400 kilometers ypperligt Himalaya-trek i Bhutan

Op i højderne
Som dagene går, bliver terrænet vanskeligere, og i løbet af de første tre dage stiger vi over halvanden kilometer og kommer op over de 4000 meter. Her skal vi befinde os i de næste tre uger.

Stierne i Bhutan er enormt stenede, så det føles nærmest som at gå på trapper hele tiden. Ind i mellem dykker vi ned gennem en skovstrækning, hvor underlaget er så mudret, at vi synker i til anklerne. Heste og yakokser gør deres til at holde mudderet ved lige, som de tramper derudad.

Undervejs besøger vi en familie, hvor manden på 77 år er øverste præst for tre til fire landsbyer. Han bor sammen med sin søn, sønnens kone og deres fire børn. Alle bor de i et enkelt værelse, der er fyldt med alt fra køkkengrej, tørrede oste og tæpper til et lille husalter og tibetanske skrifter.

En nabo er i gang med at flette fem hvide og fem sorte bånd sammen. Resultatet bliver en halv meter lang fletning, der skal bruges som pynt på en yakokse. Det vil tage ham tre dage at få den færdig. De har god tid på egnen.

Alle i huset er smilende og imødekommende, og sønnen i huset gør plads til os og serverer yakost og smørte. Vi kigger os nysgerrigt kigger omkring. Det er et fantastisk rum at være i. Det kræver dog en vis overvindelse at drikke teen, da den er tilsat harsk yakoksesmør, salt og nogle gange endda en æggeblomme.

En time efter når vi frem til vores telt, der ligger med udsigt til ruinerne af et 350 år gammelt fort. Bag det rager bjerget Jhomolhari på 7315 meter godt op mod himlen

Snart styrter regnen ned over os, men det er der ifølge vores guide, Karma, ikke noget mærkværdigt i. På toppen af det solbeskinnede pas råbte han nemlig højt op, og det har vækket detien. Regnen er dens straf.

Detien vækkes
Dagene i bjergene ligner hinanden, og vi kommer hurtigt ind i en fast rytme. Vi bliver vækket med et krus te klokken seks om morgenen, lidt efter bliver to fade med varmt vand sat uden for teltet, så vi kan blive vasket lidt og få børstet tænder, og så pakker vi vores rygsække, soveposer og liggeunderlag sammen.

Klokken halv syv er der morgenmad, som regel havregrød med cashewnødder, omelet, ristet brød samt te, og en halv time senere er vi klar til at vandre videre ud i bjergene.

I dag skal vi over det første høje pas, Nyile La, der ligger i 4890 meters højde. Vi vandrer op ad i tre timer og nyder den storslåede udsigt til et par 7000-meter toppe, der ligger badet i strålende sol.

Det varer dog ikke ved. Snart styrter regnen ned over os, men det er der ifølge vores guide, Karma, ikke noget mærkværdigt i. På toppen af det solbeskinnede pas råbte han nemlig højt op, og der har vækket detien.

Det er en gud/ånd, der kan optræde i forskellige former hos såvel hinduer som buddhister, og kan være både skræmmende og beskyttende. Man skal normalt holde sig gode venner med detien.

Regnen er dens straf for at have forstyrret den i passet. Vi søger ly hos en nomadekvinde, der er i færd med at lave ost af dagens yakmælk i en stor gryde over åben ild og i tæt røg.

Tre enorme pas, tre dage
De følgende tre dage trækker søm ud, da vi går over tre pas i mere end 5000 meters højde. Vi passerer gennem små landsbyer, besøger klostre, ser blå får, murmeldyr og som noget helt usædvanligt en ung, sort Himalaya-bjørn, der kun er omtrent 200 meter fra os, da den vender om og løber væk.

De fleste dage overhaler vores yakokser os, og hvis det er på vej nedad, er det bare om at komme til side, da de frygtløst kaster sig ned ad skråningerne. Er jorden våd, bliver den forvandlet til et ælte af mudder og sten, men det er fantastisk at opleve de store, farverige dyr så tæt på – de bliver en del af vores gruppe.

Vi nærmer os landsbyen Laya og møder undervejs små grupper af børn og voksne. En del af dem lever her oppe som nomader om sommeren. Laya er en smuk, lille by på en ret stejl bjergside. Indbyggerne er alle klædt i nationaldragter, og kvinderne bærer de karakteristiske laya-hatte dagen lang, også under hårdt høstarbejde.

Hatten er flettet af kraftigt græs og bark med en spids top med et udskåret hjul. Fra hatten går et bredt bånd af 20-30 tynde perlekæder i gule, hvide, røde og turkis farver bag om nakken.

På markerne bliver der høstet med sejl, pløjet med to yakokser foran en træplov, og byg bliver tærsket med lange plejlstænger. Kornet bliver siet fra avnerne ved at ryste en stor sigte på skrå. Vi får turens eneste bad, 12 dage efter vi satte af sted.

Hestene stikker af
I Laya skifter vi yakokserne, der trænger til en pause, ud med 11 heste og vandrer videre op over to pas i 5000 meters højde. Formen er nu blevet bedre, og vi klarer stigningerne ret hurtigt, mens vi nyder synet af smukke, grønne gletsjersøer.

