Mallorca byder på dybe kløfter, smukke bjergtinder, klippefyldte kyster og frodige dale, og i løbet af blot en uge kan du opleve lidt af det hele. Rejser du om foråret og efteråret slipper du for de store horder af turister, og samtidig kan du nyde godt af lavsæsonspriser.
Mallorca byder på dybe kløfter, smukke bjergtinder, klippefyldte kyster og frodige dale, og i løbet af blot en uge kan du opleve lidt af det hele. Rejser du om foråret og efteråret slipper du for de store horder af turister, og samtidig kan du nyde godt af lavsæsonspriser.
Hotellet er halvtomt, og på den fine sandstrand udenfor leger kun et par enkelte børn. Vi er rejst til Mallorca i efterårsferien, og er tydeligvis ankommet udenfor den almindelige turistsæson. Men for os er det helt ok, at gennemsnitstemperaturen er faldet til 18 grader, og at vi af og til får en regnbyge.
Vi er ikke kommet for at ligge på stranden og slikke sol – vi skal derimod ud og opleve Mallorcas flotte natur til fods. I løbet af ugen viser årstiden sig at være perfekt til vandreture, og samtidig glæder vi os over, at der er god plads overalt - også på stierne.
Vi har på forhånd booket et billigt hotelværelse i den lille kystby, Port de Soller, tæt på Mallorcas bjergområde, Tramuntana, hvor de flotteste vandreruter også findes. Vel fremme anskaffer vi os et par gode vandrekort over området, og i løbet af de første par dage begiver os ud på nogle flotte dagsture i det afvekslende landskab.
Ofte starter vi ved kysten, bevæger os op gennem olivenlunde og appelsinplantager og ender oppe i bjergene med fantastiske udsigter over øen og det omsluttende Middelhav.
Flere af vandreruterne går igennem små hyggelige bjerglandsbyer med sandfarvede huse og gader så smalle, at biler ikke kan køre igennem. Vi imponeres over byen Deià, som nærmest er hugget ind i en bjergside med havet som sin eneste nabo langt, langt nede.
De mange restauranter og cafeer fortæller os, at her kommer mange turister om sommeren, men på denne årstid kan vi vandre forholdsvis ugeneret rundt i byens stejle gader.
Læs denne artikel
OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.
Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.
Allerede eller tidligere medlem?
Mallorcas dybeste kløft
Midt på ugen beslutter vi, at det er tid til at prøve kræfter med Mallorcas dybeste kløft, Torrent de Pareis. Vi læser os frem til, at man får den bedste oplevelse ved at starte fra oven ved byen Escorca og så vandre de seks kilometer ned igennem kløften. Det lyder ikke som verdens hårdeste tur, men vi starter alligevel ud om morgenen, så vi har god tid til at nyde turen.
Da vi stiger ud af den offentlige bus ved den parkeringsplads, hvor ruten starter, bliver vi til vores store overraskelse antastet af en dame fra Mallorcas turistorganisation. Hun beder om vores navne og telefonnumre og noterer vores starttidspunkt på sin blok.
Derefter viser hun os nogle billeder fra ruten og forklarer, at visse steder kan ruten være vanskelig at følge. Alvoren i hendes ord er ikke til at tage fejl af, og vi bliver en smule nervøse over den tur, som vi skal ud på. Men venlige dame ønsker os god tur, og minder os om, at vi skal huske at ”tjekke ud”, når vi kommer frem i den anden ende af kløften; ”Bare så vi ved, at I ikke sidder fast et sted derinde.” Hvor beroligende!
Vi begiver os ud på turen, og det går nemt de første kilometer ned mod bunden af kløften. Da vi først er kommet ned på flodbunden, hvor der heldigvis ikke er vand på denne tid af året, bliver turen straks mere krævende.
Terrænet består af enorme stenblokke, der er slidt i flotte formationer af vandet, og ofte er det kun muligt at komme frem ved at kravle over dem. Adskillige steder må vi bruge både arme og ben for at komme sikkert frem, og det går langsomt, men sliddet er det hele værd: Aldrig før har vi gået i et månelandskab som dette, og vi forundres til stadighed over de enorme stenformationer og grotter, der dukker viser sig for os.
