Friluftskursus i krævende vejrforhold

I påsken 2013 inviterede Opdag Verden sine læsere med på fire dages friluftskursus i det naturskønne område omkring Raslången i Sydsverige. Med overraskende vejrforhold, der gav udfordringer for selv de mere erfarne af turdeltagerne, og en rute, der undgik etablerede veje og stier, var scenen sat for en lærerig friluftstur.

Intro1.jpg
Skrevet af: Anders Aagaard Hansen - Foto: René Ljunggren, René Wilkens, Rasmus Lumbye
Opdateret den 06. dec 2016
Læst af: 6345

I påsken 2013 inviterede Opdag Verden sine læsere med på fire dages friluftskursus i det naturskønne område omkring Raslången i Sydsverige. Med overraskende vejrforhold, der gav udfordringer for selv de mere erfarne af turdeltagerne, og en rute, der undgik etablerede veje og stier, var scenen sat for en lærerig friluftstur.

Den 28. marts 2013, mødtes vi ved parkeringspladsen i Bökestad. Tretten deltagere og tre vejledere udgjorde gruppen. Det var en broget forsamling og erfaringsniveauet i gruppen var meget forskelligt – alt fra friluftslivsstuderende til folk der aldrig havde beskæftiget sig med friluftsliv før.

Kurset var planlagt sådan, at alle skulle kunne være med, og de oplæg, som blev holdt undervejs, var således meget basale. Planen var at give turdeltagerne en god indførsel i nordisk friluftsliv og generel turskik.

Udfordringer fra starten
Som vejledere ønskede vi at vise deltagerne, at man ikke altid finder de bedste oplevelser på de etablerede ruter, men at man ved hjælp af kort og kompas – og en sund fornuft – kan opsøge mere spændende områder, hvor der normalt ikke kommer andre mennesker. Vi havde derfor planlagt en rute, der styrede udenom de fleste vandrestier og veje.

Allerede efter en kilometer blev deltagerne sat på prøve. Vi viste dem, hvor vi skulle hen på kortet og gav dem en kort indførsel i, hvordan man foretager en kompaspejling, og så var det ellers deltagernes ansvar at finde frem til det rigtige sted. Selvom kursen gik gennem besværligt terræn og nogle af deltagerne fik lidt våde fødder i et af de mange sumpområder, fandt vi til sidst frem til det rigtige sted.

Efter yderligere et par lette kilometer, fandt vi en smuk lille lejrplads i nordvestenden af den lille skovsø Bäen. Vi huggede hul i isen til vand og samlede en stor stak brænde, og så gik resten af aftenen ellers med bålhygge og med at lære hinanden at kende. Stemningen blev i den grad heller ikke dårligere af, at den århusianske køkkenchef Anders Jensen havde valgt at slæbe otte styks Ale nr. 16 med til deling i gruppen – tak for det, Anders.

ikon hængelås

Prøv de næste 3
Opdag Verden magasiner

Opdag Verden Magasinet

Direkte i din postkasse
i 6 måneder for 99 kr.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

Sverige-021Terræn- og vejrmæssige udfordringer
Vi begyndte vandringen klokken 9.30 om morgenen på turens andendag. Det havde været en kold nat, og flere af deltagerne havde frosset en god del. Dagen skulle vise sig at blive en lektion i, hvor svært det kan være at orientere i tætte skovområder, og hvor langsomt man egentlig kommer frem under disse betingelser. De få centimeter sne, der var kommet i løbet af natten, gjorde heller ikke vandringen lettere.

Det var deltagerne, der havde hovedansvaret for orienteringen, og vi delte gruppen ind i tre og firemandsgrupper, der på skift havde ansvaret for orienteringen. Det viste sig at være vanskeligt at orientere sig, og de tætte skovområdet gjorde det svært at fastslå præcist, hvor vi var på kortet.

Der var dog store forbedringer undervejs, og efterhånden som dagen skred frem, fik turdeltagerne ret godt styr på det med kort og kompas. Den helt store udfordring viste sig at være terrænet. Tæt buskads, sumpområder, væltede træer og delvist frosne vandløb i kombination med sneen gjorde fremdriften yderst vanskelig.

Sverige-041Der var nogle mindre styrt, nogen fik våde fødder og alle mærkede vist effekten af det krævende terræn. Det blev en lang og hård forflytningsdag, som også måtte afsluttes med en tidligere lejr end planlagt. Heldigvis på en rigtig fin lejrplads ved nordenden af Raslången med udsigt over søen. Efter lejren var blevet etableret, begyndte det at sne, og det holdt først op med at sne morgenen efter.

