Du er her:

Bestigning af Mount Kenya

Afrikas alternative top

 

Skrevet af: Gitte Holtze
Opdateret den 30. mar 2022

 

De fleste, der tænker høje bjerge og Afrika, tænker Kilimanjaro. Men vil man have en lige så stor naturoplevelse, og samtidig dele den med langt færre bjergturister end masserne på Kilimanjaro, så er Mount Kenya et glimrende alternativ.

Det starter meget lidt ophidsende for en vandretur. På asfalt. Cirka ti kilometer går vi på det sorte underlag, som i meget lille grad signalerer bjergbestigning i Afrika og de forrygende oplevelser, der venter forude.

Men for de bærere, hvis job det er at transportere mad og bagage, er det kærkomment, for det betyder muligheden for at fragte tingene i bil så langt som muligt, inden vi rammer selve parken, og gryder, potter, pander, telte, soveposer og ingredienserne til det, vi skal spise de næste fire dage, skal op på deres rygge.

Vi er i Mount Kenya National Park, og målet med turen er Kenyas højeste punkt. Eller, for nu at være helt korrekt, Kenyas tredjehøjeste punkt, for Point Lenana, som vi er på vej til, er med en højde på 4.985 meter faktisk ikke det højeste.

Der er to bjergspidser på Mount Kenya, der rager et par hundrede meter længere op, men da de er af typen, kun bjergbestigere med reel klatreerfaring og -udstyr kan komme op på, er Point Lenana det, man typisk mener, når man siger vandring til toppen af Mount Kenya.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

IMG 7004 kopi

Alene på bjerget
Mount Kenya er godt 1.000 meter lavere end det famøse Kilimanjaro i nabolandet Tanzania. Men der er den betydelige forskel mellem de to toppe, at mens det er ekstremt populært at vandre til tops på Kilimanjaro, så er antallet af bjergturister på Mount Kenya mere beskedent.

Der er årligt i omegnen af 35.000, der sætter ud mod toppen af Kilimanjaro – Mount Kenya får kun besøg af godt og vel 15.000.

Naturoplevelsen er der til gengæld ikke den store forskel på. Altså bortset fra den forholdsvis væsentlige detalje, at man på Mount Kenya ikke skal dele stierne og landskabet med alverdens fremmede og vente på, at de får taget deres topselfie, så man kan få sin egen uden menneskemyldretid i baggrunden.

Umiddelbart kan man undre sig over, at det er sådan, men det handler formentlig om, at de fleste vil til det højeste punkt, ikke det næsthøjeste. For os, der ikke er så optagede af størrelsen, er det imidlertid glædeligt, for det betyder, at vi kan gå her alene.

Asfalten bliver til grus, der hvor en hytte dukker op i vores synsfelt. Det er vores første overnatningsstop, Old Moses Camp. Vi drejer imidlertid ind på en lille lund lidt før hytten, for vi er på telttur.

Det er tilladt at slå telt op overalt i nationalparken, men vores guide kender de gode steder, og med bålplads, lave træer, der skaber læ, et overdækket bord-bænkesæt og et toiletskur er denne lille lund i kategorien rigtig-god-teltplads.

IMG 6980 kopi

Toppen i horisonten
Dagen efter starter vi med pandekager og havregrød i maverne den reelle vandring mod toppen. Vi går ad den såkaldte Sirimon Rute, som har den fordel, at den, omend den er forholdsvis lang, består af en jævn stigning.

Det betyder, at den risiko, der er for højdesyge, når man vil næsten 5.000 meter op i atmosfæren, minimeres lidt, fordi vi bruger tre dage på opstigningen. Man kan godt gøre turen hurtigere, og mange gør det også, hvis de har et stramt program, men dels er højdesyge bestemt ikke noget at stræbe efter, dels har vi god tid til den natur, vi primært er her for.

I et roligt og adstadigt tempo, der giver tid til både billeder og til bare at stå og kigge på landskabet, går vi ad en smal hårdt stampet sti mellem tropiske planter og eksotiske træer. Op og ned ad bakkedrag, indtil vi når en stejl skråning opad.

På begge sider af stien består landskabet af spredt vegetation, kaktusser, lave buske, masser af små blomster i en bred pallette af strålende farver. Godt 100 meter under os løber en flod, som vi krydsede via en solid bro, men som vi heroppefra knapt kan skimte.

På toppen af skråningen får vi belønningen for den belastning, vi på opstigningen har udsat vores pibende lunger og tilsyrede ben for. Dér står Mount Kenya. Lige midt i synsvinklen. Det har i sagens natur stået der hele tiden, men konturerne i landskabet har spærret for vores udsyn til den knejsende top ude i horisonten.

Det virker uvirkeligt – også det faktum, at vi om et par dage forhåbentligt står deroppe på den golde, sneklædte tinde, når vi lige nu står i et grønt landskab, som er så varmt og fugtigt, at vi konstant må tørre sveden væk, inden den rammer øjnene.

Det er tavst, som det er på steder, hvor der ikke naturligt eksisterer menneskeligt liv.

IMG 6990 kopi

Blomster og popcorn
Resten af dagen går vi gennem en smal dal, omgivet af lodrette klippevægge, der mod bunden består af stejle skråninger; mod nord er de golde og dækket af løst, grågrumset grus, mod syd står kaktusser i alle former og størrelser som små og større soldater.

Først spredt, men jo længere vi kommer ind i dalen, i tættere og tættere geledder. Kenya er tropisk klima, bortset fra Mount Kenya, som på de øverste tinder er alpin zone. Det betyder, at ikke bare er her blomster og planter i massevis – bl.a. over 30 plantearter, som kun findes her – det er også en nationalpark, med hvad der hører til af vilde dyr.

Vi skal dog ikke regne med at møde en elefant, fortæller guiden Joseph. De er her, men åbenbarer sig så sjældent for turisterne, at han, trods sine ni år som guide på bjerget, aldrig har hørt om det.

Fremme ved dagens endestation får vi te og popcorn på et tæppe foran teltet. Det er den slags service, der følger med at hyre en guide og bærere. Man kan godt bestige Mount Kenya uden en guide, men de færreste gør det.

Og der er da også noget luksuriøst over at ligge og stirre op på bjergets top, mens nogen laver mad til en. Det koster cirka 5.000 kr. per person at bestige Mount Kenya på en fem-dages tur med guide.

Det er betydeligt billigere end en tilsvarende tur på Kilimanjaro og skyldes bl.a. entréprisen til nationalparken, guidernes lønniveau og at antallet af dage på bjerget er færre. Men det har ikke betydning for niveauet på maden. I hvert fald ikke på de måltider, vores kok James fremtryller på sin beskedne trangia.

Der er havregrød, æg og pandekager til morgen, sandwich med ost og tomater til frokost, kylling og grøntsager til aften, frisk frugt til dessert, te, kiks og popcorn om eftermiddagen. Vi har lommerne fyldt med chokolade og snacks, for uden mulighed for at tanke op undervejs må man være beredt hjemmefra, men det viser sig at være overflødigt – James’ madkunst fylder så rigeligt vores kulinariske behov og energidepoter.

IMG 7065 kopi

4.985 meter over havets overflade
Programmet for den kommende dag hedder egentlig en vandretur op i terrænet for at vænne os til den højde på 4.200 meter, som vi er i nu.

Men Joseph vurderer, at vi kaperer højden så godt, at det har vi ikke brug for, så han foreslår, at vi napper toppen en dag før planlagt og i stedet bruger længere tid på nedstigningen. Den ligger på den anden siden af bjerget og skulle være den smukkeste strækning på ruten.

Vi indvilliger og sætter næste morgen ud efter Joseph mod bjergvæggen i bunden af dalen. Jo nærmere vi kommer, jo mere tårner den sig op over os, og selv om vi forsøger ihærdigt, kan vi ikke se nogen form for sti. Joseph går forrest med hænderne i lommen, så vi opgiver selv at orientere os og følger bare efter.

Omgivelserne er ikke længere grønne, nu er underlaget sten og grus i grå nuancer og af den løse slags, der gerne vil rutsje. Da det samtidig er voldsomt stejlt, får vi flere ufrivillige rutsjeture, inden vi når et plateau, hvor vi kan få fast fodfæste og give pulsen en chance for at finde ned i noget, der minder om normalt niveau.

Imens sluger vi udsigten med øjnene. Vi kan se hele dalen, vi fulgte ind i går, og efter lidt søgen den lille plet svedent græs langt dernede, som vores telt stod på. Ovenover os kan vi se sne, klipper og toppen af Mount Kenya, som nu er så tæt på, at det da ikke kan tage mange minutter at komme derop, vurderer vi.

Det gør det nu. Omkring 60, viser det sig, for underlaget er også her løst grus, det er stejlt, og kun de steder, hvor stien er dækket af sne eller frossent mudder, kan man sætte ordentligt af. Det allersidste stykke kræver desuden hjælp fra hænderne til den jernstige, der er monteret på en godt fem meter lodret klippevæg lige under toppen.

Og så kan jeg læne mig op af et forblæst træskilt, der forkynder, at det her er Point Lenana, Mount Kenya, 4.985 meter over havets overflade.

IMG 6959 kopi

Modstridende museskridt
Det er svært at beskrive udsigter fyldestgørende, men den her er af slagsen, hvor man bilder sig ind, at man kan se jordens runding ude i den uendelige horisont. Hvor himlen er tindrende blå, bjergene står knivskarpe og gletsjeren bag os er så blændende hvid, at man selv med solbriller må knibe øjnene sammen.

Det er tavst, som det er på steder, hvor der ikke naturligt eksisterer menneskeligt liv. Og endnu mere tavst, fordi vi er her helt alene. Vi har på vej op mødt en anden, og hun og hendes guide var på vej ned. Nedturen er, som Joseph lovede, et studie i skønhed.

32 smukke kilometer langs den dybe kløft, The Halls Tarns, med udsigt til vandfald, søer og takkede bjergtinder. Landskabet skifter fra goldt og stenet til tyk og tropisk bambusskov, og vi kravler først i teltet, da dagen er blevet til bælgmørk aften.

Og dagen efter er det med modstræbende museskridt vi går mod udgangen og slutningen på turen. Mount Kenya er en af den slags oplevelser, man gerne vil have skal vare lidt længere.


Tag på safari

Når man er i Kenya, er det oplagt at supplere bestigningen med en safaritur. Der er mange muligheder for en- eller todages ture fra Nairobi, hvis man er presset på tid. F.eks. til Lake Nakuru National Park, hvor man kan se bl.a. løver, giraffer og næsehorn.

Regn med priser fra 2.000 kr. inkl. transport og overnatning i parken. Der er også mulighed for længere safariture til Masai Mara, og alternativt ligger Nairobi National Park lige udenfor byen og har også bl.a. giraffer og løver.


3 ruter til tops

Der er flere mulige ruter til toppen af Mount Kenya:

  1. Sirimon-Chogoria: Den mest populære pga. en jævn stigning og et ualmindeligt smukt landskab langs vandfald og dybe kløfter nedad. Den starter ved Sirimon Gate nordvest for Mount Kenya National Park og slutter ved Chogoria Gate øst for parken.
  2. Chogoria-Sirimon: Den omvendte vej af Sirimon. Er mest for dem, der vil sove i telt, for der er ingen hytter på den østlige side af bjerget.
  3. Sirimon-Naro Moru: Naru Moru, der starter vest for parken, er den korteste rute, og bruges derfor ofte til hurtig nedstigning. Man kan også gå op via Naru Moru, men vær opmærksom på højdesyge – den er kort og dermed med hurtig opstigning i højden.

Andre spændende artikler


Vandring: Tenerife på tværs

Vandring: Tenerife på tværs

Vandring i Palæstina

Vandring i Palæstina

Everest Base Camp Trek

Everest Base Camp Trek

Log ind