Hvad? Man kan vandre på de Kanariske Øer!

Mellem meterhøje blomster
Efter lange overvejelser vælger jeg at bruge min første vandredag i dalen Vallehermoso. Turen starter med en jævn opstigning gennem kløften Barranco de la Nueva Era, hvor der vrimler med agave, hvis flere meter høje blomster står som antenner i landskabet.

Det er tydeligt, at øen ikke er overrendt af vandreturister, da stien fra tid til anden næsten er helt groet til, og jeg møder da heller ikke en sjæl på denne skønne og lune forårsdag. Udsigterne kan man heller ikke klage over. Bagude ligger Vallehermosos lille landsby, hvor den 250 meter høje vulkanklippe Roque Cano ligner landsbyens eneste højhus.

Senere åbner udsigterne sig til et par af La Gomeras karakteristiske lange, stejle bjergrygge, som brat forsvinder ud i et blåt Atlanterhav. Og lige inden jeg når helt op af kløften, kan jeg se helt over til Tenerife, hvor Teides imponerende – og sneklædte – top stikker op gennem skyerne.

Oldinge i kapellet
På toppen af bjergkammen ligger et lille kapel, og jeg bliver inviteret indenfor af et ældgammelt ægtepar, som sidder på bænken uden for kapellet. Det tager manden omkring 10 minutter at få døren låst op, både fordi han ryster kraftigt på hænderne, og fordi låsen nok er lige så gammel, som han selv er. 91 år, fortæller hans kone mig i mellemtiden, og hun har til gengæld så krum en ryg, at jeg automatisk bukker mig forover, så meget jeg overhovedet kan, for at være på niveau med hende, mens vi taler sammen.

De bor i den lille bosættelse Arguamul, der ligger totalt isoleret og klamrer sig til bjergsiden på La Gomeras stejle nordkyst. Dagligt går de turen op og ned fra bosættelsen til kapellet og åbner, så interesserede kan kigge ind.

Kapellet lugter indelukket og muggent, og der er absolut intet interessant at se, men efter al det besvær manden havde med at låse op for mig, føler jeg mig forpligtiget til at blive derinde i et lille stykke tid, inden jeg gispende kommer ud og takker pænt for oplevelsen.

Jeg var åbenbart dagens sidste kunde, for mens jeg nyder min frokost med udsigt over havet og den rå klippekyst, ser jeg Hr. og Fru Kapel trippe ned ad den stejle sti til Arguamul, hun med næsen helt nede i jorden.

Troldeskov
Man kan ikke tage til La Gomera uden at besøge øens berømte laurbærskov, så min næste vandretur starter i landsbyen Hermigua og går herfra op gennem kløften El Cedro og videre gennem laurbærskov til øens højeste punkt.

Turen går først forbi en af øernes eksotiske bananplantager og krydser derefter over en lille bæk med kvækkende frøer – måske de samme som holdt mig vågen det meste af natten med deres ’larm’.

Vejret er en lille smule diset, men det passer rigtig godt til de frodige omgivelser, og jeg nyder den uafbrudte og lange, seje opstigning gennem kløften. Som altid skal man huske at kigge bagud, og halvvejs oppe i kløften betyder det udsigt til Atlanterhavet, Hermiguas pastelfarvede huse og midt i det hele et usædvanligt blåt og idyllisk lille vandreservoir omgivet af stejle landbrugsterrasser.

Laurbær med skæg
Et helt andet landskab venter i laurbærskoven, hvor træerne og bevoksningen er lav, men tæt og fyldt med ’skæg’, mos, lianer og slyngplanter. Den sjældne, ældgamle urskov er ikke kun interessant på grund af sit udseende og alder, men sjove ting som for eksempel at laurbærtræer vokser i grupper af familier eller at rotter spiser træernes nye skud for deres euforiserende virkning, gør skoven hyggelig og nærmest menneskelig.

Jeg ser dog ingen berusede rotter på stien, men flere små familier af træer i forskellige aldre. Og så er der lyset og stemningen i skoven, som hele tiden skifter mellem at være mørk, diset og en lille smule uhyggelig til lys, let og eventyrlig, når solens stråler trænger igennem den tætte skovvækst. Man ved aldrig, hvornår man løber ind i en styg trold eller en blid alf.

På trods af La Gomeras lille størrelse er øen et sted, hvor man sagtens kan bruge adskillige dage. Ikke mindst på grund af de mange fantastiske vandreture, men også på grund af øens afslappede og nærmest søvnige stemning. Her er ingen hastværk overhovedet, og jeg er lige ved at lade mig rive med, indtil jeg kommer i tanke om min plan A for de Kanariske Øer: Teide.

Tilbage på vulkanen
Et par gigantiske arme af størknet lava hænger ned langs vulkanens lysebrune bjergside som et par lange, sorte handsker og på højre side af stien ligger nogle kæmpestore klippeblokke, der i sin tid er blevet slynget ud af vulkanen under et udbrud.