”Vi diskuterer, om det er forsvarligt at fortsætte uden klatreudstyr eller i det mindste bare et reb.”
Mens vi sidder og nyder vores medbragte frokost, som består af brød, pølse og ost, begynder det pludseligt at dryppe, og efter kort tid står regnen ned. Det er selvfølgelig lidt irriterende, men vi finder snart ud af, at regnen skaber et langt større problemer end en våd frokost.
Da vi skal videre fra pausen, er underlaget blevet voldsomt glat, og vi bevæger os meget langsomt og usikkert frem. Vi diskuterer, om det er forsvarligt at fortsætte uden klatreudstyr eller i det mindste bare et reb.
Svaret er givet på forhånd, men alternativet er ikke bedre, da det bestemt ikke bliver lettere at komme op af kløften igen. Snarere tværtimod. Så vi bliver enige om, at vi er nødt til at fortsætte turen på de glatte sten.
De næste par timer kravler vi det meste af tiden og kommer ekstremt langsomt fremad. Vi glemmer næsten at nyde det imponerende landskab af ren og skær anstrengelse og koncentration.
Da bygen er ovre, kommer solen heldigvis frem, og underlaget begynder at tørre. Vi ånder lettet op og kan slappe lidt mere af igen. Det varer dog ikke længe, inden en ny udfordring viser sig i form af en brat stenvæg på et par meter, som vi skal ned ad for at komme videre. Vi undersøger, om der en vej udenom. Det er det ikke.
Vi har for længst besluttet, at vi er kommet så langt, at det er uoverskueligt at vende om. Der er altså kun en vej, og det er fremad eller det vil sige nedad i dette tilfælde. Min kæreste roder lidt rundt i vores taske, for at se om vi har noget med, der kan hjælpe os videre.
Han fisker et ekstra snørebånd op og binder det resolut fast til et lille øje, der er boltet fast øverst på stenvæggen. Med lidt hjælp fra snørebåndet og en god portion held lykkes det os at komme ned i hel tilstand. Et reb havde klart været at foretrække - dét vil vi huske til en anden gang.
Efterhånden åbner kløften sig mere og mere op, og underlaget begynder at blive bedre, så det bliver meget nemmere for os at komme frem. Vi passerer flere små vandbassiner, og de fleste af dem kan vi gå udenom.
Andre steder må vi have støvlerne af for at krydse, og det kolde vand føles dejligt forfriskende på vores efterhånden slidte fødder. Og så pludselig kan vi se havet og badende turister.
Efter mange timers vandring på naturens præmisser er det en mærkelig fornemmelse at være tilbage i civilisationen. Vi melder vores ankomst i et lille skur ved kysten og finder et lift hjem. En stor vandreoplevelse rigere og meget trætte i kroppene.
En dag med Ærkehertugen
Den næste dag er vi temmelig mørbankede, men beslutter os alligevel for at prøve kræfter med Mallorcas måske smukkeste vandretur – El Archiduque, Ærkehertugen. Ruten følger en bjergkam, hvorfra der er en fantastisk 360 graders panoramaudsigt ud over hele øen.
Vi tager bussen til den charmerende bjerglandsby, Valldemossa, hvor stien starter og slutter. Herfra går vi gennem den grønne nåle- og egetræsskov og begiver os op mod bjergkammen. Vi skal cirka 500 højdemeter op for at nå toppen, men stien er heldigvis fin jævn, så vi kommer hurtigt frem trods de lidt tunge ben.
Da vi kommer fri af trægrænsen åbenbares en fantastisk udsigt over Middelhavet. Vi nyder den medbragte mad i solskin med udsigt ud over kysten og til det dybblåt hav, der strækker sig så langt øjet rækker.
Efter frokosten fortsætter vi af Camino del Archiduque langs den imponerende bjergkam; på den ene side af stien går det stejlt ned mod havet, mens der på den anden side er der udsigt ind over øen. Vi sender en venlig tanke til Ærkehertug Ludwig Salvator, der i slutningen af 1800-tallet anlagde den fine sti, hvor vi nu befinder os.
