9 gyldne dage på Södra Kungsleden

Myggefrit og ildrødt
Vejret er solrigt og vindstille, da jeg sætter ud fra Sälen. Snart er den første opstigning lagt bag mig, jeg er over trægrænsen og kan se langt ud over Dalarnas skovklædte fjelde og søer under mig. Kort inden jeg når aftenens lejrplads, møder jeg en tysk vandrer, som vandrer i samme retning, og vi slår vores telte op uden for Källfjällsstugan; en lille pausehytte i den lavtvoksende fjeldskov.

Mit telt er dækket af is og rimfrost, da jeg stikker hovedet ud ad teltdøren tidligt næste morgen efter en kold nat i soveposen. Her i den sidste halvdel af august har nattefrosten haft to store gaver med til mig: Et totalt myggefrit fjeld, og et fjeld der, for hver dag der går, bliver klædt i mere og mere ildrøde og rustfarvede nuancer.

Solopgangen farver himlen i rosa og røde farvetoner i øst, mens fuldmånen stadig er på himlen bag træerne. Den frostklare morgen er totalt tyst, mens jeg sidder i teltet og drikker min morgenkaffe.

Klokken har endnu ikke rundet syv, da jeg står klar på vandrestien efter en iskold nedpakning af teltet, hvor jeg flere gange har måtte holde pause for at varme mine bare fingre.

Jeg har alt mit tøj på, indtil jeg får gået mig varm og kan begynde at smide trøjerne én efter én.
Vandreruten leder mig ud over nogle store, åbne myrområder, hvor morgensolen spreder et gyldent lys over det frosne græs, som står og vajer lidt i vinden.

Sortsvedne stammer og ild i hytten
Dagens vandring leder mig igennem Transtrandsfjällens Naturreservat og går flere gange op over højfjeldet over trægrænsen for atter at føre mig ned i skoven igen, inden jeg når aftenens lejrplads ud for en lille pausehytte.

Jeg slår mit telt op og sidder foran hytten og drikker te, da den tyske vandrer, jeg tidligere har mødt, dukker op, og vi hver især kan fortælle om dagens oplevelser på vandrestierne.

Tidligt næste morgen krydser jeg den mægtige Görälven, hvor et hold entusiastiske lystfiskere prøver fiskelykken fra elvens bredder.

”Godmorgen, kan du drikke en kop kaffe?” lyder det inde fra en autocamper, hvor et tysk par inviterer mig på friskbrygget kaffe, som de serverer, mens vi sidder og ser elvens vand flyde forbi.

Herfra går ruten gennem Skårsåfjällens Naturreservat, hvor træerne i et stort område står med sortsvedne stammer og vidner om en skovbrand. Blåbærrisene er nærmest ildrøde; et smukt syn med de sorte stammer i baggrunden.

Heftig regn hamrer ned over mig, da jeg vandrer ind i Fulufjällets Nationalpark, hvor en overnatningshytte lige ud til vandrestien får lokket mig indendørs. Snart efter har jeg tændt op i brændeovnen. Mit våde tøj hænger til tørre. Jeg drikker te, kigger ind i ilden og priser mig lykkelig over at finde en hytte på en regnfuld dag.

I ly for stormen
Granernes toppe vejer fra side til side, da jeg sætter ud på vandrestien næste morgen i det skovrige lavland ved Fulufjeldets fod. Efterhånden, som jeg bevæger mig op på det åbne fjeldplateau, tager vinden bare til og minder om en regulær storm.

Vindstødene rammer mig lige i smasken, mens de løse stropper fra rygsækken pisker mig i hovedet som birkeris i en finsk sauna.

Jeg går direkte imod den ondeste nordenvind med regn, der stikker i ansigtet som hagl, og jeg forsøger at trække mine bare hænder ind i jakkeærmerne, mens jeg fortryder min pakning. I et sidste forsøg på at lette min alt for tunge rygsæk for lidt vægt, har jeg nemlig ladet handskerne ligge hjemme.

