Du er her:

Trekking i Bhutan

Til nomadernes landsby

Velstand bliver målt i antallet af gryder. Bjergene er for hellige til, at mennesker må bestige dem, og indbyggerne må kun spise dyr, der er døde ved et uheld. På trekkingtur i lille Bhutan i mægtige Himalaya, der kun ser en brøkdel af de turister, nabolandet Nepal gør, kommer man tæt på smukke tinder, sære skikke og den lokale befolkning.

13.jpg
Skrevet af: Signe Ravn-Højgaard
Opdateret den 21. dec 2021

Velstand bliver målt i antallet af gryder. Bjergene er for hellige til, at mennesker må bestige dem, og indbyggerne må kun spise dyr, der er døde ved et uheld. På trekkingtur i lille Bhutan i mægtige Himalaya, der kun ser en brøkdel af de turister, nabolandet Nepal gør, kommer man tæt på smukke tinder, sære skikke og den lokale befolkning.

Det er tidlig morgen, og luften er kold og klar, da jeepen kører rundt om de 108 stupaer på vej over Dochu La-passet. Herfra er der god udsigt mod nord over den bhutanske del af Himalaya.

De fleste af disse 7000-metertoppe er aldrig blevet besteget og er dermed blandt verdens højeste ubestegne bjerge. Man kan skimte den store, hvide borg i Gasa, der ligger i en af dalene mellem de sneklædte tinder. Det er dér, vi er på vej hen for at starte vores vandretur til nomadelandsbyen Laya, der ligger på grænsen til Tibet.

Ærgerlig selvhenter
Jeepen snor sig ud og ind mellem rhododendronbuskene på den smalle vej, der krøller sig på bjerget og forlænger luftlinjeafstanden til Gasa med mange kilometer. Sidst på eftermiddagen bliver vi sat af ved foden af bjerget, hvor Gasa ligger på toppen.

Herfra må vi gå, for der er endnu ikke vej. I stedet er der en bred sti, som generationer af handelsfolk og beboere i Gasa har vandret på. Det går stejlt op ad mod lille Gasa, der er rammet ind af høje, sneklædte tinder. 

Over landsbyen troner borgen med smukke, hvidklædte tinder i baggrunden. I gamle dage blev den brugt til at beskytte bhutanerne mod invasioner fra Tibet. I dag er det hovedkvarter for administrationen af dette område – og bolig for nogle af de lokale munke. 

 

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

1-1Vi slår lejr på skolens fodboldbane i udkanten af byen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det må være lidt ærgerligt at tabe en bold ud over sidelinjen hér – der er meget langt, når man skal hente en bold, der er trillet ud over de stejle klippesider.

Heroppe måles velstand nemlig ikke i penge – men i gryder. Og i kinesisk smuglergods.

Lunger skriger
De to næste dage følger vi den smalle sti mod Laya. Vores grej bliver båret af en folk heste under ledelse af en lokal hyrde. Selvom det er tidligt i februar, varmer solen nok til, at man kan gå i T-shirt. Natten i teltet, når solen er forsvundet bag bjergkammen, er dog isnende kold.

Vi går igennem en militærlejr, der skal beskytte Bhutan mod invasion fra Kina. Bhutanerne må næsten satse på at bedeflagene rundt om militærlejren har beskyttende virkning, for hvad skal de to ensomme soldater i stenbarakkerne stille op, hvis Folkets Hær vitterligt kommer med al sin styrke?

Vi kravler op ad en stejl skrænt til Laya, der ligger på en lille hylde på et 5000 meter højt bjerg. På bagsiden ligger Tibet. Luften er tynd, og der skal meget til at mætte mine lunger, der konstant skriger efter mere ilt.

9I nomadernes landsby
Store, tunge snefnug daler ned over Laya, da vi går igennem den. Navnet passer godt til denne by – eksotisk og eventyrligt. Husene er store og tygget skæve af tidens tand. I de fleste ligger der sten stablet som skodder i vinduerne eller snarere vindueshullerne, for der er ikke glas i vinduerne.

Beboerne er ikke hjemme. Landsbyen er næsten helt forladt. De fleste af Layas beboere er nemlig fortrukket til varmere egne i vinterhalvåret. De er endnu ikke vendt tilbage for at tilbringe sommeren med at græsse deres yakokser. Kun gamle mennesker og børn er blevet heroppe. 

