Vandring i svensk Lapland

I vand til knæene

I juli 2014 skulle jeg sammen med 11 andre tilbringe ni døgn under teltdug og åben himmel i Lapland på en vandretur. Togkupéen var mættet med grin og forventningsfuld stemning, og foran os var en vandredistance på 135 kilometer i det allernordligste Sverige – fra Kebnekaise til Abisko.

IMG_1031.jpg
Skrevet af: Lone Højsgaard - Foto: Ulla Boyhus, Mette Mortensen og Lone Højsgaard
Opdateret den 20. okt 2021

I juli 2014 skulle jeg sammen med 11 andre tilbringe ni døgn under teltdug og åben himmel i Lapland på en vandretur. Togkupéen var mættet med grin og forventningsfuld stemning, og foran os var en vandredistance på 135 kilometer i det allernordligste Sverige – fra Kebnekaise til Abisko.

Den ellipseformede, røde maskine stiger lodret op i luften og stryger henover det kuperede landskab. Under os er et mønstret tæppe af trækroner, tundra og elve, der bugter sig med 

sneklædte fjeldknolde til begge sider. Længere fremme kan vi ane Kebnekaise, hvor vi skal begynde vores rejse. Vi tumler ud af cockpittet med vores rygsække. Propellen over os er i heftig rotation. Helikopteren skal tilbage efter andet hold, så vi kan få samlet gruppen.

Det er min første vandretur med oppakning. Jeg er spændt og har ingen anelse om, hvad der venter mig. Med i bagagen har vi telt, kogegrej og mad nok til at klare os selv i ødemarken i ni dage, langt væk fra mobildækning, vejnet og markerede ruter.

Dalen ligger grøn og langstrakt mellem fjeldene, og hist og her stikker små hvide og lyserøde fjeldblomster, og noget der ligner bomuldstotter, op fra græsset. Det er behageligt lunt, og vi føler os heldige – der kunne ligeså godt være ti grader, regn og tåge. Men denne sommer er usædvanlig varm for området.

De sidste dage har temperaturerne været helt oppe omkring de 30 grader, får vi fortalt. Varmen betyder, at smeltevand fra fjeldtoppenes gletsjere kan besværliggøre vandringen. Som den nybegynder jeg er, forekommer sol og masser af koldt drikkevand mig ikke som det allerværste at være omgivet af lige nu.

 

IMG 1044Tankemylder parkeret
En kvinde kommer ud fra den sorte træhytte med en kande rød saft og hælder op til os i små glas. Efter to dages vandring er vi kommet til fjeldstuen Sälka, og jeg er træt, øm og svedig efter en varm dag med rygsækken. Fjeldstuen har et lille udvalg af tørrede madvarer og andre fornødenheder – herunder øl, cola og chokolade.

Vi kommer ud med favnen fuld, smider os i græsset og fejrer triumfen over den tilbagelagte dagsetape. Det er gået op for mig, at 6-7 timers vandring kræver ikke bare udholdenhed, men også koncentration.

Du skal finde dit tempo og rytme, gå fra sten til sten, og fra tue til tue. Hele tiden vurdere underlaget – en tilsyneladende tør eng kan vise sig at være drilagtig sumpet. Enten kan den bære, eller du kan få hele foden under. Hverdagens tankemylder er for længst parkeret derhjemme og erstattet med mere presserende overvejelser, som de her.

I et skur ved siden af hytterne maser vi vores øl- og sodavandsdåser flade med en hånddreven maskine, så de optager mindst mulig plads. Fjeldstuerne ligger langt ude i fjeldet og er kun tilgængelige med helikopter og til fods, så vores affald bliver brændt i en stor rustrød ovn lidt afsides.

Ikke-brandbart materiale, som øl- og sodavandsdåser, bliver transporteret med helikopter til byerne, så plads-økonomisering er et must.

Vi ligger fladt på moræneunderlaget som en flok skildpadder med rygsækkene under os

IMG 1065Befriende enkelt
Den følgende dag går vi ad passagen Reaiddajavri, i en slugt mellem to fjeldskråninger. En strålende sol hænger over os, og der er blokmark foran og bag, så langt øjet rækker. Engang har der måske løbet en elv her.

