Hytte til hytte fra München til Venedig

Svært at være pessimistisk
Med bjergene kom bjerghytterne. Dem er der omtrent 2000 af i Alperne, og de kommer i mange afskygninger. Store og små, simple og semi-luksuriøse, gamle og nye. Men én ting har de til fælles:

”Man føler sig virkelig velkommen. Det er som om, man er med i et eller andet fællesskab, både med de andre overnattende, og dem der kører hytterne. Det kræver ikke de store sociale kompetencer at få gang i en samtale, og det er ikke noget med, at nu skal vi have møvet os frem til den bedste plads i sovesalen. Stemningen er virkelig god,” fortæller Ole.

Den ene dag tog snart den næste. Livet på vandrestierne begyndte at tage over. Et liv i koncentrat, der bestod af at gå, spise og sove. Tyskland lå snart bag dem, og i Østrig ventede nogle af de mest specielle dage på turen.

Mellem Lizumer Hütte og Tuxer Joch Haus gik vandrekammeraterne over det ene monstrøse pas efter det andet i en verden af sten, en smule stædigt græs og snedækkede bjerge mod syd.

”Vi kunne se tilbage, hvor vi kom fra. Det var en god fornemmelse. Vi var taget af sted med den holdning, at vi måtte se, hvordan det gik. Vi ville ikke gennemføre for enhver pris, men vi har det begge sådan, at det vi starter, kan vi godt lide at gøre færdigt. Som vi kom frem, begyndte vi at tro på, at det nok skulle gå. Nu kunne vi se de store bjerge bag os, og så var det svært at være pessimistisk,” siger Ole.

Op i højderne
På dag 13 vandrede de over passet Friesenberg Scharte i 2912 meters højde. Her er et hak i klippevæggen på tre til fire meter, og så går det ellers voldsomt ned ad. Der er stålwirer at holde fast i, og Ole havde været der otte år forinden.

Han vidste, hvad der ventede. Han vidste også, at han godt kunne klare det, men de lodrette landskaber satte alligevel gang i adrenalinen. Resten af dagen gik på sydsiden af en bjergkam med udsigt til gletsjere, søer og toppe.

”Selvfølgelig var der nogle enkelte etaper, der var hårde, men det var jo også nogle af de mest fantastiske og fascinerende. Der er jo der, man kommer op, hvor der virkelig er flot. Overordnet var der dog ikke noget hårdt ved at være af sted. Vi var langt hjemmefra, men det var ikke uden øl,” siger Ole, der med sin makker hver dag fulgte det samme ritual: så snart de kom frem til en hytte fik de en øl.

Når den var drukket, fik de sig et sted at sove og et godt måltid mad i hytterne, der ofte serverer god, borgerlig kost. Svinekotelet, spejlæg med bacon, brasede kartofler. Den slags. ’Bergsteigeressen’, som er dagens ret ad libitum for medlemmer af Alpeforeningerne, var også en mulighed. Og selvfølgelig alle mulige desserter. Ingen undskyldning for at gå sulten i seng.

”Det er på mange måder en luksuriøs tur. Nogle af vandredagene er brutale, men du kommer altid frem til en hytte, hvor der er varm mad. Det kan godt være, du i løbet af dagen bliver lidt våd, men der er altid tørt, når du når frem.

Folk sidder og hygger, der er varmt. Det er altså kæmpestor forskel fra at skulle slå et telt op i regnvejr og sidde og spise frysetørret mad. Derudover har du masser af muligheder for at komme ’ned’ fra ruten, finde et godt hotelværelse, få vasket tøj, få et godt måltid mad og holde en lille pause,” fortæller Ole.

Det er tvivlen, der dræber
Dagene gik, de to venner krydsede Dolomitterne, og på trods af bekymringer inden turen, vidste Ole nu, at det nok skulle gå. Efter en måned på stierne havde de gjort kål på Alperne og kom ned på den sydlige side. Det fejrede de med en øl. Men der var stadig fire dage til Venedig og turens slutning. Først gennem bløde bakker, senere langs en flod, og så bliver det helt fladt.

