Efterårsvandring i det nordlige Toscana

Idyllisk plet
Ikke langt fra Castelnuovo finder vi længere oppe i bjergene landsbyen Roggio, der ligger på en idyllisk plet fyldt med grøntsagshaver, stier velegnede til svampeture samt udsigt til begge bjergkæder. Landsbyen ligger strategisk godt for vandreture og emmer af historie.

Vi indlogerer os hos legendariske Mama Gemma, der udlejer værelser i en nyistandsat ladebygning og serverer lækker mad i bjergbonde-stil fra et brændefyret komfur. De indbyggere, der er tilbage i Roggio, virker meget ligetil og umiddelbare, måske en naturlig konsekvens af at bo et sted, hvor man i høj grad er selvhjulpen og ofte egenhændigt graver kartofler op til aftensmaden.

I nationalparken Orecchiella over mod Appeninerne, en lille times tid i bil fra Roggio, ligger bjerget Pania di Corfino. Selvom bjerget, der geologisk set er tilknyttet Alpi Apuane, kun er beskedne 1603 meter højt, skulle der fra toppen være en pragtfuld udsigt over begge bjergkæder.

Desuden er det oplagt at indlede vores vandreferie med en tur, der er mild mod knæene. Det højeste af bjergene i området udgøres i øvrigt af det 1946 meter høje Monte Pisanino.

Gyldne efterårsskove
Vi starter vandreturen med en lille, sort espresso ved refugiet Isera, hvor vi også fylder vandflaskerne ved en hane med klart kildevand og følger i roligt tempo de rød-hvide afmærkninger bag refugiet op gennem fugtige ege- og bøgeskove.

Jordbunden er blød og fyldt med rådnende blade fra de løvfældende træer, og der dufter dejligt. Sådan har det ikke altid været. Området omkring Garfagnana var ved slutningen af 2. Verdenskrig ganske fattigt og skovene fældet, så man kunne bruge træet til brændsel.

Gamle fotos fra en lokal cafe i landsbyen ved bjergets fod viser tydeligt, hvorledes den nøgne klippe tidligere var mere synlig. Myndighederne har heldigvis sørget for genplantning, så man kan hindre erosion, og dyrelivet i form af ulve, mufloner og vildsvin lever igen i bedste velgående.

Efter halvanden time opad gennem skovstier når vi den saddelformede åbning ved Sella de Campaiana, vores første udsigtspunkt. Det er midt i september, og efteråret med dets farver synes længere fremme hernede end derhjemme.

Rundt omkring i græsset finder vi ildrøde svampe, og længere væk kan vi se, hvordan tunger af tåge glider op ad de nærliggende højdedrag. Det var en rigtig god ide at rejse udenfor sommersæsonen, hvor der sikkert er for hedt til at vandre alligevel.

Den Døde Mand
Efter åbningen fortsætter vi ad smalle stier, og efter en lille times vandring når vi den græsklædte og vide top, der er markeret med et stort, let hældende jernkors. Lige idet vi forcerer dagens stejleste stigning, brænder solen sig igennem de lavthængende skyer, og mod vest breder et panorama af forrevne bjerge i form af Alpi Apuane sig ud.

Det er let at udpege den berømte bjergformation, Den Døde Mand, der udgør en blålig silhuet mod himlen. Bag ham længere ude ligger kystsletten og længere ude havet.
Nede i Garfagnana-dalen kan vi spotte det irgrønne vand i Lago de Vagli, en af områdets store opdæmmede søer, der giver energi til et stort vandkraftværk.

For at tjekke sikkerheden i forhold til jordskælv tømmer man søen hvert tiende år og blotlægger derved den oversvømmede landsby på bunden; en begivenhed der altid tiltrækker lokale folk og turister, der håber på mirakler.

Til den anden side kan vi se de mere afrundede bjerge i Appenninerne, der på toppen er dækket af en fin og ensartet dyne af skyer, og som ligner en flødeskumsbelagt kage. Herfra ser man tydeligt, hvor forskellige de to bjergkæder ser ud.

Vi følger et skovbryn og kommer ned på en sti, hvor løvet er næsten helt gyldent. Dette åbenbarer sig på fineste vis, da vi igen kommer ud i en lysning og kan se de bølgende, skovklædte skråninger rundt om en tidligere sæterlandsby, Campaiana, som vi bestemmer os for at gå hen til.

Kanin og kartofler
Campaiana, der består af bittesmå stenhuse og en lille kirke, blev i sin tid anlagt af hyrder med det formål at bo her om sommeren, mens deres får kunne æde sig tykke og fede. De sidste fårehyrder forlod stedet for 30-40 år siden, og i dag benyttes de spartanske hytter som en slags højtbeliggende sommerhuse.

I landsbyen ligger også det lille traktørsted Il Fungo, hvor vi spiser en let pasta efterfulgt af kanin med rosmarinstegte kartofler. Efter frokost er der ingen stigninger, så vi er ikke så bekymrede over at stille sulten grundigt.

