Cykeltur gennem Vietnam

Truet med knippel og regn
Med masser af gejst triller vi forsigtigt ud på vores første tur i byens labyrint af gyder, motorcykler og vietnamesere – lykkeligt uvidende om, hvilke strabadser og forhindringer, der venter os forude.

Trafikken her i den indre by er skræmmende. Mennesker bevæger sig op og ned ad gaderne med poser, tasker og børn i hænderne, motorcykler med en, to og endda tre passagerer svinger ud og ind mellem bilerne, der dytter i stedet for at bremse.

Vi krydser klinger med ladcykler, lastbiler og en enkelt betjent, der trækker sin knippel og tuder i sin fløjte, fordi vi kører op foran Ho Chi Minhs mausoleum. Her er der åbenbart kun adgang for fodgængere. Det er kaotisk at cykle her i Hanoi, så vi skynder os at komme videre, ud af byen, ud til i den smukke natur og ned gennem Vietnam.

Vores første etape er på 110 kilometer, og den går fra hovedstaden ud til havet og Halong Bay, hvor imponerende klipper skyder op fra vandet. Bugten er på UNESCOs verdensarv-liste, og en sejltur her er et must. Også selvom vi er på cykel.

Desværre foregår hele cykelturen i øsende regn, og en australsk bartender fortæller os om aftenen, at vi skulle have læst bedre på lektien hjemmefra. Havde vi gjort det, ville vi have fundet ud af, at september er en af de vådeste måneder i det nordlige Vietnam.

Og australieren får ret. Regnen fortsætter med at falde dag efter dag. Regnslaget på mine cykeltasker kan ikke holde vandet ude, så snart er kort, papirer og bøger gennemblødte.

Vi beslutter at flygte fra regnen og hopper sammen med cyklerne på en bus sydpå. Vi stiger af i området omkring byen Ninh Binh, der er kendt for sine rismarker.

Her skyder risplanterne op af de dybgrønne marker, der strækker sig så langt, øjet rækker, kun adskilt af små vandingskanaler. Vi bruger et par dage i området og cykler rundt til de mange landsbyer.

Faldefærdige hytter og gammeldags landbrug afslører, at befolkningen her i området er fattig. Men hvad de mangler i penge, har de til gengæld i gæstfrihed. Vejret er dog ikke meget bedre, end hvor vi kom fra, så igen hopper vi på en bus og tager chancen længere sydpå.

Endelig på cykel
Med ben som stolper stiger vi ud på den støvede busholdeplads i Khe Sanh. En søvnig by på grænsen til Laos tæt på den demilitariserede zone, der tidligere delte Nord- og Sydvietnam.

Cyklerne har meget mod vores vilje ligget på bussens tag hele vejen op gennem bjergene, men heldigvis har de klaret sig bedre end os inde i bussen, hvor vi har siddet tæt sammen med rissække, rapkæftede høns og en enkelt ged.

Vi spænder hjelmene på, og endelig er vi på vej. Ingen regn og masser af sol. Taskerne er pakket og sidder pænt på hver side af bagagebærerne. Det er det her, vi er kommet for. Fra Khe Sanh kører vi mod øst og direkte mod havet.

Langs kysten kan vi følge landets største og længste vej, Highway 1, der forbinder Hanoi i nord med Ho Chi Minh City i syd, og den er et symbol på det forenede Vietnam.

Sveden drypper fra min næse og hage ned på cyklens mørkeblå stel. Jeg koger. De grove mountainbike-dæk summer mod den varme asfalt, mens solen intenst bruner min ryg gennem den hvide t-shirt, så jeg om aftenen kan se, hvor cykelbuksernes seler har siddet. Vejen bugter sig frem og tilbage.

Nogle gange kører vi helt tæt på havet og ser bølgerne rulle behageligt op over det lyse sand, andre gange fører vejen os længere ind i landet til glemte områder, hvor tiden har stået stille i århundreder.

I de små byer er det de færreste, der kan engelsk, men vi har lært nogle basale vietnamesiske fraser, og resten klarer vi med fagter. Det er fantastisk at opleve landet på denne måde. Nu kører det for os.

Tilbageholdt uden visum
Vi bevæger os støt sydpå ad Highway 1. Nogle dage slider vi os gennem 130 kilometer, andre dage holder vi ind efter 60. Vi kommer gennem de store vietnamesiske turistbyer, men vi kommer også gennem små perler af landsbyer, der ikke er nævnt i guidebøgerne, og her er der ikke er andet at lave end at betragte de lokale.

