brugt til at vælge de bedst mulige materialer inden produktion, men bruges også til at holde kontrol med, at de leverede tekstiler lever op til standarden hver gang.
En robot er programmeret efter kroppens bevægelser i forskelligt terræn. Den bliver blandt andet brugt med en gine monteret med sensorer. Med Rygsæk på bliver den så udsat for forskelligt terræn. Sensorerne viser, hvilke punkter på kroppen, der er udsat for tryk. Rygsækken kan så herefter tilpasses efter testene.
Foruden testene foretaget på centeret har Thule et hold atleter med forskellige specialer, Thule Test Crew, som har produkterne med ude i deres rette elementer. Test-holdet melder herefter tilbage med deres kommentarer og hjælper til med finpudse produkterne.
Thule har formået at trække på noget af det bedste fra andre tekniske rygsække og samle det i en rygsæk med eget innovative præg. Rygsækken indeholder alt det, man kunne ønske sig og lidt til. Stir 35 passer til de fleste typer at ture, hvad end du er til vandring på caminoen, weekendvandring herhjemme eller dagsture i alperne.
1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!
Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS
Bliv inspireret og hold dig opdateret. Du får spændende artikler, aktuelle nyheder og eksklusive tilbud direkte i din indbakke.
Få indsigt i kommende aktiviteter, ture og foredrag med Opdag Verden – og få mulighed for at være blandt de første til at tilmelde dig.