Vi møder en lille dreng, der øver sig på at skyde med pil og bue. Bueskydning er Bhutans nationalsport, så enhver knægt med respekt for sig selv, skal kunne ramme det lille mål på størrelse med et skærebræt på 150 meters afstand.

Vi passerer den faldefærdige skole, der er lukket, mens Layas beboere er migreret til lavlandet, går langs stengærder og yakgræsgange og kommer forbi sundhedsklinikken, der har byens eneste forbindelse til omverdenen, en satellittelefon, der nogle gange virker. Når den ikke virker, er den nærmeste telefon to dages gang herfra.

6Smuglergods fra Tibet
I udkanten af byen kommer vi til et stort hus, hvor en kvinde og hendes barn byder os indenfor i deres store, fine stenhus, der i generationer er gået i arv i familien. I underetagen står dyrene i stalden, og på første sal er der indrettet et stort køkken og et fint alterrum. Kvinden byder os på tyk, varm smør-te i køkkenet.

Vi sætter os på gulvet. Møbler er vist ikke noget, man anvender her i Laya. Alle ejendele er stuvet op langs væggene: tøj i kister og kufferter, elektronik og bedeflag i bunker, brændeovnen har hele gulvet for sig selv. Den ene væg i køkkenet er dækket af metalgryder, potter og pander med påmalede hvide streger.

Hvert år ved nytår mærker layafolket deres ting, så man kan se, hvor mange år gryder, potter og pander har været i brug. Jo flere gryder og pander familien har, desto finere regnes den for at være. Heroppe måles velstand nemlig ikke i penge – men i gryder. Og i kinesisk smuglergods.

5Tibet ligger nemlig bare en dagsmarch, eller måske snarere nattemarch, fra landsbyen. Selvom grænsen er lukket, og det kan være farligt at forsøge at krydse den, tager mange layafolk i ly af mørket over grænsen for at købe kinesisk elektronik og tøj – og ikke mindst cigaretter, som er ulovlige i Bhutan.

Helbredende orme
Til gengæld sælger bhutanerne det, de kalder 'yartsa gunba' til kineserne. Navnet betyder 'sommer-orm og vinterplante'. Yartsa gunba er egentlig en larve, der er blevet angrebet af en svampespore. Ikke meget større end en tændstik er den meget vanskelig og finde.

Man må kravle rundt på jorden i dagevis i det mest utilgængelige højland. Det siges, at yartsa gunba har en stærk heldbredende virkning på alt fra forkølelse og kræft til impotens og alderdom. Derfor er den meget populær i Kina, og layafolket kan dermed tjene mange penge på at sælge den på den kinesiske side af grænsen. 

Der går ikke lang tid, før layakonen med stolthed finder en lille kinesisk dvd-maskine frem og sætter en tibetansk musikvideo på. Maskinen er ligesom hendes blender og stereoanlæg sjældent i brug, da her sjældent er strøm. Vi har fået lov at sove i hendes alterrum. På hømadrasser på gulvet mellem stereoanlæg og kinesisk tøj, statuer af Buddha og offerskåle med røgelse.

Natten er kold, og jeg vågner af snefnug, der rammer mit hovedet fra vindueshullerne uden glas i. Det forekommer mig lidt underligt, at familien her har valgt at købe dvd-maskiner og en hel væg fuld af gryder frem for glas til vinduesrammerne, men på den anden side ser de ikke selv ud til at fryse.

14Bare hænder i sneen
Næste morgen skinner solen, og Laya er dækket af et tyndt lag funklende sne, der får byen til at se endnu mere eventyrlig ud. Dagen bruger vi på at bestige 5000-metertoppen bag landsbyen. Deroppefra kan man se ind i Tibet. Der er ingen sti, skrænten er stejl og stenet og luften bliver tyndere og tyndere.

Vi når dog aldrig toppen, for vi møder en stor flok af de sjældne 'blue sheep', som vi ikke kan lade være med at nærstudere. De lever her dybt i Himalaya og er blanding mellem får og ged. Aftenen tilbringer vi hos layakvinden. Hun serverer tyk smør-te i det kolde hus, mens vi sidder og skutter os om brændeovnen.

Vores ånde damper, og vi kan mærke trækket fra vindueshullerne. Det ser ikke ud til at genere kvinden, der har tilbragt dagen med at sidde udenfor i sneen og væve yakuldstøj med bare hænder.