Nu er der bare sten, der ligger som store klodser hulter til bulter i dalen. Jeg klatrer, springer, og balancerer på vaklende klippeblokke, og sætter af inden de tipper. Sådan vandrer vi i flere timer. Jeg får sværere ved at holde koncentrationen og svajer bagover ved vægten af min rygsæk.

Vandet fosser fra fjeldsiderne, mens jeg konstaterer, at der kun er en lunken sjat tilbage i min vandflaske. Endelig når vi bestemmelsesstedet for vores middagspause, og vi vrister støvler og svedige sokker fri af fødderne i et forløsende træk.

Det slår mig, hvor sveddryppende hårdt det kan være at vandre, men hvor befriende enkel tilværelsen herude også er. Vi spiser og sover, pakker grej op og ned og sørger for at komme helskindet frem. Snakken går om vores oplevelser her, frem for det derhjemme, og det gør fællesskabet let at være en del af, uanset aldersforskelle, eller om vi er nybegyndere på fjeldet.

Inden længe ligger vi fladt på moræneunderlaget som en flok skildpadder med rygsækkene under os og døser hen med udsigten til gletsjersøen.

En ren lunter uanfægtet ved foden af fjeldet, hvor Mørkets Fyrste synes at tone frem.

image---Mette-MortensenPilekrat og ømme tæer
Vores dagsetaper ligger på 10-17 kilometer igennem al slags terræn. Vi tramper op ad bratte stigninger til fjeldtoppe, hvor små gule blomster uden stilk er fastsurret til klippeunderlaget.

Over sne og utallige fosser af varierende størrelse og intensitet. Ned i dalen igen med høj luftfugtighed og krogede birketræer, ad stier som smeltevandet har omdannet til rislende bække og gennem mudder og pilekrat, som koster forrevne bukse- og skinneben, samt en god portion tålmodighed.

Solen er over os dag og nat, og dykker kun ned under horisonten for en kort bemærkning.
Jeg bliver aldrig træt af, at stirre ud mod de brun-orange fjelde med deres snedækkede toppe, og kigger man godt efter, kan man være heldig at finde fantasifulde udtryk i de store klippemassiver.

En aften opdager vi, at fjeldet overfor vores lejr har form som Darth Vaders hovedparti. En ren lunter uanfægtet ved foden af fjeldet, hvor Mørkets Fyrste synes at tone frem. Jeg slipper fjeldene for en stund og betragter min højrøde tå, og neglen der har løsnet sig fra kødet.

De fleste af os er mærket af vandringen nu, og nogle har mere end ømme tæer at bekymre sig om. Flænger, vabler og gamle ryg- eller knæskader er begyndt at genere, så hæle og fødder bliver forbundet og tapet til som en del af den daglige rutine.

IMG 1042Sameland
Vi har slået lejr på toppen af en fjeldforhøjning. Nedenfor ligger to gletsjersøer og glimter i solen. Efter fem dage er det endnu kun blevet til lidt klatvask ved elvene, så udsigten til en dukkert virker tillokkende. Søens blikstille overflade bliver brudt, da vi dumper i under hyl og hujen. Da det første kuldechok har fortaget sig, opdager vi, at solen har opvarmet søen. Jeg tager nogle svømmetag, og mærker en forløsende fornemmelse af vægtløshed.

Vi har kun mødt få mennesker på vores vandretur. Ind imellem svæver en rovfugl over os på himlen, eller vi ser en rype pile over fjeldet, ellers har det været knapt med dyrelivet. Men knogler og hvid-grå pelstotter fortæller os, at vi er i renernes territorium.

På disse kanter lever de lokale samer stadig af rendrift, og vi passerer indhegninger, hvor renerne bliver mærket, fodret og slagtet. I mudderet er der hjulspor fra samernes crossere, og indimellem kan man støde på en renvogterhytte, der bliver brugt som overnatningssted. I samelandsbyen, Alisjávri, ved søen af samme navn, ligger en lille klynge røde træhuse.

Indimellem står høje pæle lænet mod hinanden i tipi-form, og udenfor et hus står en mand og hugger brænde. Vi hilser, og en ældre mand ved siden af hæver hånden til hilsen, da vi trasker forbi.

IMG 0915Ilddåb i elven
Det har været en lang dag, og vi står ved bredden af en elv. Et sted på modsatte side ligger Lapporten, hvor vi skal slå lejr. Elven buldrer og spytter skum efter os, mens tusindvis kubikmeter af smeltevand kaster sig forbi os ned gennem dalen.

Elven er langt hidsigere end nogle af de andre, vi har forceret, og jeg mærker et sug af ubehag i maven ved udsigten til at hengive mig til de skummende vandmasser. På bredden har en vandrer efterladt et par tennissokker. Jeg trækker i sokkerne, og håber, at de bringer held. Så tager vi hinanden i hænderne tre og tre, og begiver os ud.

Jeg har min makkers hånd i den ene, og knuger krampagtigt vandrestaven i den anden, mens jeg presser staven ned i det hvirvlende underlag. Strømmen tager i mine ben og fødder, og adrenalinen bobler i mig, så jeg helt glemmer kulden fra smeltevandet og de skarpe sten under tennissokkerne. Jeg koncentrerer mig om at lægge al min vægt i små korte skridt fremad for ikke at miste mit tag i bunden.

Kroppen er stadig i alarmberedskab, da jeg når bredden, og mine hænder dirrer, idet jeg tager de våde strømper af. Jeg efterlader dem på en sten til den næste vandrer, der skal over. Endelig ligger Lapporten som en u-formet dal for vores fødder, indrammet af to svajende fjelde. Vi slår lejr til lyden af en strid vind, der går gennem dalen og synger i teltdugene.

IMG 1072Med fjeldet i kroppen
Næste formiddag vandrer vi igennem Lapportens dal mod Abisko Nationalpark. Vi kommer let igennem terrænet, men vi er ikke er færdige med vadene endnu. Pludselig sker det, som vi har gjort alt for at undgå.

På vej over elven, med en fod på den forkerte sten, glider vores vandremakker. Hun tager fra, det går lynhurtigt, og noget flækker inde i hånden. Der er noget no-nonsense over naturen – hård og kontant. Og denne sommer giver smeltevandet os kamp til stregen og en kærlig hilsen med på vejen.

Da vi dagen efter står på perronen i Abisko, har vi endnu fjeldet siddende i kroppen, med vabler, ømme led og en dunkende hånd i slynge. Men også med minderne om aftenens lejrstemning og lyset fra midnatssolen, vittighederne om vores beskidte tøj og lugten under de yderste lag.

For ikke at tale om de helt ubeskrivelige landskaber, som vi vågnede op til hver morgen og tog ind sammen med havregrøden. Det føles som længe siden, vi sad i en togkupe op igennem Sverige og lærte hinanden at kende, og jeg tror ikke, det er sidste gang, vi mødes på en vandresti.

Selv er jeg ikke den nybegynder i fjeldvandring, som jeg var for en uge siden. Ikke så tosset at få sin ilddåb i Lapland, tænker jeg, da toget sætter i gang ud af Abisko med den kæmpemæssige Torneträsk-sø på min venstre hånd.


IMG 10534 tips til Lapland

  1. Myggene er sultne i Lapland, og der er mange af dem. Medbring myggeolie og myggenet til hoved/ansigt. Effektive anti-myggemidler kan købes i ventetiden på banegården i Stockholm.
  2. Hold styr på nat og dag, selvom solen er oppe hele døgnet. Medbring batteridrevet ur eller solcelleoplader til mobiltelefonen samt sovebriller.
  3. Pas på fødderne og sørg for fodfæste ved vadene. Medbring gummisko, tætsiddende sandaler eller sokker til at vade med. Og husk vandrestaven.
  4. Husk pauserne. Brug gerne vandrereglen 50/10 – 50 minutters vandring og 10 minutters pause.

image3---Mette-Mortensen

3 tips til hygiejne i fjeldet

  1. Bliv enige om hvor i elven i tager bad, vasker op og poster drikkevand.
  2. Husk biologisk nedbrydeligt sæbe.
  3. Når du skal: hav toiletpapir, håndsprit og lighter tilgængeligt. Find en passende sten til at dække over dine efterladenskaber og brænd toiletpapiret.