Det bliver koldere, og op af dagen begynder det at sne, og i løbet af natten stikker hestene af. Det viser sig, at de er løbet ti kilometer tilbage ned i dalen, hvor sneen ikke dækker græsset.

Det tager et par timer for hestepasserne at finde dem og få dem bragt tilbage. Imens tripper vi rundt, fryser og spejder efter dem i kikkerten. Omsider kan vi se dem og begiver os snart gennem sneen op over passet, der igen ligger på den høje side af de 5000 meter.

Straks derefter har vi 1000 meter ned på stenede, mudrede, stejle stier. Det tager ni timer at nå frem til lejren, så vi er godt trætte, da vi endelig når frem, men varm te og god mad er livgivende.

Kvinder tager over for okser
Vi begynder at tælle ned. Syv dage er der tilbage nu. Vi er nået til Chozo i Lunana, et spændende sted med en stor, gammel dzong, en religiøs og administrativ bygning, og smukke, snehvide bjerge så langt øjet rækker mod nord.

Vi bliver en dag ekstra, da vi ikke kan få yakokser til turen videre på grund af en religiøs fest. Næste dag er problemet, at yakokserne ikke kan komme ned til os, så vi må flytte lejren otte kilometer op langs floden.

Vi benytte bærere, da der ikke er nogen heste i Lunana. Til gengæld er kvinderne meget stærke, for fire til fem kvinder, en mand og en stor dreng klarer det hele. Det vil altså sige, at de bærer mellem 50-75 kilo hver.

Klokken syv næste morgen er der stadig ingen yakokser i sigte. Vi begiver os op over og kan snart se 30 yakokser på vej med vores hjælpere. De ni okser er til vores oppakning, resten til at hente vinterforråd nede i lavlandet.

Igen et flot skue, som de kommer travende gennem bjergene. Det bliver en hård dag med ni timers vandring i yakoksernes fodspor og en sammenlagt stigning på en lodret kilometer op til 5150 meter. Der er iskoldt på toppen, men et fantastisk bjergpanorama åbenbarer sig for os i det klare solskin.

Da klokken bliver 18.45 er solen for længst dykket ned bag bjergene, og der er nu -10 grader inde i spiseteltet. Uden for er stjernehimlen eventyrlig smuk, og heldigvis får vi varmedunke med i soveposerne. Med den kulde giver det god mening, at det her trek bliver kaldet for Snowman Trek.

-15 grader i teltet
Næste morgenen er temperaturen faldet til -15 grader inde i teltet, og rimfrosten drysser ned på vores bare overkroppe under påklædningen. Vi lægger hårdt ud, dels for at få varmen og dels fordi, vi i løbet af tre dage skal indhente den dag, vi måtte vente i Chozo.

Tre toppe skal vi op over, før det højeste pas på turen, 5326 meter høje Rinchen Zoe La, er nået. Da vi endelig når der op, bliver vi budt velkommen af en ubeskrivelig smuk udsigt, men kulden driver os ned i en fart.

Her fra går det blot ned og ned, mens vi længes efter, at temperaturen vil stige. Vi krydser floden gang på gang, og kommer ned under trægrænsen, genser træer, blomster og fugle og møder yakkaravaner på vej tilbage med forråd af ris til vinteren.

I morgen er vi fremme ved trekkets slutning, men først skal vi op over det sidste høje pas. Vi står på toppen ved middagstid, spiser frokost ved foden og fortsætter på endnu en smuk nedstigning, der går over tre plateauer med udsyn til søer og vandfald.

Efter ni timers vandring er vi fremme. Trætte og glade. Vi tager afsked med vores yakfolk og mangler nu kun en dags vandring til byen Nikka Chhu. Den tager otte timer, så er det hele pludselig slut, og vi tager varm afsked med vores hjælpere. Uden dem var det aldrig gået.

BLÅ BOG: 1600 kilometer på Himalayas stier

Vinni Smed (61) og Hans Hjordt Hansen (62) har på fire store trekkingture i Himalaya tilbagelagt mere end 1600 kilometer til fods. De har vandret gennem Mustang og Dolpo i Nepal, Zanskar i det nordlige Indien om både sommeren og vinteren og så selvfølgelig været på Snowman Trek i Bhutan.

Alle turene er gået gennem meget isolerede områder med en fantastisk natur og mennesker, der er i stand til at overleve på trods af de barske forhold. Vinni og Hans har desuden krydset Sibirien, Mongoliet, Kina og Tibet ligesom Borneo, Indonesien, USA, Peru, Bolivia og stort set alle europæiske lande har været rejsemål. 

Snowman Trek

Snowman Trek i Bhutan – også kaldet Tordendragens Land – er med sine 400 kilometer et af de længste og mest udfordrende treks i Himalaya. Det skyldes vejret, floder, der er gået over deres breder, sne, adskillige pas i over 5000 meter pas og nætter i over 5000 meters højde.

Der er desuden tale om store distancer, øde egne og ingen telefonforbindelse. Trekket følger stort set grænsen til Tibet de første 16 dage for derefter at gå stik syd ned i lavlandet.