Fra Kiruna til Staggunjunnji på snesko

En lavlænding som jeg, som ikke er fortrolig med ski, så ikke skiløb som en sikker og realistisk form for transportmiddel. Snesko måtte være svaret. De er gennemprøvede af generationer, og man står godt fast, mente jeg. Moderne snesko har udviklet sig væk fra “tennisketsjere” til profilstøbt plastik- eller aluminiumsrammer med en kraftig gummiflade. Nedenunder har de ståltakker for at sikre grebet mod underlaget. Jeg købte mig et par af den bedste kvalitet.

I et par år brugte jeg alle de penge, som jeg kunne lægge til side, til indkøb af diverse sager som støvler, tøj, telt og sovepose. Da jeg ikke havde ubegrænsede midler til disse indkøb, byggede jeg i fritiden en slæde, som skulle spare mig for indkøb af en dyr, fabrikslavet pulk. Den blev lavet af træ og 50 mm. brede stålmeder og kunne skilles ad og foldes sammen under transport.

Gennem en annonce i Adventure Worlds “rejsekammerater” fik jeg kontakt med René, som også blev tændt på ideen med en vintertur på snesko. Vi mødtes og planlagde indkøb, udstyr og valg af rute. At vi skulle af sted blev mere og mere virkeligt, selvom det var umuligt at afprøve vores udstyr i det snesjap-plagede Danmark. Den endelige test måtte vente, til vi kom af sted.

Nord for polarcirklen
Endelig en regnfuld februardag sad vi i toget på vej mod Kiruna. Det kørte rundt i hovedet med tjeklister og fantasifulde billeder af, hvordan det måtte blive. Et stykke oppe i Sverige kom sneen! Jublen greb os, og for ligesom at suge indtrykket til os, satte vi vinduet på klem. Ah… frisk luft og kolde snefnug. Det sneede ind i kupeen og ned i mine støvler, der stod på gulvet, og vinduet blev hurtigt lukket. Godt nok ville vi have sne, men våde støvler før vi kom af toget, nej tak!

I Kiruna fik vi omsider kantet os ud af toget med alt vores udstyr (inkl. Renés 50 kilos pulk). Hele byen var søndagslukket undtagen Kupol-grillen, hvor vi fik et “Super meal” som en sidste kontakt med civilisationen. Med den fastkørte sne på vejene ud af byen var det ikke nødvendigt at spænde sneskoene på, så vi traskede raskt derudaf i vores canadiske vinterstøvler med pulk/slæde efter os.

Efter nogle kilometer på snescooterspor vendte jeg mig om og opdagede til min forfærdelse, at oppakningen med bl.a. teltet, morgenmaden, brænder, brændstof og snesko var forsvundet fra min slæde. Panikken meldte sig. Hvor længe havde jeg vadet af sted med en tom slæde efter mig? Jeg spændte slæden af mig, smed rygsækken, og lagde ud med en frisk spurt tilbage efter oppakningen. Nogle hundrede meter tilbage lå køjesækken med alt udstyret. Det blev en lykkelig genforening, og med lærestregen i blodet traskede vi videre. Kort før mørket kom vi op til en hytte, som fungerede som vintercafé. Her fik vi lov til at overnatte, og dagens fugtige tøj blev tørret ved brændeovnen. Hvilken luksus.

De følgende dage var skyfrie, og vi masede os frem gennem terrænet, der heldigvis ikke bød på de store problemer i forhold til at synke ned. Der var til gengæld en del kraftige stigninger, som tog på kræfterne, når slæden/pulken trak bagud i vores hoftebælter. Ved de kraftige stigninger var kløerne under sneskoene uundværlige. Når det skrånede kraftigt ned til siden, skred jeg på mine snesko, trods de var moderne (og dyre). Renés plastik-model klarede det forbavsende bedre. Hældningen voldte også min slæde problemer. Den væltede ofte pga. det højere tyngdepunkt end pulkens.

Til frokost fik vi Logan-brød, frossen spegepølse og varm kakao, men pauserne blev ofte korte, da kulden (ca. -15ºC) hurtigt meldte sig i fingre og tæer. Vi pakkede igen pulken og slæden, spændte sneskoene på og travede videre. Himlen var blå, luften var klar, og sneens overflade funklede, som om det var et tæppe af en milliard diamanter.