Ærkehertugen var en stor fan af Mallorcas fantastiske natur, og anlagde stien for at kunne vise øen frem til sine gæster fra hesteryg. Den dag i dag er det derfor muligt at nyde denne skønne udsigt uden de store anstrengelser.
Tilbage i Valldemossa nyder vi et glas friskpresset appelsinjuice på en lokal cafe og finder derefter en bus hjem til Port de Soller. Inden aftensmaden har vi planer om endnu en lille udflugt, og eftermiddagssolen skinner fra en skyfri himmel.
Turen går ud til fyrtårnet ved den sydlige indsejling til Port de Soller. Fyrtårnet ligger højt placeret med en fin udsigt over havnen og byen, men vi er gået den korte tur herop (hvor vejen ender), fordi der også er frit udsyn mod vest. Vi vil opleve solnedgangen over Middelhavet, og det bliver en smuk afslutning på en tur, hvor vi har fået fantastisk og udfordrende vandring for alle pengene. Så gør det ikke så meget, at vi må vandre tilbage til hotellet i bælgmørke.
Tager man til Mallorca i marts eller april, får man, foruden fantastisk vandrevejr, lejlighed til at smage lokale appelsiner og citroner. I dalen omkring Port de Soller vokser masser af citron- og appelsintræer på flotte terrasseanlæg. Udenfor appelsinsæsonen kan man nyde frugterne i form af juice eller is, som kan købes på mange cafeer i området omkring Port de Soller.
To returbilletter med Ryan Air: 4000 kr.
En uges overnatning på hotel med morgenmad: 2000 kr.
Restaurantbesøg og indkøb af frokost: 1700 kr.
Offentlig transport på Mallorca: 300 kr.
Samlede udgifter: 8000 kr.
I alt per person: 4000 kr.
HVORDAN KOMMER JEG FREM?
Ryan Air tilbyder direkte lavprisbilletter fra Billund og Lübeck til Palma de Mallorca. Fra Kastrup flyver flere selskaber med en mellemlanding til under 2000 kroner tur-retur. I Palma kan man enten leje en bil eller tage den offentlige bus videre nordpå. Der går også et veterantog fra Palma til Soller, som man kan tage, hvis man vil have en oplevelse ud af turen. Det går langsomt, men der er flot udsigt over bjergene, når toget nærmer sig Soller.
HVOR OVERNATTER JEG?
Mallorcas bjerge ligger på den nordvestlige del af øen, og det er derfor mest oplagt at bo dér. Kystbyen Port de Soller er et ideelt udgangspunkt for dagsture, og samtidig er der mulighed for en dukkert ved byens strand. Hotelværelser og pensionater kan bookes online på www.hotels.com eller www.gabinohome.com. Udenfor de varme sommermåneder har mange af hotellerne værelser på tilbud, så det er bare om at kigge lidt rundt.
HVORNÅR SKAL JEG TAGE AF STED?
Det bedste tidspunkt for vandring er forår (marts, april og maj) eller efterår (september og oktober), hvor temperaturen er behagelig til vandring. I foråret får man den ekstra bonus, at Mallorcas appelsiner er modne. Sommermånederne er generelt for varme til vandring.
HVEM KAN KLARE TUREN?
Der findes vandreture i alle sværhedsgrader. Bjergtoppene ligger i 800 til 1500 meters højde, og kan klares af de fleste med en almindelig grundform. Den beskrevne tur ned gennem Torrent de Pareis kræver dog en god fysisk form og vandreerfaring. For erfarne klatrere, er det muligt at komme på tur gennem kløften Sa Fosca, hvor man både skal klatre og svømme for at komme frem.
HVOR BLIVER JEG KLOGERE?
Lonely Planets ”Walking in Spain” har et godt afsnit om dagsture på Mallorca. Her er en grundig beskrivelse af seks dagsture med små kortudsnit og angivelse af varighed og sværhedsgrad. Cicerones ”Trekking Through Mallorca” har detaljerede rutebeskrivelser og kort.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS