Trekking til Comandancia de la Plata og rebellerne i bjergene

Der er flere spektakulære vandreture i Cuba, men kun én leder til rebellernes hjemsted – stedet, hvor Fidel og Che begyndte den cubanske revolution. Højt oppe i Sierra Maestra eksisterer resterne af et kommunistisk paradis, hvor skønheden i hibiscusblomster og citrusfrugttræer går hånd i hånd med Radio Rebelde og Comandancia de la Plata. Tag med Opdag Verden op i bjergene og ind i Cubas kommunistiske hjerte.

IMG_8602.jpg
Skrevet af: Nikolaj Witte
Opdateret den 16. maj 2021

Der er flere spektakulære vandreture i Cuba, men kun én leder til rebellernes hjemsted – stedet, hvor Fidel og Che begyndte den cubanske revolution. Højt oppe i Sierra Maestra eksisterer resterne af et kommunistisk paradis, hvor skønheden i hibiscusblomster og citrusfrugttræer går hånd i hånd med Radio Rebelde og Comandancia de la Plata. Tag med Opdag Verden op i bjergene og ind i Cubas kommunistiske hjerte.

 

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

P1101899.jpgSolen bager, sveden løber, og ventetiden virker snart uendelig. Det moderne Cuba kræver tilladelser, og de er ikke altid lige hurtige at få. Jeg befinder mig i Villa Domingo i bjergene syd for Bayamo – i hjertet af Sierra Maestra bjergkæden. Der er skrigende grønt på den ene side af vejen, hvor hver en kvadratcentimeter af bakkerne er dækket med planter – både de klassiske palmer og store frodige bregner.

På den anden side af vejen ligger et par små skure, der indeholder, hvad der med lidt god vilje kan kaldes et mikroskopisk museum og en checkpost. Dér sidder den mand, som udsteder de nødvendige tilladelser til at komme ind i den nationalpark, som mit trek går gennem. Efter et par timer foran denne jungle-forpost bider den caribiske sol, og jeg er ved at blive utålmodig. Mens jeg venter, tænker jeg på alt det, som jeg har hørt om stedet.
"…Aquí Radio Rebelde, stemmen fra Sierra Maestra sender til hele Cuba på 20 meter bånd mellem 5 og 9 om aftenen... Jeg er stationens leder, kaptajn Luis Orlando Rodríguez."

P1101893.jpgDet var den første besked, der kom ud af Radio Rebelde. Det var Guerilla Kommandant Ernesto Che Guevara, der var planlæggeren og idémanden bag revolutionens stemme – Radio Rebelde. Den 24. februar 1958 gik de i luften. Kun en uge tidligere havde de modtaget en elektrisk generator og andet udstyr, der gjorde det muligt. Det var netop fra disse bjerge, fra Comandancia de la Plata – der var Fidel Castros hovedkvarter – de sendte.
Der kommer en smilende cubaner hen til mig. Han er vel omkring 40 år og bygget som en lille senet junglerotte. Med et lille overskæg, der vipper, når han taler, præsenterer han sig som Mino og fortæller, at han skal være vores guide på turen. Han beretter medrivende på en blanding af engelsk og spansk.
"Her boede kommandanten," fortæller han.

P1101883.jpg"Kommandanten skabte en hel revolution fra disse bjerge. Han sendte både radio og styrede guerillakrige."
Mens Mino fortæller, peger han på museets landkort over det område, vi er på vej ind i. Men mine tanker driver hele tiden væk til meget af det andet, som kommandanten – Fidel Castro – har gjort. For selv Minos spændende tale kan ikke få mig til at glemme det lille skuldertræk og smil, han selv sendte mig tidligere.
"Det er jo Cuba," sagde han som en selvironisk kommentar til, at vi nu havde ventet over to timer på at få udfyldt de rigtige papirer, få de rigtige tilladelser og skaffe både guide og bil.
"Ja,” tænker jeg, ”det er vel Cuba. Her er skønt og dejligt, men også fyldt med tilladelser og bureaukrati."
På vej opad
Endelig er det vores tur til at springe om bord på den gamle, russiske transportlastbil. Der kommer nogle hjerteskærende lyde fra motoren, og et kort sekund overvejer jeg, om den har gjort rituelt selvmord, men så tager den ved. Foran os ligger Cubas - og måske en af verdens - stejleste veje.
"40 grader," fortæller Mino, at den stiger.

P1101874.jpgOg mens bilen får brug for sit firehjulstræk, ser jeg dalen og sletterne forsvinde bag mig og Sierra Maestra omfavne vejen. Det er, som om al min frustration over Fidels bureaukrati forsvinder, og glæden over at stifte et indgående bekendtskab med Cubas farvestrålende og vitale natur overtager mine tanker. Knap er jeg steget op i bilen, førend det første 'wau' slipper forbi mine læber. Med palmer som maleriske rammer indkredses udsigten over en kunstig sø og de lavere bakker. Mit blik suges mod de orange frugter, som træet til venstre bærer, for hvor palmerne slipper, overtager appelsintræerne.
Udsigten er som en drøm, hvor junglen fortsætter ud over bjergsiderne, og små kløfter afsløres ved flere sving. Solen bager, og himlens azurblå farve blandes med junglens dunkle grønne og palmernes hidsige grønne farver. Mens bilen kører ind på nationalparkens parkeringsplads, rider en cubansk cowboy med den klassiske hat og et nik til hilsen forbi. Vi er fremme, hvor asfalten slutter og vandrestøvlerne overtager.
I vores lille gruppe på to spaniere, min kæreste og jeg følger vi efter Mino, der begynder at fortælle lystigt.
"Vi skal huske," siger han, "at nu bevæger vi os ind i det helligste af Cuba."

IMG_8525.jpgMod Fidel
Til venstre for mig ligger stien til Pico Turcino – Cubas højeste bjerg – og Pico Cuba – det næsthøjeste. Til højre op ad en mindre, næsten skjult sti gemmer fødestedet for den moderne, cubanske kultur sig. Det var her, Fidel boede under oprøret mod præsident Batista. Sierra'en er hjemsted for sjældne fugle, høje bjerge og guerillakrigere – eller den var det i hvert fald. Det er også et af Cubas mest yndede steder for vandring og min kilde til at forsøge at forstå socialisme á la Fidel kombineret med smuk natur.
Jeg kigger op ad stien mod Pico Turcino. Det er en gruset vej, der med god vilje kan tage en bil, men mest er til friske vandrestøvler. Deroppe, efter kun en eller to dages vandring, ligger det højeste punkt på hele øen. Det er fristende at kaste sig op ad stien, men Mino kalder ovre fra en anden sti – stien mod Plata de la Comandande. Og mit valg er allerede truffet: Jeg vil finde ud af, eller i det mindste blive klogere på, hvad der drev Fidel under revolutionen, og hvad der stadig driver så mange cubanere i dag. Så derfor drejer jeg mod højre og går gennem en sammenfalden låge af pindebrænde og pigtråd mod selve Fidel Castros højborg og en af den cubanske socialismes allervigtigste steder.

IMG_8532.jpgJunglens farver
Bladenes svalende beskyttelse er en velsignelse og en evig kilde til det skyggespil, der giver junglen tusinder af nuancer. Det er, som om en maler er gået amok i grøn og atter grøn, dog uden at glemme de små hint af andre farver. En lille hvid blomst her og en gulstribet sommerfugl der. Som i Cubas byer er det også her farverne, der fængsler mig, og jeg kan ikke holde op med at blive forundret over denne dejlige blanding af frodig jungle og caribiske palmer.
Stien leder op over et klippefremspring og over en lille å. Regntiden og Cubas frygtede orkaner er langt væk, så det er kun en lille rislen, der løber ned over klipperne, men nok til at jeg kan svale mine hænder og kaste en håndfuld køligt kildevand i ansigtet. Få meter derfra stopper Mino op, og stille peger han mod trætoppene. Jeg kan høre fuglens kvidren, men mine øjne søger i begyndelsen forgæves. Så får jeg øje på den. Det er Cubas nationalfugl, der har farver som flaget: Blå, rød og hvid. Den sidder på en gren kun to meter over mit hoved og viser stolt sine farver frem – som for at prale af en stolt nation.

Ingen billeder forude
Efter et par timer kommer vi til et par hytter med en håndfuld stole under halvtaget. På klipperne foran huset tørres der kaffebønner, der veksler mellem røde og grønne farver.
"Så skal alle afleverer kameraerne," siger Mino.
Velforberedt har jeg mit lille kamera i lommen og afleverer velvilligt de store spejlreflekskameraer. Da jeg spørger Mino, hvorfor vi ikke må tage billeder deroppe, siger han, at det allerhelligste skal opleves direkte. Vi må ikke videregive selve revolutionens hjerte. Efter en kort vandretur kommer vi til selve Ches hytte.
"Her sad Che vagt," fortæller Mino.
"Så kunne han nå at give besked op til Kommandanten, der så kunne nå at flygte," forklarer han.
Hytten er yderst simpel, med palmeblade som tag og en petroleumslampe, der svinger fra tagets bjælke. Der er ingenting derinde, men langsomt begynder følelsen af historien at krybe ind i mig. Jeg ser for mig, hvordan Che med sin baret og sin cigar sad og spejdede ud over bjergene. Han var klædt i den klassiske  grønne, slidte militæruniform, og han sad sikkert og skrev på eftermiddagens radiotale. Med en blyant i hånden og en blok på knæet sad han helt stille og kiggede. Hans opmærksomme øjne afsøgte junglen, der dengang nok ikke har haft en sti herop.
Stien går op mellem knaldrøde hibiscusblomster. Det er som at gå gennem en portal. Det hele er anlagt i en smuk og velordnet stil.
"Stien er bygget af Celia Sánchez – Fidels kampkammerat. Det var også hende, der plantede alle hibiscusblomsterne," siger Mino.
Længere fremme står et team fra History Channel og optager en film inde i en af hytterne. Jeg spørger, hvordan de har fået tilladelse til at tage billeder heroppe.
"De har betalt for det," siger han – og med penge kan man altid få tilladelse, tænker jeg, og min dårlige samvittighed over selv at tage ulovlige billeder forsvinder.

Revolutionært paradis
Foran os ligger en simpel hytte. Bygget i junglens materialer og omgivet af rislende vand og duftende hibiscusblomster. Udsigten er en drøm, og jeg kan godt forstå, hvordan guerillakrigerne kunne sidde her og udtænke en revolution.
"Det var her Fidel boede," siger Mino. Indenfor er stedet, hvor han havde sit lille bibliotek. Der er hans seng og ikke mindst hans køleskab.
"Køleskabet gemmer på en historie," siger Mino.
Dengang Fidels mænd bar det op til ham, lyste det op som en hvid plet midt i junglen. Regeringshærens fly så det og skød mod det. Man kan stadig se et skudhul i siden på det. Mino kan en historie om hver en lille ting og fortæller så levende, som var han tilstede den gang, da historien blev skabt.
Mino peger fremad. Foran os, op ad stien mod toppen, ligger Radio Rebelde. Det vil sige der lå radiostationen. Der er kun et skur med gamle støvede elektroniske dimsdutter og dingenoter. Men revolutionen er ikke slut og budskabet er det samme, for Radio Rebelde sendes stadig i dag – bare online på nettet.
"Det var her, det moderne Cuba blev til," siger Mino, "det var her revolutionen begyndte."



Historien vil frikende mig
Den 26. juli 1953 angreb Castro og 125 af hans antibatistas Moncada-militærbarakker nær Santiago. Det blev et af verdenshistoriens mest tvetydige angreb. I første omgang må det kaldes for et absolut nederlag. Seks rebeller faldt under selve angrebet. Senere blev 55 af de tilfangetagne henrettet af politiet. De sidste, herunder Castro, var flygtet op i Sierra Maestra, hvor de snart blev taget til fange. Senere blev hele episoden vendt til en af de største sejre og startskuddet for den cubanske revolution.
Heldigvis for Castro, og til evig ærgrelse for præsident Batista, var den officer, der arresterede gruppen oppe i bjergene, en sympatisør af revolutionen. Derfor endte Castro i et lokalt fængsel, hvor han overlevede og dermed fik mulighed for at holde sin verdensberømte tale. Castro var sin egen advokat i den efterfølgende rettergang, og her leverede han en fem timer lang tale, der brændte sig ind i bevidstheden hos den cubanske underklasse. Han fortalte, hvordan Batista undertrykte folket, og krævede retten til almen uddannelse og store landbrugsreformer. I løbet af de fem timer gennemgik han nøje alle landets problemer og gjorde det klart, hvad hans løsning var. Goderne skulle fordeles jævnt, og alle skulle have adgang til de mest basale goder. Han afsluttede sin tale med de berømte ord: "Døm mig, hvis I vil. Historien vil frikende mig." Det skal nævnes, at han blev idømt 15 års fængsel, hvoraf han kun afsonede omkring to år. Tiden brugte Castro til at studere Marx og at undervise sine medfanger i revolutionens principper.

 

Lad os være som Che
Ernesto Guevara blev født i 1928 i Argentina, og tilnavnet Che kom først til senere som et kærligt kaldenavn. Han er kendt som guerillastrateg og befrielsesleder i hele Latinamerika. Han blev født og voksede op i en middelklassefamilie, hvor hans astma ledte ham til at studere medicin ved universitetet i hovedstaden Buenos Aires. Han var ikke 'blot' en marxistisk helt og guerillakommandant, han var også en rejsende, og hans sans for eventyr tog ham ud på store motorcykelrejser gennem hele Latinamerika. Den længste tur varede fra 1951 til 1952. Turen er kendt fra både bogen og filmen Motorcykel Dagbogen, og det var her, han for alvor blev engageret i de fattige og de jævnes kår. Af flere omveje, blandt andet i Guatemala og senere i Mexico, kom Che i kontakt med flere af de cubanere, som Castro havde haft med sig ved Moncada. Che blev udpeget til læge på den cubanske 'invasionsstyrke', og i november 1956 sejlede han, Fidel og de andre med båden Granma til Cuba. Siden steg Che i graderne og var på mange områder Castros højre hånd. Che kom vidt omkring for at udbrede sine tanker om revolutionen. Blandt andet kom han til Congo og endte senere i Bolivia, hvor han den 8. oktober 1967 blev taget til fange af regeringsstyrker med støtte fra USA. Dagen efter blev han henrettet – en hemmelighed, der lå gemt hen i over 30 år. Den dag i dag begynder cubanske skolebørn dagen med sætningen "Kommunistiske pionerer, lad os være som Che."


Andre spændende artikler


Min ild

Min ild

Over passet til Rainbow Mountain

Over passet til Rainbow Mountain

Himalayas giganter på nærmeste hold

Himalayas giganter på nærmeste hold

Log ind