Gennem norske urskove i nationalparken Gutulia

Jokker på national stolthed
Vi begynder med at vandre rundt om Gutuliasøen. Det er midt i juli. Og temperaturen ligger på syv grader. Jeg må indrømme over for Cecilia, at jeg har glemt at nævne den lille, ubetydelige detalje, at det her er et af Norges koldeste områder.

Til gengæld er der en anden ting, der helt sikkert skulle få hende til at føle sig tættere på de store jungler i hjemlandet. En million tørstige myg, der er på jagt efter blod, summer nemlig omkring os.

”Præcis som i Amazonas,” konstaterer jeg og klynger mig til påstanden om, at det her da næsten er ligesom at være i Sydamerikas enorme jungle.

Et af højdepunkterne i Gutulia er Gutuliasæteren. Fra 1750 til 1949 var der tre gårde, der drev sæterdrift i nationalparken, og i dag finder man 13 restaurerede huse her. Det her er norske kulturminder fra en for længst svunden tid, men bortset fra de græsbelagte tage bliver Cecilia ikke synderligt imponeret.

Hun jokker derfor lidt på sin mands nationale stolthed, og jeg kræver klart nok en forklaring. Her står vi trods alt i en hjemmebygget tømmerhytte på 30 kvadratmeter, uden indlagt vand eller strøm, hvor en familie på fem måtte klare sig gennem hele sommeren og selv sørge for føde.

”Tænk, at sådan levede man i Norge,” siger jeg med forventning om at få ’er-det-virkelig-sandt-svar’ tilbage.
”Ja, det er da vældig fint. Ikke for at være flabet, men jeg har faktisk en veninde, der bor i Andesbjergene med sin mand og deres tre børn. De bor i en hytte på den her størrelse … også om vinteren. Og det er i et område, hvor der ikke er særlig mange træer, så de er nødt til at fyre op med kolort og svinemøg,” siger Cecilia.
”Men de har i hvert fald ikke græs på taget,” mumler jeg lidt fornærmet, inden vi vandrer videre.

”Hvad er dog det for et enormt dyr?” spørger Cecilia forfærdet, for så stort et bæst finder man trods alt ikke i Peru.

Et romantisk maleri
Fra Gutulias smukke sæter vandrer vi videre gennem et fascinerende landskab. Enorme vindfaldne nåletræer ligger som kastet rundt i den lyngdækkede skovbund. De fleste grantræer bliver mellem 100 og 150 år gamle, men her i området er der fundet graner på helt op til 300 år.

Fyrre bliver betydeligt ældre, og her i nationalparken er der registreret fyrre på mere end 400 år. Faktisk kan de blive over 700 år gamle. Måske den enorme fyr, vi vandrer forbi, blot var en ung spire, da den sorte død hærgede her i landet?

Vi trasker langs en lille sti, parkens dyr har skabt, over Baklivola og op til toppen af Gutulivola. Her er alle myggene forsvundet, da der blæser en frisk brise, der af og til kaster en kuling af sig. Rundt om os ligger nogle tætte, sorte skyer, der ser ud, som om de har tænkt sig at kaste sig over os, når det skal være. Men vi nyder alligevel stilheden, da det ustabile vejr gør udsigten mere dramatisk og vild.

De tætte, eviggrønne skove fortsætter, så langt øjet rækker, og her og der trænger solen gennem sprækker i skydækket. Det ligner helt et nationalromantisk maleri af Tidemann og Gude. Men vi slipper for nationalgalleriets indelukkede atmosfære. Her er frisk luft og ingen mennesker. Herligt.

Også Cecilia synes, at det er storslået, så længe hun er dækket med fire lag tøj, hue og vindtæt overtøj. Hun er dog stadig ikke særlig overbevist om, at det er særlig meget som hendes hjemlands Amazonas.

De fire store rovdyr
Regn og vind ledsager os gennem natten, men sådan er Norge, og sådan er Gutulia. Og sådan kan det da også være i Amazonas. Men nu hvor vi er kommet dybt ind i vildmarken, kan jeg vel godt indrømme over for Cecilia, at Amazonas er Amazonas, og det eneste, den har til fælles med den her bid af de norske fjelde, er myg, regn, frisk luft og masser af vegetation. Men for at se det positive i det fra en peruaners side, så er der ingen farlige dyr i Gutulia – ingen slanger, ingen giftige edderkopper, ingen sultne piratfisk.

Selvom Gutulias fauna er rigere end naboområdets, Femundsmarka, så er dyrelivet ikke særlig mangfoldigt her sammenlignet med andre fjeldområder og skove i Norge. Alligevel kan man støde på elg, rådyr, ræv, mår, odder og mink.

Bæveren var forsvundet i en lang periode, men er blevet mere og mere almindelig siden midten af 1960’erne. Alle de fire store rovdyr – bjørn, ulv, jærv og los – kan strejfe om, men blot at få et glimt af en af dem kræver det samme held som en lottovinder.

De vilde rener blev udryddet omkring 1880, men der græsser stadig rener, der er en del af rendriften i området, og mange af dem kan man komme helt tæt på.

Skovens konge
På tre dage krydser vi hele nationalparken – den er trods alt ikke større end 23 kvadratkilometer – og oplevet de fleste varianter af norsk sommerklima: sol, skyer, lyn og torden, øsende regnvejr, isnende vinde og 25 grader i skyggen. Og nok myg til at tømme et menneske for blod i løbet af et par timer. Og så pludselig står den der. Skovens konge, stor og brun. Cecilia stivner af skræk.

”Hvad er dog det for et enormt dyr?” spørger hun forfærdet, for så stort et bæst finder man trods alt ikke i Peru.
”Angriber den?” vil hun vide.
”Slap af,” svarer jeg i Indiana Jones-stil.
”Vi nordmænd er så vante til elge, at ingen overhovedet frygter dem. Enkelte gange sker det, at de forvilder sig ind i byer og haver. Så må vi ud og jage dem væk, og eftersom vi nordmænd er nogle frygtløse, gamle vikinger, så gør alle lige fra stærke mænd med store geværer til gamle husmødre bevæbnet med fluesmækkere det,” fortsætter jeg.

Elgen tager et raskt kig på os, inden den med ét drejer rundt og elegant traver tilbage ind i skoven. Efter en lang pause spørger Cecilia endelig:
”Er det virkelig rigtig?”

Det må du i Gutulia

Du er naturens gæst i Gutulia, og her er nogle af reglerne, du skal følge:

• Du må gå lige hvor du vil, til fods eller på ski, men den simple regel er, at alt, der har en motor, er forbudt.
• Du kan gøre holdt, lige hvor du vil, og slå dit telt op. Gør altid rent efter dig og efterlad ikke affald.
• Du må tænde bål, men husk er der er et generelt forbud mod bål i skove fra den 15. april til den 15. september. Vær hensynsfuld, når du samler brænde.
• Du må plukke bær, svampe og almindelige planter til eget forbrug. 
• Du kan jage og fiske med en tilladelse. Brug aldrig levende fisk som madding eller bring levende fisk fra en sø eller flod til en anden.

Kilde: www.norgesnasjonalparker.no