Fokus på højdesyge

Dunk. Dunk. Dunk. Skridtene bliver langsommere. Kortere. Alligevel intensiveres vejretrækningen i de tynde luftlag. Hovedpinen sætter ind. Den kan måske bekæmpes med en hovedpinepille.

Næste dag er den måske væk, og man kan fortsætte op. Skridt for skridt. Har hovedpinen til gengæld fået selskab af kvalme og opkast, så er man ramt. Højdesygen har sat ind, og opstigningen må og skal stoppes. Man skal søge ned, akklimatisere sig. Ellers risikerer man at dø. Udsigten fra toppen må vente.

Henrik Jessen Hansen er overlæge i lungekirurgi på Rigshospitalet og har klatret og besteget bjerge i 30 år. Bjerglægen bliver han kaldt. højdesyge har Henrik Jessen Hansen ofte oplevet hos andre klatrere, når han har været oppe i højderne. Han har dog aldrig selv været højdesyg. 

”Det er vigtigt, at man er forsigtig og ikke overhører symptomerne. Hvis de sætter ind, så må man søge ned og blive tilset eller vente til symptomerne fortager sig. Hvis kvalme og opkast forsvinder, så kan man jo forsøge sig op ad på bjerget igen, hvis man fortsat er opmærksom på symptomernes udvikling.”

Hvem rammer højdesyge

Henrik Jessen Hansen har svært ved at sige, hvem højdesyge oftest rammer, for det er egentlig alle, der kan blive ramt. Han mener dog, at der er en tendens til, at det rammer unge mennesker.

”Det er ikke fordi, at de som sådan er mere udsat for højdesyge. Jeg tror, det er fordi, at de ofte er mere vilde. De presser grænserne noget mere. Går for hurtigt og stiger mere end de 300 til 500 meter i døgnet, som man normalt råder folk til.”

Der er ikke nogen grænser for højdesygen. Den rammer alle, og konsekvenserne kan være fatale, hvis man ignorerer symptomerne.

Hvis man bliver ramt af højdesyge, så gælder det om at søge ned igen og eventuelt søge lægehjælp, hvis symptomerne er meget alvorlige. 

Der findes en række medikamenter, som i vid udstrækning bliver brugt af klatrere og bjergbestigere, der forsøger at undgå højdesygen. Videnskaben kan dog ikke vise nogen entydige svar på, om man bør eller ikke bør tage disse stoffer.

Henrik Jessen Hansen er da også skeptisk over for selv den mest brugte medicin mod højdesyge, nemlig Diamox, der egentlig er udviklet til øjensygdommen grøn stær.

”Diamox har helt sikkert en effekt, men det er ikke et mirakelmiddel. Hvis folk tager det på vej op og har det godt, så fristes de til at holde op med at tage det, og så bliver det først rigtig farligt. Det bliver ekstra farligt, fordi kroppen til en vis grad indtil nu har været beskyttet af medicinen, og derfor har man ikke fået kroppen akklimatiseret naturligt.”

Desuden har Diamox de samme bivirkninger som symptomerne på højdesyge, og derfor kan det være svært at vurdere, om man er ramt af højdesyge, og derfor må søge ned i lavere terræn, eller om det blot er Diamoxen, der sætter ind med bieffekter.

Uanset midlet, så er målet i hvert fald toppen. At opleve den gode udsigt, besejre bjerget og overvinde sig selv. Det mål er ganske uopnåeligt, hvis ikke man lytter til kroppen og følger de simple råd for at undgå højdesyge.