Det er næsten så klassisk svensk, som det kan være: fredelige skove, idylliske søer og svenskerrøde gårde. Og så kan man få det hele for sig selv. På en uges forårsvandring møder Elsa og Rasmus ikke andre vandrere.
Et lavtflyvende tranepar svæver hen over elvens mørke vand. De flyver tæt sammen. Vingespids ved vingespids. Vi sidder i shelteret i vores lune soveposer og betragter dem efter endnu en perfekt vandredag på de smålandske vandrestier. Tranerne er lige ankommet fra deres vinterbopladser sydpå og er et af mange tegn på, at foråret er lige om hjørnet. Årets bedste vandresæson er i fuld gang, for vandring i de svenske skove i forårsmånederne kan noget helt særligt.
Vi er tidligere på ugen vandret ud ad Höglandsleden fra Eksjö i et klassisk smålandsk landskab, hvor mørke, skyggefulde granskove bliver afløst af åbne løvskove. Træerne er endnu ikke sprunget ud, og anemonerne ligger som et hvidt tæppe i skovbunden så tæt, at det på afstand nærmest ligner sne. Små, åbne enge og marker omkranset af stendiger og en håndfuld svenskerøde gårde fuldender billedet.
Det er det Sverige, vi alle sammen kender fra filmene om Emil fra Lønneberg, og vi forventer halvt om halvt at se skarnsknægten med det høfarvede hår dukke op bag et af de svenskrøde huse, mens det rasende brøl ”Eeeeeemiiiil!” lyder fra Emils far, når han endnu engang har excelleret med en skarnsstreg. At landskabet minder os om Emil er ingen tilfældighed, for vandreruten er ikke langt fra Lönneberg og midt i et klassisk stykke Sverige.
