På ski ned ad Ecuadors vulkaner

Spændingen tager til
Næste dag kører vi mod Cayambe og vulkanen med samme navn, der er er landets tredjehøjeste bjerg med sine 5790 meter. Det er en aktiv vulkan, dækket af gletsjere. Det er et perfekt sted at akklimatisere, før turen til højere bjerge. Det er også et farligt sted.

Hvis Cayambe går i udbrud, vil de store mængder vand fra isen blande sig med den varme aske og danne en hurtigtflydende strøm af mudder, kaldet en lahar, der styrter ned ad bjerget med 60 kilometer i timen og begraver alt på sin vej.

Jeg krydser fingre for, at det ikke sker. Det ville ødelægge mit mål med turen, som er at stå på ski langs Ækvator. Vi sidder i en stor bus, der overhaler i blinde sving, mens den snor sig op ad stejle bjergsider.

Jeg mærker spændingen ved at begynde på endnu et eventyr. Vi skifter til firehjulstrækker i Cayambe og passerer andre klatrere på vej mod campingpladsen i 4600 meters højde.

Vi kryber ud ad soveposerne ved midnat, spiser en let morgenmad og sætter ski fast på rygsækken. Lyset fra vores pandelamper farver nattemørket mælkehvidt foran os, da det reflekteres i millioner af mikrodråber vand i luften.

Tågen er næsten så tyk som en fransk crème brulé, men vi håber at bryde igennem den i løbet af de 1200 meter, der er til toppen. Det første stykke følger vi en klippekant, og efter 400 meter når vi sneen. Vi nærmer os fuldførelsen af vores drøm: At stå på ski ned ad en aktiv vulkan.

Farlige gletsjerspalter
Vi tager steigeisen på og træder ind i gletsjerens hvide verden. Varme tepmeraturer har ødelagt sneen, som er en håbløs blød og våd masse. Hvert skridt bryder gennem en tynd skorpe, og vi falder i til knæene.

Fredrik går forrest og synker pludseligt dybere i end til knæet. Jeg træder tilbage og strammer rebet. Kun den store kamerataske, han altid insisterer på at have med, forhindrer ham i at forsvinde helt.

”Hvad sker der,”spørger jeg.
Frederik træder et skridt tilbage og lyser ned i hullet med sin pandelampe.
”Gletsjerspalte. Den ser mindst 15 meter dybt ud,”siger han.
”Hvordan har du det?”
”Ubehageligt. Vi har brug, at det er under frysepunktet for at det her er sikkert,” siger han.
Langsomt æder vi højdemeter. Endelig bliver sneen koldere, og det er muligt at gå i normalt tempo. Men sigten er dårlig, og alt omkring os er hvidt. Vi kan dårligt se, hvor sne og himmel skiller, og i 5500 meters højde giver dfet ingen mening længere.
”Full whiteout. Hvorfor fortsætte?” siger jeg.
”Enig,” svarer Fredrik kort.

At stå på ski ned uden at kunne se sneen virker meningsløst, og Fredriks kamera bliver i rygsækken, da vi går ned igen.

Frisk sne
To timers bustur syd for Quito hopper vi på en pickup, der på en time kører os op
4800 meters, så højt som Mont Blanc, Europas højeste bjerg. Vi går en time til snegrænsen, hvor vi slår vores telt op lige over Refugio José Rivas.

Igen må vi se os selv indhyllet i skyer, men denne gang fornemmer vi den klare himmel over vores hoveder. Da natten falder på, forsvinder skyerne og velsigner os med selskab af millioner af stjerner. Ved midnat fortæller vores vækkeur, at det er tid til at skifte den dejlige varme i soveposen ud med det barske bjergmiljø.

Kun ved solopgang er der håb om at nyde udsigten fra bjergtoppen. Så snart solstrålerne opvarmer jorden under os, vil der dannes skyer af de store mængder vand, der er fordampet fra jorden, og dække vores telt med is og bakkerne under os med vand.