I bad med nomader
Næste morgen begiver vi os nedad igen. Vi møder layafolk på vej op til landsbyen med yakokser og heste for at tilbringe sommeren der. Dyrene er tungt læsset med sommerens forbrug af ris og gryn og alt det, der ikke findes i Laya.

Da nomaderne, lige som resten af Bhutans befolkning, er buddhister, må de ikke slå dyr ihjel. Det kan være lidt vanskeligt at undgå, når man er yakoksehyrde, og heldigvis må de gerne spise kødet fra dyr, der er døde ved et uheld. Derfor hænder det efter sigende ret ofte, at en bjergvant yak dratter ned fra en klippeside, og nomaderne derefter kan få glæde af kødet.

2-1Tilbage i Gasa får vi os et bad i en varm kilde. Rundt om det lille bassin ligger bunker med tøj vævet af yakokseuld, perlekæder af kostbar turkis og de karakteristiske, små, kegleformede layahatte. Lidt væk står en flok yakokser og venter på, at deres ejere tager dem med videre op i højlandet. Bassinet er fyldt til renden med ejerne af alle disse ting og dyr.

De sidder og snakker og pjatter, mens de lader skidtet på deres hud gå i opløsning i vandet. Det er nok det sidste bad i lang tid, for de er på vej op til det barske liv i Laya efter vinteren i det mildere klima. Vi klemmer os ned mellem nomaderne og bidrager til det snavsede vand med skidt fra højlandet, inden turen går hjemad.


Ubestegne tinder

Den bhutanske konge gav engang i firserne nogle europæiske bjergbestigere lov til at gøre forsøget på at bestige verdens højeste og ubestegne bjerg, Gangkhar Puensum, men bjerget var med sine 7570 meter ikke sådan at bestige i første forsøg. Siden er bjergbestigning blevet forbudt i Bhutan, da bjergene bliver anset som hellige. Så disse toppe er stadig uberørte af mennesker.


8Tordendragens land

Bhutan kaldes Tordendragens Land, da en myte fortæller, at den buddhistiske lama Tsanpa Gyare hørte tre høje tordenskrald, da han byggede et kloster i Tibet lige nord for Bhutan for over 2000 år siden. Tordenen menes at komme fra en drage, der deklamerede Buddhas visdom. Derfor kom lamaens tempel til at hedde Tordendragens Tempel. Det var munke fra dét tempel, der rejste til Bhutan og kaldte landet for Tordendragens Land.


FAKTA

Transport til Bhutan
Bhutan har én international lufthavn, hvor kun det nationale flyselskab, Drukair, flyver til. Drukair har sædvanligvis afgange fra Bangkok, Delhi, Kolkata og Kathmandu. Ruter til Singapore og Hongkong er ved at blive etableret. Drukair samarbejder ikke med andre flyselskaber, så man skal købe Drukairbilletten separat, enten via et rejsebureau eller på www.drukair.com.bt.

Trekking i Bhutan
For at begrænse og kontrollere turismen i Bhutan skal turister rejse med en guide og købe et visum til cirka 250 dollars per dag. Det inkluderer guide, mad, transport, hotel, pakheste og telte på vandretur – ja, alt er inkluderet.

1Restriktionerne på turismen betyder, at man ikke må vandre på egen hånd. Man skal arrangere sin tur gennem et organiseret rejsebureau, enten et dansk eller et bhutansk. Der er kun en brøkdel af de turister, der er i nabolandet Nepal, og turist-infrastrukturen er meget mindre udviklet. Det betyder, at man sjældent møder andre turister på trekkingturene, og der findes heller ikke te-huse som i Nepal. 

Man må i stedet sove i telt, hvis man da ikke får lov at sove på gulvet hos en layakvinde. I Bhutan er der heller ikke tradition for bærere. I stedet transporterer lokale hyrder grejet på deres heste eller yakokser.

Årstid
Det ideelle tidspunkt at tage på vandretur i Bhutan er i april-maj eller september-november. I de perioder er det nemlig ofte klart og tørt og ikke for koldt.

Andre spændende artikler


Drømmen om Bhutan

Drømmen om Bhutan

Lykken i Bhutan

Lykken i Bhutan

400 kilometers ypperligt Himalaya-trek i Bhutan

400 kilometers ypperligt Himalaya-trek i Bhutan

Log ind