”Det var ikke det mest ophidsende, men det var meget hyggeligt, og så gik vi nogle lange strækninger.
En af de sidste dage kom vi ned til Adriaterhavet. Der var alle de der mennesker, der lå på stranden. Jeg sendte dem alle en tak for, at de ikke også rendte rundt oppe i Alperne,” fortæller Ole.

Han husker en lille episode under et hvil i Østrig, hvor der lå et cigaretskod på stien. Ole lagde mærke til det, da der ellers ikke havde været noget affald på stien. Intet.
”Det siger jo noget om de mennesker, der kommer her. Der er respekt for naturen,” siger Ole.

Endelig – efter 34 dages vandring – var der ikke flere kilometer at vandre. De to kammerater stod midt i Venedig. Turen var gået godt på trods af sygdom og bekymringer om det ene og det andet inden afgang.

”Bekymringer og tvivl kan man altid have, men der er altså kun én måde at finde ud af, om man kan klare en tur: Tag af sted og få det afprøvet. Det er værre at sidde derhjemme og ærgre sig over, at man ikke prøvede, end det er at tage af sted, selvom om man så måske giver op efter et par dage eller ti. Som man siger, så slår tvivlen mange flere projekter ihjel, end fejltagelser nogensinde har gjort."

Kun en uge til rådighed?

Tillader kalenderen ikke lige 34 dage på vandrestierne, så fortvivl ikke. Man kan sagtens gå en del af turen og få fuld valuta for pengene fra start til slut. Til en uge på stierne anbefaler Ole enten at gå turen gennem Dolomitterne fra Vintl i Südtirol til Alleghe i regionen Veneto eller turen fra Scharnitz til Sterzing i Østrig (dag 8 til 14 under menupunktet ’34 dage’ på samme hjemmeside).

5 x vigtigt udstyr

Vi har bedt Ole om at fremhæve fem vigtige stykker udstyr på turen:

1. Vandrestøvlerne: ”Jeg gik i støvler med høj ankelstøtte. Det fungerede rigtig godt. Man skal gøre op med sig selv, om de skal være med Gore-Tex eller læderstøvler. Jeg kan ikke holde Gore-Tex ud om sommeren, da de bliver for varme for mig. Og det skal være ordentlige støvler. Man kan ikke være andet bekendt over for sig selv, og dem man er sammen med. De var selvfølgelig gået til inden turen.”
2. Vandrestavene: ”Det er min kæphest, for de er noget af de fedeste. Det er jo grundlæggende som at få et par ekstra ben. De kan hjælpe dig op ad – ligesom et gelænder gør det. De støtter, når du går i løse sten, så du ikke vrider om. De støtter knæene, da du undgår at komme for meget ud i yderpositionerne. Jeg var grædefærdig, da jeg faldt på rumpen på en glat sti, og min ene stav knækkede nederst, men jeg fik den heldigvis repareret. Vandrestave er altså ikke kun for pensionister, der går stavgang, og det er vigtigt, at man ved, hvordan man bruger dem rigtigt. Husk at skrue stavene ud til at være længere, når du går ned ad, og kortere, når du går op ad.”
3. GPS’en: ”Vi havde ikke en GPS med i 2003, da jeg gik i Alperne med min datter, og en dag gik vi helt vildt forkert og kom frem til en hytte klokken 21.00. Vi var stadig smadrede næste dag, hvor endnu en lang tur ventede. GPS’en er god backup til at være sikker på, man er på rette vej. I bjergene er der ikke altid klare pejlemærker, som hvis du går langs kysten. Jeg tjekker typisk GPS’en, når jeg kommer til at kryds. Også selvom ruten er godt afmærket. Hav den siddende inden for rækkevidde, så den er nem at komme til.”
4. Skaljakken: ”Min Arc’teryx-jakke er vandtæt og åndbar. Vi havde ret meget regn og løb ind i nogle af de store tordenbyger, og så er det rart at kunne holde kroppen tør.”
5. Rygsækken: ”Min Osprey Talon 44 vejer ikke meget, og der var plads nok til mit udstyr, der vejede cirka ni kilo inklusiv vand og proviant til undervejs.”