Velstand bliver målt i antallet af gryder. Bjergene er for hellige til, at mennesker må bestige dem, og indbyggerne må kun spise dyr, der er døde ved et uheld. På trekkingtur i lille Bhutan i mægtige Himalaya, der kun ser en brøkdel af de turister, nabolandet Nepal gør, kommer man tæt på smukke tinder, sære skikke og den lokale befolkning.
Det er tidlig morgen, og luften er kold og klar, da jeepen kører rundt om de 108 stupaer på vej over Dochu La-passet. Herfra er der god udsigt mod nord over den bhutanske del af Himalaya.
De fleste af disse 7000-metertoppe er aldrig blevet besteget og er dermed blandt verdens højeste ubestegne bjerge. Man kan skimte den store, hvide borg i Gasa, der ligger i en af dalene mellem de sneklædte tinder. Det er dér, vi er på vej hen for at starte vores vandretur til nomadelandsbyen Laya, der ligger på grænsen til Tibet.
Ærgerlig selvhenter
Jeepen snor sig ud og ind mellem rhododendronbuskene på den smalle vej, der krøller sig på bjerget og forlænger luftlinjeafstanden til Gasa med mange kilometer. Sidst på eftermiddagen bliver vi sat af ved foden af bjerget, hvor Gasa ligger på toppen.
Herfra må vi gå, for der er endnu ikke vej. I stedet er der en bred sti, som generationer af handelsfolk og beboere i Gasa har vandret på. Det går stejlt op ad mod lille Gasa, der er rammet ind af høje, sneklædte tinder.
Over landsbyen troner borgen med smukke, hvidklædte tinder i baggrunden. I gamle dage blev den brugt til at beskytte bhutanerne mod invasioner fra Tibet. I dag er det hovedkvarter for administrationen af dette område – og bolig for nogle af de lokale munke.
