HAN OVERLEVEDE – OG DET BLEV TIL ADSKILLIGE UTROLIGE HISTORIER

Medicinmanden giver en traditionel massage på Sumatra.

”Er det nogen, der har blødt, er det mig”
Historien her finder man ikke på siderne i Henrik Egede-Lassens nye bog ’Hvis jeg overlever det her – bliver det en god historie’, men man skal ikke tale længe med ham, før det går op for én, at han har så mange eventyrlige, utrolige historier i ærmet, at der på ingen måde er plads til dem alle i en enkelt bog.

Bogen med undertitlen ’En dannelsesrejse med kærlighed, komodovaraner og kannibaler’ er den sande, forunderlige fortælling om Henriks liv; fra lille dreng til voksen mand. Henrik er drengen, der ikke passer ind skolesystemet. Han har for meget fysisk energi. For megen indre uro til at sidde på en stol.

Roen finder han derimod i naturen, hvor han drager på eventyr på egen hånd. Herude glemmer han tid og sted, men hans eventyr og eskapader foregår ikke uden drama. Han får kraniebrud. Går gennem havisen i tæt tåge uden for Hvidovre og redder sig kun med det yderste af neglene op ad det isnende vand. Han bliver bidt én slange – og fanger en anden, som han under stort ståhej slipper løs på skolesekretærens kontor.

”Hemingway sagde, at det ikke er så svært at skrive: man skal bare sætte sig ved en skrivemaskine og bløde. Og det slog mig, at hvis der nogen i min omgangskreds, der har blødt, så er det mig,” fortæller Henrik og giver et konkret eksempel, om dengang han løb gennem en rude til toilettet i skolegården.

Han blev skåret på begge håndled. Et stykke glas flækkede hans næse. Blodet strømmede ud ad ham, men da ambulance kom, opdagede han, at det var en Mercedes. Han var i en periode, hvor han var fanatisk interesseret i biler.”Jeg havde aldrig kørt Mercedes før, så jeg tænkte: ’Nøj, hvor er jeg bare heldig!’ Så gik alvoren af situationen, og jeg blev helt spontant barnligt begejstret. Man kan ikke blive ved at blive kvæstet så mange gange som mig, hvis man ikke kan se det positive. Det er mit liv i en nøddeskal – den ukuelige optimisme,” fortæller han.

Hjemmebygget tømmerflåde i Malaysia: ”Jeg kunne se konturerne af de elementer, som siden kom til at styre min tilværelse. Jeg havde opdaget, at ved at kaste mig ud i noget ukendt og sætte noget på spil så fulgte de helt store oplevelser.”

Som en vampyr
Det er gennemgående temaer i fortællingen om Henriks liv: Den barnlige begejstring, som han ikke lægger fra sig, blot fordi han bliver voksen, men beskriver med selvironi og ærlighed. Den ukuelige optimisme.

Behovet for eventyr, som ikke altid ender som ønsket: “Hvordan skulle jeg selv undgå at komme alvorligt til skade, når jeg i barnlig begejstring fejlvurderede en farlig situation?” skriver han i en historie, hvor han til fods udforsker en del af Kenya, hvor der er vilde krokodiller de i floder, han og hans følgesvende vader gennem.

“Min hjerne er måske lidt anderledes end andres. Jeg har meget nemt ved at blive begejstret og når til det der hyperfokus, når jeg finder noget, jeg virkelig brænder for. Men at lave momsregnskaber og lignende, så hopper kæden helt af i overspringshandlinger. Jeg har i mange år haft en fornemmelse at, at alle andre mennesker var blå, men jeg var bare grøn,” siger Henrik.

”For mig var det ikke eventyrlyst, der fik mig til at drage ud. Lyst er lidt som at være sulten for sjov. For mig var det en sult, ligesom en vampyr. Jeg var nødt til at have den spænding. Jeg vidste godt, når jeg i perioder var adrenalinafhængig, at jeg var ude i noget skidt. Jeg kunne bare ikke lade være. Det var glæden ved at gøre noget, der var lige på kanten.”