IMG 1044Tankemylder parkeret
En kvinde kommer ud fra den sorte træhytte med en kande rød saft og hælder op til os i små glas. Efter to dages vandring er vi kommet til fjeldstuen Sälka, og jeg er træt, øm og svedig efter en varm dag med rygsækken. Fjeldstuen har et lille udvalg af tørrede madvarer og andre fornødenheder – herunder øl, cola og chokolade.

Vi kommer ud med favnen fuld, smider os i græsset og fejrer triumfen over den tilbagelagte dagsetape. Det er gået op for mig, at 6-7 timers vandring kræver ikke bare udholdenhed, men også koncentration.

Du skal finde dit tempo og rytme, gå fra sten til sten, og fra tue til tue. Hele tiden vurdere underlaget – en tilsyneladende tør eng kan vise sig at være drilagtig sumpet. Enten kan den bære, eller du kan få hele foden under. Hverdagens tankemylder er for længst parkeret derhjemme og erstattet med mere presserende overvejelser, som de her.

I et skur ved siden af hytterne maser vi vores øl- og sodavandsdåser flade med en hånddreven maskine, så de optager mindst mulig plads. Fjeldstuerne ligger langt ude i fjeldet og er kun tilgængelige med helikopter og til fods, så vores affald bliver brændt i en stor rustrød ovn lidt afsides.

Ikke-brandbart materiale, som øl- og sodavandsdåser, bliver transporteret med helikopter til byerne, så plads-økonomisering er et must.

Vi ligger fladt på moræneunderlaget som en flok skildpadder med rygsækkene under os

IMG 1065Befriende enkelt
Den følgende dag går vi ad passagen Reaiddajavri, i en slugt mellem to fjeldskråninger. En strålende sol hænger over os, og der er blokmark foran og bag, så langt øjet rækker. Engang har der måske løbet en elv her.

Nu er der bare sten, der ligger som store klodser hulter til bulter i dalen. Jeg klatrer, springer, og balancerer på vaklende klippeblokke, og sætter af inden de tipper. Sådan vandrer vi i flere timer. Jeg får sværere ved at holde koncentrationen og svajer bagover ved vægten af min rygsæk.

Vandet fosser fra fjeldsiderne, mens jeg konstaterer, at der kun er en lunken sjat tilbage i min vandflaske. Endelig når vi bestemmelsesstedet for vores middagspause, og vi vrister støvler og svedige sokker fri af fødderne i et forløsende træk.

Det slår mig, hvor sveddryppende hårdt det kan være at vandre, men hvor befriende enkel tilværelsen herude også er. Vi spiser og sover, pakker grej op og ned og sørger for at komme helskindet frem. Snakken går om vores oplevelser her, frem for det derhjemme, og det gør fællesskabet let at være en del af, uanset aldersforskelle, eller om vi er nybegyndere på fjeldet.

Inden længe ligger vi fladt på moræneunderlaget som en flok skildpadder med rygsækkene under os og døser hen med udsigten til gletsjersøen.

En ren lunter uanfægtet ved foden af fjeldet, hvor Mørkets Fyrste synes at tone frem.

image---Mette-MortensenPilekrat og ømme tæer
Vores dagsetaper ligger på 10-17 kilometer igennem al slags terræn. Vi tramper op ad bratte stigninger til fjeldtoppe, hvor små gule blomster uden stilk er fastsurret til klippeunderlaget.

Over sne og utallige fosser af varierende størrelse og intensitet. Ned i dalen igen med høj luftfugtighed og krogede birketræer, ad stier som smeltevandet har omdannet til rislende bække og gennem mudder og pilekrat, som koster forrevne bukse- og skinneben, samt en god portion tålmodighed.

Solen er over os dag og nat, og dykker kun ned under horisonten for en kort bemærkning.
Jeg bliver aldrig træt af, at stirre ud mod de brun-orange fjelde med deres snedækkede toppe, og kigger man godt efter, kan man være heldig at finde fantasifulde udtryk i de store klippemassiver.

En aften opdager vi, at fjeldet overfor vores lejr har form som Darth Vaders hovedparti. En ren lunter uanfægtet ved foden af fjeldet, hvor Mørkets Fyrste synes at tone frem. Jeg slipper fjeldene for en stund og betragter min højrøde tå, og neglen der har løsnet sig fra kødet.

