Du er her:
  • ARTIKLER
  • Forårsvandring i Smålands højland

Forårsvandring i Smålands højland

En uge på Höglandsleden, Sevedeleden og i Norra Kvill Nationalpark

Det er næsten så klassisk svensk, som det kan være: fredelige skove, idylliske søer og svenskerrøde gårde. Og så kan man få det hele for sig selv. På en uges forårsvandring møder Elsa og Rasmus ikke andre vandrere.

Smaaland-3.jpg
Skrevet af: Elsa Lysgaard Ranzau / Foto: Rasmus Vejersøe Gregersen og Elsa Lysgaard Ranzau
Opdateret den 03. maj 2022

Det er næsten så klassisk svensk, som det kan være: fredelige skove, idylliske søer og svenskerrøde gårde. Og så kan man få det hele for sig selv. På en uges forårsvandring møder Elsa og Rasmus ikke andre vandrere.

Et lavtflyvende tranepar svæver hen over elvens mørke vand. De flyver tæt sammen. Vingespids ved vingespids. Vi sidder i shelteret i vores lune soveposer og betragter dem efter endnu en perfekt vandredag på de smålandske vandrestier. Tranerne er lige ankommet fra deres vinterbopladser sydpå og er et af mange tegn på, at foråret er lige om hjørnet. Årets bedste vandresæson er i fuld gang, for vandring i de svenske skove i forårsmånederne kan noget helt særligt.

Vi er tidligere på ugen vandret ud ad Höglandsleden fra Eksjö i et klassisk smålandsk landskab, hvor mørke, skyggefulde granskove bliver afløst af åbne løvskove. Træerne er endnu ikke sprunget ud, og anemonerne ligger som et hvidt tæppe i skovbunden så tæt, at det på afstand nærmest ligner sne. Små, åbne enge og marker omkranset af stendiger og en håndfuld svenskerøde gårde fuldender billedet.

Det er det Sverige, vi alle sammen kender fra filmene om Emil fra Lønneberg, og vi forventer halvt om halvt at se skarnsknægten med det høfarvede hår dukke op bag et af de svenskrøde huse, mens det rasende brøl ”Eeeeeemiiiil!” lyder fra Emils far, når han endnu engang har excelleret med en skarnsstreg. At landskabet minder os om Emil er ingen tilfældighed, for vandreruten er ikke langt fra Lönneberg og midt i et klassisk stykke Sverige.

 

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

SMåland 8

Åen og det fossende vand giver mulighed for vandkraft. Her lå savværker, papirfabrikker og møller i slutningen af 1800-tallet. I dag giver åen vand til et par kaffetørstige vandrere, og vi drikker kaffe blandt ruinerne af tidligere tiders industri.

Vildsvin som havefræsere
Det er ved at være aften, da vi nærmer os den første shelterplads udenfor Eksjö. Men hvor shelteret ifølge vores kort skulle ligge, er der bare en sveden plet i skovbunden. Har vi fejllæst kortet? Vi render frem og tilbage langs stien og må til sidst konkludere, at shelteret er brændt ned. Heldigvis finder vi en solbeskinnet plet med udsigt til en skovsø, og snart efter sidder vi i teltet for åben teltdør og nyder udsigten over søen, mens vi spiser chili con carne.

Næste dag kan vi slet ikke være i tvivl om, at vi befinder os i svenske skove: De mange store sten, skovbunden dækket af mos, og duften af fyrrenåle er helt anderledes end i de danske skove. Nu, hvor løvtræerne endnu ikke er sprunget ud, glæder vi os over, at nåletræerne året rundt giver os noget grønt at kigge på, og at vi dag for dag kan se, at foråret er godt på vej med lysegrønt græs, forårsblomster og træernes knopper.

Det er dog ikke alle steder, at det grønne græs får lov at brede sig. Store områder af skovbunden er som pløjet op. Det er områdets mange vildsvin, der i deres jagt på spiselige rødder har endevendt jordbunden med en effektivitet som en havefræser. De næste dage holder vi konstant udkig efter vildsvinene, men må sande, at deres camouflage vinder over vores iagttagelsesevne.

