Du er her:

DRØMMEN OM POLAREVENTYR

Påsketur på Svalbard

Fire kammerater drager på påsketur til Svalbard. Alt starter dog ikke som håbet, og i en verden af isflager, tandklaprende kuldegrader og store, vilde dyr er der ikke plads til fejltrin.

DJI_0026.jpg
Skrevet af: Michael Lykke
Opdateret den 02. apr 2021

Fire kammerater drager på påsketur til Svalbard. Alt starter dog ikke som håbet, og i en verden af isflager, tandklaprende kuldegrader og store, vilde dyr er der ikke plads til fejltrin.

Vi møder den første isbjørn allerede i lufthavnen. Det er heldigvis en udstoppet én af slagsen, men det giver stadig et sus i maven. Den majestætiske kødæder, Svalbards vartegn, hersker her og bliver omtalt med stor stolthed og stor respekt. Luften er iskold, cirka 20 minusgrader her i marts, hvilket lige præcis er nok til, at næsehårene fryser til ved første indånding.

Jeg har altid været fascineret af friluftsliv i arktiske klimaer, hvor alt, man foretager sig, har en konsekvens på godt og ondt. Hvis man arbejder uden handsker, kommer det til at gøre ondt og kan koste forfrysninger. Hvis man ikke sætter teltet rigtigt, kan der komme sne ind. Eller det kan vælte. Man er konstant nødt til at være på forkant med situationen.

Ideen til en polartur, hvor vi bliver pressede både fysisk og psykisk, er fire måneder gammel. Tre gode kammerater var med på ideen, og nu står vi her klar til 12 dages påsketur. Vi skal dog først have hentet et gevær, for i Longyearbyen, og alle andre steder på Svalbard, er det ganske normalt at bære våben. Man ved aldrig, hvornår isbjørnen kommer forbi.

I udkanten af byen står advarselsskilte om isbjørnefare, og på restauranten samt supermarkedet afleverer man sit våben i baren eller receptionen. Og når man går igen, selv efter et par øl, ja, så får man sit våben retur. Helt normalt.

Ud på isen
Vi sejler ud med en isbryder, som sejler turister på endagsture. Planen er at nå så langt ind i Billefjorden som muligt, hoppe af på havisen og gå med vores pulke mod spøgelsesbyen Pyramiden. Det skal vise sig ikke at være en helt ufarlig plan. Små 20 kilometer fra Pyramiden er isen så tyk, at isbryderen ikke kan sejle længere.

Vi bliver droppet af, mens turister fotograferer vi fire tosser, som går afsted med pulke. Isen er hvid, hvilket betyder, at den er tyk og sikker at gå på. Vi går direkte mod enden af fjorden, så vi hurtigt får en masse kilometer i benene. Langs kanten af fjorden ser vi åbent vand. Vi kan ikke komme på land foreløbigt.

Efter små otte kilometer bliver de første advarselstegn synlige. Flere steder er isen revnet, så vi må hoppe forsigtigt over vandet. Andre steder har isen sorte områder, som betyder, at isen er ny og kun lige frosset. Vi kommer også tættere og tættere på nogle store hvalrosser, der ligger og nyder solens skær oven på isen. De er farlige dyr, som nemt kan ødelægge isen, vi går på.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

IMG 6838

Når isen er mørk, betyder det, at den er frisk og dermed ikke særlig tyk.

Strandet på en isflage
Jo længere vi kommer, jo værre ser det ud. Isen er sort og revnet mange steder, så vi er nødt til at gå med ski for ikke at ødelægge isen og falde igennem. Vi hopper fra isflage til isflage i håbet om, at der vil komme fast is for enden af fjorden. Hver gang, vi kommer over på en ny isflage, har den bevæget sig så meget, at vi ikke kan gå den samme vej tilbage igen.

Vi sender derfor en drone op for at få et overblik. Det ser ikke godt ud.

Vi kan se tre hvalrosser, der svømmer omkring de isflager, vi går på, og langs kysten er der kun åbent vand. Så vi tager en beslutning: nok må være nok. Vi vender om, men går alle med en ubehagelig følelse af, at vi slet ikke ved, hvad natten vil bringe.

Mon isen holder til, at vi går tilbage igen?

Hvad har de tre hvalrosser gang i?

Er de sultne eller bare nysgerrige?

De kommer tæt på, og et par gange er de inden for tre meters afstand, hvor de udånder kraftigt i overfladen og kigger på os. Med kun to timer til solnedgang flyver mange bekymrede tanker gennem hovederne.

Bør vi allerede her på første dag trykke på den store SOS-knap på vores GPS og blive reddet?