De fleste af os er mærket af vandringen nu, og nogle har mere end ømme tæer at bekymre sig om. Flænger, vabler og gamle ryg- eller knæskader er begyndt at genere, så hæle og fødder bliver forbundet og tapet til som en del af den daglige rutine.

IMG 1042Sameland
Vi har slået lejr på toppen af en fjeldforhøjning. Nedenfor ligger to gletsjersøer og glimter i solen. Efter fem dage er det endnu kun blevet til lidt klatvask ved elvene, så udsigten til en dukkert virker tillokkende. Søens blikstille overflade bliver brudt, da vi dumper i under hyl og hujen. Da det første kuldechok har fortaget sig, opdager vi, at solen har opvarmet søen. Jeg tager nogle svømmetag, og mærker en forløsende fornemmelse af vægtløshed.

Vi har kun mødt få mennesker på vores vandretur. Ind imellem svæver en rovfugl over os på himlen, eller vi ser en rype pile over fjeldet, ellers har det været knapt med dyrelivet. Men knogler og hvid-grå pelstotter fortæller os, at vi er i renernes territorium.

På disse kanter lever de lokale samer stadig af rendrift, og vi passerer indhegninger, hvor renerne bliver mærket, fodret og slagtet. I mudderet er der hjulspor fra samernes crossere, og indimellem kan man støde på en renvogterhytte, der bliver brugt som overnatningssted. I samelandsbyen, Alisjávri, ved søen af samme navn, ligger en lille klynge røde træhuse.

Indimellem står høje pæle lænet mod hinanden i tipi-form, og udenfor et hus står en mand og hugger brænde. Vi hilser, og en ældre mand ved siden af hæver hånden til hilsen, da vi trasker forbi.

IMG 0915Ilddåb i elven
Det har været en lang dag, og vi står ved bredden af en elv. Et sted på modsatte side ligger Lapporten, hvor vi skal slå lejr. Elven buldrer og spytter skum efter os, mens tusindvis kubikmeter af smeltevand kaster sig forbi os ned gennem dalen.

Elven er langt hidsigere end nogle af de andre, vi har forceret, og jeg mærker et sug af ubehag i maven ved udsigten til at hengive mig til de skummende vandmasser. På bredden har en vandrer efterladt et par tennissokker. Jeg trækker i sokkerne, og håber, at de bringer held. Så tager vi hinanden i hænderne tre og tre, og begiver os ud.

Jeg har min makkers hånd i den ene, og knuger krampagtigt vandrestaven i den anden, mens jeg presser staven ned i det hvirvlende underlag. Strømmen tager i mine ben og fødder, og adrenalinen bobler i mig, så jeg helt glemmer kulden fra smeltevandet og de skarpe sten under tennissokkerne. Jeg koncentrerer mig om at lægge al min vægt i små korte skridt fremad for ikke at miste mit tag i bunden.

Kroppen er stadig i alarmberedskab, da jeg når bredden, og mine hænder dirrer, idet jeg tager de våde strømper af. Jeg efterlader dem på en sten til den næste vandrer, der skal over. Endelig ligger Lapporten som en u-formet dal for vores fødder, indrammet af to svajende fjelde. Vi slår lejr til lyden af en strid vind, der går gennem dalen og synger i teltdugene.

IMG 1072Med fjeldet i kroppen
Næste formiddag vandrer vi igennem Lapportens dal mod Abisko Nationalpark. Vi kommer let igennem terrænet, men vi er ikke er færdige med vadene endnu. Pludselig sker det, som vi har gjort alt for at undgå.

På vej over elven, med en fod på den forkerte sten, glider vores vandremakker. Hun tager fra, det går lynhurtigt, og noget flækker inde i hånden. Der er noget no-nonsense over naturen – hård og kontant. Og denne sommer giver smeltevandet os kamp til stregen og en kærlig hilsen med på vejen.

Da vi dagen efter står på perronen i Abisko, har vi endnu fjeldet siddende i kroppen, med vabler, ømme led og en dunkende hånd i slynge. Men også med minderne om aftenens lejrstemning og lyset fra midnatssolen, vittighederne om vores beskidte tøj og lugten under de yderste lag.