Jeg elsker vulkaner, blandt andet fordi det er en bjergformation, man ikke behøver at være uddannet geolog for at kunne gennemskue. Det er en smuk dag med sol, blå himmel og temperaturer omkring 20 grader.

Sneen er for længst væk, Teide er åben, og jeg er to timer inde i dagens vandring, som strækker sig over godt 900 højdemeter fra foden af bjerget Montana Blanca til refugiet Alta Vista, hvor jeg skal overnatte.

Den første del af turen er let med kun en ganske svag stigning, men nu står jeg foran en lang serie af zigzag-sving, som forsvinder op i det stejle og stenede lavaterræn kendt under navnet ’malpais’, dårligt land. Stien er dog bedre end sit rygte, og stille og roligt henter jeg den ene højdemeter efter den anden, indtil jeg sidst på eftermiddagen når op til bjergrefugiet Alta Vista i 3260 meters højde.

Af sted i natten
Vagten i refugiet vækker alle overnattende klokken 04.30. Jeg er dog allerede vågen, da jeg har en bragende hovedpine og lettere kvalme – sikkert en kombination af højden, og at jeg ikke fik drukket nok væske i løbet af dagen i går. Men jeg får snart andet at tænke på.

Fra refugiet er der knap to timers vandring og 400 højdemeter til Teides top, og planen er at være på toppen ved solopgang. At vandre i mørke i bjergområder i lyset fra pandelampen er nærmest en meditativ oplevelse, som alle bør have mindst en gang i deres liv; det eneste af verden, som eksisterer, og man behøver at koncentrere sig om, er de få oplyste meter, man har foran sig.

De første solstråler rammer mine øjne samtidig med at lugten af råddent æg fra vulkanens svovldampe rammer mine næsebor. Godt at kvalmen er forsvundet. Jeg er tæt på toppen, og efterhånden som solen sniger sig op over horisonten, farves alt omkring mig i en dyb, varm orange. Vi er måske 20 til 25 vandrere på Teides 3718 meter høje top, hvorfra der er udsigt til alle sider over vulkanen, et blikstille, mørkeblåt hav samt størstedelen af de andre Kanariske Øer.

Svæver ned
Efter de obligatoriske top-billeder er det tid til at forlade toppen. I stedet for at gå hele vejen ned venter jeg på, at Teides berømte svævebane starter sin pendulrute op og ned af bjerget. Jeg er med den første afgang ned, og i løbet af 8 minutter står jeg i samme højde, som jeg startede i for knap 24 timer siden.

Det er som at komme ned i en helt anden verden. Fra refugiets og Teides fred og kun et fåtal af vandrere, er der her ved bunden et leben af mennesker, da de første turistbusser allerede er ankommet. Inden længe vil svævebanen være pakket med folk, der skal op og nyde udsigten fra vulkanen. Fred være med det.

Jeg synes, der skal være adgang for alle til verdens naturlige vidundere. Men samtidig er det rart at vide, at man har muligheden for at opleve Teide og dens smukke vulkanlandskab på en tættere, fredeligere og mere intim måde, hvis man er villig til at gå hele vejen derop.

Billig vandreferie

Budget for 2 personer

1 uge på de Kanariske Øer
Fly: København til Tenerife: 4.000 kr.
Færge: Tenerife – La Gomera retur: 900 kr.
Bus: Lokal transport: 400 kr.
Pensionat/hotel: 2.800 kr.
Mad: 2.100 kr.
Samlede udgifter: 10.200 kr.
I alt per person: 5.100 kr.

De Kanariske Øer 

De Kanariske Øer sydvest for den Iberiske Halvø udgør en af Spaniens selvstændige regioner og består af syv beboede og syv ubeboede øer, plus en ny ø der er i øjeblikket ved at blive dannet helt i vest. Øerne er en del af øgruppen Makronesien, som også inkluderer de portugisiske øer Kap Verde, Madeira og Azorerne. 

Bestig Teide

Knap tre millioner mennesker besøger årligt Teide. Det er dog et fåtal, som har fornøjelsen af at stå på Spaniens top, da man for at beskytte vulkanens sårbare vulkanlandskab, har begrænset adgangen til toppen til 150 mennesker dagligt.

Tilladelse kræves for at bestige de øverste 200 meter og skal ansøges i god tid på www.reservasparquesnacionales.es. Tilladelsen er gratis. Overnatter du i refugiet, behøver du ikke tilladelse, så længe du er på toppen, inden svævebanen starter.

Ø-hopper

De Kanariske Øer er et oplagt sted at tilbringe en god, lang ferie og opleve de meget forskellige øer ved at hoppe fra ø til ø. Der er fin færgeforbindelse mellem øerne – tjek blandt andet Fred Olsen Express www.fredolsen.es. Har du lejet bil, så vær opmærksom på, at ikke alle udlejningsfirmaet tillader, at du tager bilen med på andre øer.