Vi er trods alt i Italien, så mindre kan vel ikke gøre det. Il Fungo serverer også noget, jeg har glædet mig til hele vejen herop, nemlig myrtillino, en drik bestående af vildtvoksende blåbær i en lage af vin, som man spiser af et glas med en lille teske, og som efterlader en dejlig varme i kroppen.

Slutter med en skarp
Tanket op med antioxidanter fra bærrene fortsætter vi vores færd gennem landsbyen og møder en muldyrsti, der løber langs en bjergvæg. Vi søger tilflugt under et træ med en vidtfavnende krone, da der pludselig kommer en kortvarig byge.

Det er dejligt at høre dråberne tromme let på de store blade. Regnen holder hurtigt op, og vi følger stien endnu et stykke tid. Det er på en eller anden måde tydeligt at mærke, at dette er et landskab, som folk har beboet i århundreder, og som de blidt har udøvet indflydelse på med deres græssende dyr.

Længere fremme kommer vi ud til et åbent område med en flot udsigt, hvor sølvgrå Garfagnini-kvæg med store horn græsser. Der er sjovt nok ingen hegn, men naturlige barrikader forhindrer åbenbart dyrene i at komme på afveje. De kommer hen og hilser nysgerrigt på os.

Vi følger en sti gennem noget krat og kommer hen til nogle interimistiske trappetrin ned. Efter en time på de skæve trin kommer vi direkte ind i landsbyen Corfino, dagens endestation.

Folk bor tæt i de smalle og lidt dystre gyder, og nogle steder er der opstillet rækker med 1½ liter vandflasker, for at ’forhindre hankattene i at strinte på trappetrinnene’. På byens bar får vi en lille skarp i form af grappa, som dulmer de trætte knæ, og skyller dagens oplevelser ned. Folk her på stedet har deres egen måde at gøre ting på.

5 yndige fiskerbyer

Garfagnana ligger umiddelbart et stykke fra alfarvej, men det betyder ikke, at man ikke kan variere oplevelserne lidt. En køretur på et par timer gennem Alpi Apuane bringer én til naturparken Cinque Terre i den tilstødende region, Ligurien, hvor fem yndige fiskerbyer og nærliggende olivenlunde danner rammen om et netværk af vandrestier langs kysten

. Hvis man er træt af at gå, kan man altid tage toget mellem byerne. I Cinque Terre, der i øvrigt er på UNESCO’s verdensarvsliste, er der ganske vist turister en masse, men havluften gør godt, og den friske seafood og varmen fra solen er en god afveksling fra det bastante bondekøkken og de mere kølige aftener i bjergene.
BOKS SLUT

På Toscanas højeste bjerg

Mt. Prado er med sine 2054 meter det højeste bjerg i Toscana, og du kan nå til tops på en dagstur fra Casone, der ligger godt 700 meter lavere. Man følger ryggen af Appenninerne til toppen, går videre ned til Lago Bargetana og tilbage til Casone. Dele af turen går på grænsen til provinsen Emilia Romagna, og til begge sider er der smukke udsigter. På en klar dag kan man se helt til Korsika. 

Masser af vandring

Der er masser af muligheder for vandreture i området, hvor du finder et væld af dagsture i forskellige sværhedsgrader og længde. Du kan finde inspiration og korte beskrivelser af vandreturene på www.welcometuscany.it. Klik på ‘Active Vacation Arts Culture’ under menupunktet ‘Wellness’.

Slæbestier og marmorbrud

Mange af vandrestierne i de kalkrige Apuanske Alper blev oprindeligt brugt som slæbestier for tonstunge marmorblokke, som man gennem århundreder har hentet ned og anvendt til Firenzes overdådige bygningsværker samt til luksuriøse badeværelser verden over.

Flere steder i området har man derfor god udsigt til store åbne marmorbrud, der virker blændende i den skarpe sol. Nogle af brudene ligger forladte hen og er på grund af kontakten med luften igen ved at antage en mere anonym grå tone.

Svampe og specialiteter

Il Fungo i landsbyen Campaiana serverer mad, der er tilpasset årstiden, og som navnet antyder, er der om efteråret svampe på menuen. Dette gælder de fleste spisesteder på disse kanter. Egnen omkring Garfagnana er især kendt for karljohansvampe, og lokale svampeentusiaster sætter tilsyneladende disse langt højere end den, ifølge dem, mere ’ordinære’ kantarel, som gror i rigelige mængder i denne fugtige del af Italien.

Andre lokale rustikke specialiteter er biroldo (blodpølse), kastanjeprodukter og ikke mindst farro (emmer), en hvedetype fra oldtiden, som områdets tilhængere af Slow Food er særligt begejstrede for. I Hovedbyen Castelnuovo er der flere lækre spisesteder, såsom osteria Il Vecchio Mulino, hvor besøgende kan gå ombord i de genopdagede fødevarer, der i mange år har været fortrængt af moderne, mere ensrettede produkter.