3500 km på Appalachian Trail

Søren Christensson har som den første dansker gennemført den 3500 kilometer lange vandrerute The Appalachian Trail i USA. Vi har mødt Søren til en snak om det at være på langdistancevandretur og hans oplevelser på Appalachian Trail.

Hvad fik dig til at beslutte dig for at vandre Appalachian Trail?
“Jeg fik idéen til at vandre Appalachian Trail, da jeg mødte en amerikaner i New Zealand, som fortalte om turen. Jeg syntes, det lød helt vildt fascinerende, at man kunne vandre så længe, og lige så snart han begyndte at fortælle om turen, besluttede jeg, at det måtte jeg bare gøre. Det lød lige som noget for mig at være ude i naturen 24 timer i døgnet i så lang tid.”

Hvad var det bedste ved turen?
”Det bedste var at være i naturen uafbrudt i så lang tid. Det sociale liv på turen var også noget helt specielt. Der opstår venskaber, og man møder ’trail angels’ og ’trail magic’. Trail angels er folk, som af ren og skær venlighed og hjælpsomhed hjælper vandrerne, for eksempel med transport fra vandrestien og ud til nærmeste by, hvor man kan proviantere.

På min tur mødte jeg en mand, som holdt og ventede i sin bil ved et sted, hvor stien krydsede en vej. Han spurgte, om jeg havde brug for at købe ind, hvorefter han kørte mig til nærmeste by, så jeg kunne købe proviant. Han ventede i bilen, mens jeg var på biblioteket og læse mine mails, og til sidst inviterede han på frokost, hvorefter han kørte mig tilbage til vandrestien og ventede på at hjælpe den næste vandrer. En anden mand var kørt ud til stien med forskellige typer brændstof til vandrernes feltkøkkener.

Trail magic er ting, som bliver lagt ud til vandrerne langs stien. Typisk er det en stor køleboks, som for eksempel kan være fyldt med sodavand, slik eller sandwicher. En anden gang krydsede stien et vandløb, hvor der var sat et fiskenet op, og i fiskenettet var der fyldt med kolde sodavand til vandrerne.

’Hiker Feast’ er et andet begreb på Appalachian Trail. Det er folk, som kører ud, hvor stien krydser en vej, starter grillen og griller bøffer til de vandrere, der kommer forbi. Ofte har de endda køletasken fyldt med kolde øl, og så er der fest for vandrerne.

Et sted, hvor en vej krydser stien, stod et skilt med ’Fest for alle vandrere’ og så en pil. Jeg fulgte pilen, og kom til en kæmpe fest med 25 vandrere. Det var en fyr, som havde vandret Appalachian Trail året før og besluttet sig for at holde en fest for alle vandrerne. Vandrerne kender hinanden, og der går hele tiden historier om de andre vandrere, der er på vej.

På Appalachian Trail er der 250 sheltre, og mange vandrere vælger at overnatte ved sheltrene, så man lærer hinanden godt at kende. Venskaber opstår. Som en del af det sociale liv får man tildelt et ’trail name’ af de andre vandrere. Mit var Hiking Viking.”

”Man begynder at huske ting, som er lagret dybt i hukommelsen.”