For ikke at tale om de helt ubeskrivelige landskaber, som vi vågnede op til hver morgen og tog ind sammen med havregrøden. Det føles som længe siden, vi sad i en togkupe op igennem Sverige og lærte hinanden at kende, og jeg tror ikke, det er sidste gang, vi mødes på en vandresti.

Selv er jeg ikke den nybegynder i fjeldvandring, som jeg var for en uge siden. Ikke så tosset at få sin ilddåb i Lapland, tænker jeg, da toget sætter i gang ud af Abisko med den kæmpemæssige Torneträsk-sø på min venstre hånd.


IMG 10534 tips til Lapland

  1. Myggene er sultne i Lapland, og der er mange af dem. Medbring myggeolie og myggenet til hoved/ansigt. Effektive anti-myggemidler kan købes i ventetiden på banegården i Stockholm.
  2. Hold styr på nat og dag, selvom solen er oppe hele døgnet. Medbring batteridrevet ur eller solcelleoplader til mobiltelefonen samt sovebriller.
  3. Pas på fødderne og sørg for fodfæste ved vadene. Medbring gummisko, tætsiddende sandaler eller sokker til at vade med. Og husk vandrestaven.
  4. Husk pauserne. Brug gerne vandrereglen 50/10 – 50 minutters vandring og 10 minutters pause.

image3---Mette-Mortensen

3 tips til hygiejne i fjeldet

  1. Bliv enige om hvor i elven i tager bad, vasker op og poster drikkevand.
  2. Husk biologisk nedbrydeligt sæbe.
  3. Når du skal: hav toiletpapir, håndsprit og lighter tilgængeligt. Find en passende sten til at dække over dine efterladenskaber og brænd toiletpapiret.

Find din næste tur her


Ruteforslag
Kungsleden: Abisko - Vakkotavare

Kungsleden: Abisko - Vakkotavare

Ruteforslag
Tivedens Nationalpark

Tivedens Nationalpark

Ruteforslag
Höga Kustenleden

Höga Kustenleden

Faktaboks

Hvordan kommer jeg til Lapland? 
Togturen fra København til Kiruna tager cirka 24 timer med skift i Stockholm. Fra Kiruna er der en times kørsel med bus til samelandsbyen Nikkaluokta, hvorfra du kan starte din vandring eller flyve de 19 kilometer med helikopter til Kebnekaise Fjeldstation.

Togrejsen fra den svenske grænse til Kiruna og retur koster 1175-1500 kroner med DSB’s Interrail one country pass. Busturen Kiruna-Nikkaluokta koster cirka 120 svenske kroner. Helikopterturen til Kebnekaise fjeldstation koster 850 svenske kroner.

Hvor overnatter jeg?
I Lapland kan du overnatte i telt og i fjeldstuer. Fjeldstuernes kapacitet og udbud af faciliteter varierer. Her er køkken, badefaciliteter og til tider sauna, samt salg af et begrænset udvalg af frysetørrede madvarer og andre fornødenheder.

Du kan også købe en teltplads ved fjeldstuerne, hvilket giver adgang til badefaciliteterne. Brug af fjeldstuerne kræver medlemskab af Svensk Turistforening (STF). I sommersæsonen koster en overnatning 350 svenske kroner.

Hvornår skal jeg tage af sted?
Juli er den mest populære måned at vandre i Lapland. Her er midnatssol og temperaturer fra 10-30 grader. I Juni kan der stadig ligge sne, og områderne kan være præget af store mængder smeltevand. I august og september er dagene kortere, vandmængderne er aftaget, og landskabet står i efterårets farver.

Hvem kan klare turen?
De fleste kan være med, men turen forudsætter, at du er i god fysisk form og kan vandre med en rygsæk på cirka 20 kg 10-17 kilometer dagligt i varieret fjeldterræn.

Hvor bliver jeg klogere? 
På www.svenskaturistforeningen.se kan du booke dig ind på fjeldstuerne. På www.kebnekaise.nu/se  er der tips til vandring i Kebnekaise-området, inklusiv forslag til ture fra fjeldstuerne i området.

Andre spændende artikler


Fjällräven Classic Sverige

Fjällräven Classic Sverige

Langt, langt væk – lige ovre i Skåne

Langt, langt væk – lige ovre i Skåne

5 vandreruter på Skåneleden

5 vandreruter på Skåneleden

Log ind