11 dage gennem Pyrenæerne

Godt vejledt af belgiske Tom Martens udførlige guide til vandring ad Pyrenæernes højeste vandreruter vil vi bestige de to toppe om morgenen efter at have ligget i telt under dem. Derfor er der i princippet heller ikke noget i vejen for, at vi følger franskmandens råd om, at det er for sent at gå på gletsjeren og udskyder vores toptur til morgenen efter – hvis ikke det er for netop én ting: Hvem vil ikke hellere på toptur end at bruge en solbeskinnet dag i bjergene på et liggeunderlag klos op ad en turisthytte?

Området omkring Candanchú er frodigt, og kvæg er der masser af. Husk vandrensningsudstyr. 

På toppen på trods
Efter at have slået teltet op på en af de stenede teltpladser foran Bayssellance-hytten, fyldt det med vores sovegrej og kastet en chokoladebar i maven, bliver det Tom Martens vejledning, der leder os til en beslutning: Ønsker man at bestige Vignemale, mens morgenmørket stadigvæk præger bjerget, er det en god idé at bruge en eftermiddag på at undersøge den præcise rute fra Bayssellance-hytten til foden af gletsjeren.

Som sagt så gjort: Med et par liter vand, nogle snacks og lidt ekstra tøj i tasken får vi i løbet af få minutter bevæget os de par hundrede meter fra teltet til foden af gletsjeren.

Som en grå-sort slange bugter sig et tydeligt spor over isen, og efter et hurtigt blik på vores kort, guide-bog – og selvfølgelig i øjnene på hinanden – er der ikke længere nogen tvivl: Vi skal på toppen. I dag. Eller i hvert fald skal vi give det et ærligt forsøg. Det eneste, vi mangler, er det is-udstyr, som franskmanden fra Bayssellance ikke ville udleje til os.

Havde det ikke været for en samtale med andre vandrere, der bekræfter, at man sagtens kan gå på toppen uden isøkse og pigsko, havde manglen på udstyr måske skubbet udfaldet af vores overvejelser i en anden retning.

Men opad går det: 900 højdemeter og to timer efter afgang kan vi fra knap 3300 meters højde se hundreder af kilometer i alle retninger – helt for os selv. Meget tid lader vi dog ikke gå til spilde på toppen: Fra nord er skyer begyndt at glide ind i dalene under os, og foran os venter en nedgang over gletsjeris og sommersne, der er smeltet og blødgjort i eftermiddagsvarmen, før vi kan tænde op for kogegrejet og indtage en velfortjent aftensmad i teltet.

Det er de færreste steder, som er sikret med stålwires i Pyrenæerne – her ved Passage d’Orteig nær Refuge d’Arrémoulit.

Tordenstorme nydes bedst i telt
Næste morgen skal det vise sig, hvor privilegeret ensomhed er på Vignemale-toppen og Refuge de Bayssellance. Mens vi afslappet går mod bløde dalstrøg og byen Gavarnie, bevæger horder af dagsturister sig med ild i øjnene op ad hårnålesvingene før gletsjerens start. Det er tydeligt, at de har samme plan, som Johanne og jeg startede ud med at have: At være tidligt på toppen.

Selvom vi hilser venligt på de mange mennesker på vej ned, har vi inderst inde lyst til at vejlede dem til at vente med deres toptur til eftermiddagens timer, der byder på færre mennesker på toppen og mere ro på gletsjeren.

I dag viser det sig dog, at det er de tidlige morgenvandrere, der har trukket det længste strå: Efterhånden som eftermiddagstimerne skrider frem, glider en af de kendte pyrenæiske tordenstorme ind over bjergmassivet, der omringer Vignemale og Ossou-gletsjeren. Vi priser os lykkelige for, at vi ikke befinder os på en bjergtop, men bag en teltdug, rene efter at have badet i kildevand og mætte efter et varmt måltid.

Sommersne er der nok af. Enkelte steder havde en isøkse været en god ting at medbringe.