Røg stiger op af skorstenen, da jeg med en vis længsel efter en lang og hård vandredag endelig får øje på Tangsjöhytten, hvor jeg planlægger at overnatte. Da jeg træder indenfor i den varme hytte, bliver jeg budt velkommen af en schweizisk vandrer. En gryde med varmt vand til tebrygning damper oven på brændeovnen, og inden længe sidder jeg og drikker varm te og luner tæerne foran brændeovnen.

Udenfor hyler vinden. Hytten knager og giver sig i sammenføjningerne, brændeovnen æder brændet på livet løs. Snart er det min tur til at gå ud og kløve brænde, men jeg må sande, at det ikke er specielt nemt midt i stormen. Så snart jeg har placeret brændet på huggeblokken, blæser det omkuld, inden jeg når at ramme det med øksen.

Fjeldets Pocahontas
Fulufjeldet er et stort fladt fjeldplateau med adskillige søer, og da jeg vandrer videre næste dag, passerer jeg flere store områder med blokmark og kæmpe felter af kampesten på størrelse med Galapagos-skildpadder og folkevogne.

Den eneste måde at passere på, er at hoppe fra sten til sten, mens jeg forsøger at holde balancen med mine vandrestave på de vippende sten.

Efter Fulufjeldet går turen stejlt op ad en fjeldside, inden jeg kommer ind i Drevfjällens naturreservat. Herfra er det slut med at dele lejrpladser og hytter med andre vandrere, da jeg kun møder ganske få mennesker på resten af turen.

Tågedisen ligger som et mystisk slør over fjeldet, da en menneskeskikkelse kommer imod mig. Ud af disen dukker en Pocahontas-lignende skikkelse op med ørnefjer flettet ind i to tykke, mørke fletninger, kondisko på fødderne og tysk accent. Hun er den eneste anden vandrer, jeg møder de næste fire-fem dage.

Solen kommer frem op ad dagen, og jeg er ikke den eneste, der nyder solens stråler, for jeg er lige ved at plante min Vibram-sål oveni en hugorm, der ligger og soler sig lige midt på vandrestien.

Da det bliver aften, finder jeg en drømmelejrplads højt placeret nogle meter over en rislende fjeldbæk og med en fin bålplads foran shelteret. De store, oversvømmede myrområder har forvandlet mine vandrestøvler til to ildelugtende akvarier, og jeg går rundt med nogle aldeles gennemblødte sokker, så det er skønt at få tændt op i bålet og tørret sokkerne på de lune sten rundt om bålpladsen.

”Gid jeg møder en vandrer i dag”
Næste morgen er der helt klart vejr og udsigt til fjeldene ved Idre og de højere fjelde på den norske side af grænsen. De ligger som silhuetter i lag bag hinanden. Jeg snupper mig en håndfuld blåbær, mens jeg sidder på en sten og kigger ud over fjeldene.

”Gid jeg møder en anden vandrer i dag,” tænker jeg ved mig selv, for efter Fulufjeldet møder jeg stort set ingen andre mennesker, og jeg ønsker mig at møde bare én enkelt vandrer i løbet af dagen.

Nattefrosten får den spejlblanke skovsø til at dampe, mens jeg sidder inde i teltet og drikker min tidlige morgenkaffe i daggryet og ser solen stå op. Her er absolut fred og ro, og jeg føler mig i den grad i kontakt med naturen og taknemmelig over, at jeg er taget afsted på denne tur, alene eller ej.

Den lille flække Fløtningen er sidste chance for at forlade ruten og komme tilbage til civilisationen. Men jeg skal ikke hjem, jeg skal videre.

