Hytte til hytte fra München til Venedig

Alperne ragede op i tågen ude i horisonten. Det gav et lille gys i Ole. Det var de bjerge, de skulle over. Til fods. Fra Tyskland gennem Østrig og hele vejen til Italien. Ole havde taget turens første skridt på Marienplatz midt i det travle München sammen med en barndomsven.

De var begge 64 år, og det var ikke uden bekymringer, at de nu vandrede mod Europas mægtigste bjergkæde. Der var gået fire år, siden Ole havde fået konstateret prostata-kræft, og han kunne mærke, hvordan medicinen satte ham lidt ud af spillet. Den gjorde også, at han havde fået lidt ekstra vægt på sidebenene, og så var der den dér fod, der gjorde ondt.

Halvanden måned inden afgang gik Ole til lægen, som sagde, han skulle tage den med ro. Sidde med foden oppe. Men det var ikke det, Ole havde på programmet. I næsten et år havde de to kammerater planlagt turen. Gennem vinteren havde de gået træningsture. Pakkelisterne var afstemte og optimerede. En øm fod skulle ikke være kæppen i hjulet på vandreprojektet. 

”Jeg sagde ikke til min læge, jeg skulle vandre over Alperne, for så ville han jo nok forsøge at spærre mig inde et eller andet sted,” griner Ole i dag, fire år senere.

De små asfalterede veje uden for München blev udskiftet med skovveje, der blev til stier, der steg ind i Alperne på fjerdedagen. Smerterne i foden var allerede vandret væk, men de to venner vidste stadig ikke, om de kunne klare turen, men måtte prøve. Det var der ingen tvivl om.

De havde trods alt ventet på at vandre turen i et lille årti – siden dengang Ole vandrede den del af ruten, der går gennem Østrig med sin datter, men kom hjem og syntes, at der var noget ufuldendt over at slutte ved den italienske grænse. Der lå jo stadig masser af bjerge og ventede forude. Nu, da de begge havde lagt arbejdsmarkedet bag sig, skulle det være.