Nej, vi venter og føler os heldige, da vi når sikkert tilbage til den hvide is. Vi er dog stadig ikke i land og vandrer yderligere 10 kilometer bagud; længere tilbage, end hvor vi blev sat af med færgen. I solens sidste stråler lykkes det os at finde fire isflager, som vi med reb og is-skruer binder sammen, så det ligner en nogenlunde stabil vej de sidste 10 meter ind til fast land.

Vi er lykkelige for at få fast grund under fødderne igen og ikke at skulle sove ude på havisen. Det har været en meget lang, hård første dag med et eventyr, vi aldrig vil glemme, men gerne ville have været foruden. Vi er meget trætte, men den første dag er ikke helt slut endnu.

IMG 7306

Man skal ikke undervurdere telthygge. Selvom der er minus 20 grader uden for teltet, kan der sagtens være plus 20 grader inde i teltet, især hvis man tænder godt op i brænderne. Vi tog en pulk ind i teltet, der fungerede som opbevaring og spildbakke. Hver aften tørrede vi alt vores tøj i toppen af teltet.

Isbjørneland
Når man sover ved kysten på Svalbard, skal man være påpasselig, da det er her isbjørnene færdes mest. Det er vigtigt at sikre sin lejr med bjørnehegn om natten, og samtidig holder én af os vagt ved teltene; to timers nattevagt til hver. Himlen er stjerneklar, og der er ingen vind i natten, så vi vil både kunne se og høre et dyr på lang afstand, hvis det skulle komme forbi. Det gør de heldigvis ikke.

Vi har to dages vandring langs kysten til spøgelsesbyen Pyramiden. Kulminebosættelsen, som svenskerne grundlagde i 1910 og senere solgte til Sovjetunionen. Store, flotte bygninger, som kan huse 1000 mennesker, står fuldstændige efterladte. Vi ved, at der ofte er set bjørne i Pyramidebyen, så det er med spænding, vi går rundt i byen. Gevær og signalpistol har vi med os hele tiden.

Den forladte by har skole, børnehave, svømmehal, gymnastiksal og biograf. Alt sammen forladt fra den ene dag til den anden i 1988, efter den sidste spand kul blev hevet op ad minen. Til stor overraskelse møder vi to russiske mænd i Hotellet. Den ene præsenterer sig som guvernøren af byen, den anden som hans hjælper, og de fortæller, at de er efterkommere af folk, som boede i byen. Deres engelske ordforråd er ikke særlig godt, men det lader til, at de bor fast i byen året rundt. Hotellet er noget bedre vedligeholdt end de andre bygninger og opvarmet med kul. De inviterer os indenfor til kaffe og vodka. Efter et par hårde dage tager vi også imod deres tilbud om at sove indendørs en enkelt nat.

DJI 0048

En stor velkomstskulptur byder velkommen til spøgelsesbyen, Pyramiden.

Frustrationer og forfrysninger
Vi forlader Pyramidebyen og kysten og vandrer videre ind i landet. Vi skal 200 højdemeter op i terrænet ad en gletsjer, der ligger som en lang skibakke ned mod havet. Vi har reb og seleudstyr med, hvis uheldet er ude, og vi skrider igennem en revne i gletsjeren.

Turen op til højlandet er hård. Både fordi vi slæber vores pulke, og fordi den eneste rute er via en lang stigning på 30-40 grader. Vi når op inden den helt fantastiske solnedgang og slår lejr i dagens sidste lys. V

i er nu nået ind i Atomfjeldene. Man skal have en speciel tilladelse for at være her, og der er ikke et eneste fodspor at se. Kun lange, bløde bjerge, som snor sig så langt øjet rækker. Vi har små to dages vandring til vores næste mål, Svalbards højeste punkt: Newtontoppen på 1717 meter. Det blæser godt til, og temperaturen falder. Hvis vi ikke dækker ansigterne til, kommer der hvide pletter på huden. Det første tegn på forfrysning.

Vi oplever også, at hvis ikke vi er grundige med at tørre tøj og sko i teltet om aftenen, bliver vi straffet med virkelig kolde støvler næste dag. Midtvejs på turen klager en turkammerat over manglende følelse i tæerne. Han kan simpelthen ikke få varme ud i dem. Det skal man tage meget alvorligt, så selvom vi har et godt stykke vej endnu, er der ikke andet at gøre end at slå lejr og få hans fødder tøet op på maven af en af os andre.

Resten af holdet rejser teltet, varmer vand og forbereder soveposen. Det viser sig, at de kolde tæer skyldes, at han ikke har været omhyggelig nok med at tørre sin støvle om aftenen, så kondens fra fra fødderne har sat sig som iskrystaller inde i støvlen. Når det sker, kan man ikke selv varme støvlen op med sine fødder.