Som dreng drømte Henrik om at blive undervandsfotograf. Den drøm gik i opfyldelse. Du kan læse mere om Henrik og hans arbejde på www.zoomedia.dk

Orm, igler og overarmen af en abe
Oplevelser på kanten lader til at strømme ud af Henrik. Da han på sin første store rejse bygger sin egen tømmerflåde og driver ned ad en flod i Malaysias jungle, opdager han, ”at ved at kaste mig ud i noget ukendt og sætte noget på spil så fulgte de helt store oplevelser. Som i alle gode eventyr skal man også i virkelighedens verden gennem kriser og udfordringer, inden man når sit mål.”

Og selv om han får store oplevelser på blandt andet Afrikas savanner, så bliver den helt store ild tændt, da han drager ind i Borneos jungle, hvor han kommer helt tæt på et stammefolk, junglenomaderne penanerne.

Det er i begyndelsen af 1990’erne, og junglerne, de levede i, deres jagtmarker og hele deres kultur var truet på eksistensen af skruppelløse, korrupte tømmerfirmaer. De hakkede penanernes verden til pindebrænde. Helt bogstaveligt. Henrik vidste, at det måske virkede skørt, men han var villigt til at sætte livet på spil for at hjælpe dem. Få mennesker kendte til deres skæbne. Deres historie var i fare for ikke at blive fortalt.

Til fods drog han gennem junglen for at dokumentere penanernes blokader, der skulle holde tømmerfirmaerne væk. Han vandrede i 20 dage gennem noget af Borneos mest ufremkommelige jungle; konstant i risiko for at falde i hænderne på myndighederne, som ikke ville have historien om blokaderne ud. Der foregik nemlig grimme sager. Penanere forsvandt. Nogle døde. Der var ikke brug for en idealistisk udlænding med et videokamera.

Henrik fik orm i tåen. Han kunne se den bevæge sig under huden. Igler sugede sig fast på hans kønsdele. Han blev dødtræt af at spise halvkogte flæskesvær med lange, sorte hår på. Fantaserede om varme tebirkes, når han tyggede på overarmen af en brændt abe. Men han nåede frem til blokaden, fik filmet den og smuglet optagelserne ud af landet. De gik senere verden rundt.

Henriks første nat på den 250 kilometer lange tur til fods gennem Borneos jungle, hvor han dokumenterede tømmerblokaden. 

Tarzanpsykose og ødelæggelse
Det var ikke kun en sag at brænde for, Henrik fandt i Borneos jungle. På vej til blokaden boede han hos penanerne, som hjalp ham. Henrik skriver: ”Noo Lahs yngste søn var en køn, lille, smilende unge, som bar rundt på et halssmykke fremstillet af frugtskaller. Det var til at holde onde ånder væk.

Selv om han kun var fem år gammel, var han allerede fuldstændigt terrængående. Han løb rundt i skoven med sine venner og legede med knive, men han ville først få lov til at få giftpile, når han havde nedlagt et par egern. Pilegiften var livsfarlig både for de fleste dyr og for mennesker, selvom der fandtes en hemmelig modgift”.

Det er svært ikke at drage tråde til Henriks egen barndom og hans længsel efter at være fri i naturen, når man læser det. ”Det var jo Tarzandrømmen. Længere er den ikke. I bogen er der et kapitel om min Tarzanpsykose som lille, og det at opleve en kultur, der i den grad kunne alt det, Tarzan drømte om at kunne – for de er faktisk meget bedre til det end Tarzan – det var helt fantastisk. Det er en af grundene til, at jeg var derude så meget og er kommet igen og igen gennem 30 år,” fortæller Henrik.