Et lærerigt styrt
Før vi kan nyde en pausedag i Benasque venter en tur gennem rutens højeste pas: Det enorme Col de Inferieur de Literole i over 2900 meters højde. Efter en række overskuelige hårnålesving, mærker jeg pulsen stige, i det passets østside åbenbarer sig: Modsat den klokkeklare sti over Ossou-gletsjeren, som tusindvis af vandrere havde trådt for os, er vejen ned fra Col de Literole decideret uoverskuelig: Hundredvis af meters nedgang og travers over ekstremt stejle snefaner.

Min stigning i puls er velbegrundet. Efter 10 minutter med museskridt ned over den smeltende sne forsvinder mine ben under mig, og de 15 kilo i rygsækken forvandles til et potentielt dødeligt anker, der trækker mig ad sneen. Hvad der føles som uendelig lang tid efter mit fald, er det et klippefremspring 20 meter nede af snefanen, der bliver min redning.

Her skifter Johanne og jeg til regnbukser – hvis vi ikke kan holde balancen, kan vi lige så godt sætte os ned på sneen og kælke ned i vandtæt tøj. Inderst inde ved jeg dog godt, at vi burde have haft både isøkse og pigsko til lige præcis denne del af turen.

Et halvt døgn efter mit fald nedenfor Col de Literole finder jeg i en iskold smeltevandsflod, lige præcis hvad jeg manglede på sneen: Glitrende i det brusende vand ligger en isøkse og én enkelt pigsko. Personen, der ejer det, finder jeg aldrig, men beskeden – fra Gud, skæbnen eller blot et mærkeligt tilfælde – er klokkeklar: Er udstyret ikke 100% i orden, kræver det usandsynligt held eller hjælp fra behændige klippefremspring at overleve uheld langs Pyrenæernes højeste vandreruter.

Vandet i smeltevandssøerne er præcist lige så koldt, som det ser ud til at være.

Refugier & mad i Pyrenæerne

Egentlig behøver vi ikke tænke på hverken kogegrej, telt eller hvor meget mad vi bør have med i tasken, for Pyrenæerne er spækket med såkaldte refugier, der i stil, stemning og service er enormt forskelligartede. Visse steder er serveringerne simple, og det samme er servicen – andre steder kan man få alt fra et varmt bad til hjemmelavede myslibarer med lokal honning og andre store kulinariske oplevelser.

De fleste steder er det – såfremt man kommer i juli og august – en rigtig god idé at booke plads, før man kommer. Det gør man nemmest per telefon, for hvert enkelt refugie, og priserne, varierer desværre ikke lige så meget som mad- og serviceoplevelsen: Ønsker man at slippe for selv at slæbe telt og mad med på bjerget, koster det som regel mellem 50 og 60 euro for halvpension og en seng på en sovesal.

På Refuge de Bayssellance, der ligger som det oplagte udgangspunkt for en bestigning af Vignemale, skulle maden efter sigende være glimrende. Om det er maden eller placeringen, der gør refugiet så velbesøgt, ved jeg ikke – under alle omstændigheder er det særligt vigtigt at reservere sovepladser netop her, da refugiet er propfyldt næsten uafbrudt i højsæsonen.

Masser af vandremuligheder

Selvom Johanne og jeg bestiger Vignemale som led i en månedlang vandretur i Pyrenæerne, er der adskillige ind- og udgangsmuligheder for kortere ture, der strækker sig igennem de mest spektakulære områder i bjergkæden.

Starter man eksempelvis i den spanske ski-by Candanchu og begiver sig mod øst, har man inden for 12 dage mulighed for at bestige både Vignemale og Aneto-toppene samt at opleve de højeste pasovergange i Pyrenæerne. Området, der går igennem først den franske Parc National des Pyrénées og siden den spanske Posets-Maladeta Natural Park, byder både på unikke teltmuligheder samt masser af refugier og enkelte mindre byer.

Særligt kan én enkelt nat i Benasque anbefales ved turens slutning – det lille familiedrevne Hotel Solana i byens centrum er det perfekte udgangspunkt for en fejring af en veloverstået tur gennem barskt terræn.