IMG 7355

Hvide pletter er første tegn på forfrysning og kommer nemt ved blæst i ekstreme minusgrader. En hvid plet forsvinder med det samme igen, når man sætter en varm hånd på pletten.

Svalbards højeste punkt
Vejret er igen med os, da vi starter bestigningen af Svalbards højeste punkt. Solen står højt på en skyfri himmel, og vi har efterladt pulke samt telte ved foden af bjerget. Med os har vi kun en dagtursrygsæk, ski og stave. Vi vælger vejen til toppen med omhu, for mange steder er bjerget for stejlt til, at vi kan klatre op – eller i hvert fald til at vi kan gøre det på forsvarlig vis.

Efter små seks timer når vi toppen lige inden solnedgang.

Udsigten er ufattelig smuk med bjerge og sne hele vejen rundt. Intet andet. Igen bliver vi ramt af følelsen af at være fuldstændigt alene herude. Der er ikke en vind, og der er ”kun” 25 minusgrader. Hjemmefra har vi hørt et rygte om, at man kan få signal på telefonen på Newtontoppen. En gylden mulighed, som vi tester. Den er god nok. Vi fanger et lille signal og ringer hjem. Uvirkeligt og helt specielt.

Vildmarkens overraskelser
Der er koldt i teltet næste morgen. Minus 31 grader. Men det kan ikke fjerne smilene på læberne oven på bestigningen af bjergtoppen. På enhver vildmarkstur er små overraskelser guld værd, og vi er ekstatiske, da en turkammerat overrasker med fire breve kakao, frossen flødeskum og skumfidusdrys. I sådan et øjeblik glemmer man hurtigt, hvor hård turen er. Nu skal vi bare nyde de to sidste dages vandring sydpå til et opsamlingspunkt, hvor vi bliver hentet på snescootere og kørt de 150 kilometer tilbage til Longyearbyen.

De to sidste dage på ski føles nemme, da pulkene er ved at være tomme for proviant, og slutningen på eventyret ligger om hjørnet. Vi mærker også ekstra energi, for vi har nået de mål, vi planlagde hjemmefra til trods for, at vi slet ikke havde regnet med omfanget af de udfordringer, vi er blevet udsat for.

Drømmen om at opleve et arktisk friluftseventyr er blevet til virkelighed.

IMG 7090

Vi placerer vores ski i sneen rundt om teltene og fastgør to alarmblus midt på skien. Derefter binder vi ståltråd mellem alle alarmblussene. Det fungerer som et isbjørnehegn, der vil udløse et knald og et rødt, brændende røgsignal som gerne skulle skræmme dyret, hvis de går ind i hegnet, mens vi sover.


Sysselmand og vildmarkstilladelser

Vil man på vintervildmarkstur på Svalbard, skal man først have en gratis tilladelse hos sysselmanden, der fungerer som lokal politimyndighed på Svalbard. Her skal du før turen søge med en detaljeret plan for, hvor du vil gå på de nøjagtige datoer. Alle personer i gruppen skal fremvise en Search and Rescue-polarforsikring, som dækker minimum 100.000 kr. i erstatning.

Gruppens udstyr skal desuden indeholde et 4-sæsonerstelt, GPS, nødsender, hund eller bjørnehegn mod isbjørne, signalpistol og et gevær. For at have gevær skal man ansøge i forvejen om våbentilladelse på Svalbard. Ordet sysselmand stammer for øvrigt helt tilbage fra middelalderen i Norden, hvor sysselmanden var en kongelig embedsmand. I dag findes de kun på Færøerne og Svalbard.


Svalbard

Langt mod nord, mellem Norge og Nordpolen, på 74-81 nordlige breddegrad ligger øgruppen, Svalbard, som er en del af Norge og omtrent halvanden gange større end Danmark. Her finder man høje bjerge og et råt og barsk landskab med snevidder så langt øjet rækker.

Øgruppen er kendt for arktisk natur, nordlys, gamle minebyer og dyreliv, da mange øer er total uberørte. Vejret melder kun plusgrader fire måneder om året. Der bor 2700 personer på Svalbard. Størstedelen af dem bor i Longyearbyen, der har lufthavn, skoler, små butikker, et supermarked og par hoteller til turister. Uden for

Longyearbyen foregår næsten alt transport med snescooter eller båd. Hvis man altså ikke tager den til fods, på ski, snesko eller hundeslæde. Du kan flyve retur til Svalbard for omkring 3000 kroner fra København.

Andre spændende artikler


Island fra nord til syd på ski

Island fra nord til syd på ski

På tur i vinterfjeldet med Opdag Verden

På tur i vinterfjeldet med Opdag Verden

På ski i norske Rondane

På ski i norske Rondane

Log ind