Det var en drengedrøm at gå på jagt i bare tæer med de lokale. Falde i søvn af udmattelse i en hytte i junglen og vågne ved, at en ældre kvinde spillede næsefløjte; et af de traditionelle instrumenter, penanerne formodentligt ikke spiller på længere, for nu er de trængt ud af skoven. ”Der var små, magiske øjeblikke, som ikke handler om adrenalin og drama, men om nærhed og et indblik i, hvad vi formodentligt alle sammen har været engang som mennesker. Det har virkelig været stort.”

Skæbnen, og ikke mindst tømmerfirmaerne, har dog været hård ved junglenomaderne. Da Henrik først besøgte penanerne i 1991, frygtede de, at tømmerfirmaerne kom og fældede det hele. Da de havde fældet det hele, blev der lavet plantager. Penanerne mistede først deres skov, så deres fysiske landskaber.

”Det er ikke til at bære. Deres liv blev ødelagt bagudrettet. Deres forældres grave blev skændede, men deres fremtid bliver også taget frem dem. Den kombination rev rygraden ud af en kultur, og det er det mest uhyggelige,” siger Henrik.

Penanernes blokade varede i over otte måneder. Konflikten i området kostede adskillige menneskeliv. 

Barndomsdrømme og Jolly Jumper
’Hvis jeg overlever det her – bliver det en god historie’ slutter i begyndelsen af årtusindet, da Henrik beslutter sig for at prøve lykken som naturfotograf i sit eget firma, Zoomedia. Kort efter får han en kontrakt med National Geographic og sin egen rejseserie på DR1. I dag er han gift og har to store teenagebørn.

Begejstringen brænder stadig, og hans efterår står på opgaver med giftslanger i Etiopien og jagten på en tapir i Malaysia. ”Jeg har simpelthen ikke kunne ladet være med at følge min barndoms drømme. Det har ikke været et bevidst valg, at jeg skulle vælge mellem det her liv og en længere uddannelse. Jeg har kun kunnet gøre det på min egen måde. Og det var det, der var så svært.

Der må være andre, der også føler et pres fra omverdenen om, at de skal tænke langsigtet. De er bare ikke i stand til det. Men der er alternativer til den langsigtede plan. Man kan godt gå uden om konventionerne. Det kan godt betale sig at yde en stor indsats for det, man brænder for, uanset hvad det er,” siger Henrik.

Han fortæller om, hvordan han i 3. g var ved at brænde helt sammen. Så læste han om, hvordan Dan Turèll engang havde gået med post, men begyndte at sortere spontant i den, for han kunne ikke bære, at folk fik alle de rudekuverter med regninger. Så dem afleverede han ikke. Henrik kontaktede Dan Turèll. Kunne han få et interview? De mødtes over en øl.

”Dan Turèll var en stjerne og havde også haft svært ved at gå i skole. Jeg fandt optagelserne fra vores samtale og lyttede til dem i forgårs. Han siger blandt andet, at den poetiske hest er ligesom Jolly Jumper. Fornemmer den, at man har gjort sig tilpas umage, så kommer den, når man fløjter. Men kun når man har gjort sig umage. Er det ikke rørende?”

’Hvis jeg overlever det her – bliver det en god historie’
Henrik Egede-Lassens nye bog er sprængfyldt med eventyr, grænseoverskridende påfund og vanvittige situationer. Bogen ville være aldeles utroværdig, hvis den havde været fiktion. Men naturfotograf, foredragsholder og tv-vært Henrik Egede-Lassens beretning om sit liv og karriere er 100 % sandfærdig, selv om man kniber sig i armen, mens man læser om møder med løver, galninge, slanger, kannibaler, hajer og meget andet.

Det er også en tankevækkende, til tider grotesk og meget morsom fortælling om, hvordan tilfældigheder, held, vovemod og dødsforagt kan føre en person i retninger, som ingen kunne forudse; slet ikke forfatteren selv.

350 sider. Turbine. 249.95 kr.