Og omvendt betragter de os. Mange vil røre vores hår på både hoved og arme, og de måler sig mod vores små to meter i højden. Vi viser børnene, at jo hurtigere de kan dreje forhjulet, jo højere bliver tallet på cykelcomputeren. Og så synes de, at det er helt fantastisk at rende rundt med vores store hjelme på deres små hoveder.

I Vietnams svar på Mallorca, Nha Trang, løber vi ind i problemer. Vi har været for længe i landet, så vores visa er udløbet. Vi vidste det egentligt godt, men vi havde håbet, at ingen ville bemærke det.

Desværre angiver en emsig hotelejer os til politiet, som inddrager vores pas, og dermed er vi tvunget til at blive i byen. Efter at have været strandet i badebyen i en uge, løser konflikten sig imidlertid.

Hvad et smil og lidt venlighed ikke kan klare her i landet, lykkes for en lille bunke dollarsedler. Vi får vores pas igen og begiver os videre mod Ho Chi Minh City, men inden vi når så langt, forlader vi Highway 1 og drejer op i bjergene.

Vi vil se bjergbyen Dalat, der blev grundlagt, mens landet var en fransk koloni. Her kunne rige franskmænd undslippe lavlandets hede, og føle sig hjemme under byens kopi af Eiffeltårnet.

Vi tager en tur mere
Det er aften, da vi cykler ind i Ho Chi Minh City. Det er vores mål for hele turen, og nu er vi her. Vi finder et hotelværelse, får lidt at spise, og fejrer turen med en øl. Men der er noget, der nager. Vi føler ikke helt, at vi er fremme.

Vi har jo snydt oppe i nord og bare tanken om, at vi ikke skal ud på vejene igen, gør mere ondt end smerten i bagdelen. Efter en øl eller to tager vi en beslutning om at forlænge turen.

Vi sætter os for at finde en bus, der næste dag kan køre os langt ud i Mekong Deltaet, hvor Mekong-floden deler sig i utallige større og mindre kanaler, inden det brune flodvand blander sig med havvandet.

I morgen skal vi igen i sadlen. Ud og hilse på scootere, der kører op på siden af os, smiler, giver gas og trækker væk. Se vandbøfler, der trasker af sted og råbende drenge i snavset tøj, der jagter høns og grise rundt om husene. Og vi glæder os. 

Jesper Rise Børjesens råd til andre cykelrejsende i Vietnam:

• Undersøg hos dit flyselskab om det koster ekstra at have en cykel med i flyet. Det gør det ikke nødvendigvis. Pak cyklen ned i en cykel-papkasse, som du ofte kan få gratis fra din lokale cykelhandler.
• Tag forhjulet af gaflen, så fylder cyklen ikke så meget.
• Pak noget af dit tøj rundt omkring cyklen.
• Køb nogle cykeltasker, der er vandtætte og god kvalitet.
• Der er ikke cykelstier i Vietnam, men vietnameserne cykler selv, så bilisterne er vant til cykler i trafikken. Men pas på og vær opmærksom, for mere end 10.000 mennesker mister hvert år livet i den vietnamesiske trafik.

Vores rute

Vi lagde ud med at cykle fra hovedstaden Hanoi til havnebyen Hai Phong. Herfra tog vi med bus til Ninh Binh, og derefter videre med bus til Khe Sanh. Fra Khe Sanh cyklede vi over fjorten dagsetaper de cirka 1300 kilometer til Ho Chi Minh City. Undervejs kom vi igennem den gamle kejserby Hué, Danang, Hoi An, badebyen Nha Trang, bjergbyen Dalat og strandene ved Mui Ne. Efter et par dage i Ho Chi Minh City brugte vi fire dage på at cykle gennem Mekong Deltaet. I alt cyklede vi næsten 2000 kilometer.

Vietnamkrigen kort fortalt

De første amerikanske soldater ankom i 1950erne som rådgivere, der skulle uddanne den sydvietnamesiske hær. I 1959 begyndte den egentlige krig, og i løbet af 60erne blev flere og flere kamptropper landsat.

Krigshandlingerne fortsatte indtil 1975, hvor de sidste amerikanere forlod landet, inden Ho Chi Minh Citys fald. I krigen døde over en million nordvietnamesere, 200.000 sydvietnamesere og lige under 60.000 amerikanerne.