Stemning i snesko-lejren
Aftensolens orange lys kastede lange, kolde skygger efter de lave og krogede træer, og efter seks timers vandring fandt vi en teltplads. Med sneskoene trampede vi sneen fast, og teltet kunne rejses. De 30 cm lange snepløkker sad ofte bekymrende løst i sneen til at starte med, men efter et par timer i den tiltagende aftenkulde sad de som støbt i beton. Næste morgen var de umulige at hive op, men efter et lille elegant spark ind på siden kunne de trækkes op med en lillefinger. Et stykke fra teltet gravede vi et hul til toiletgang, tilstrækkeligt dybt til et vis privatliv og læ. Det blev sjældent til de store tanker over livet i disse situationer.

Nattetemperaturen faldt typisk til omkring -28ºC, men inde i teltet var der kun ca. -15ºC. Kom man først i soveposerne, var det ikke svært at holde varmen, men selv med liggeunderlag var sneen stenhård at ligge på. Ned i posen måtte også batterier, støvlernes filtforing, de fugtige handsker og sokker. En nat uden for soveposens varme ville forvandle et par gode (men lidt våde) uldvanter til noget der mest af alt mindede om to dybfrosne klipfisk.

Nede i min sovepose var der tre forskellige snører, jeg kunne trække sammen: En til den store åbning af soveposen, en til en varmekrave over skulderne og en til dampspærreposen (en slags plasticsæk som forhindrer kropsfugten i at komme ud i soveposens dun). Når jeg vendte og drejede mig i løbet af natten, fik jeg alle disse snore ind i øjne, ører eller næse, og da savnede jeg min komfortable seng derhjemme. René havde to soveposer og en selvlavet fleece-inderpose, og når han først havde forpuppet sig i dem, kunne han fint holde varmen.

Om morgenen måtte vi, før vi satte brænderen til at smelte sne til morgenmad og termokander, løbe en lille morgentur for at få lidt varme i fødderne. Så tilbage for at hælde lidt mere sne i gryden, ud at løbe lidt igen, tilbage til morgenmaden, ud at løbe igen, tilbage for at pakke telt og så af sted. Opvasken blev klaret med lidt sne.

Høje knæløftninger
Efter at have været oppe i ca. 800 meters højde, hvor sneen var blæst hård og ru, kom vi ned til en stor dal, hvor små træer igen dukkede op gennem deres hvide sengetæppe. Her var sneforholdene ganske anderledes.

“Det er da utroligt så langt man synker ned her!” Det havde jeg nu ikke behøvet at gøre René opmærksom på, da han med stor energi gik uden om mig. “Jeg går foran og træder et spor. Det er nok nemmere for dig og slæden at komme frem”, sagde han.

Selv med snesko på var sneen nu knæ-dyb, og René (og jeg!) troede nu, at han fik en lys ide. “På kortet ser det ud til, at vi er ret tæt på et rensdyrgærde. Måske er sneen mindre dyb langs med det”. Men det var som at gå fra asken til ilden. I de store driver ved hegnet gik vi nu i til midt på lårene, og så var det godt med lidt moralsk opbakning til ham, der gik forrest og gjorde det hårde arbejde. “Godt kæmpet”, råbte René nogle meter bag mig efter, at jeg havde mast mig gennem en stor drive.

Det trak så kraftigt bagud i slædens hoftesele, at jeg følte mig overbevist om, at René havde byttet min lette træslæde med de glatte stålmeder ud med et badekar fyldt med sand. Pludselig mistede jeg balancen og faldt igennem sneen. Efter at have fægtet vildt med arme og skistave (sneskoene var begravet en halv meter under mig, så de var til ingen hjælp), opgav jeg kampen og blev bare liggende i hullet og stirrede op i den blå himmel. “Bliver det snart til noget?” lød det oppefra. “Ja, ja, jeg prøver jo”, og med en overmenneskelig kraftpræstation lykkedes det mig at komme på højkant igen. Hvis det blev ved sådan, ville vi kun komme omkring fem kilometer frem den dag. Men det ville føles som om, vi havde gået 25 kilometer.

Ind i mellem lød der noget som jeg antog for at være torden i det fjerne. Men da det var skyfri, blå himmel, måtte det jo være noget andet. Den fjerne torden var i virkeligheden sne, som havde pakket sig sammen til en stor plade, og denne plade faldt ned under vores vægt med et dæmpet knald.

