4 tips: Få det bedste ud af vandrestavene

ToreGroenneKingsCanyonDer er masser af fordele ved at bruge vandrestave. For at få det optimale ud af dem, er det dog vigtigt, at man bruger dem på den rigtige måde.

Der er alle mulige gode grunde til at bruge vandrestave på vandreturen. De aflaster f.eks. dine knæ, hjælper dig til at holde balancen, er gode når du skal krydse floder og kan bruges i såvel nødsituationer som til at slå lejr.

Vil du have det optimale ud af vandrestavene ude på stierne, skal de dog bruges korrekt.

Her er 4 tips:

  1. Sørg for, at de har de rette længde: Som tommelfingerregel skal dine vandrestave være så lange, at dine albuer bøjer sig 90 grader, når du står på flad sti. Gør vandrestavene kortere, når du vandrer op ad bakke: Har du mulighed for at justere længden på dine vandrestave, så kan du med fordel gøre dem kortere, hvis du skal gå længere strækninger op ad. Jo stejlere terrænet er, jo kortere gør du stavene, så dine arme stadig beholder en naturlig position. Skal du løfte armene for højt, kan det belaste dine skuldre.

  2. Gør vandrestavene længere på lange nedstigninger: Det er det samme princip, der gælder her, som når du vandrer lange stigninger. Vandrestavene skal gerne fungere som en forlængelse af din krop, så det er vigtigt, at du holder dem i en position, der er naturlig for kroppen. Ved at gøre vandrestavene længere, aflaster de mere og hjælper dig samtidig til bedre at holde balancen.

  3. Brug stroppen rigtigt: For at få det meste ud af sine vandrestave, skal stroppen sidde rigtigt. Gør den ikke det, kan det bl.a. betyde, du får ondt i håndleddet. Stroppen skal sidde stramt, men ikke strammere end at det er nemt at få hånden ud. Den korrekte måde at bruge stroppen er at lade hånden glide gennem løkken nede fra og lukke hånden om strop samt stav.

  4. Brug din naturlige rytme: Når du vandrer af sted uden vandrestave, svinger dine arme garanteret en smule frem og tilbage. Når du sætter venstre fod frem, følger højre hånd med. Sørg for at følge de samme bevægelser, når du bruger vandrestave; det handler her igen om at se vandrestavene som en naturlig forlængelse af kroppen.

Hvis du er i tvivl om, hvilken vandrestav du skal vælge, kan du læse meget mere om det i den her artikel.

Foto: Tore Grønne

LÆS OGSÅ 

Pak din rygsæk på den gode måde

Sådan går du støvlerne til

25 råd til en lettere rygsæk

Skrevet af: Tore Grønne, Skrevet Lørdag, 23 November 2019, opdateret 23 November 2019, læsninger: 2032

Log ind