Andre klatrere starter ud fra hytten under os, da jeg spænder mine ski fast på rygsækken efter en symbolsk morgenmad. Nogle få skridt fra vores lejr når vi gletsjeren og spænder os fast til vores klatrereb.

Vi laver et spor i frisk sne, der er faldet eftermiddagen før. Mens vi går, kan jeg ikke undgå at have det dobbelt med det hårde arbejde, vi er nødt til at lægge i at nå toppen. Som bjergbestiger foretrækker jeg den hårde sne, der bliver dannet under lange perioder uden vind og nedbør. Men som skiløber elsker jeg de perfekte sneforhold, jeg allerede nu kan se, vi får på nedkørslen

Mod toppen i cykeljakke
Vi er til sammen elleve klatrere på bjerget, der efter et par timers klatring danner en lang kæde. Jeg er den eneste, der har ski med mig mod toppen. Lokale guider følger et par af holdene.

Et britisk par og en insisterende tysker går alene. Han klatrer uden andet udstyr end sin lejede økse og steigeisen. Han har ingen rygsæk og intet ekstratøj. En cykeljakke er alt, hvad han bærer til at beskytte sig mod frostgraderne.

Da vi spørger, indrømmer han, at han ikke har relevant erfaring overhovedet fra hverken klatring eller gletsjerture. På intet tidspunkt bruger han reb for at beskytte sig mod at falde i en af de mange klippespalter. Guiderne ser ham som en hensynsløs vovehals, og de insisterer på, at bjerget er farligt, og at han skal vende om.

Farlige spalter kan være dækket af sne, og uden reb kan han falde i en af dem og ikke kun risikere sit eget liv. De, der er på bjerget ved en ulykke, er tvunget til at redde ham, og ingen ved, hvad prisen kan være.

Men det mere presserende problem er hans tøj. En våd brise fejer ned over os og føjer gradvist et tyndt lag is på vores jakker og bukser. Kulden bider, men i det rette udstyr er der ingen fare. Jeg har en dunjakke i min rygsæk, og nogle af klatrerne omkring mig har allerede taget deres på. Jeg spørger tyskeren, hvordan det går.

”Jeg er alt for kold til at stoppe mere,” siger han.
”Husk, at du kan vende om. Bjerget er her til en anden gang,” foreslår jeg, men det er langt fra hans hensigt. Intet bjerg er så småt, at det ikke kan udløse den målbevidsthed, der kommer med topfeber.

Udbrud set fra toppen
Ruten er en labyrint af spalter, smalle gryder og stejle sider. Morgenens første lys rammer os 150 meter under toppen, da vi tager fat på de hårdeste stigninger, et 45 grader og 100 meter højt isfald.

Det er dog ikke den store udfordring med isøkser og steigeisen. Herefter balancerer vi på en kant af is langs en spalte, klatrer nogle få snebroer og føler, hvordan toppen flader ud.

Vi har nået toppen af Cotopaxi og er nu på kanten af et stort, dybt krater, der desværre er skjult af dis. Jeg længes også efter at se dette naturens vidunder. Jeg træder nærmere kanten af dybet. I det øjeblik, disen letter, råber Fredrik:
”Se, et udbrud!”

Jeg stirrer ned i hjertet af Cotopaxi, men ser intet tegn på hverken røg eller lava. Fredrik peger mod horisonten, hvor en askesky rejser sig tusinder af meter op i luften.
”Det er Tungurahua, hun er i udbrud!”
”Fantastisk,” skriger jeg og løfter skiene over mit hoved.

Lukkeren på Fredriks kamera går amok, men lige så hurtigt, som udbruddet kom til syne, ligeså hurtigt forsvinder det igen under skyerne.

Mod turens højdepunkt
Næste stop på vores tur er turistbyen Banos, der er opkaldt efter de mange varme kilder i området. En evakueringsrute er tydeligt markeret til det øjeblik, der skulle blive brug for at forlade byen hurtigt på grund af et udbrud fra Tungurahua.