Progression i orienteringen
På tredjedagen havde vi valgt at sætte deltagernes nyvundne evner på en prøve. De skulle nu – i blandede grupper på to personer – på skift have ansvaret for orienteringen for hele gruppen. Terrænmæssigt var det en lettere dag end den foregående, og under de orienteringsansvarliges kyndige vejledning gik vandringen helt perfekt.

Der var endda masser af overskud til at hyggesnakke og til at tage billeder, selvom vi enkelte steder vandrede i op til ti centimeter sne. Påsken var jo over os, så vi havde planlagt en lille skattejagt med nogle chokoladepåskeæg som gevinst.

DSC06194Vi delte gruppen ind i mindre firemandsgrupper, fortalte dem hvor på kortet, skatten var gemt og så gik vi vejledere ellers derhen. Nu måtte grupperne selv finde ud af at finde det rigtige sted. Nogle grupper kom lidt hurtigere frem end andre, men til sidst fandt alle det rigtige sted.

Påskeæggene blev spist, og vandringen fortsatte gennem tæt granskov til sydenden af Halen, hvor turens sidste camp var planlagt. Det var et lidt koldt og blæsende sted, og den etablerede lejrplads var ikke særlig charmerende, så vi valgte at gå cirka hundrede meter ind i skoven, hvor vi fandt en fin plads i læ bag en bakke.

Teltene blev sat op, og de ivrige, mandlige deltagere kunne med økse i hænderne gå amok på nogle af de døde egetræer, der stod i området. Det viste sig at være helt fænomenalt brænde, og vi havde et lyst og varmt bål. Selvom det var stjerneklart og rigtig koldt, blev vi siddende længe ude foran bålets varme.

Denne aften står i min hukommelse som turens hyggeligste. Man kunne virkelig mærke at de sidste dages vandring i øde natur, havde rystet gruppen godt sammen. Der var masser af rummelighed for kærlige drillerier, og stemingen i gruppen var generelt rigtig god. Natten skulle dog vise sig at blive kold for de fleste deltagere. Med temperaturer omkring minus syv grader, hvad der ikke just er normalt for årstiden, var de lidt lette sommersoveposer ikke helt varme nok.

P3310711Afslutning
Den sidste dag bød ikke på de store udfordringer. Blot fem kilometers vandring i let terræn stod tilbage, før vi kom tilbage til Bökestad. Vi afsluttede turen med en kort fælles evaluering, hvor alle kunne få sagt, hvad de synes om turen. Stemningen var ganske enstemmig – de fleste havde haft en god tur og havde lært noget, de kunne tage med sig videre i deres fremtidige friluftsliv.

Vi har som vejledere også haft en kanon god tur. Det er altid fedt at have en gruppe med, som er så motiveret for læring og som formår at holde humøret højt, selvom terrænet og vejret bliver krævende. Tak for en god tur, alle sammen.

Ud over orientering blev der undervist i emnerne: bålfyring, mad på tur, sporløs færdsel, allemandsretten, førstehjælp på tur, pakning af rygsæk og overordnet planlægning af vandreture.


IMG 3228DET SIGER DELTAGERNE:

 

Jeg har backpacket rundt i store dele af verden og oplevet mange forskellige destinationer og former for natur. Kurset i friluftliv har nu givet mig lyst og mod til at rejse og opleve verden på en ny og mere selvstændig måde.

-Janni Brodersen, 32 år, rejsekonsulent, Århus

 

Kurset gav mig de praktiske redskaber, som kan bruges på fremtidige friluftsture. Jeg har ikke været i tvivl om, at jeg godt kunne ’overleve’ i naturen, men på dette kursus fik man prøvet ens færdigheder af. Man lærer, at det ofte handler om rutiner og gentagelser og om, hvordan man gør tingene nemmest, samtidig med at man respekterer naturen. Det er de små fif, man får fra instruktørerne og de andre deltagere, som jeg vil tage med mig.

Jesper T. Jensen, 30 år, Århus

Find din næste tur her


Priser fra 595,-
Fællesture
Vandretur på Söderåsen

Vandretur på Söderåsen

Ruteforslag
Siljansleden

Siljansleden

Ruteforslag
Tivedens Nationalpark

Tivedens Nationalpark

Andre spændende artikler


Kungsleden med en 2-årig

Kungsleden med en 2-årig

Vandring i Söderåsen Nationalpark

Vandring i Söderåsen Nationalpark

Weekendtur i Skåne

Weekendtur i Skåne

Log ind