I troldeskoven
Efter en overnatning i shelter på toppen af en skibakke nærmer vi os Mariannelund. Der venter os en formidabel udsigt på toppen af et af de mange højdedrag. ”Puh, nu forstår jeg bedre, hvorfor det kaldes Höglandsleden,” udbryder jeg på vej op af en af bakkerne, men belønningen på toppen er alle anstrengelserne værd.

Det kuperede højland byder på udsigter over vidtstrakte skove. Langt under os ligger elven, der med sit blå vand bugter sig mellem træerne.Lige nord for Mariannelund forlader vi Höglandsleden og træder ind på Sevedeleden. En imponerende klippevæg, som også klatreklubberne er glade for, rejser sig nærmest lodret op af det smålandske landskab langs vandrestien.

Det er Trollgata, eller troldegaden, hvor der i gamle dage ikke var mangel på sagn og myter om trolde, som holdt til i skoven; nogle heldigvis gode trolde, som hjalp de fattige tjenestefolk mod deres nærige, strenge arbejdsgivere. Når vi kigger ind i den dunkle skov, virker det overvejende sandsynligt, at der har været trolde her i gamle dage. I tusmørket danner væltede trærødder, nedhængende grene og store sten troldeagtige figurer – og var der ikke også noget, der bevægede sig?

SMåland 6

Vandrestien går igennem flere landsbyer med en håndfuld svenskerøde gårde og landbrug i hobbyskala.

Den 1000 år gamle eg
Norra Kvill Nationalpark ligger som en ø af velbevaret gammelskov ganske tæt på Sevedeleden. Det kræver ikke meget overtalelse, inden min kæreste har overbevist mig om at forlænge vandredagen med et besøg i nationalparken.

Ældgamle nåletræer, nogle af dem over 350 år gamle, væltede træstammer hulter til bulter, blokmark, mosdækkede sten og søer, hvor ænderne afslappet flyder rundt på den blanke overflade, møder os i nationalparken. Her har skoven stået urørt de seneste 150 år. Sporene efter mennesker er minimale.

Aprilvejret kaster hagl ned over vores rygge, da vi forlader nationalparken. Inden vi er nået et par kilometer ned ad stien, skinner solen dog igen, og vi holder kaffepause ved turens næste højdepunkt, Kvill-egen, som er et gigantisk, ældgammelt egetræ.

For over 1000 år siden faldt et agern til jorden og spirede i den smålandske muld. Nu er oldingen efterhånden blevet 13 meter i omkreds. Mens vi drikker kaffe ved træets fod, taler vi om, at vikingerne måske også sad ved dette træ og planlagde deres togter. Dengang det bare var et lille træ. Hvilken imponerende bedrift det er, at træet har stået her siden vikingetiden.

Sverige revner
En shelterplads i skovbrynet med udsigt over åbne marker bliver vores ly for natten.
”Vandhanen er gået i stykker, så kom herind og få vand” lyder det inde fra en have i den lille landsby, vi passerer, lige inden vi når frem til shelteret.

Vi glæder os igen over den venlighed, vi så ofte møder som vandrere. Duften af friskbagt Trangia-pandebrød breder sig snart i shelteret og fuldender en perfekt vandredag som prikkerne over det svenske ö.

Dag for dag kan vi se det lysegrønne skær brede sig over trækronerne, efterhånden som træernes knopper bliver større, og bladene er lige på nippet til at springe ud. At Sverige er bygget på klippegrund, får vi at se, da vandrestien leder os forbi en forkastningssprække i urfjeldet på cirka en halv meters bredde. Den åbner tilsyneladende sig direkte ned i undergrunden.

Så langt man kan se ned i dybet, er Sverige revnet.

Vandets enorme kræfter
En jættestor, mørkegrå kampesten på størrelse med et parcelhus ligger lige ved siden af vandrestien. Naturens kræfter har flækket stenen midt over i to lige store halvdele, som er gledet lidt fra hinanden i en revne. Man kan gå tværs igennem stenen i en smal kløft. Det skal vi naturligvis prøve. Hvor er vandets kræfter imponerende – for tusindvis af år siden må det være trængt ned i en sprække i stenen. Frosten har så sprængt stenen midt over.