Efter at have gået tolv kilometer uden sneskoene på ad vejen til Nikkaloukta gik det igen opad. Op mellem de spredte, små træer, op mod de forblæste, åbne fjeldvidder. Her fik vi smæk for skillingen: Stigningen havde drænet benene for kræfter, det blæste kraftigt, og vores voksende væskeunderskud kunne nu mærkes. I den vind var det for koldt til at holde pauser, og det eneste ophold, vi gjorde, var for at tage ansigtsmaske, balaclava og skibriller på. Her var det nødvendigt at pakke al ubeskyttet hud ind. Den blå himmel var afløst af blygrå skyer og snevejr.

Med svindende kræfter gik vi videre ad et snescooter-spor, men det føg meget hurtigt til, og efterhånden var det ret svært at orientere sig. Duggen i skibrillerne frøs til is, og det gjorde det næsten umuligt at se - bortset fra gennem en lillebitte isfri plet øverst i brilleglassene. Med gelé i benene slog vi lejr, før det blev mørkt. I den kraftige blæst og på denne slette totalt uden mulighed for læ sikrede vi teltet ekstra godt med sne op ad siderne og reb hen til slæden. Vi orkede ikke at lave aftensmad, krøb bare i soveposerne og faldt i søvn.

Afgørelsens time
Om morgenen blæste det stadig med samme styrke, og vi måtte nu tage en stor beslutning: Skulle vi som planlagt fortsætte mod Abisko, eller skulle vi vende om her? Der var stadig over 50 kilometer tilbage, og vi måtte nu se helt realistisk på situationen. Det var blevet klart for os, at det kun var muligt at nå vores tog hjem fra Abisko, hvis der var snescooter spor eller i det mindste tilsvarende godt føre hele vejen derop. Sandsynligheden for dette var forsvindende lille. Det var langt mere sandsynligt, at vi undervejs skulle mase os igennem lange strækninger med dyb sne, og i dette terræn kunne vi ikke regne med at komme mere end ca. fire kilometer frem om dagen. Desuden ville der også komme kraftige stigninger undervejs.

Hvis vejret også blev værre, og vi derved måtte ligge over en dag eller to, ville vi risikere at komme tre-fire dage for sent til vores togafgang. Dette var i sig selv slemt nok, men situationen blev sat mere på spidsen af, at vi ikke på resten af turen ville kunne meddele vores pårørende hjemme i Danmark om en eventuel forsinkelse. Videre mod Abisko ville der ingen telefonmuligheder være. Det var ikke til at vide, om de derhjemme ville sætte en større redningsaktion i gang i ængstelse over, at vi flere dage efter, at vi havde lovet det, stadig ikke var kommet hjem. Det ville vi under ingen omstændigheder risikere.

Beslutningen om at returnere til Kiruna blev derfor truffet, og efter igen at have iført os vores tykkeste kuldepanser gik vi ud i blæsten for at pakke lejren sammen. Turen tilbage over sletten blev en oplevelse af de sjældne. For at spare tid var vi taget af sted uden morgenmad og vand i termoflaskerne. Slidt ned af de foregående dages vandringer nægtede mine ben at gå meget længere end 30 meter ad gangen. Tørsten bed i kroppen, og det var meget fristende at proppe sne i munden bare for at få lidt væske. Hvis det var sådan Roald Amundsen og hans gruppes tur til sydpolen havde været, måtte jeg virkelig tage hatten (og skibrillerne) af for dem!

De sidste reservekræfter blev fundet frem, og da vi senere kun skulle gå ned af bakke, gik det hele noget lettere. På landevejen mod Kiruna fik vi mulighed for at køre med i en skoletaxa, og med alt vores udstyr proppet sammen, sad vi og kikkede ud gennem ruderne på det snedækkede landskab, som vi havde levet i gennem den sidste uge. Vi havde haft en meget flot tur med store naturoplevelser, mest fint vejr og et godt makkerskab. Det havde været hårdt, men vi var også blevet belønnet med flammende solopgange, blåt månelys, perlende sneflader, knivskarpe horisonter og varm kakao. I Kiruna havde vi lige penge nok til en overnatning på vandrehjemmet, og mens vi ventede på vores tog, fik vi os et sidste “Super meal” på Kupol-grillen.