Fra Flötningen venter en dags tid på grusvej, inden ruten igen vender tilbage til sin perfekte blanding mellem fjeld og skov. På Södra Kungsleden veksler man konstant mellem skov og højfjeld og har chancen for mange gange at bevæge sig op over trægrænsen, og der er altid noget specielt ved at bevæge sig op over trægrænsen. Se skoven tynde ud. Pludselig have de åbne vidder og ubrudte udsigter omkring sig.

I renernes rige
Jeg vandrer nu så tæt på den norske grænse, at man nærmest kan strække armen ud, og så er hånden i Norge. Der er en særlig skarphed i luften, som vidner om, at efteråret er på vej. Om en måned har den første sne sikkert lagt sig over fjeldet, men nu er hele fjeldet dækket af gyldne og varme farver. Himlen er klar og blå, og jeg kan se alle fjeldene på den norske side af grænsen og videre nordpå.

Grövelsjöns dybblå vand ligger under mig, og turen nærmer sig sin afslutning, men jeg har ikke travlt med at komme ned til fjeldstationen. Jeg sætter mig med ryggen op af en kampesten og udsigt over fjeldene og brygger mig en kop kaffe. Nyder solen og udsigten. Jeg har svært ved at forlade fjeldet og vil egentligt bare forlænge det magiske øjeblik med fuldstændig fjeldidyl.

Så kommer de første rener imod mig. En lille flok bliver hos mig en times tid, mens de går og græsser på det gyldne fjeld. Jeg er nu nået til renernes rige. Fra Grövelsjön og hele vejen nordpå hersker de over fjeldet.

Der er nu bare en halv times vandring ned til fjeldstationen, og det er med en vis stolthed over at have vandret de knapt 180 kilometer og klaret ni dage alene på fjeldet, at jeg vandrer de sidste skridt.

Jeg foretrækker at have selskab på vandretur, men nu ved jeg, at jeg er i stand til at klare sådan en tur alene.

Södra Kungsleden

Södra Kungsleden går igennem Dalarnas kuperede fjelde langs den norske grænse og veksler mellem højfjeld over trægrænsen og klassisk skovvandring.

Strækningen mellem Sälen og Grövelsjön er knapt 180 kilometer lang, men ønsker man at fortsætte vandringen, går ruten videre nordpå fra Grövelsjön.

I 1970'erne var der ambitioner om at forlænge den klassiske Kungsleden i Laplands fjelde til én sammenhængende vandresti gennem hele den svenske fjeldkæde, men projektet strandede og bare Södra

Kungsleden blev færdiggjort. Ruten mellem Sälen og Grövelsjön passerer igennem flere formidable naturreservater samt Fulufjeldets Nationalpark og besøges kun af en brøkdel af de vandrere, som færdes på selve den nordlige Kungsleden.

4 ting jeg lærte som solovandrer

1. Andre mennesker er mere åbne og imødekommende overfor en solovandrer, og det er nemmere at komme i kontakt med andre. Flere gange på turen blev jeg inviteret på kaffe af folk, jeg mødte undervejs.
   
   
2. Jeg oplevede, at jeg ændrede min døgnrytme i forhold til, når jeg vandrer sammen med andre. Da jeg fandt aftenerne i lejren lidt lange, fungerede det bedst for mig at holde to-tre rigtig lange pauser i dagens løb og dermed komme lidt senere i lejr.
   
   
3. Jeg var mere forsigtig og omhyggelig, end når vi er flere om at dele ansvaret. F.eks. var jeg mere forsigtig i forhold til brændekløvningen og mere omhyggelig med navigationen. Ligeledes tænkte jeg også mere over, hvor jeg placerede min lejr og foretrak at slå lejr i det vejløse terræn, hvor kun andre vandrere færdes.
   
   
4. Jeg fik en øget selvtillid, da jeg nu ved, at jeg kan selv, og at det ikke skal holde mig tilbage fra en tur, hvis min kæreste eller andre vandremakkere ikke har mulighed for at tage med. Jeg foretrækker at have selskab på vandreturen, men kan også trives i mit eget selskab.