Vandring på Fulufjället

Blåbær og bjørne
I den klare oktoberluft bevæger vi os højere op mod fjeldplateauet. Vi følger en stejl klippesti op og op, mens årets sidste blåbær giver os en velfortjent pausesnack.

Mens vi sidder på en klippeblok og kigger ud over Dalarnas uendelige skovklædte fjelde mod øst, med hænderne og ansigterne plettede af blåbærsaft og mæsker os i de friskplukkede bær, snakker vi om, at der er andre på fjeldet end os, som elsker blåbær.

Fulufjället har en stor population af bjørne, og netop bjørnene elsker blåbær, som de i efterårsmånederne kan æde i ufattelige mængder for at bygge fedtreserverne op, inden de går i vinterhi.

Vi bliver enige om, at eftersom vi ikke ved, om bjørnene allerede er gået i hi, må vi hellere være opmærksomme og kigge os omkring, når vi finder særligt gode blåbærmarker, så vi kan komme af vejen, hvis bjørnen holder ædegilde.

9550 år gamle Tjikko
Højere oppe på fjeldet har vi hørt, at verdens ældste træ står med rødderne dybt begravet i den svenske muld, hvor det har stået i foreløbigt 9550 år. Lige siden den sidste istid. Det er netop verdens ældste træ, Old Tjikko, vi er på jagt efter, uden dog præcis at vide hvor det står.

En naturvejleder har givet os en løs rutevejledning og forklaret, hvordan vi finder Old Tjikko, men uden nogen markeret rute traver vi frem og tilbage over fjeldets farverige lav noget tid, før vi endelig finder det.

En vissen pind af et forkrøblet lille grantræ dukker op foran vores øjne. Det er ufatteligt, at vi foran os har jordens ældste skabning, som har kunnet modstå det barske fjeldklima i årtusinder.

Fjeldet bliver efterhånden ud til et stort, fladt plateau i gyldne efterårsfarver, og da vi sidst på eftermiddagen når de store søer, Rörsjöerne, ved vi, at aftenens lejr nærmer sig. Vi har nemlig planlagt at bo i hytte ved Storrörsjön.

Stor er glæden, da vi stikker hovedet indenfor i hytten og konstaterer, at der er plads til os, og at der er brændeovn og masser af brænde. Inden længe luner vi os ved ilden, med kaffe i kopperne og gode bøger i hænderne.

Næste morgen breder duften af bacon, pulveræggekage og pandebagte fladbrød sig i hytten. Mens Rasmus tilbereder vores fjeldbrunch, går jeg i gang med at save brænde til hyttens næste vandrebeboere. Oven på det hårde arbejde bliver brunchen sat til livs med glubende appetit.

Vi går rundt i gigantiske hvide puder af rensdyrlav, som to små nisser i en kæmpe juledekoration.

Nattefrost og isbad
Vi vandrer videre under en blå himmel og en skinnende sol ad fine markerede vandrestier over et fjeld i gyldne rustrøde og rødbrune farver. De sidste blåbær står som blå pletter midt i farveorgiet.

En let nattefrost har givet det første spinkle isdække på søerne. Nattefrosten har samtidig fjernet sommerens stikkende plageånder og givet os et fuldstændigt myggefrit fjeld. En lille flok ryper i den spraglede farvesammensætning af brune sommerdragtsfjer og hvide vinterdragtsfjer flyver skræppende op foran os på stien – ellers er her stille.

Vi spiser frokost i solen foran en af de karakteristiske A-formede pausehytter, og efter en kop varm blåbærsuppe og en hyggelig snak med tre andre fjeldvandrere fortsætter vi vandringen længere sydpå. Søerne er spejlblanke. Ikke en vind rører sig.

Jeg beslutter at afslutte årets badesæson med et dyp i en iskold fjeldsø. Der et tyndt lag is langs den ene bred, og hylet kan høres vidt omkring over fjeldene, da jeg hopper i søen, i hvad der bliver sæsonens hurtigste bad.

Det er sidst på eftermiddagen, og hytten vil bare ikke nærme sig. Vi beslutter, at en kaffepause er på sin plads, og med en fjeldknold som ryglæn hviler vi benene og styrker os med en kop mokka.

Da vi efter pausen rejser os op og kigger over fjeldknolden, er vi ganske tæt på Tangsjöhytten; en enlig, gråmalet hytte, der ligger ved bredden af en fjeldsø. Vi henter velsmagende fjeldvand i en rislende bæk, inden vi går ind og fyrer op i brændeovnen og begynder at varme hytten op.

I skumringen går døren til vores hytte op, og en enlig fjeldvandrer stikker hovedet indenfor. Denne aften deler vi hytte med en svensk kvinde, der har padlet hele den svenske kyst i kajak, og det bliver til mange hyggelige friluftshistorier om kajak, vandring og ski foran brændeovnen, inden vi trætte tørner ind i vores køjer.