Vi hviler her i to dage, før vi tager en taxi til 4800 meters højde, startpunktet for vores bestigning af Chimborazo, går et par minutter og slår teltet op. Nogle få timer senere kryber vi ud af vores soveposer, spænder skiene fast på rygsækken og steigeisen fast til støvlerne. Chimborazo rejser sig stejlt over vores hoveder.

Da vi kom i går, stjal skyer udsigten, og nu skjuler natten alt uden for den smalle lyskegle, vores pandelamper danner. Et sted på den nederste tredjedel når jeg en bjergkam. Jeg mærker vindens kræfter, da jeg træder ud på den.

Fredrik slås mod et maveonde, der er det mest almindelige problem blandt klatrere, og vi bliver enige om at klatre i hvert vores tempo. Jeg når en top top efter to timer, blot for at se, at kortet har ret i, at den rigtige top stadig er en kilometer væk.

Der er ikke mange meters forskel, og jeg tvivler på, at jeg ville have bemærket det uden et kort. En bred bjergkam adskiller mig fra målet. Sporene fra andre klatrere stopper her, og jeg må bevæge mig væk fra sporet. Da jeg bevæger mig gennem den friske knæhøjdybe sne, tænker jeg tilbage på mit første store bjerg, Aconcagua i Argentina.

Vi tilbragte flere end 20 dage på bjerget, men her, på et bjerg på næsten samme størrelse, ankommer vi, camperer, sover, klatrer, står på ski og tager af sted igen på mindre end 24 timer. Klatrere siger, at fart er sikkerhed, men det er også sjovt, og det gør os i stand til at nå adskillige høje bjerge på næsten den samme tid som jeg brugte på Aconcagua.

På ski fra himlen
Jeg kan næsten ikke tro mine øjne, da jeg når toppen. Tungurahua skyder mørk aske op i luften. Jeg tænker på Fredrik. Han er nødt til at se det her.
”Fredrik, skynd dig! Du skal se det her!” hyler jeg ind i min radio, men der er ikke noget svar, da han er fanget i radioskyggen af bjerget

Da jeg endelig ser ham, bevæger jeg mig ned til ham. Et par opmuntrende ord undslipper mine læber, men jeg nævner ikke udbruddet. Det skal være en overraskelse. Sammen når vi toppen og som for at fuldende øjeblikket skyder en ny sky af aske op i luften, denne gang fra Sangay, en vulkan skjult dybt i Ecuadors rengsky.

Fredrik tror ikke sine egne øjne, og vi slentrer rundt på toppen i lang tid for at at nyde det storslåede syn, før hvide skyer opsluger den mørke aske. Det er tid til at vende tilbage fra denne specielle verden.

Nedstigningen på skinene er ikke så let endda. Bagende sol og kolde nætter har dannet en hård skorpe på sneen, og nogle steder efterlader jeg ingen mærker i sneen, mens jeg andre steder falder igennem skorpen.

Længere nede vil sneen være blød, smeltende under den varme sol ved Ækvator. Tykke skyer hænger under os. Vi står på ski ned fra himmelen.

Tættere på solen end fra Everest

Chimborazo blev anset for at være det højeste bjerg i verden, ind til midten af 1800-tallet, hvor Himalaya blev opmålt. På en eller anden måde, var man dog ikke helt galt på den med Chimborazo.

Ikke engang fra toppen af Everest er du nemlig tættere på stjernene og solen, end du er på toppen af Chimborazo. Her er du nemlig længst fra Jordens centrum. Mt. Everest er godt nok Jordens højeste bjerg målt fra havoverfladen, men Jorden er ikke helt rund, den buler ud ved Ækvator – nærmest som en bold, du trykker let på. På den måde når Chimborazo, som blot ligger én grad syd for Ækvator, 2168 meter nærmere stjernerne end Mount Everest.