Hvordan mennesket lærte at udnytte vandets kræfter, får vi at se lidt senere, da vandrestien leder os ned til en å. Her står ruinerne af fortidens industri. Gamle savværker, papirfabrikker og møller har ligget ud til åerne og det fossende vand, som gav mulighed for vandkraft. En samling stenfundamenter i udhuggede grå stenblokke står tilbage. Ellers er naturen ved at tage området tilbage.

Vi henter kaffevand fra åen, mens vi snakker om, hvordan det må have været at arbejde her i slutningen af 1800-tallet, da vandet gav mulighed for et industrieventyr af de helt store, og området summede af aktivitet.

SMåland 9

Vores vandring på Sevedeleden nærmer sig sin afslutning, og fra udsigtspunktet kan vi skue tilbage på ruten.

Spærret inde på et lokum
En solid, rødmalet tømmerhytte med sprækkede tømmerstokke ligger nær vandrestien, da vi efter en uges vandring nærmer os Mariannelund. Det er turens eneste overnatningshytte og en værdig afslutning på en uges fantastisk vandring. Det er som at træde ind i et frilandsmuseum, da vi bevæger os over hyttens dørtrin. Her er kludetæpper på gulvet. Lænestolene samt en sofa fra halvfjerdserne er som hentet ud af mormors kolonihavehus. At der så også er et åbent ildsted, en brændestak samt økse og huggeblok inde midt i stuen gør kun stedet endnu mere perfekt. Inden længe sidder vi i en sofa foran det åbne ildsted og luner fødderne nær flammerne, mens ilden spreder et varmt og hyggeligt skær over rummet.

Det er sidste morgen på vandreturen, og jeg ønsker ved mig selv, at jeg bare kunne blive herude i naturen i stedet for at tage hjem. Lidt senere er mit ønske ved at gå i opfyldelse, men ikke helt på den måde, jeg havde forestillet mig. I det jeg træder indenfor på dasset og smækker døren bag mig, hører jeg den udvendige træ-slå klappe i bag mig.

Jeg er låst inde på et lokum langs en vandresti, hvor vi ikke har mødt andre vandrere i en uge.

Jeg river og flår i døren, men dasset er nybygget og ret solidt, så døren rokker sig ikke en millimeter. Af de mindre glorværdige situationer livet har at byde på, må en ufrivillig indespærring på et lokum være blandt de mere grinagtige, og midt i desperationen kan jeg more mig over det komiske i situationen. Efter noget tid undrer min kæreste sig over, hvor jeg bliver af, og da han stikker hovedet uden for hytten, kan han høre hamren og banken fra mit uglamourøse fængsel.

Inden længe er jeg atter ude i friheden og klar til den sidste etape på vandrestierne til Mariannelund.

SMåland 10

Med lunende ild i det åbne ildsted og en huggeblok og økse midt i stuen foregår turens sidste overnatning i hytte.


Fortsæt vandringen

Höglandsleden er i alt 450 kilometer, mens Sevedeleden i hele sin udstrækning dækker cirka 100 kilometer, så der er rig mulighed for at sammensætte din egen tur. Fra Sevedeleden kan du fortsætte vandringen ad Lönnebergaleden. Fra Mariannelund kan du forlænge vandringen med et 40 kilometers loop ad Emilleden. 

Find din næste tur her


Ruteforslag
Kungsleden: Abisko - Vakkotavare

Kungsleden: Abisko - Vakkotavare

Ruteforslag
Siljansleden

Siljansleden

Ruteforslag
Höga Kustenleden

Höga Kustenleden

Andre spændende artikler


De bedste weekendruter på Skåneleden

De bedste weekendruter på Skåneleden

Familieweekend i Sverige

Familieweekend i Sverige

Vandring på Silverleden

Vandring på Silverleden

Log ind