Nissemandsskæg og marsmænds-ører
Næste dag vandrer vi over det højtliggende fjeldplateau i stille og helt klart vejr. Under pauser kan vi sidde med bare arme og nyde udsigten over det efterårsfarvede fjeld og de gigantiske puder af rensdyrlav og mos.

Fulufjällets Nationalpark ligger så sydligt, at der ikke er rener. Det har så til gengæld resulteret i, at rensdyrlavet nærmest vokser som ukrudt. Vi går rundt i gigantiske hvide puder af rensdyrlav, som to små nisser i en kæmpe juledekoration.

I vores mangel på kendskab til navnene på mosser og lav navngiver vi selv flere arter; blomkålslav, nissemandsskæg, parabolantenne-lav, marsmænds-ører og mini-træer-mos, alt afhængigt af hvad miniatureplanterne har lighed med.

Vi følger stien langs en serie varder, til vi når den idylliske Bergådalen, hvor en klukkende å leder hele vejen til Norge. Vi sætter os i det tørre rensdyrlav og fylder frisk åvand i kedlen til frisk fjeldkaffe, mens vi beundrer udsigten over ådalen.

Som et blåt bånd slynger Bergåen sig mellem efterårsfarvede birketræer, små blå søer med hvidt kæruld lyser op, og mod Norge rejser fjeldene sig i den særligt klare efterårsluft.

Heldigvis er der plads til os i hytten, og vi går straks i gang med brændehugningen og savningen, så vi kan få varmet den rustikke hytte op. De forrige gæster i hytten har savet alt brændet for langt til ovnen, så det stritter ud af ovnlågen, og vi må i gang med saven, inden vi kan tænde op.

Hyttemus og snekorn
Med en knitrende ild i brændeovnen breder varmen sig efterhånden i hytten, og vi sætter os udenfor på trappen med en kop te og nyder de sidste solstråler og luften. Den er så klar, som kun efterårsluft kan være, og vi ser solen forsvinde bag de norske fjelde.

Da vi er gået i seng, hører vi puslende lyde fra vores provianttasker, hvor en mus tror, den har vundet i lotto og skal til at sætte tænderne i alle vores lækkerier af müsli, chokolade og salami, som kan sikre dens overlevelse i de næste tre musegenerationer.

Vi har ingen lyst til at dele vores morgenmad med hyttemusen, så vi må op og hænge vores madpose op i loftet, frit svævende i et reb, hvor musen heldigvis ikke kan komme til at sætte tænderne i lækkerierne.

Da vi med rygsække på ryggen næste morgen går udenfor hytten til dagens vandring tilbage mod bilen, stikker snekornene os i huden i den kraftige blæst, og vi holder pauser i nogle af nationalparkens pausehytter for at komme i læ for vind og kulde.

Imens vi sidder inde i en af pausehytterne med udsigt over Harrsjöerne, glæder vi os over, at vi har udnyttet de perfekte, klare, solrige oktoberdage til en måske sidste fjeldvandretur, inden fjeldet dækkes af sne.

Dagens vejr minder os om, at fjeldene snart kan være dækket af hvide dyner af sne. Den næste fjeldtur bliver måske med ski under fødderne.

Om Fulufjället

Fulufjället er blandt Sveriges nyeste nationalparker og dækker koldfjeld, fjeldhede og urskov.
Indenfor nationalparkens grænser finder du både Sveriges højeste vandfald, verdens ældste træ og det geologisk interessante Göljådalen. Her har det værste uvejr i 1000 år omformet landskabet og revet træer op med rode i en formidabel oversvømmelse, hvor elvene gik over deres bredder.

Vandfaldet Njupeskär kaster sig i dybet fra klipperne 93 meter højere oppe og har skåret en dyb kløft i klipperne. Om vinteren er vandfaldet en populær destination for isklatrere. Som om det ikke var nok, finder du også verdens ældste træ, den 9550 år gamle gran Old Tjikko i Fulufjällets nationalpark.

Da der ikke er rener i området, findes uspoleret rensdyrlav i vid udstrækning med sine store puder af gråhvid vegetation. Her lever også både bjørn, ulv, los, jærv og elge i området.

Fjeld for de fleste

I Fulufjället kan de fleste være med. Det er muligt at planlægge en tur mellem hytter med korte dagsetaper på fine, markerede stier. Når først man har overstået den første dags opstigning til fjeldplateauet, kan man planlægge en rute, hvor der, når det kommer til fjeldvandring, er forholdsvis få højdemeter.

Fulufjället består hovedsageligt af bløde, afrundede fjelde, og man kan for eksempel planlægge at holde sig på plateauet eller at gå i dalene. Et par håndfulde pausehytter sørger for at frokostpauserne kan holdes i læ for vind og vejr.