Ude på stierne i det nordvestlige Toscana, langt fra mylderet i Firenze og Siena, oplever Benedicte Funck Christensen et område, der er rigt på såvel naturoplevelser som natur og lokal gastronomi. Et mindre kendt Toscana, der er oplagt at søge mod, når sommeren går på hæld, og efteråret begynder at titte frem.
I den nordvestlige del af Toscana, mellem Appenninerne og de mere barskt udseende Apuanske Alper, ligger den skovklædte dal, Garfagnana. Ud over at dalen ligger i en spændende historisk egn, hvor både Hitlers og Napoleons tropper samt Bjarne Reuters fiktive middelalderskikkelse i form af urtekræmmeren og løgnhalsen Pagamino har huseret, er den også et fantastisk udgangspunkt for flotte vandreture i de frodige bjerge.
Garfagnana-dalen og de omkringliggende bjerge befinder sig i enhver forstand langt fra myldret af højrenæssance-turister i Toscanas fladere og mere berømte del mod syd, hvor Firenze og solbagte Siena ligger.
Livsrytmen i bjergene virker helt anderledes afdæmpet og rustik end i lavlandet, noget man tydeligt fornemmer, så snart man passerer Lucca, komponisten Puccinis muromkransede fødeby, og kører op til dalens hovedby, Castelnuovo di Garfagnana.
Her finder man ikke englebasse-springvand i baghaverne og Armani-klædte modedyr. Strøet ud over dalen og langt op ad bjergsiderne ser vi til gengæld masser af grønne sæterområder, uberørte kastanjeskove, borgbyer og middelalderlandsbyer med snoede gader og huse af rå sten, der engang udgjorde knudepunkter for pilgrimme og andre, der rejste til fods. Mange af landsbyerne er i dag glimrende udgangspunkter for vor tids lyst-vandrere.
”Jordbunden er blød og fyldt med rådnende blade fra de løvfældende træer, og der dufter dejligt.”
